Min nye ven | Savanah

Sted: Legepladsens knirkende gynger
Tid: 14:21
Omgivelser: Mange, Mange børn.
Vejr: Fin varme. Stadig grå skyer på himlen.

Hele byens børn var samlet her for at hylde at regnen var stoppet for i dag. Det var i hvert fald det Hr. Dinkey sagde. En lille pige med brunt hår sad på en gynge. Hendes navn var Sophie. Den lille kanin agtig ting sad i hendes bløde små arme. Hun var iført en blomster kjole med en mørkere hvid bluse inden under. Sophie havde boet på børnehjemmet lige 5 måneder efter hendes fødsel. Hendes forældre kunne ikke li' hende. Måske fordi hun var en pige? Hendes forældre havde hørt tit dem sige at de ville have en dreng i stedet. Hvordan hun husker ordene? Ja. Sådanne ord skærer i ens hjerte. Og man husker altid den der har glemt at heale det. Sophie havde været her længe og ingen venner endnu. Måske fordi hu var lidt rapkæftet og voldelig. Men den var da god nok til at folk ikke vil slås med hende. I hvert fald de 5 årige.

Sophie var også klog. Ingen tvivl om det. Ingen kendte ikke meget til. Kun de voksne der faktisk var ligeglad med hendes voldsomme sprog. Faktisk var hendes første ord 'Fuck!'. Hun ved desværre stadig ikke endnu hvad det betyder.

Savanah gik med langsomme skridt hen mod legepladsen. Savanah havde sit sædvanlige tøj på, hvid blonde kjole, og små nuttede sko. Og som altid, hendes elskede medaljon i sølv som ingen måtte tage fra hende. Hun holdte hoved rettet mod jorden, eller mere sandet, da der var spredt sand ud over det hele, måske efter regnen? Der gik noget tid inden hun var henne ved gyngerne, som hun endnu heldigvis kunne nå. Savanah kiggede stille op med hendes store blå øjne, hun havde kort sort hår, men hun satte sig stille på gyngen. men uden at gynge, hvorfor skulle hun også være fem sølle år? Hun havde ikke lagt mærke til den anden pige som var der på legepladsen.

Sophie havde lidt ondt i halsen så hun snakkede ikke så meget. Hun kiggede på en pige der kom og satte sig på gyngen. Hendes korte sorte hår var sødt. Det samme med hendes tøj. Sophie kiggede væk. Hun ville vildt gerne have ny ven, faktisk den første. Hendes hals havde hævede smerte i sig. Sophie kastede et blik på sandet. Tanker fløj rundt i hende. Hvor havde hun set hende før? Hvorfor virkede hun så sød, men jeg tør ikke at sige hej? Er jeg asocial? Sophie ventede på at pigen ville vise interesse. Et lille hæst host kom fra hende. Sophie tog sin drikkedunk op af den ille taske som en ukendt havde sendt hende. Faktisk troede Sophie det var hendes forældre, men det var det nok ikke. Så havde de nok ikke sendt hende på børnehjem. Hun havde da fået sin elskede Hr. Dinkey med. Hans fuldenavn er Hr. Dinkey Sofia Mareberu Bamsensen Lakewood. Langt navn. Men en voksen havde syntes det var en fed idé. Altså den eneste voksen hun KUNNE holde sig til Hun døede i en ildebrand.

Hun gyngede stadig ikke, men hun var dog glad for at det ikke regnede. Hendes blik var fastnet ned i sandet. Uden at lægge mærke til om der var andre børn på legepladsen overhoved. Men hun gad ikke at sidde i ensomhed, som hun nu plejede at gøre, selv om man så kunne få svar på det man ville sige, uden nogen kommenterede det og så videre. Hun kiggede op, for at se om der var nogle spændene børn som hun måske kunne have leget med. Men der var faktisk en person som fik hendes blik, til at blive i længere tid. En anden lille pige, måske også de fem år gammel, Men hun kunne sagtens være ælde eller yngre end hun var. Hun sukkede stille, men tungt og hoppede ned fra gyngen og begyndte stille at gå over mod den fremmede pige. "Hej?!" Sagde hun med sin lille pige stemme, fin og blød havde stemmen været, men også venlig i det.

