I skoven et sted? -Zean.

Tid 19:23
Vejr lyst endnu, men med en varm brise.
Sted den fredfyldte skov.
Omgivelser ingen ud over Jade, og skovens dyr.
Påklædning lang sommerkjole i pink, en blomst i håret, sandaler.

Jade som endnu en gang var ude i skoven, elskede at vade rundt. Det var det eneste sted hun nærmeste hørte til, selv om hun igennem tidernes løb havde hørt. Om elvere som havde bosat sig i de byer der var omkring. Så hellere skoven, hvor alt kunne være stille. Og ikke så meget larm. Hun bevægede sig i en stille bevægelse ind, og ud mellem de forskellige træer der var, men ind i mellem stoppede hun op og satte sig på hug, for at nærstudier nogle af skoven mange blomster, som kunne være i de sjoveste farver. Hun blinkede let med sine øjne, i mens hun betragtede farven på blomsten, blå. En form for lyseblå havde blomsten. Der gik noget tid, hvor hendes grønne øjne, blot hvilede på denne lyseblå blomst. Hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var for en blomster art, men alligevel var den jo fin og pæn. Hun kørte en hånd igennem sit lange grønne hår, ja grønne hår. Af en eller anden grund havde Jade altid haft grønt hår, eller i hvert fald i den tid hun kunne huske. Men at hendes hår var grønt, gjorde ikke noget. Hun lod en fingre spids rører blidt ved hendes lange ører, elver øre. Hun sukkede tungt, og rejste sig op i sin fulde slanke højde. Det så ud til, at der ikke var en levende sjæl, ud over dyrene. men en hun kunne snakke eller bare være sammen med.

Zean gik roligt mellem træerne, med hænder i lommerne på de sorte jeans med hul over knæet.
Han havde en mørkegrå T-shirt på...Og ikke mere end det.Ingen sko, ingen jakke. Hans mørkebrune hår sad fladt ned over hovedet på ham, for en gangs skyld, hans grå øjne gled hen over der rolige træer som langsomt blev mørkere og mørkere som natten kom. Men han frygtede intet, det gjorde man jo ikke i den fredfyldte skov. Det var ikke som i den triste skov, hvor træerne bar præg af alle de kampe der var blevet udført der.
Han kom ikke så tit her mere, men alligevel kiggede han lidt forbi. Han havde jo trods alt boet her lidt i begyndelsen.
Han så lidt på alle de grønne skud der havde vokset sig til og blevet til alle mulige planter, de fleste var gået i blomst nu.
Dawn ville sikkert have elsket dette her, men hun sad der hjemme. han mærkede et svagt stik af lyst.
Han rystede på hovedet, dæmon var vist uforbederlige.
Han fornemmede en bevægelse og lugten af elver...Og et glimt af pink. Han stoppede op og spejdede mellem træerne...En elver i pink kjole og grønt hår sad ved nogle blomster...

Jade, hun var i sin fulde højde, men hun sad nu ikke ned ved blomsterne mere. Selv om hun havde siddet og beundre blomsternes skønhed, for nogle minutter siden. Hun lagde ikke særligt mærke til at der kom nogen, eller bare at der gik en person rundt i skoven. Selv om hun havde en god hørelse, undlod hun at høre når en gren, blev knækket i det man gik over den, og kom til at træde på den. Hun lod sine øjne, glide stille rundt i skoven, og mellem dets mange træer. Men hun standsede, en person stod der henne. Mørkebrunt hår, og med t-shirt på. Eller bare sådan noget. Hun gav sig til at betragte personen, som så ud til at være af hankønnet, hun smilede dog ikke ret meget da hun kiggede på personen. Mest af alt, da hun ikke havde været forberedt på, at der ville være nogen, ude i skoven lige her, og nu endda. Hun lagde sit hoved på skrå, og betragtede ham let med sine grønne øjne.

