BagageProblemer(ray)

tid: 13.33
omgivelser: masser af kaos, masser af mennesker.

Crasie havde lige stået af sit fly og kommet til dette nye sted. Hun havde hørt at det var et bedre sted for sådan nogle som hende. Mens hun gik holdte folk lidt afstand, og nogle gjorde slet ikke for hun var en lille person, kun med sin 145 cm. Så hun var ret lille. Hun havde hætten trukket godt over hovedet, det eneste man kunne se var hendes ozzy osbourne briller som nogle kalder dem, det spejlede lyset tilbage på en uhyggelig måde. Hun havde den ene hånd i lommerne mens hun gik med en sort tynd stok, med en metalfigur forenden som man ikke kunne se under hånden. Hun gik hurtigt hen hvor bagagen kom ud og tog straks sin kuffert. Eller den som hun troede var hendes. Hun satte farten op og gik ud til en taxi og kørte til sin nye lejlighed i Sheria.

Ray var lige kommet hjem fra en ferie som han havde være på i en uges tid så nu var han tilbage i de byer der nu var her hvor han boede i den ene af de tre byer så der skulle han jo hen men lige nu havde han lidt problemer med at få sin bagage da han tog den som så han troede der var hans da der var flere der linede hinanden gav han sig til at gå der stod ikke noget på den eller noget som helst men det gjorde der så heller ikke på hans altså udenpå det stod inden i den i stedet for mærkeligt nok.
Han kiggede rundt og var på vej mod udgangen så han kunne komme hjem til sig selv og håbede bare på at det var hans han havde fået fat i.

Crasie så på sin nye lejlighed da hun var stået ud af taxien. Hun havde dog godt nok et hjem i Deepshell, men desværre var Crasie altid rastløs, så hun var aldrig længe et sted af gangen. Hun ville nødig tælle hvor mange gange hun havde flyttet fra sted til sted. Derfor kunne hun bedre lide at på moteller eller sådan noget. Det var også billigere i længden, og hvis Crasie alligevel manglede et sted at sove, så var Isabella der altid til at forføre en person og så skaffe dem et sted at sove. Hende og isabella havde dog lavet den aftale at de skulle beholde deres lejlighed uden af set hvad, for de skal altid kunne havde et sikret sted at bo. Crasie sukkede let og så gik hun med tunge skridt op til hendes nye lejlighed, og tog nøglerne og låste hende ind. Det var et 2 værelseslejlighed, men som havde et køkken for sig selv og en stue og den var på 150 kvadratmeter. Så det var en god lejlighed. Men Crasie kunne allerede føle rastløsheden brede sig i hendes sind. Hun måtte lige give denne lejlighed en chance før hun skulle gå igen. Især når hun har købt lejligheden helt for sig selv med rene kontanter. Hun havde aldrig været glad for banker og sådan noget. Hun ville hellere passe på sine egne penge selv, og dem havde hun også nok af.
hun gik hen til soveværelset, og lagde kufferten på sengen og åbnede den. Så kom der et udbryd fra hende, dette var ikke hendes rigtige kuffert. Hun kunne se at ejedelene sikkert tilhørte en mand. Hun lagde sig sukkende på sengen, hvem havde så fået hendes kuffert?? I hendes kuffert stod der godt nok navn i den, men det var ikke ens betydeem med at vedkommende ville aflevere den tilbage. Hun prøvede at huske hvad hun havde i den. Hun havde selvfølgelig sine rejsedele, men i et skjulrum i tasken, havde hun en blodrød rubin på størrelse med et barns hånd og hun havde en meget unik speciel dagger i den. Det var en dagger i en sølvbeholder med runer og andre fabelvæsner udsmykkende på den. Knivens håndtag var formet som en drage hvor den holdte knivens blad i sin mund og hvor vingerne gik ud samlet til siderne og så halen bagud. Hvor man holdte omkring dens krop og hvor vingerne blev brugt til at beskytte en imod at glide imod knivens meget skarpe kanter. Crasie blev rime sur på sig selv, hvordan kunne hun dog have forvekslet dem. Hun håbede på at vedkommende ikke fandt dem og at vedkommende ville aflevere dem tilbage.

