at have både for lidt og for meget at lave (Nikita)

Den unge mand, eller sådan så han i hvert fald ud, gik raskt af sted mellem alle stierne, der kunne føre en mellem bjergene, og i værste fald føre en vild vis man ikke passede på eller kendte stedet.
Dog bekymrede den unge mand sig ikke, han havde altid været god til steder, genkende, huske...Han farede sjældent vild.
Han havde en vandtæt sommerjakke på, sort, som lige nu var halvåben og afslørede en mørk T-shirt. Han havde nogle mørke, lette bukser på som sad løst om hans ben og nogle tilfælde kondisko. Hans mørkebrune hår sad lidt...kaotisk som altid og hans mørkegrå øjne gled rundt på omgivelserne. De øjne som så mange blev tiltrukket af, eller i hvert fald følte et eller andet ved, de virkede på en måde kloge, både varme og kolde, bestemte og lidt ældre end hvad hans krop ellers så ud til at være. Så mystisk.
Han gik afslappet i alle sine tanker, langs med en af stierne. Han havde ikke fastlagt nogen bestemt vej, men alligevel bragte hans fødder ham langs med en sti der første mellem de to første bjerge og op mod toppen af et tredje.
Hans tanker kørte på de samme to spor som de havde gjorde i går. Og i forgårs. Det ene spor omhandlede Dawn og det barn de snart ville have. Det bekymrede ham alt for meget, mere end han brød sig om. Det var en svaghed ingen måtte kende til, de ville finde Dawn og bruge hende og barnet mod sig. Han havde altid bekymret sig for sin egen sikkerhed først. Vis ikke han selv var sikker kunne han jo ikke bringe sikkerhed til andre. Og vis dawn døde under fødslen mens barnet levede videre...Hvad så? Han var ikke den skabte far, var bange for hvordan han ville være som far...Men vis hun levede videre..
Nu gled tankerne over i det næste spor. Han ville gerne i militæret, ud og kæmpe og slås, ikke fordi han stod på nogens side...Kun den der bedst kunne tjene ham. Men fordi det kunne være sjovt. Men Dawn var bange for at miste ham vis han blev sendt ud i krig og stå tilbage med barnet.
Han sukkede svagt og lod blikket glide over nogle våde planter ved jorden. forår. Regn. En frisk luft som stadig var fugtig.

Regnen begyndte at skifte retning på grund af en ny vind fra en anden retning kom. Regnen var ikke længere kold men den var blevet varm. De var som om nogen havde ændret temperaturen på den, men hvem ved. Vindene fløj blidt forbi ham, men så mærkede han at der var nogle andre vinde som også fløj i den anden retning. Det var i hver til fald ikke særligt naturligt. En kold forfriskende vind strøg forbi hans kinder, og en varm vind om sluttede han ben. Det var en underlig følelse og en underlig kombinationen. Det var som om vindene legede med ham, som om de havde fået nyt liv. De strøg omkring hans hår og fik det til at blive mere uglet. Vindene strøg og legede med hans tøj så han fik frisk vind under jakken. En lav fløjten lød igennem vinden, den lød til at komme højere oppe fra bakken af. Men det var ikke sikkert, det lød som en gammel melodi som blev sunget for små børn. Man kunne se ikke se vedkommende var henne, andet end at lyden kom oppe fra. Vinde strøg omkring ham igen og så fløj de op imod bakken som om de blev kaldt hjem.

