Edderkopper? -Jessie.

T irl.
V solrigt, og uden nogen skyer.
S Silent river.
O ingen, ud over edderkopper og myrer?
P Se ava.

Vejret, var perfekt til at det umuligt kunne regne, og heldigvis gjorde det ikke det. Et smil var velplaceret på Sandra Lee Drakes læber. Hun elskede dage som disse, hun kom ud fra skoven og hen mod Silent River. Hun satte sig ned mod søen, og gøs ved tanken om de myrer og edderkopper hun var stødt ind i inde i skoven, hendes velplaceret smil, blev til et skævt velplaceret smil på hendes læber. Hun brød sig overhoved ikke om små kryb, som, edderkopper, myrer slanger og meget mere. " I det mindste regner det ikke" sagde hun, og lagde armene omkring sine knæ. I mens hun roligt betragtede søen.

I skoven var små lyde. Fuglenes kvidrede. Bladende vislede. Jessie gik rundt i skoven. Hun frygtede alle de edderkopper. Hendes værste mareridt var edderkop. Små viftelyde kom fra Jessies hænder. Hun viftede alt edderkoppespindet væk. Et lavt skrig fra hende kom. Jessie gik gennem krat og kvist. Da hun nåede Silent River så hun en skikkelse. Hendes øjne blinkede ikke. Skikkelsen var tydeligvis en pige, De knæ hun havde op til hovedet viste tegn til hun var ked af det. Jessie gik få skridt mod skikkelsen. "Undskyld mig, Er du ked af det?" Hun satte sig på knæ. Jessie satte en hånd på hendes skulder.

"Næh egentligt ikke selv om det godt kunne se sådan ud til." Svarede hun pigen, og vendte sit ansigt mod hende, og lagde sit hoved let på skrå. Så hun kunne betragte hende. "Var det dig som skreg lige før? Selv om det lød lavt kunne jeg godt høre det" sagde hun og smilede sit velkendte skæve smil til pigen. "Hvem er du forøvrigt?" Tilføjede hun efter noget tid i mens, hun havde betraget pigen. Folk på afstand kunne måske havde syntes at det var underligt, at en blond pige og en sorthårede pige sad ved siden af hinanden, bare tanken med deres hårfarver jo.

Jessies kinder blusede op. "Er ret bange for edderkoppere" Hun smilede. Hun betragtede pigen. Sort hår. Virkelig pæn. "Jessie McWalker..." Hun tøvede lidt. Jessie kendte ikke pigen alt for godt. En smule genert var hun. Jessie kastede et blik på hendes ur. Den var ikke mange. Hun sukkede. "Hvad er dit navn?" Jessie spurgte let.

Hun smilede opmuntrende til Jessie, "ved du hvad Jessie jeg er bange for myrer, men tro på det eller lad vær!" Sagde hun roligt. I mens hun smilede muntert til pigen med navn Jessie. "Mit navn er Sandra Lee Drake" præsenterede hun sig selv. Og gjorde et buk for sjovt, selv om det var et mislykket buk, så et grin slap mere ud af hendes mund i stedet for at være sur.

Jessie grinte. "Ehm... Jeg er ikke noget væsen men..." Hun tøvede, Jessie sank en klump. "er....er.... du en dusørjægere!" Hun bevægede hoved langsomt. Det rystede lidt. Hvis det var en var hun parat til at tage vingerene ud og flyve væk. Hun rykkede sig ubemærket lettere tilbage.

Hun rynkede panden en smule, og stirrede på Jessie da hun stilte det spørgsmål. "Nej ... Jeg er ikke en dusørjæger og jeg som troede at en engel ville kunne genkende en anden engel" sagde hun, måske en smule skuffet. "Du er dødsengel ... Og det samme er jeg der med basta, ingen dusørjæger i dette område" sagde hun og betragtede den lettere nervøse Jessie.

Jessie åndede lettet op. "Se lige her!" Så balde fløj omkring hende. Hun blev forvandlet til en fugl. Når hun talte kom der Pip lyde ud. Det var ret irriterende. Men det var fint nok. Jessie flø op i håret på Sandra

"Wow ... Hvor vildt Jess, håber jeg må kalde dig for Jess!" Sagde hun, og så på fuglen, hvor efter den fløj op i hendes hår. Hun fniste da hun hørte små fugle lyde, i stedet for menneske ord, men da hun talte var hende stemme en anelse alvorlig. "Pas nu på Jess, jeg kan give folk hukommelses tab, små huller i hukommelsen også videre" advarede hun hende om. Selv om Jess lige nu var en fugl, håbede hun at fuglen forstod hvad hun mente.

Fuglen fløj fra håret og blev til sin egen skikkelse igen. "Jeg kan give dig en grise tryne hvis du vil ha' det?" Hun lavede krølle fingre, en anelse gyseligt. "Klart." Jessie smilede. Hun havde i sinde til at gøre det hvis hun lavede huller i sin hukommelse.

"Tja advarede dig blot jo, da vi jo egentligt ikke kender hinanden jo så det er jo altid godt med en advarsels, "sagde hun og trak kort på sine skuldre. Og fik en eller anden grim grimasse, da hun nævnte grisetryne. "Ingen grisse tryne til mig og ingen huller i din hukommelse" sagde hun og smilede til Jess.

Hun smilede. "Du har jo en advarsel nu." Hun smilede drilsk. Jessie kastede et blik på hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

"Emmh yeah det har jeg nu, så egentligt har vi begge to fået en advarsel nu. Så vi står vel lige nu kan men ... Vel lige så godt sige" sagde hun og kiggede på hende. Selv om det kunne have været sjovt at lave huller i Jess hukommelses, afholdt Jess advarsel hende fra hende. Hun ville i hvert fald aldrig gå rundt med en grise tryne.

Jessie smilede. "Skal vi gå en tur rundt i skoven?" Jessie havde inter andet at sige. Hun kastede et blik på Silent River. Hun smagte på navnet.

"Kan vi godt, bare vi ikke støder på myrer eller for den sags skyld edderkopper" sagde hun, og trak på sine skuldre. Og rejste sig op, og strakte sig, inden hun kiggede på Jessie.

Jesise gøs. Hun rejste sig op. "Alt for at undgå dem" Hun fjernede det hvide hår fra øjne og smilede. Sandra var sej, og ikke en dusørjægere, 2 fluer med et smæk. Det var super fanatastisk. "Kom"

Hun smilede sit muntrende smil til Jessie, de to kunne sagtens ende som fine gode veninder, eller måske en gang bedste veninder nogen sinde. Hun betragtede hende stille, og gik hen mod hende, med yndefulde skridt.

Jessie gav et lille klø om bag ørerne. "Ehm. Kender du Nattens Hus?" Spurgte Jessie lidt forsigtigt.