Ray var på vej hjem til sig selv med alle hans kufferter som han havde haft med sig men han viste jo stadig ikke at der var en af dem der ikke var hans da han ikke havde tjekket det ud endnu men det havde han planlagt at gøre der hjemme når han var nået så langt til han kunne gøre det. Han så sig omkring han var nu noget ind i den byen han boede i og den taxi han var i stoppede så op uden foran hans hus og han betaltet og kom ud af den og ind med alle sine ting og satte dem på gulvet *gud hvor er det godt at være hjemme igen*tænkte han og fik alle ting op på hans værelse og fik så fat i den kuffert der ikke var hans og åbnede den så og så alt det der ikke var hans men hvem var det så han kiggede rundt efter navne på den og fandt det ikke efter ret længe *hmm det er vist i en af de andre byer hvis jeg husker rigtigt*tænkte han men den person måtte selv komme og hente den og give ham hans tilbage hvis det var for der stod jo hvor han boede.

Så kom hun i tanke om at det der stod i hendes kuffert, var jo hendes adresse til hendes anden lejlighed, som ligger i deepshell. Hun lagde sig sukkende på sengen, det var da godt nok blevet for trættende. Hun rejste sig igen op og tjekkede om hun havde overset et navn, eller adresse. Hun kom med et suk af lettelse. Det havde hun overset, og heldigvis var det en adresse, og det var en som boede her i byen. Faktisk kun to gader herfra, det var hun glad for. Men som sagt det behøvede jo ikke være ham, som havde hendes kuffert. For det kunne være en helt tredje part i dette roderi. Hun ville ikke tænke på det, så hun skyndte sig straks ud af døren. Hun løb meget hurtigt og elegant, og nogle folk gloede dog på hende, for det første at hun løb så hurtigt og for det andet. At hun var så lille, så man ville ikke tænke normalt at sådan en lille person kan løbe. Men det har hun brugt alle disse mange 100 år til at lære og øve. Så da hun standsede foran den adresse, hvor vedkommende meget gerne skulle have hendes taske, havde hun ikke den mindste sved på panden. Hun gik hurtigt op til døren og bankede på med sin sorte gammeldags stok. Hendes hætte var trukket godt over hovedet, og briller var det eneste man kunne se af hendes ansigt. Hun havde sin sorte hættetrøje som var lynet lidt op, så man kunne se hendes lilla top. Så havde hun ellers sorte bukser som sad stramt, og et par normale sko.

Ray sad for sig selv og tænkte på om den person som der ejede kufferten endeligt ville komme efter den for han magtede ikke at skulle til at aflevere den til den adresse som der var i den og alt det. Han så sig omkring og der gik åbenbart ikke lang tid før der så var en der nærmede sig hans bolig og han viste jo ikke hvem det var så det kunne jo være meget spænde at se. Han kiggede ud af sit ene vindue og så stille og roligt en der var der ude og fjernede sig så fra vinduet af og ventede bare på at der så skulle ske noget. Han viste ikke hvad der skulle ske men der skulle jo nok ske et eller andet på en tidspunkt ville han da helt sikker tro.
Han kiggede på kufferten og lukkede den og stillede den ud i gangen og slappede bare af mens han så på den og ville ikke være den der kiggede i andre folks ting. For sådan noget kunne man jo ikke være bekendt kunne man nej det ville han mene *gad vide hvem det er*tænkte han stille og roligt for sig selv.

Crasie var ved at miste tålmodigheden. Måske var han ikke hjemme. Det håbede hun bare ikke, for så skulle hun bare sidde her og vente hele dagen. Hun satte den forbyttede kuffert fra sig ved siden af døren op af væggen. Crasie var normalt en meget tålmodig person, men hun ville ikke mistet hendes meget værdifulde ejendele. Rubinen havde godt nok Isabella hendes forførende person fået fat i ved, at forføre en hvis ung mand med masser af penge og værdifulde genstande. Men daggeren havde Crasie ventet på i lang tid og hun har måtte slæbe og slide for at få fat i den. Hun har først brugt mange måneder til at opsnuse rygterne om den, hvor den befandt sig. Så da hun endelig fandt ud af hvor den var, så var den selvfølgelig hos de meget hemmeligheds fulde bjergdværge som lever i andesbjergene. Det tog endnu længere tid af få deres tillid, især fordi hun var fremmed. For at få deres venskab så måtte hun gøre alle mulige tjeneste, som at finde andre folk som skyldte dem noget osv i en uendelighed. I sidste ende havde Crasie ikke så meget imod det, for hun havde ellers ikke så meget andet end at lave, men stadigvæk det ville være spildt arbejde.
Crasie satte sig opgivende på kufferent og sukkede.
Alt det slid for at kun have den i to dage, og Isabella bliver godt nok sur på hende, når hun får at vide at Crasie har smidt rubinen væk.