Zean stoppede kort op og så op mod himlen da regnen endnu en gang begyndte at falde. Han lynede sin jakke helt op, mens han mærkede de kølige, dog ikke direkte kolde, dråber ramme sit år, sit hoved og hørte dem ramme sin jakke. Han begyndte at gå videre, mens en blid vind fik regnen til at slå mod hans ryg. Han håbede det ville holde op til han skulle hjem igen, ellers ville han få det lige i hovedet og det huede ham ikke.
Han så frem for sig mens de mørke skyer lagde en mørk og let dyster stemning over området. bjerge. Vejret ved bjergene var aldrig til at stole på, det kunne gå i alle veje.
Han lagde ikke mærke til nogen skikkelse der var nogen steder. Dog lagde han mærke til en svag fløjtelyd det kom...foran ham. eller bag ved ham. Eller rundt om ham. Han mindede sig selv om at slappe af, det betød sikkert intet. Han kunne umuligt være omringet og af hvad eller hvem skulle dog også ville omringe en dæmon? endda en så stærk en som ham?
Han fortsatte op mod det tredje bjerg.

Længere oppe af bakken sad en oppe i træets mørkekrone, det var en af de sidste træer op imod bjerget. Nikita sad med hængene ude over træets store gren som hun sad på. Hun sad med øjnene lukkede og med ryggen imod træets store stamme. Hun mærkede den nye person ankomme længere nede af bakken. Hun kunne ikke lige fornemme hvad race vedkommende var. Det var ikke en vampyr, så ville vampyren ikke have en varm temperatur som denne person. Personen havde heller ikke varmen som en varulv, for de var altid varmere end normale mennesker. Hun regnede heller ikke at personen var en dusørjæger for vedkommende var heller ikke særlig varm som en dusørjæger på jagt plejede at være. Men dusørjægeren kunne også bare ha kommet her op for synets skyld måske. Så enten var vedkommende dæmon, menneske eller dusørjæger. Men det ville hun få snart få at se. Hun åbnede sine øjne og vendte blikket imod ned af bakken og kiggede efter vedkommende. Hun kunne se skikkelsen dernede. Hun fløjtede videre på sin gamle melodi, det var en gammel melodi som hun havde lært af sin gamle madmor for ca 340 år siden. Hun blev aldrig træt af sin melodi, hun lod sine vinde bære lyden ned til ham, så han blev opmærksom på hendes tilstedeværelse.

Zean lukkede øjnene i et kort øjeblik. Det var ikke bare en vedvarende fløjtelyd, det var en melodi, han kunne fornemme melodien i den selv om meget af det gik tabt i den halvkølige vind, der løb mellem bjergene. Han koncentrerede sig om sin hørelse og bemærkede lyden af træernes blade og grene der gled rundt mod hinanden i blæsten. Han åbnede øjnene og så op ad, op mod nogle træer han snart ville nå til, op mod en lille bakke man skulle forbi for at komme op på det tredje bjerg. I et kort øjeblik virkede melodien bekendt...Men så gled den ud i glemslen igen. Uden tøven satte han mod træerne, det var ikke en fugl, altså et væsen af en eller anden art. han gættede på den var gammel, den virkede sådan på den måde den var, så det var ikke sikkert det var en menneske eller dusørjæger. Vis det var en vampyr eller et andet fjendtligt væsen, så måtte han jo bare tage kampen op. Der var alligevel kun få det kunne slå ham, han tilhørte en af de stærkeste i området. Han så sig lidt omkring, men kun kort da regnen gled ned i hans øjne. Han stoppede op mellem træerne og vidste pludselig at der sad en i en af træerne til højre for ham. Han blev sikkert stirret på lige nu, den svage prikken i huden fortalte ham det.
"Hvem der?" hans dybe stemme, den der lige som hans øjne var en blanding af varm og kold, gled gennem luften, revet med at vinden. Men han var sikker på personen havde hørt det, lige som han havde hørt fløjtespillet.