Selvom Sophie var forberedt på det blev hun lettere forskrækket. "Hej!" Sophie råbte en smule panisk. Ikke fordi hun var parat til at få et anfald. Det søde ansigt fik hende til at smile. "Jeg hedder Sophie.... Sophie Lakewood" Hun sank en klump. Stadigvæk gjorder det lidt ondt. Sophie stak hurtigt hånden i lommen. En slags blanding mellem en tablet og en bolsje gik ind i hendes mund.

En kort stilhed havde siddet. Sophie kiggede forventende på pigen. Den søde hvide kjole passede hende perfekt. Inden længe ville hun nok blive adopteret. Og indtil Sophie blev 18 ville un bo på børnehjemmet. (Regnede hun med) Det var skam ikke noget hun håbede. Tværtimod, hun ville bo i en sød familie.

Hun trådte forskrækket et skridt væk, da pigen kom til at råbe 'hej' men hun tog sig sammen og kiggede på hende, med et skævt smil. "Hej ... Sophie, mit navn er Savanah, Savanah Smith" præsenterede hun sig selv, med et skævt smil. Og kiggede på pigen Sophie. Sophie var da et pænt navn, måske endda pænere end hendes eget, som endda var Savanah. Hun var glad for at hendes forældre havde givet hende et navn ... Som Savanah, og ikke som Kayleigh.

Sophie kunne ikke finde på noget at sige. Hun så at pigen veg lidt forskrækket tilbage. "Pænt navn" Savanah... Hun smagte på navnet. Pænt navn. Meget pænt enda. Hendes mor og afdøde far John & Veronica havde givet hende et pænt navn. Hun var tæt på at hedde Vivian. Gud nej, Hader navnet... Igen sank hun en klump. "Ehm.. Går du ikke i børnehjemmet nede i byen?" Hun genkendte hende lidt. Det var faktisk hende det var mindst på børnehjemmet. Ingen bekymrede sig om en. Det var på den måde Sopie blev nogle gange hård når det om til stykket. Nogle sagde at det var mest Sophie det var gået udover. Det troede hun ikke selv på.

"Dit navn er også pænt" sagde hun med sin fine lille pige stemme, hun smilede lidt over at de begge to startede med forbogstavet S. Savanah betragtede stille Sophie, med sine store blå øjne. Folk havde somme tider sagt at hendes øjne var nuttet, da de var store og runde. "Joh går på børnehjemmet, men er der aldrig" sagde hun og kiggede ned i sandet, hun skar en grimasse, som kunne se sjov ud på en lille sølle fem årig pige. "Sig ikke til de voksne at jeg aldrig er der" mumlede hun stille, og håbede på at Sophie ville kunne høre det.

Sophie forstod. Hun nikkede bekræftende. Sophie hostede lidt. Hun veg væk fra Savanah. Det ville ikke være klogt at smitte hende. Hun nikkede. Sophie hoppede af gyngen og kastede et bik rundt omkring. Pludselig så hun en af børnehjems arbejderne. Instiktivt trak hun Savanah bag en pjuskede busk. Sophie gispede da hun så sin taske. Da hun kiggede væk skyndte hun sig at tage sin taske. Hurtigt tyssede hun på Savanah.

Savanah fik et uventet chok, da Sophie trak hende med sig bag om en busk. Men nu kunne hun godt se hvorfor, hun gjorde sig så lille som hun overhoved kunne. I mens hun kiggede på Sophie som var skyndt sig tilbage efter sin taske, dog havde Savanah ingen taske, men Savanah kunne godt se hvorfor. Sophie lignede heller ikke en som ville tilbage til børnehjemmet. Hun greb instinktivt fast om sin medaljon, da hun for alt i verden ikke ville tabe sin sølv medaljon, den eneste ting hun nogen sinde havde fået fra sine forældre.