Grønne øjne...Han elskede øjne og at de var grønne gjorde det bare sjov, trak i hans nysgerrighed. Han trådte ind mellem træerne til han stod ude i den lille lysning hvor hun også var, hun kunne nu se hele ham istedet for bare halvdelen.
"Halløj" sagde han roligt og lod kort blikket glide over hende. Han vidste dog bedre end at bedømme en elver på udseendet...HVad de havde i hovedet og kendte til en skov gjorde dem endnu farligere end hvad man lige kunne se.
Hans øjne var rolige og udstrålede en blanding mellem varme og kulde, men andet var ikke til at se.
"Jeg er Zean" præsenterede han sig kort, han ville ikke give hånd, det gjorde han sjældent og så ingen grund til at begynde med det. Han sendte hende et lille smil og afventede hendes reaktion. Imens lod han blikket glide over blomsterne, de blå blomster, som hun havde betragtet. Smukke faktisk, men blomster sagde ham intet.
Skyggerne blev længere og længere som solen steg ned fra himlen.

//undskyld, her ikke helt så meget krea lige nu^^//

Hun kunne bedre betragte ham nu, da han var trådt helt frem. "Hej" sagde hun, da det var det mest høfligste at sige. Når han jo havde sagt halløj. Hun rettede sit hoved op, da han jo nu var tråd frem. Zean? Det navn havde hun aldrig før hørt i sit liv. "Zean? Mærkværdigt navn" sagde hun og trådte et skridt nærmere mod ham. "Jade, Jade GreenHunther!" Præsenterede hun sig selv som, selv kunne man jo også sige at hendes eget navn Jade var mærkværdigt. Men sådan var navne jo. Hun udviste ikke særlig meget reaktion da han havde talt, selv om hendes egen stemme havde været rolig i det. Men man kunne dog afsporer en hvis del kølighed i tonen.

//Sorry kort svar -_-//

Han bemærkede hendes kølighed og det overraskede ham faktisk. Elvere var ellers, i hans hoved, kendt som nogle godtroende, lidt naive væsner som troede på det bedste og fred. Men på den anden side, de havde nok ikke siddet det hele hen. Og der var jo ikke så mange af dem...Eller også gemte sig godt nok.
Han så lidt på hende og smilte så igen, det kunne også være fordi han var dæmon. Ikke særlig mange så godt på en dæmon. Med god grund.
"Mærkværdigt?" smilte han venligt
"Så bliver jeg da bemærket" svarede han bare igen, han anede ikke hvad han skulle snakke med en elver om, hvad havde de som interesserede dem begge?
Han så sig lidt omkring.
"det var ikke for at beglo dig" sagde han så og mente fra før, da han havde stået og set på hende. Det kunne også være derfor hun var lidt kølig...

Hun smilede lidt, måske lidt venligere selv om hun ikke havde smilet før. Selv om han nok kunne have haft fået hende til at grine. "Undskyld min kølighed, men jeg er bare ikke vant til at snakke med ret mange andre!" Undskyldte hun for sin opførelse. "Zean? Hvad laver du her ude i denne her skov? Den fredfyldte skov som man jo også kalder den" sagde hun og kiggede på ham, med et skævt smil. Men dog venligt sindet. Hun bøjede hoved lidt ned, så hun kiggede ned mod jorden. Hun var altid kølig over for folk, som af en eller anden grund snakkede til hende, uden at hun rigtig havde anet det. Men hun havde jo haft lagt mærke til ham.

Han nikkede lidt...
"Tja, det er heller ikke lige frem fordi jeg går her særlig tit...Men jeg kan godt lide at se alligevel, hvordan det går rundt omkring, holde mig opdateret...Og så var jeg lige nået til denne skov på en af mine gåture" svarede han roligt og undrede sig over hvorfor han havde tænkt over hendes kølighed.
"Tja...jeg syntes heller ikke man ser så mange elvere, så man kan vel godt forstå vis man bliver lidt ensom?" sagde han
"Boede her selv kort en gang...Men flyttede så til byen...Begrund af ensomhed" fortalte han

//Min krea rækker ikke til så meget lige nu, det er jeg ked af...Der er bare ikke så mange detaljer at fortælle om^^//

Hun smilede en smule til ham, i mens hun betragtede ham med sine grønne øjne. Hun lyttede roligt og fredeligt til det han sagde, ensom? Nej hun var ikke ensom, der var jo en del dyr i skoven og så videre. "Tja har heller ikke set så mange elvere" sagde hun, og kiggede på ham. "Kedsomhed kan man jo sagtens opleve her ude i skoven, men ellers hvis man vil være alene så er her ganske fredeligt" sagde hun efter noget tid og kiggede på ham.