Nikita havde fulgt ham gå nærmere og nærmere. Da han var kommet nede under træet og sagde hvem der. SÅ sprang hun ned fra træet og landede smidig som en kat foran ham, og rettede sig op. Hun var et lidt underligt syn, hun havde en hvid sommerjakke på og sorte/hvide stribede leggings på og så sorte stiletter. Men der der var det underlige, var hendes sorte maske som dækkede venstre side af hendes side af hendes ansigt. Hun havde et kønt ansigt altså det man kunne se af og hvidt hår bølgede ned af skuldrene af hende. Øjet under masken var tydeligt, den var ravgyldent og øjets pupil var formets som en slanges. Det var som om den så igennem ham, som en åbne bog. Men da håret kom for hendes ansigt, og øjet var tydelig igen var fornemmelsen helt væk. Hun smilede venligt. Hendes normale øje var blåt, og nu rettede hun sig op og man kunne kun se det andet øje under masken som en gylden streg. Hun tog hovedet på skrå.
"Jeg er Nikita, dig??" Sagde hun venligt, hvis man kunne ned kunne man se at hun havde en armbrøst på sig, for man kunne lige se spidsen af den som stak ud for jakken af på højre side af hende.

Vis hendes tanke havde været at overraske ham, måtte hun blive skuffet. Zean havde lært sig selv at være fuldstændig rolig...lige meget hvad. Måske mærkede han et kort stik af..overraskelse eller en anden følelse, men så bølgede roligheden gennem hans krop igen. Nogen gange skræmte det folk hvor rolig han var. Men man skulle ikke tage fejl, hans temperament var uhyre skrøbeligt. selv om han arbejdede med det.
Han blev stående hvor han var og lod blikket glide over hende uden at røbe nogen følelser eller tanker overhoved. Han lignede mest en sten med øjne i hovedet, ret livlige øjne der overbeviste en om at han absolut ikke var en sten.
han elskede at prøve folk lidt, se hvordan de reagerede p åforskellige ting, han følte lige som at han så kendte dem lidt bedre.
hendes påklædning var bemærkelses værdi, men ikke noget at råbe op om, hun lignede stort set bare en af de unge nede i byen som ville skille sig ud af mængden. Men det skulle der også være plads til. i det mindste matchede det hele.
Han overvejede hvad han skulle svare, denne kvindelige dæmon, for det sagde lugten ham at hun var, krævede uden videre bare hans navn også selv om navnet i første omgang intet ville sige hende, lige som hendes navn intet sagde ham nu. Måske senere.
"Vil det ændre noget at du kender mit navn? ville du behandle mig anderledes begrund af mit navn?" spurgte han, lige for tiden gik han faktisk også tænkte på hvad navnet gjorde ved folk. vis de kendte en med samme navn de ikke kunne lide, ville de så behandle alle med det navn, som nogen de ikke kunne lide? Og lige sådan med dem de kunne lide? Det var lidt interessant...
En dæmon var dog langt fra en fjende, derfor slappede han af. Han endte i et lille smil.
"Men jeg er Zean"

Hun kunne godt lide hans svar, han var vist en der havde lidt mere hjerne i hovedet end andre. Hun smilte til ham venligt, vindene strømmede forbi ham, men så forsvandt de. SÅ var der kun de normale vinde tilbage.
"Nej det ville ikke gøre nogen forskel, men du spurgte jo selv hvem der, så svarede jeg, så plejer man at få den andens navn at vide. Man skal aldrig bedømme en bog på omslaget som man jo siger" Hun havde faktisk også selv tit undret sig over at man fik navne, for de gjorde jo ikke nogen forskel på personen, ude over hvis man havde et grimt navn, så havde folk en slags vane til at behandle dem dårligt.
"Jamen så hej Zean." Hun rakte sin højre hånd til et goddag, hun vidste ikke lige helt hvordan han ville regere på det, måske sagde han et eller andet fornuftigt igen. Hendes højre hånd havde intet på sig, men hendes venstre var dækket ind i sort tyndt stof som sad tæt. Nikita var kommet her til bjerget fordi hun ville finde ro. Hun kunne lide at være alene for så var der ingen der skulle spørge hende om alle mulige spørgsmål. Men hun var glad for dette selskab, det skulle nok blive spændende.

