Skovtur. ~ Lucifer

Dato :: 18/05
Dag :: Onsdag
Tid :: Formiddag
Sted :: Skoven
Vejr :: Overskyet men lunt, uden tegn på regn
Omgivelser :: Planter og smådyr

Et lille barns latter kunne høres i skoven, da en lille pige løb og legede. En skikkelse der - på afstand - kunne se ud til at være barnets lidt ældre bror gik i et noget mere behersket tempo, og holdt både øje med pigen og med omgivelserne. Et svagt smil var at finde på skikkelsens smalle læber. Egentlig var det overhovedet ikke nogen dreng. Det var faktisk en ung kvinde. Men da hun var klædt i en sort sweatshirt med hætten slået op, og et par løse jearsy bukser i samme farve og samtidig ikke var særligt høj kunne hun let forveksles med en dreng omkring de 12-13 år.
Zarah, den unge kvinde, havde taget dagen fri for at tilbringe noget tid sammen med sin lille datter. Og pigebarnet så nu også ud til at nyde tiden med sin mor. Ofte sov Zarah om dagen, hvis hun da ikke var ude på jagt. Og var hun på jagt om dagen sørgede hun for at der var en babysitter til at tage sig af barnet. Men det var nu noget andet at få lov til at passe hende selv. Det var bare svært med et job som Zarahs. Og hun kunne ikke bare sådan skifte branche for at tage sig af sit barn. Hendes arbejde var hele hendes liv. Det var alt hvad hun nogensinde havde beskæftiget sig med. Lige som det skulle blive alt hvad hendes datter skulle komme til at beskæftige sig med.
Men det var ikke dette Zarah tænkte på, da hun gik tur i skoven. Hun nød synet den lille piges leg og var ikke nær så opmærksom op omgivelserne som hun normalt ville have været. Skønt hun af og til sendte paranoide blik over skuldreren og til begge sider. Hun havde stadig ikke lyst til at blive overrasket af noget. Specielt ikke når hendes datter var med.
Selvom hun havde fri, og havde lovet sig selv at hun ikke var på jagt, så havde hun stadig nogle af sine våben på sig. To pistoler, en snes knive og en forfærdelig masse vievand havde hun på sig. Nægtede ganske simpelt at forlade sin lejlighed uden.

Lucifer havde aldrig været den skarpeste kniv i skuffen til tøj, så han fortrak et par bukser - og ikke mere. Bar overkrop og bare tær, ikke alt det tøj, sådan var det bare. Han havde sin bue, i koggeret på ryggen, hvor det normalt sad, hvis der da ikke var en grund til andet. Han kiggede tomt ud i luften, uden helt at vide fra eller til, for han havde ikke meget at lave denne fine dag. Han havde - ikke overraskende, som elver, bestemt sig for noget så kedeligt som en skovtur!
Han var selv godt tilfreds med valget. Så han traskede afsted og nød skoven, som enhver anden elver ville gøre det nu til dags.
Han stoppede op, da han hørte lyden af en lille pige komme løbende og smilede kort for sig selv. Åh, hvor var han da sukkersød denne dag, det var han normalt ikke, men idag var han det åbenbart. Han sukkede lavt, og fortsatte sin rute, da han stødte på en fyr? Han kiggede lidt mere indgående på denne herre, som til Lucifers overraskelse ikke var en dreng, men en dame! Han håbede virkelig ikke denne kvinde evnede at læse tanker, for så var han sikkert på spanden. Han fortsatte uden at tænke mere over pigen, eller kvinden.
Hans brune øjne gled over et træ, som han gik hen imod, og greb fat i en af de nederste grene, for så at svinge sig op i den, med en utrolig lethed. Han kom hurtigt nogle meter over jorden, før han satte sig til rette, og kiggede ned på pigen der legede.

Zarah lod blikket følge denne fremmede mand, der passerede dem. Bue og pil? Hvem i al verden skød dog med bue og pil? Det undrede Zarah. Ganske vidst var der nogle jægere der brugte det, men de fleste holdt sig nu til mere moderne våben. De var mindre opsynsvækkende i større forsamlinger. Zarah besluttede sig for at det nok var en god ide at finde ud af lidt mere om denne mystiske fremmede. Om ikke andet så ved at snakke med ham. Men hun kunne jo heller ikke så godt bare lade sin datter løbe rundt alene. Så flænsede den lyse barnestemme den ellers idyliske ro der lå over skoven. "Moar! Se, moar! Er de ikke flotte?" spurgte den lille pige mens hun så forventningsfuldt op på sin mor. Zarah smilede mildt og nikkede. "De er smukke, min skat. Kan du ikke plukke en stor buket, som kan pynte fint derhjemme?" spurgte hun så, og nikkede anerkendende mod en samling blålige blomster. Barnet nikkede, ivrig efter at få plukket de fine blomster til sin mor. Zarah vendte sig imidlertidigt mod det træ den fremmede sad i. Gik hen og stillede sig få meter fra det.
"Bue og pil?" spurgte hun så halv-højt, så han i hvert fald ville kunne høre det. "Det er da ret usædvanligt, hm?"