So much boredom... Such little fun... (Abigail)

Årstid: Forår
Dag: Mandag
Dato: 25/04
Tid: 23:09
Sted: En tilfældig gade i Werclare by
Vejr: Roligt, og mørkt. Koldt, og overskyet.
Omgivelser: Et beboelseskvarter.

Zoran slentrede roligt afsted gennem byens tomme gader. Han kedede sig noget så gevaldt. Han gad ikke tage på club, der skete alligevel aldrig noget nyt. Og han var så forfærdeligt træt af at lade natten gå med et eller andet pigebarn, for senere at smide hende ud, som en gammel dukke. Der var simpelthen alt for få spændende personer her omkring. Det var som om han havde mødt dem der var værd at møde, og der så bare ikke var mere at lave her. Han sukkede. Hvor han dog savnede nogen at lege med. Han savnede faktisk Rose, hans lille engel. Han havde besluttet at han måtte finde sig en ny engel at lege med. Hans leg med Rose var ødelagt af hendes lille raceskift. Han sukkede igen. Det ville ikke være til at finde en som Rose at lege med. Og han vidste med sig selv, at han ikke ville være i stand til at slippe hende. Hun betød alt for meget for ham. Det var dog utroligt! Var det virkelig intet spændende at tage sig til, på denne triste og kolde aften? Åbenbart ikke...
Egentlig var han sulten. Ikke så sulten at han ikke ville kunne vente, men han var sulten. Han sukkede irriteret. Han var sur og sulten, og han kede sig. En eller anden ville komme til at fortryde at vedkommende havde bevæget sig ud i natten, det var helt sikkert. Det skulle Zoran nok sørge for...

Abigail gik lige så stille ned gennem gaderne i Werclare. Hun vidste faktisk ikke rigtig hvor hun var endt, da hun lige var flyttet til Sheria med sine adoptivforældre og da hun ikke engang kendte den by, hvorfor var hun så taget her til? Jo nok fordi Sheria virkede som en kedelig by, i hvert fald det hun indtil videre havde set af den. Hun var lidt irriteret over at være blevet flyttet, hvorfor skulle hun også bo hjemme, hun var 18. Men da hun ingen uddannelse havde taget og ikke havde fundet sig et job, måtte hun jo leve på sine adoptivforældres penge og ikke fordi de ikke havde nogen og hun var faktisk også ret så forkælet. Men det var ikke noget man kunne se på hende.
Hun havde en sort cardigan på og lysegrå jeans og sine grønne all stars hun havde haft i et år nu, de var over tegnet og ikke længere så grønne igen. Hendes lange brune let bøljede hår var løst, som altid og svagede for hvert af hendes skridt. Hendes chokolade brune øjne gled langsomt hen over husende på den gade hun var endt på.