Vinter fest.

Dato: 12-13 dec.
Dag: lørdag-søndag.
Tid: 22:18
Sted: Fest lokalerne, toiletterne, køkkenet, værelserne og udenfor.
Vejr: Blæsende men dog tørt.
Omgivelser: Fulde mennesker, dansende kroppe, fest og ballade.
Årstid: Vinter.

Austin stod oppe i baren med et par venner, han snakkede lidt med sin ven og havde en drink foran sig, han drak af og til lidt af den, men var forsigtig med at drikke for meget, han havde et par mørke bukser på og en random t-shirt, det var ikke første gang han var blevet tvunget med til fest, så han tog det ikke så tungt og prøvede bare at få noget godt ud af det, han tænkte ikke så meget over det den mærkelige mand havde sagt eller på Ethan, eller for den sags skyld Dean, han havde ikke skjult de fire ar som han havde, da han jo nægtede at tro på vampyrer.

Musikken og de mange mennesker havde tiltrukket Ethan, som havde sneget sig indenfor. Det så ud til, at der var for mange mennesker, og for mange fulde, til at nogen ville lægge mærke til én ubuden gæst. Han gik diskret langs væggen, da han ikke havde lyst til at skulle begive sig ind mellem alle de dansende personer, mens han med øjnene ledte efter den ene person, som måske havde fået lidt for meget at drikke eller måske var blevet efterladt eller såret, så personen var mentalt brudt sammen.. Det perfekte offer, som ment kunne lokkes med væk fra festen.

Austin så lidt efter sin ven som skulle på toilettet, han sukkede lavt og drak det sidste af drinken, Han så ned i koppen med et opgivende blik og så sig derefter lidt omkring og stilte glasset på disken, Han gik stille væk fra baren og mod nogle sofa'er, i det han fik øje på Ethan, han stod helt stille og stirede nærmest skrækslagende på ham, hans hånd fløj op til sin hals, han blinkede kort med øjnene og skyndte sig videre i skræk for at han skulle se ham, tingende som manden havde sagt gentog sig i hans hoved og det var som om at smerten i halsen næsten kunne mærkes igen, han skyndte sig ud på toilettet, hans så kaldte ven var der ikke en gang, han havde nok bare bildt ham ind at han skulle på toilet, for at få lov at gå, han sukkede dybt og gik hen til spejlet, han så lidt på arende og lod en hånd strejfe dem.

Han opfangede døren til toilettet blive lukket, og han så nysgerrigt i den retningen, men nåede ikke at se noget andet. Ethan fortsatte hen mod toiletdøren og lagde forsigtigt øret imod, men kunne ikke høre noget fra inde på den anden side af døren.. Hvilket måtte sige, at der ikke rigtigt var nogen derinde, men han havde altså set døren blive lukket. Eller måske var det bare nogen, der var gået ud? Han besluttede sig for at undersøge det, så han tog stille fat i dørhåndtaget for ikke at skræmme personen på den anden side, hvis der var nogen.

Austin så hurtigt hen mod døren da der blev taget i håndtaget, hans blik flakkede hurtigt rundt på toilettet også forsvandt han ellers ind i en af båsende, han låste hurtigt døren, han var ikke sikker på hvem det var, men han ville ikke have de skulle opdage hans ar, for nu gav de meget mere betydning end de havde gjort for to minuter siden, han gik lidt tilbage og stødte ind i toilettet, han slog brættet ned og kravlede op så man ikke kunne se hans fødder men han kunne lige se hen over døren så han kunne se hvem der kom ind.

Ethan trådte indenfor og lukkede døren bag sig. Ved første øjekast så her forholdsvist tomt ud, men hans lugtesans fortalte han noget andet. Han slog låsen til indefra på døren mellem festlokalet og toilettet, så inden kunne komme ind.. I hvert fald. Med langsomme skidt krydsede han rummet og toiletbåsene, han kunne godt kende personen på lugten. Det overraskede ham lidt, at han skulle støde ind i ham her, men verden var vel lille, som man sagde. Han stoppe op ved den modsatte væg, vendte sig om og så tilbage. Han vidste godt, hvor den anden befandt sig, men han tænkte, at han hellere selv ville træde frem i stedet for at skulle blive afsløret.

Austin gispede lydløst da det var Ethan der kom ind, han stod kort og vidste ikke hvad han skulle gøre, han trødte forsigtigt ned fra toilettet og så på døren, han overvejede at gå ud til ham, han ville have en forklaring, han måtte vide sandheden så hans menneske hjerne kunne få fred, han låste stille op og åbnede " fortæl mig hvad du er?" sagde han så og trødte helt ud af båsen " .. Jeg vil ikke have flere løgne" sagde han og nærmede sig ham ikke, han var for bange til at ture gå tættere på.