Han nikkede svagt til hendes svar, han havde heller intet imod hendes svar, faktisk tydede den på at samtalen kunne blive ret så interessant, måske lidt filosofisk, men interessant. Det så ud til der endelig var en der kunne give ham et godt svar igen i stedet for bare at se underligt på ham.
"Man kan heller ikke dømme den på navnet" smilte han, men uden at tage imod hendes fremstrakte hånd. andre ville nok have taget det uhøfligt og syntes det var et dårligt indtryk, men han var ligeglad. Desuden fornemmede han at hun nok ikke ville tage det så tungt endda. Han gav aldrig hånd, tit bedømte folk på hvordan håndtrykket var og for det andet brød han sig ikke om unødig kontakt. Selv elskede han også stilheden oppe i bjergene, her var kun få eller slet ingen og man kunne tænke og gøre som det passede en. Ingen var der til at se, høre eller sige noget. Han kom til at tænke over ordet plejer, men ville ikke fortsætte i det.
i stedet vendte han sig halvt så den lidt mere rolige regn, ramte ham i ryggen, i stedet for skråt ind mod ansigtet. Han blinkede lidt vand væk fra øjnene og lod en hånd glide gennem sit hår, så det nu strittede til alle sider.
"Den melodi..." sagde han endelig efter lidt tid og så mod hende igen, hans grå øjne faldt på hende uden tøven, direkte.
"...Hvor kender du den enlig fra?" spurgte han, han lød ikke ikke alt for nysgerrig, men alligevel fornemmede man svagt at han var nysgerrig. eller videbegærlig. To ord for det samme.

Nikita sænkede hånden pænt ned igen, og slet ikke utilfreds med at han ikke tog den. For han kunne se at han ikke var utilfreds eller noget, så han var sikkert bare en af dem som ikke gad kontakt. Det var fint nok syntes Nikita. Da hun vendte sig halvt om prøvede hun at se om han var på kig efter noget, men så bare at han nød regnen. Nikita gik selv lidt væk fra træet så hun ikke længere stod i ly for træets krone. Hun mærkede regnen på sig, og kiggede på Zean. Da han stilte hans spørgsmål, kunne man se i et sørgmodigt blik i hendes øjne, og hun vendte blikket i stedet ud over skoven som lå nede for bakken, men det sørgmodige blik forsvandt lige så hurtigt som det kom. Selvom minderne smertede hende, havde hun vænnet sig så meget til dem nu at de kun gav et øjebliks smerte. Hun vendte blikket imod ham igen, og øjet under masken kiggede direkte på ham, venligt men dog undersøgende.
"Det er en gammelsang som jeg lærte af min gamle madmor for ca 340 år siden, kender du da den siden du spørg?" Hun så nysgerrigt på ham, hun havde altid været et nysgerrigt menneske, men så dobbelt moralsk som hun nogle gange var hadede hun selv når nogen folk ville vide for meget om hende, men det var mest kun fremmede, og nogen som hun ikke kunne lide. Ham her havde hun intet imod ind til videre vel og mærket.

Han havde det på samme måde. Han ville gerne vide noget om de folk han snakkede med, men var ikke selv meget for at give igen.
340 år siden?Ca.? Hvad lavede han der? Han prøvede at tænke tilbage, men det hele var lidt sløret, de sidste mange hundrede år havde han bare lullet rundt, skabt kaos i de menneskers liv der havde virket lidt for sukkersødt. Han havde ikke anet hvad han skulle give sig til og det hele havde bare været meningsløst. Han havde dog aldrig tænkt på at tage livet, det var svagt og dumt, det ville ødelægge hans, nok til dels forstilte, stolthed.
Han trak svagt på skuldrene og så ud over landskabet igen, han var glad for den varme jakke. Han hade kulde mere end noget andet, nok mest fordi han havde tilbragt så mange kolde aftener, alene...og kold.
Han havde bemærket hendes sørgmodighed, selv om det kun havde været meget kort.
"Måske" svarede han lettere mystisk. Den lød bekendt, men heller ikke mere end det. Han ville bare gerne have melodien til at være ældre end 340 år...Meget ældre...Men måske huskede han forkert, måske blandede han de forskellige århundreder sammen.
Han lod en hånd glide gennem sit hår igen, for at forhindre det i at dryppe ham ned i øjnene. Der hjalp ikke.

