Dæmon og Vampyr" hmm" - mathias.

Havnen gyngede frem og tilbage, eller det føltes i hvert fald sådan når man stod nær vandet. En vampyr trådte ud fra nogle skygger, det lange mørke hår lå foran skuldrene, mens det skumle smil lå på hendes læber, de røde øjne kommunikerede med det mørke, og fik et selvlysende skær. Navnet var Nitaki, hendes humør var fint nok nu, men så når trangen af blodet trang i hendes krop, var hun slet ikke til at komme inærheden af. Det var egentlig ret lang tid siden hun havde haft det så godt. De lange, spinkle modelben trådte frem, endnu et skridt tættere på havnkanten. Faktisk havde hun ikke lyst til at komme nær vandet, men der var ikke så meget andet at lave, hun havde ikke set nogle på havnen i mere end 3 timer. Så selvskab var vist det hun trangte til. Hun skubbede håret om på ryggen og satte sig på hug, inden hun satte røven i bund, men det gjorde hun først da hun sad på kanten. Spejlbilledet i vandet, var utydeligt. Sjovt nok var hun død, men det var jo en dødkrop der randte rundt ,og det fede var at hun stadigvæk kunne se sig selv i spejle og i spejlbilleder. Smilet lå på hendes læber, inden ansigts udtrygget blev mere seriøst.

En brise fik det let pjuskede hår til at pjuske op endnu mere. Bølgerne kunne høres skvulpe blidt imod kajen. En enkelt havmåge var stadig oppe, ledte efter skrald der stadig kunne fortæres. Med bagsiden af hånden fjernede Mathias de sidste rester af hans seneste måltid, en ung forvirret kvinde. Hendes rester var nu gemt væk, og ville blive en forfærdelig overraskelse, for dem der fandt hende. Ikke at det var noget der bekymrede overhovedet. Det havde været et nemt offer, og intet blod var blevet spildt, så hans tøj var lige så rent, som før. Han begav sig frem imod havet der strakte sig ikke så langt foran ham. Det føltes fantastisk igen at være mæt, det havde været helt frisk. Det var sådan han bedst kunne lide det. At kunne slupre kødet og blodet i sig, imens hans offers skrig hørtes, helt indtil dets sidste skrig. Det gav ham en følelse af magt, hvilket gjorde det hele meget mere sjovt. Han opdagede ikke den kvindelige vampyr, før han var blot få meter fra hende. Så ramte lugten ham. Da dette skete, sprang han et par meter væk og en hvæsen fra ham. "Hvem der?" spurgte han ud i mørket, da han havde fået samlet sig selv en smule. Hans stemme var rolig, men hans øjne skinnede faretruende.