Et let smil bredte sig langsomt over hans læber, han samlede hænderne ved ryggen, hvorefter han lænede sig op ad væggen bag sig. Der var helt stille et kort øjeblik, inden Ethan valgte at svare: "Har jeg nogensinde løjet overfor dig?" Han fik kort et trist og mut udtryk i øjnene, mens han lagde hovedet let på skrå. Selvfølgelig var han ikke blevet fornærmet over det, og det triste udtryk blev hurtigt erstattet af et smil igen.

Austin sank kort og prøvede at holde hovedt fuldkommen koldt "Du har i hvert fald ikke sagt sandheden .. " sagde han stille og var lidt irriteret over at han ikke svarede på hans spørgsmål, han knugede hænderne lidt og så hele tiden opmærksomt på ham, for han var ikke længere i stand til at vide, hvad krafter han havde "Du svarede ikke på mit spørgsmål, hvad er du?" spurgte han igen og ville have sandheden afvide, han ville være sikker på om det skøre mand talte sandt eller bare var sindsyg.

Ethan rettede sig op igen, inden han langsomt begyndte at gå over mod Austin. "Hvorfor spørger du?" spurgte han nysgerrigt. Han så om direkte i øjnene, hvor han tydeligt kunne se både hans frygt, irritation og beslutsomhed. Han kunne høre nogen på den anden side af døren på grund af sin gode hørelse og rettede derfor blikket mod døren. Kort tid efter blev der taget i håndtaget, men fordi Ethan allerede havde låst døren, blev vedkommende ikke lukket ind. Han så atter på Austin.

Austin gik et lille skridt tilbage og knugede hænderne endnu mere "De-der .. jeg " han var ikke sikker på hvordan han skulle forklare det, tænkt nu hvis han ikke var vampyr, så var han jo pludseligt den sindsyge der gik og troede på alt hvad folkn sagde "Jeg vil bare gerne vide det .. " sagde han så og skævede hen på døren da der blev taget i den "har du låst døren?!" sagde han så lidt i panik.


//skal logge kort, kommer igen senest i aften//

Ethan valgte at ignorere hans sidste spørgsmål så vel som det første. Han fortsatte over til ham og stilte sig foran han, der var ikke ret meget plads imellem dem. "Jeg tror ikke, du er gammel nok til at kende sandheden.." svarede han med et let smil i mundvigen. Da han studerede ham nærmere, fik han øje på arene på Austin's hals.. og de stammede ikke alle sammen fra han selv. ".. Hvad er der sket?" spurgte han forsigtigt. Han placerede en hånd på den andens hals, hvor han blidt strøg en finger over de gamle sår.

Austin så irriteret på ham og slog hans hånd væk "Bland dig uden om" sagde han og ville i hvert fald ikke fortælle noget tíl ham, han gik et lille skridt baglænds og kneb øjnene kort i " .. Jeg er ikke for ung, fortæl mig det nu bare?" sagde han næsten opgivende og kunne ikke få tanken om at Ethan skulle være vampyr ud af hovedet, det var så uvirkeligt.

Ethan så trodsigt på ham et øjeblik, men gav så lidt efter. "Jeg ved ikke, hvad der foregår inde i dit hoved.. Men der findes langt mere i denne verden end du tror," sagde han beskedent. Han sendte den anden et bestemt blik for at få ham til at forstå, det ikke bare var noget, han fandt på. "Og så har du fået svar på det."

Austin prøvede at forstå, men det var så svært at tro på, han tog sig lidt til halsen og mærkede sårende " Men ham .. Manden sagde noget om .. vampyrer?" sagde han så og så ned, hans hoved var et rent kaos, ikke nok med alt det rod han havde inde i hovedt inden alt det med overnaturlige væsner og ligende kom ind i hans hoved, først Ethan og nu Dean som ikke nok med at skulle bide ham også voldtog ham, hvorfor .. skulle det hele gå ud over ham?.

Ethan så på ham et øjeblik, inden han nikkede kort mod sårene på den andens hals. Han havde på fornemmelsen af, at Austin allerede kunne svaret på det, der var i hvert fald tydelige tegn på det. "Måske burde du lytte lidt mere til manden.." tilføjede han, selvom han havde igen anelse om hvilken 'mand', Austin hentydede til. Ethan trådte hen til ham igen. "Hvem var den anden?" spurgte han; hentydede til den anden, der havde bidt ham. Det gjorde ham på en måde vred inden i at tænke på, en anden havde sat tænderne i Austin, da Ethan havde en følelse af, at han tilhørte ham, fordi han bed Austin først. Selvfølgelig havde han også bidt mange andre, han kunne heller ikke forklare, hvorfor det lige præcis var sådan med kun Austin.