Hun kunne se på ham som om han ønskede noget eller et eller andet. Hun kunne ikke tyde det, men måske var det at sangen mindede ham om noget han ikke kan huske.
"sangen skulle være meget ældre, min madmor sagde i hver til fald at hun havde hørt den af sin mor og hendes mor havde hørt det af sin mor osv." Nikita vendte blikket igen ud imod skoven, men hun kunne mærke at han var begyndt at fryse, det kunne hun mærke ved at der var en temperaturs forskel, så lod hun regnen som faldt på ham blive lune, og den naturlige vind som strøg forbi blive varme. Ikke alt for varmt så det var ubehageligt, men bare lidt varmere end de var før. Nikita mærkede at hendes tøj var begyndt at blive rime vådt, for det var kun en dum tynd sommerjakke som ikke kunne holde vandet væk. Hendes hår var begyndte at klistre lidt til hendes ansigt, og hun fjernede håret med en hurtigt bevægelse. Hun smilte for sig selv da hun mærkede vinden imod hendes våde tøj som gjorde det så langt koldere. Hun havde selv overlevet ved langt lavere grader og langt mindre tøj uden problemer. Hun lukkede øjnene et øjeblik og lod hendes temperatur blive rigtig varm, hendes tøj begyndte så småt at dampe og så var tøjet tørt i løbet af få sekunder. Godt nok regnede regnen stadigvæk, men så lod hun dråberne fordampe inden de nåede at ramme hende.

Det undrede ham som både vind og vand pludselig virkede lidt varmere. Hans sommerjakke holdte ham jo stadig både rimelig tør og varm, så den kolde regn havde ikke gjort ham noget, faktisk havde han nydt den. Der var altid en anden stemning når regnen faldt, lidt mere stille og ensomt, men dejligt og friskt. Faktisk kunne han ikke helt sætte ord på det.
Han regnede dog hurtigt ud hvorfor, da han så hendes evne. Hendes tøj fordampede ig vandet nåede slet ikke at ramme hende. Hun kunne altså noget med vand? Nej, mere end det...Temperaturen. hun kunne få den til at stige, men også blive mindre? Hans intuition fortalte ham at det nok var rigtigt gættet. Han sukkede svagt og gik et lille skridt væk fra hende, i håb om ikke at mærke temperaturskiftet...Desværre hjalp det ikke. Han lyttede til hvad hun sagde og nikkede bare svagt.
"Så skal det nok passe jeg har hørt den engang....Får meget længe siden" den eneste der dog havde gider at indvie ham i musikkens og sangens verden var dog hans mor...og hun kunne umuligt have født mennesker. vis denne dame da havde været det?
Måske havde hans mor så lært den et andet sted fra?...Eller også havde han faktisk hørt den et andet sted fra? Han vidste det ikke. Han opgav at bryde sit hoved med dette nye mysterium. Det betød nok ikke noget. Hans mor var, højst sandsynligt, også alligevel død nu.
Han strakte sig svagt og overvejede at begive sig op mod det tredje bjerg.

Hun kunne se på ham at han prøvede at regne ting ud, måske prøvede han at regne min evne ud?? det var ikke til at vide hvad der forgik i hans hovede, blev Nikita enig med sig selv. Nikita blev selv begravet i hendes fortids minder, minder der var så dystre at hun havde svært ved at fælde en tåre, og en tåre trillede dog ned af hendes kind under masken, som skjulte den del af hende selv, som hun ikke kunne lide. Stoffet som under jakken på hele hendes venstre del af hendes krop har været en del af hendes, så lang tid hun overhoved kan huske. Hun tog hendes venstre hånd lidt op og så ned på den, hun mærkede stoffet på hendes håndflade. Hun hadede den mere en helvede, men hun havde fundet ud af at det ikke var stoffet og masken hun hadede. Men det som det skjulte, hendes mørkeside. Hun trak hånden ned igen langs hendes krop og så fjernt ude over skoven.

