Min nye ven - Claire

Meredith stod i et varmt rum.
Det var det vandfaldet med Vievand.
Den dunk hun havde i hånden sad med strakt hånd i vievandet.
Hun va nødt til at forberede sig lidt.
På det seneste havde Meredith ikke lavet så meget.
Hun savnede nogle at være sammen med.
Et suk løb ud af hendes læber.
Meredithbsukkede oglod vandet glide ned i dunken.

Hun havde været her før, i hvert fald to gange før. Så vidt hun kunne huske. Chasseur stedet som kun dusørjæger kendte til, et dejligt sted at være. Når man jo var en dusørjæger. Hun kom roligt gående, hen til det sted hvor der var et vandfald af vievand, hun smilede venligt da hun så en pige måske lidt ældre ed hende selv. Som stod ved vandfaldet. "Godmorgen" sagde hun med rolig stemme, Claire var som altid iklædt, sorte stramme jeans, sort top, en jakke under armen. Og sorte stiletter, og så en sølvhalskæde som havde et vedhæng som forstillede et kors, med en lille rød diamant i.

Uden at fjerne blikket fra vievandet svarede hun venligt igen.
"Godmorgen." Stemmen var venlig og neutral.
Da dunken var fuld kiggede hun på pigen. Måske 2 år yngre?
Meredith smilede. Faktisk lignede det hendeikkeat smile i offentligheden.
Normalt smilede hun kun i Chasseur.

"Hvem er de så? Og jeg formoder at du også er dusørjæger, siden du står og hælder vievand op i en dunk" sagde hun nøgternt. Hun smilede stadig sit venlige smil. Altid godt at være venlig, specielt over for en fremmede, selv om man ikke skulle lagde sig narre af en ny fremmede, person man lige havde mødt. Det kunne nemt være en farlig en, hun flyttede sin ene fod, mest af alt for at mærke om hendes yndlings kniv stadig var der, hun bar altid den kniv, undtagen når hun skulle ind et sted. Hvor man bestemt ikke måtte bære våben.

Meredith gik tættere på.
Pigen virkede mystisk.
Hun stak sin hånd i baglommen.
Merdith ledte efter hende pistol.
Det var hendes første pistol.
Den fik hun i fødselsdaggave da hun var 6 år.
"Jeg er Meredith Eliza Hunter, Hvad hedder du så?"
Stemmen var stadig venlig.

"Claire Elizabeth Feltton" sagde hun, hun betragtede pigens reaktion da hun havde afsløret at pigen også var dusørjæger. Et smil gled frem på hendes læber, et lille drille smil. "Rolig nu, dusørjæger kan vel godt snakke sammen uden at skade hinanden ikke sandt?" Sagde hun, men alligevel bøjede hun sig ned, til hendes ene sko, hvor efter hun trak en kniv op af skoen (kniven kan ses på profilen) Hun rettede sig op igen, og legede let på kniven. Men dog ikke truende.

Et lille grin gled forbi hendes læber.
I en lomme strak hun en lille kniv frem.
"Ja... Har ingen planer om at gøre skade lige nu"
Meredith betragtede den måde hun lod sin fingre lege med kniven.
Kvinden hun havde i hånden puttede hun ind i noget plast så det ikke gjorde skade på hendes hud hvis hun faldt.

"Så er det da fredeligt ind til videre, men hvis en angriber mig så er man selv uden om det" advarede hun. Hvis nu Meredith prøvede på et eller andet. Hun legede stadig let og elegant med sin kniv, "knive er så dejlige gode at skære med" mumlede hun, og blev ved med at lege med kniven. Med et venligt smil rettet mod kniven, som om kniven var en person som havde følelser.

Meredith smilede.
"Familien Hunter er skab til dusørjægeri.
Kniveog andre våben er vores bedste venner"
Det var rigtigt hvad Meredith sagde.
Hunter familien var også kold hjertet.
Dehavde dræbt hendes onkel fordi han var vampyr.
Ikke hendes valg.
Hendes tantes. Hun ville ikke risikere sit liv.

Hun smilede, smilede over at høre at det ikke kun var hendes familie som gik op i at være dusørjæger. "Rart at møde en som også kommer fra en familie udelukket kun for dusørjæger" sagde hun venligt, hun stoppede, stoppede med at lege med den kniv hun havde i sin hånd. "Min familie træner os når vi er små og kan holde en pistol" sagde hun efter noget tid, hun havde dog først kunne holde sin pistol som 9 årig. Men hun havde ikke turdet at rører ved en.

Meredith smilede.
"Mine forældre bør nok møde dine"
Pludselig tænktehun på en masse.
Om historier om hvordan de dræbte dit og fat.
Lærer noget.
Et lille smil bredte sig på hendes læber.
"Hvis du skulle beskrive dig selv med 3 ord. Hvilke nogle skulle det være?"
Meredith sprutte stadig venligt.

"Tja hvilket tre ord skulle det mon være, 1 jeg er god til at lyve. Det gør jo en god dusørjæger, 2 en venlig dusørjæger som ikke finder sig i noget som helst 3 den stolthed der gør at jeg er en Feltton" sagde hun og smilede til Meredith. "Hvordan er dine forældre? Altså hvordan er de når de opdrager en? Mine tja kolde og strenge men sådan bliver man jo blot en god dusørjæger!" Sagde hun og lod en hånd kører igennem håret på sig selv.

Meredith sukkede.
Hvordan var de?
"Som bitte små er de rigtig søde.
Men når msn vokser bliver de hårde.
Jeg har dog lært at jo bedre jeg klarer mig
jesto bedre behandler de mig."
Det varrigtigt han hun sagde.
Når man gør detgodt er der intet at pege på.

"Sådan er det nok også hjemme hos mig" sagde hun og betragtede Meredith. Meredith lod til at være flink nok, måske endda en ven eller en god veninde en gang. "Når Meredith hvad lavede du så her ude ud over at fylde vievand i en dunk?" Spurgte hun hende om, og begyndte langsomt at lege med sin kniv igen.

Meredith trak på skulderen.
"Jeg har kedet mig meget på det seneste,
Ville bare gå lidt herude"
Faktisk va hun bare gået herud.
Meredith sukked eigen.
"Hvad med dig? Hvad laver du her?"