En tur om natten - Mathias

Tid: 01:00
Sted: Gågaden
Omgivelser: Ingenting.
Vejr: Stille regn, og lidt vind, og det er overskyet.

Jackie kiggede op mod himmlen, det var overskyet. Hun mærkede regnen på sit ansigt. Hun trak sin jakke lidt tættere rundt om sig, og gik videre. Hun skulle snart finde et sted at sove, og det skulle være inden solen stod op. Da det var forår, og næsten sommer, blev det tidligt lyst, så hun kunne bedre lide vinteren, hvor hun kunne være udenfor længere, fordi at det var mere mørkt. *Her er altid så ensomt* tænkte hun. Hun hadede at være vampyr, det var altid så ensomt. Hun kiggede sig ingen op på himmlen. Der var mørkt, og regnen dryppede stadid, nogle gange lignede det lidt at hun græd, men det gjorde hun ikke. Hun blev altså nød til at finde et forladt sted hvor hun kunne være. Hun satte sig ned på en bænk, hun orkede ikke at gå mere.

Mathias tog et skridt ud i regnen. Han havde lige været et smut forbi kiosken. I hånden havde han en flaske rom. Captain Morgan, den bedste. Han rystede kort på hovedet, hans hår var en smule vådt. Han åbnede flasken og satte den til munden. En smil kunne ses, da flasken blev taget fra munden. Han havde allerede fået lidt inden, men det føltes dejligt. Han havde en sort frakke om sig, samt et tørklæde. En pige stod på hans vej tilbage til lejligheden. "Burde du ikke være hjemme?" spurgte han hende, før det gik op for ham at hun stank af vampyr. Han rynkede åbenlyst på næsen.

Hun vendte sig hurtigt om, og hun mærkede stanken af dæmon komme hen til hende. Hun kiggede om på den fremmede foran hende. Han have en flaske rom i hånden, og hun kunne lugte på hans ånde, at han havde drukket, men hun var nu lidt ligeglad, hun havde mødt mange berusede mennesker. Hun kunne se at han rynkede på næsen, og grinte lidt til sig selv. "Næh, det ville nok være lidt svært. Jeg har ikke noget hjem," sagde hun så. Hun kiggede op på ham. Hendes jakke var snart helt våd. Hendes korte sorte hår var også vådt. Hun havde stramme bukser på, og en t-shirt inden under jakken. Hun strøg en hånd gennem sit hår, og pjuskede det lidt op. Hun smilede til den fremmede "Hva med dig, burde du ikke være hjemme?" sagde hun.

Han så ned af hende. Hun var nok ikke mere end 13-14 år da hun blev forvandlet. "Og hvorfor er det så at du ikke har noget hjem?" spurgte han og hævede det ene øjenbryn en smule. "Bor du ikke på børnehjem af en art, hvis du altså ikke har familie? Eller du er måske stukket af?" Han så grundende på hende. Han tog endnu en tår af flasken, et tilfredst suk lød fra ham. "Jeg var på vej hjem," sagde han, "Men så, så jeg dig."

Dæmon lugten frastødede hende, og hun gik et par skridt baglæns, det hjalp ikke... Hun kiggede på ham, og sagde så med en irreterende lys pigestemme: "Jeg har altså aldrig boet på et børnehjem, jeg har altid boet forskellige steder sammen med min søster, og har måttet flygte fra dusørjægere," hun kiggede hurtig ned i jorden da hun nævte sin søster, deres skænderi gav stadig genlyd i hendes tanker, hun kunne ikke holde det ud. Hun kiggede op på himmlen *Hvor mon hun tog hen* tænkte hun, og kiggede så den fremmede igen. "Desuden, så taler jeg normalt ikke med fremmede, du ved, hvis ikke det var for din lugt" hun rynkede på næsen, og gav ham et ondt blik, "så havde jeg ikke stået her nu, du kunne jo have været en dusørjæger" sagde hun drillende.

Han så fornærmet på hende. "Og hvor er det så din søster er?" han hævede øjenbrynet. Måske var hun et sted i nærheden. Måske var dette en fælde. Vampyrer var sjældent til at stole på. Især ikke efter krigen der lige havde været. Vampyrer og dæmoner fungerede ikke sammen, som havde gjort engang. Men i det hele taget havde Mathias svært ved at skulle forholde sig til dem. De havde aldrig gavnet hans liv på nogen måde. "Jeg kan fortælle dig at jeg ikke er nogen dusør jæger, jeg er blot en dæmon," svarede han en smule sippet. "Det er nok derfor du ikke bryder dig om lugten. Din er heller ikke ligefrem specielt behagelig." Det var en ren fornærmelse at blive set som en mulig dusørjæger, et menneske i forklædning. Han rynkede let på næsen. "Du burde nok passe på med den tunge du har, det kunne ende galt," sagde han nøgtern.

"Jeg ved ikke hvor min søster er, og jeg gider ikke snakke om hende," sagde hun stille, og kiggede ned i jorden. Hun var bekymret for søsteren, og hun måtte kocentrere sig for ikke at lade en tåre trille ned af sin kind. Hun kiggede op på den fremmede igen, og sagde så: "Jeg siger hvad jeg vil! Jeg er ikke bange for nogen!" Jackie sagde dette med en fornærmet stemme. *Det kunne ende galt* tænkte hun vredt. Hun var ikke en lille pige. Hun kunne godt forsvare sig selv hvis det skulle være. "Hvem er du overhovdet, dæmon?" sagde hun ligeud. Hun vidste ikke om hun stolede på ham, men hun ville gerne vide hvad han hed.