Nyan Nyan ~ Alma

Sted. Petronia Night Club
Omkring. Mistænktsomme mennesker o.O
Tid. 21.32
Dag+dato. IRL
Vejr. Kooooldt... BRRRR! >__<''
Påklædning. Tøj....?

Azriels lille katteskikkelse kunne ses i mørket. Hvad hun lavede dér, vidste hun ikke helt. Det var skummelt, og hun brød sig egentlig ikke rigtigt at være der. Hun var en lille sort kattekilling med hvide pletter rundt på sin lille krop. Folk ville jo lade hende være, hvis hun jo bare var et lille uskyldigt væsen. Hun kunne ikke lide folk. Og slet ikke mennesker. De var så irriterende til tider.
Hun sprang rundt omkring i gaderne, på hver ting som hun kunne komme til. Hun kedede sig egentlig lidt, men ville ikke til at opsøge nogen. Hun ville heller ikke finde et sted at overnatte. Nej tak! Det var nu meget sjovt at underholde sig selv. Hun kunne hører en slåskamp længere nede ad gaden, og gik derfor væk fra lydene og ned gennem de åbne og belyste gader. Hun kunne mærke små regndråber imod sin fine pels, og rystede ganske svagt på grund af den dumme kulde. Måske ville hun gerne opsøge nogen, og prøve at få lidt varme, men hun turde ikke rigtigt. Alle de mennesker i den gade, lignede jo nogen som ville kunne spise hende! Mjaaav!!! Nej tak!! Hun skulle da ikke nyde noget..

Påklædning; En sort tanktop, med en tynd jakke udenover, sorte, slidte bukser og sorte gummisko.

Alma gik fredfuldt ned ad de lange, åbne og belystne gader. Hendes hår skinnede skinnede sort, mens det bølgede let mod hendes blege ansigt. Hendes HavBlå, lidt katteagtige, øjne gennesøgte lidt fraværende gaden, af ren refleks, det var ikke længere noget hun tænkte over, bare noget hun gjorde.
Menneskerne og de andre væsner var hverken fjendlige eller venlige, bare ligeglade, ingen bekymrede sig om at hun havde så lidt tøj på i denne frygtelige kulde, der ikke generede hende det mindste, det var faktisk ret behageligt.
Hendes øjne fangede let en bevægelse af en lille sort kattekilling med hvide pletter, men hun kunne osse lugte at det ikke var en normal kat, men en Vampyrisk en. Et lille smil viste sig i hendes mundvige, da hun standsede op på fortorvet og betragtede den.

Azriel gik langsomt videre, men stoppede brat op da hun kunne mærke øjne på hende. Hun satte sig ned hvor hun stod og viftede sin hale frem og tilbage over fortorvet, drillesyg og jagende. Hun så sig omkring på sine omgivelser og fandt en kvinde nogle meter væk fra hende, stirrende. Kiggende. Betragtende. Azriel gengældte blikket med et advarende hvæs og ville ikke have kvinden tættere på, da hun kunne mærke noget mørkt over hendes aura. Hun brød sig ikke om andre, men brød sig især ikke om væsner som oss var nattens væsner. De behandlede hende aldrig godt, da hun ikke kunne tages seriøst. Så var engle og mennesker så meget sjovere at lege med...

Alma smilte lidt af den Vampyriske kat's hvæsen, og forstod godt advarelsen.
Hun nikkede lidt som en hilsen, men gik ikke tættere på, og kunne godt regne ud af Vampyren's menneskeform måtte være ung, måske på de 13 eller 14 år, det kunne hun jo ikke vide helt præcis, men hun kunne fornemme at hun selv var ældre end den unge Vampyr, både i Vampyr år og Menneske år.
Hun respekterede alle andre der osse tilhørte Natten, uanset deres menneskelige alder.

Azriel betragtede den fremmede kvinde og fór op da hun nærmede sig. Hun gik nogle få skridt bagud, længere væk fra den fremmede. Hun brød sig ikke om hende. Nope! Ikke det mindste! Azriel passede bare meget på omkring fremmede. Væsner og mennesker. Hun lavede nogle små hvæsende lyde og stod parat til enten at springe på den fremmede, eller løbe væk. Hun turde ikke. Ville ikke. Hun var bare vant til at nattens væsner altid var så ondskabsfulde og kolde. Hun ville ikke nyde noget. Nej tak!...

Alma smilte lidt, og gik helt over til den Vampyriske Kat, med lette og elegante skridt, og satte sig ned på hug foran den. "Jeg er skam helt ufarlig, min lille ven..", Sagde hun blidt til den lille killing. Alma havde altid haft en svaghed for børn, uanset race, og nej, hun mener ikke at drikke af dem, men hun får altid en slags beskyttertrang når hun så et barn, noget hun aldrig har kunnet komme af med. Hun var klar, hvis nu den unge Vampyr valgte at springe på hende eller læbe bæk, hvis det sidste var tilfældet ville hun havde ladet den lille killing løbe og lade den være i fred.

Azriel så op på den fremmede og havde et skeptisk blik. Hun strakte sin hals op så hendes lille behårede ansigt kom tættere på den fremmedes og snuste lidt til hende. Hun betragtede hende i nogle sekunder og så sig derefter omkring for at tjekke at der ingen var. Ingen kunne se Azriel og den fremmede kvinde, så Azriel forvandlede sig langsomt til sig selv igen "Jeg er ikke lille..." mumlede hun, men jov... det var hun. Hun lignede de 13 år, og var ikke særlig høj. Men heller ikke lav. Hendes lange blonde hår, gjorde det heller ikke så meget bedre, og slet ikke den søde mørke sommerkjole hun havde på. Hun lignede virkelig en lille pige....

Alma betragtede lidt nysgerrigt forvandlingen ske, og kunne ikke lade være med et smile blidt til den unge Vampyr, de hun nu var i sin menneskelige form, "Du er lille, men ikke ung", Sagde hun med et lille smil. Alma betragtede den lille Vampyr med et lille smil, hendes lange blonde hår, samt hendes mørke sommerkjole fik hende virkelig til at ligne en lille pige, og slet ikke den blodtørstige Vampyr, der sikkert gemte sig inde bag facaden.

Azriel så på den fremmede og skød underlæben misfornøjet ud og rystede på hovedet så hendes hår fløj rundt om hendes hoved "Nej!" peb hun og brød sig ikke om at blive kaldt for lille, da det mindede hende om at hun var fastlåst i den tilstand i en evighed. Hun så lidt ned i jorden og så derefter tilbage på den fremmede kvinde og vidste ikke helt om hun kunne stole nok på hende til at fortælle sit navn. Der gik et par sekunder hvor Azriel var helt stille, men rakte så sin hånd høfligt ud imod kvinden "Azriel..." mumlede hun lavmælt, og prøvede ikke at tænke så meget på hvordan dette kunne give bagslag...

Alma smilte lidt og tog imod pigens, Azriel's, hånd, hun tøvede lidt, men sagde så osse selv sit eget navn, "Alma..", Hun smilte lidt, gav hendes lidt lille hånd et lille klem og slap den så. Hun vidste godt at kunne være ret dumt at give sit navn til en fremmed væsen, men valgte alligevel at give lidt af sin tillid til Azriel, og viste osse lidt på den måde at hun selv var lidt troværdig. Et lille smil viste sig i Alma's mundvige, og endnu engang undrede hun sig lidt om hvordan hun stadig kunne smile, efter alle de år, alle de ødelæggelser, hun havde været ude for i lidt lange, uendelige, liv.