//He okayXD//

Han så lidt på hende
"Selvfølgelig..." han havde antaget hun var ensom, fordi han selv havde været, men fandt nu ud af at det ikke var sikkert. En lille fejl.
Han strakte sig og lod hånden glide gennem sit hår og så op mod himlen så godt han kunne. Skyggerne kom glidende fra et ukendt sted.
"Tja...Jeg har aldrig været særlig selskabelig og jeg ved heller ikke hvad jeg skal snakke med dig om, faktisk" indrømmede han så

"Så er vi tog som ikke var været særlige selskabelige, i hvert fald er jeg elendig til at starte samtaler op med folk" sagde hun og kiggede stadig på ham, med grønne klare øjne. "Hvor henne i skoven boede du forhen?" Spurgte hun ham om, hun anede ikke rigtig helt hvad hun ellers skulle sige eller spørger om. Selv om det nok kunne være, ret interessant at vide noget om ham Zean.

//Krea svigt//

Han gik lidt rundt om de blå blomster da han var træt af at stå stille så længe. Han blev hurtigt rastløs og det var vel også grunden til han aldrig havde fundet sig et rigtigt job.
Men sådan var det nu bare.
Han så lidt op på elveren...
"Hvad er det for nogle blå blomster?" spurgte han og pegede så et sted dybere ind i skoven.
"Næsten i hjertet af skoven, i en lille hytte jeg tror må være forfaldet nu...Der var en lille vandfald og..." han pegede smilende på blomsterne
"Mange flere af disse" men det var snart så mørkt at man ikke kunne se blomsterne rigtigt.

"Jeg tror det er en form for violer, men er ikke helt sikker" sagde hun og lod sit blik glide hen til blomsterne. "Tæt på et vandfald siger du?" sagde hun og lagde sit hoved let på skrå. "Har en gang hørt at der skulle lægge et vandfald i skoven, men har bare aldrig helt fundet det" sagde hun, og smilede et skævt smil til ham. Hun lod sit blik glide op mod himlen, det så ud til at det ville blive helt mørkt når som helts det skulle være.

Han så overrasket på hende.
"Og elverne er kendt som dem der kender skoven bedre end nogen som helst andre?" smilte han og så lidt på hende.
"Jeg kan da vise dig derhen, vis jeg kan huske hele vejen, det er nogle år siden, men jeg vil gerne gøre forsøget" foreslog han. En lille kvist kvasede under hans vægt da han flyttede sig, men han lagde ikke rigtig mærke til det, det var jo en lyd der altid kom en gang i mellem i en skov.

"Jeg har ikke altid boet i skoven" indrømmede hun, for det havde hun jo ikke. Oprigtig kom hun fra Frankrig. Så hendes accent lød en smule af Fransk accent, selv om man overhoved ikke kunne høre det. "Vil du?" Sagde hun og smilede til ham. Det skæve smil, voksede sig til et stort men venlig sindet smil. Som nu var velplaceret på hendes læber. Men vil det ikke være lidt svær nu hvor det er ved at blive mørkt Zean?" Spurgte hun ham om, og betragtede ham med sine grønne øjne.

Han trak på skuldrene
"Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid været lige så aktiv om natten som om dagen, mit syn og stedfornemmelse fejler intet..." smilte han og så på hende.
Af hvad han kendte til elvere havde de også et godt syn, men det var måske nok mest om dagen de havde det.

//undskyld det korte svar ^^//

"Okay" sagde hun, jo hendes syn virkede dog godt
om natten, men ikke nær så godt som det gjorde om
dagen. Men det var vel noget hun kunne vænne sig til.

//He siger også sorry for mit korte svar XD

Han nikkede og viste vej gennem nogle træer til de nåede ud på en lille sti. Denne sti var lille og var sikkert en nogle dyr havde lavet.
Han huskede da han måtte jage for sin mad i starten han var kommet her. Han havde også samlet nogle bær og planter og spise det med.
Det blev dog nemmere da han opdagede byen. Ja, opdagede. I starten var han kun nået til skoven og havde fundet en ubeboet hytte som han havde ordnet lidt for at bo der lidt.
Men da han fandt byen fandt han et job og nogle steder at bo. Han havde sin lejlighed i Deepshell, og nogle små tilholdssteder i de andre byer.
Han gik mellem nogle træer og stoppede kort op for at se sig omkring og finde ud af hvor han var, det var alligevel lidt tid siden.
Men så gik han videre, længere og længere ind mod hjertet af skoven. Der blev mere og mere beplantet som de kom længere ind.