Austin sukkede lavt og måtte anstrege sig meget for at få sig selv til at tro på alt det her "Han hed Dean .. jeg mødte ham på stationen" sagde han stille og så stadig ned, han prøvede så vidt muligt på ikke at huske tilbage på det, han lukkede kort øjnene og så så op på ham " vil jeg nogensinde forstå alt det her?" spurgte han så og var ikke længere nær så irriteret på Ethan, han havde trosalt fået svar.

Ethan så tænkende ud i luften, en smule tomt, som om han havde glemt alt om, at Austin stod lige foran ham. "..Måske.." Hans stemme var lavmælt, men der var et eller andet i den, som ikke helt var til at høre. "Ham Dean.." begyndte han. Han rettede atter blikket mod Austin, kom tilbage til virkeligheden. Hans øjne så lige pludselige ikke så legesyge ud mere, men nærmere som om de var fyldt af had, hvilket også var det, der havde været i hans stemme. "Hvad gjorde han?"

Austin rømmede sig lidt og så lidt væk, han kløede sig i nakken og havde ikke lyst til at skulle minde sig selv om det "EHm altså .. han .. Jeg .. " sagde han usikkert og så ikke på ham "Han .. bed mig" sagde han stille og prøvede at undgå at sige hvad han ellers havde gjort, det var for uudholdenligt at skulle sige, den måde Dean bare havde gjort det, der midt på stationen uden nogen som helst skam eller ligende, han kneb kort øjnene sammen "Måske burde vi ikke snakke mere om det .. " sagde han stille og så op på ham.

Ethan så på ham. Han vidste godt, Austin ikke fortalte det hele, fordi han kunne jo godt se, at Dean havde bidt ham. Der var nogen, der stod og snakkede på den anden side af døren igen, og denne gang havde de åbenbart en nøgle med. Ethan greb ud efter låsen på døren bag Austin, hvor han knuste den med sine krafter, så det var umuligt at åbne eller låse den op udefra eller indefra. "Han bed dig ikke kun.." sagde han i et snerrede toneleje. Han skubbede til Austin, så han ramte døren bag sig, men det var ikke brutalt, han puffede nærmere til ham i stedet for at skubbe.

Austin så lidt små forskrækket på ham, men så så væk "Altså han .. nej det var ikke det eneste .. " indrømmede han og sank, han kneb øjnene kort i og så ned i fliserne "Han voldtog mig .. " Mumlede han stille og kunne mærke hvordan tårene pressede på, han kunne ikke holde til at snakke om det, det havde virkelig ødelagt en del af ham, bare sådan at blive misbrugt.

Ethan så kort på ham, inden han så ned i fliserne et øjeblik og gned sig i panden. Så så han op i loftet og på væggen, det var som om han ikke kunne finde ud af, hvor han skulle se hen. Han kneb øjnene sammen og knyttede hænderne, inden han hamrede en næve ind i døren bag Austin. Han sagde ikke noget i et stykke tid, men havde blikket rettet ned ad. "Hvor kan jeg finde ham?" spurgte han lavmælt, uden at røre en eneste muskel.

Det gav et sæt i ham da han hamrede hånden ind i døren, han blinkede kort med øjnene og så på ham "Je-Jeg ved det ikke .. " stammede han og så lidt ned "Hvad, har du tænkt dig at gøre?" Spurgte han så, han var ret lige glad hvad han gjore, faktisk ville han have det godt med at han gjore ham et eller andet, han var mere bekymret for ham, hvis der skete ham noget.

Pludselig var det som om, Ethan kom tilbage til bevidsthed, som om det gik op for ham, at han måtte slappe af, inden han kom til at rive hele stedet fra hinanden. "Du kunne bare havde kaldt på mig, jeg kunne havde hjulpet dig.." sagde han med en beroligende stemme for ikke at gøre Austin urolig med den måde, han lige havde opført sig på. Han løsnede sine hænder og lagde hånden på hans ene kind, mens han så ham i øjnene.

Austin så på ham og sukkede stille "Jeg var i panik .. " sagde han stille og så op i hans øjne "Jeg var ikke i stand til at tænke klart .. " sagde han og vendte blikket mod gulvet for at skjule de små tåre der dukkede op i hans øjne og trillede lydløst ned af hans kinder, han tog hånden op til sin kind og tørte tårene væk for at han ikke skulle opdage dem, han havde ikke lyst til at tude, han ville ikke virke for ung og lille.