Han så lidt på hende, mærkede sagtens hendes humør, lidt for godt syntes han selv. Det ønskede han ikke, faktisk foretrak han så meget afstand som muligt.
"Din evne er noget med temperaturen, har jeg ret?" sagde han og så igen på hende med sine grå øjne. regnen begyndte efterhånden at tage af og han vendte sig lidt om mod den for at mærke den mod sit ansigt. Fred.
Han så lidt på træerne, især en gammel eg fik hans opmærksomhed. ikke fordi han havde nogen minder om sådan et træ, det virkede bare så gammelt, så stærkt...og på en måde klogt. Det træ havde nok været vidne til en del, stående stærkt, voksende...oplevet årstiderne og vejret. bladene raslede i vinden som også begyndte at tage af igen. Her var kedeligt. Før havde han søgt fred, nu ville han gerne ned i byen igen og finde nogle mennesker, noget mad...Og ldit sjov. Han smilte lidt, han havde fundet på noget nyt, satte nogle kvinder sammen og bedt den slås til døden, den der overlevede fik selvfølgelig lov at gå. Men først sikrede han sig at hun ikke sagde det videre til nogen. Den anden plejede han lige at gribe sjælen, fik som regl den anden kvinde til at begrave hende.
Vis de begge nægtede...tilfredsstillede han sig bare på en anden måde. I et kort øjeblik havde han glemt hvor han var.

Nikita skubbede fuldstændigt sine dårlige følelser væk, og de var væk som dug for solen. Hun vendte blikket imod han da han spurgte hende om hendes evne.
"Jo der har du gættet rigtigt, jeg kan alt angående med noget som har noget med temperatur at gøre." Hun smilte til ham, og så eftertænksomt ud. Gad vide hvad for en evne han har, måske en kraftfuld, for han virker til at være en gammel og stærk dæmon, men hvem ved. Det finder man vel ud af på et eller andet tidspunkt. Hun så at han var nu helt væk i sine egne tanker og det var næsten som om han havde fået en ide. Nikita kiggede eftertænksomt på ham, gad vide hvad han tænker på, han kunne sagtens tænke på noget farligt, men det var ikke til at vide, for Nikita kunne virkelig ikke læse meget ud af hans ansigtsudtryk. Regnen begyndte at regne mere i større dråber og tættere sammen. Nikita vendte sig om og så hen over bjerget og en storm var ved at trække op. Hun havde intet imod storme, hun nød dem faktisk. Men måske ville Zean gerne i ly for denne storm, men hvem ved hvad han overhoved kan li og ikke lide.

Zean rystede svagt på hovedet og så op mod den storm der snart var på vej. Han så længe på den, som om han kunne bedømme dens styrke og alt muligt andet. Det prøvede han også på, mest ud fra udseendet. Mørkt, allerede meget regn og en del blæst. Måske skulle han bare gå hjem igen. Han så lidt over mod Nikita.
"Det bliver vist storm...Jeg ved ikke med dig, men jeg tror jeg vandre hjemad igen" sagde han, de havde alligevel ikke noget at snakke om.

//undskyld det korte svar, aner vbare ikke helt hvad jeg skal skrive lige nu//

//hejsa der :D har skiftet ny person, kan godt stadigvæk skrive som Nikita, men ellers kan vi lave et nyt emne hvor det er crasie istedet for//

//Hmmm...Tror helst det skal være et nyt så, dette emne virker dødt^^//

//jaja selvfølgelig :D hvem laver så?? :)//

Hmm...dig?

Oki, så får jeg ikke lige lavet den i dag :) men nok her om et par dage :D

I orden :)