Hun fulgte roligt efter ham, og undvigede de
grene som nu kom. Der var dog meget beplantet
med blomster og så videre. "Er det tæt på?" Spurgte
hun ham om, og fulgte stille men med lidt hastige skridt
efter ham. Selv om hun gik lidt roligt bag ved ham.
Nogle gange da han stoppede op, stoppede hun også
selv op, men hun mest for at få vejret.

Han stoppede op i et øjeblik, men mest fordi hun virkede forpustet. Endnu noget der overraskede ham, han havde altid troet at elvere var i god form og altid kunne løbe langt eller andre ting, uden at blive trætte.
"Går jeg for hurtigt?" spurgte han
"Nej, der er vist ikke så langt igen" han så sig lidt omkring, så lidt på hende og begyndte så at gå igen.
De ville være der lige om lidt vis han ikke tog meget fejl...
Snart trådte de ud i en stor lysningen, som dog havde nogle træerne lidt over det hele.
Det var lidt som en eng, med højt, bølgende græs og en masse blomster, også af de sjove blå, og man kunne høre vand i nærheden.
Zean gik roligt gennem græsset og det undrede ham at han ikke var kommet der noget mere. Her faldt roen ligesom over ham.
Han fandt snart den faldefærdige hytte, som underligt nok stadig stod der. Han gik om bag nogle træer og hindbærbuske og snart kom de til et vandfald, en stor klippe hvor vandet faldt ned i en lille flod. Han stoppede op og beundrede det flotte syn, så godt han kunne i det tiltagende mørke.

"Hm lidt hurtig, men kan dog sagtens følge med" sagde hun og så på ham. Nej hun havde aldrig rigtig været rigtig forpustet selv om det jo kunne lyde sådan. Hun nikkede stille da han sagde at der ikke var særlig langt igen, da han begyndte at gå igen, gik hun også. Hun betragtede stille den store lysning de var tråd ud i, blomstre og græs, og vand? Det måtte være i nærheden så, hvis hun kunne høre vand. Hun standsede op ved siden af ham, og gav sig selv til at betragte stedet, "flot sjovt jeg aldrig har lagt mærke til stedet før" sagde hun og lagde, hoved let på skrå, og betragtede stedet med sine grønne øjne.

Han nikkede lidt, ja det var sjovt.
Han gik helt hen til klippen, som vandet faldt ned af, og kravlede op af nogle eroderet trin. Der havde og var sikkert stadig, en hule bag vandet.
Han blev en smule våd på turen, men kunne endelig tråde ind i den rimelig tørre hule. Der var sat nogle sten så man kunne sidde og se ud på vandet. Men ellers var der bare mørkt og helt som han huskede det.

Hun kiggede efter ham, efter hun langt om længe, havde fået sine øjne væk fra vandfaldet. Hun så at han var gået helt hen til klippen, hvor vandet faldt ned fra. Også at han kravlede op af noget, og så forsvandt, ind igennem vandfaldet. Der gik noget tid, hvor hun blot kiggede efter ham. Inden hun fik taget sig sammen, for at følge efter. Hun gik helt hen til klippen som han havde haft gjort, hvor hun så kravlede op af de samme eroderet, trin som Zean havde kravlet op af. Hun kom igennem, vandet, ind til ham. Hun havde mærket, hvordan, vandet tungt havde ramt, hendes hår. Da hun var kommet, igennem vandet. Hun kiggede rundt, i hulen, mørkt men hun havde dog nogle gode øjne, så hun sagtens kunne skimte omridset af hulen, og selv endda selv nogle sten man kunne sidde på.

"Her var jeg overraskende tit da jeg boede i skoven...Væk fra alt andet end vandets larmen..Dejligt beroligende, bedre end alt menneskers snak om terapi" han så let smilende på hende og så ud gennem vandet så godt han nu kunne. Stedet vakte få minder og en følelse af fred.

//Krea svigt^^//