Inviteret til Karneval ~ Tristan

Sted. Deepshell Van Martes Park
Omkring. Mennesker i alle aldre, blinkende lys og stanken af candyfloss
Tid. 21.32
Dag+Dato. IRL
Vejr. Solnedgang, men stadig lummert.
Påklædning. Sød rød knæ lang sommerkjole, hvide sandaler

Azriel flyttede sine fødder med trætte bevægelser. Hun var træt, og havde ikke sovet særlig meget, inden at hun var blevet vækket af sin skole, som åbenbart havde en klassetur til det årlige Karneval. Hun havde ikke været i skole til at få meddelelsen, og prøvede dog sit allerbedste til at overtale lærerne at hun gerne ville blive hjemme, men skaden var sket. Hun skulle med, og hvis hun ikke skulle, skulle hun have en underskrift fra sine forældre/værge. Og eftersom at Azriel ikke havde nogen af delene, og hvis skolen ikke skulle finde ud af det, var hun jo tvunget til at tage med.
Så nu stod hun dér, med sin almindelige røde sommerkjole, og ventede på at hendes klassekammerater var færdige med at fjante rundt imellem forlystelserne og de mange boder. Nu havde Azriel jo været til dette karneval i mange år, så hun havde jo set det hele. Hun kunne også mærke at nogle folk godt kunne genkende hende. De ældre mennesker. Som måske også havde set hende for 20 eller 30 år siden. Hun lignede den samme. Hun havde ikke ændret sig særlig meget igennem alle de år.
Hun kløede sig i sit lange blonde hår, som lå glat ned af hendes ryg, og så sig omkring, søgende efter en flugtmulighed. Hun gad simpelthen ikke at være der. Det var røvsygt, og hun kedede sig så forfærdeligt, og solen var endnu ikke gået helt ned endnu, så hun kunne mærke hvordan hendes kræfter langsomt forsvandt...

Tristan traskede fornøjeligt hen af den menneskefyldte gade. Der var ikke for mange mennesker, men heller ikke for lidt. Han var iført et par sorte jeans, en grøn t-shirt med et farverigt mønster og en mørkebrun efterårsjakke. Det havde bare været en for god aften til at side hjemme, så hvorfor ikke tage ud og opleve noget, også selvom man var alene. Han passerede et par piger der stod ved en af boderne og blinkede kort til dem. Den eneste grund til at du kiggede tilbage på ham var nok på grund af det bemærkelsesværdie orange hår.
imens han gik passerede han et par forlystelser og en mindre klasse der var på udflugt. *sent tidspunkt for mindre børn at være ude på* tænkte han til sig selv og stoppede op for at kigge op i den miniput forlystelse nogen af dem lige nu sad i. Ja, hvem der bare var barn igen, uden én bekymring i verden.

Azriel stod og passede sig selv, men pludselig, blev hun helt anspændt. Hun kunne mærke et væsen i nærheden. Mon denne person, kunne få hende væk fra sin dødsyge klasse, og give hende lidt sjov den aften. Hun begyndte langsomt at gå rundt, men holdt sig dog inde i skyggerne, så hun ikke blev ramt af solstrålerne. Hendes blik gik rundt for at finde nogen som ikke passede ind blandt mennesker, og hun fandt hurtigt vedkommende. En person med noget meget strittende orange hår. Hun kunne mærke at det var et væsen, og begav sig langsomt og forsigtigt over mod personen og holdt sine dybblå øjne rettet på ham hele tiden.

//ah, ikke væsen, dusørjæger ;), men hvis hun kan lugte det så er det godt klaret.//

Tristan sukkede svagt og rystede let på hovedet. Der var ikke forfærdeligt meget at lave. med den ene fod rodede han lidt i jorden og kiggede på på forlystelsen med de mindre børn igen. De så ud til at more sig de fleste.. Han vendte sig med en et drej på hælen og skulle til at gå, men fik øje på en pige i en rød sommerkjole ikke så langt væk, stirrede hun på ham? Et sug i maven og en følelse af koldt vand der flød ned af hans ryk fik ham til at gyse, noget var ikke som det skulle være, så meget kunne han fornemme, men desværre var han slet ikke erfaren eller god nok til at bedømme om det var hans fantasi der løb af med ham.

// Gaarh! Damn, glemte det xD Det såååw sjældent at jeg skriver med dusørjægere :b //

Azriel syntes at have kunnet lugte noget væsen over den fremmede, men stoppede brat op, da hun fandt ud af hvad det i virkeligheden var at hun lugtede. Han havde været i kontakt med væsner, men ikke på den gode måde. Hun så stadig på ham, og kunne mærke et sug i maven da han vendte sig over imod hende. En dusørjæger! Det var dét han var. 100% sikker. Kunne han mon finde på at angribe hende blandt alle disse mennesker. Eller... måske, havde han ikke engang fundet ud af at hun var et væsen. Det fik hende til at smil svagt. Hun holdt sig i skyggerne, og blev ved med at kigge på ham. Interesseret og ventede på hvad han ville gøre. Om han ville angribe eller ej? Dusørjægere kunne være sjove, hvis det var de rette man legede med...

//Haha kender det godt, sådan har jeg det osse med nogle mennesker ;D//

Tristan gloede lidt yderliger på pigebarnet som tilsyndeladene også kiggede tilbage på ham, men hun var stadig for langt væk til han kunne se det 100%. Han spejdede lidt rundt omkring og gik så et par skridt fremad så han tydeligt kunne se hendes blik. Udenvidere havde han glemt sin korte mistanke, så naiv som han nu var, og var spadseret over til hende. Let satte han sig på hug foran hende, så han kom ned i hendes højde og smilede stort til hende. "Hvad så lille ven, har du det sjovt i parken?" sagde han så godtroende, stadig med et smil til den lille pige.
Hvis han nu havde arvet bare lidt af sine forældres dusørjæger færdigheder ville han måske bemærke at pigen ikke bare var et lille barn, men neeej...

Azriel blev ved med at betragte dusørjægeren med et nysgerrigt blik, og hun måtte bide sig selv i læben da han kom over til hende og satte ned på hug foran hende, for ikke at bryde ud i latter. Sikke en fin dusørjæger! Han måtte være ny til det.
Da dusørjægeren snakkede til hende, satte hun hurtigt sit triste blik på og ville ønske at hun kunne græde, da det ville gøre det hele mere dramatisk. Hun så ned i jorden og snøftede lavmælt, håbende, at han ville gå i fælden. Hun rystede på hovedet "Nej... Jeg er blevet væk fra min forældre.." peb hun lavmælt. Hun så ikke ud til at være særlig gammel. I starten af 12 års alderen, men hun kunne sagtens få sig selv til at se yngre ud...

Tristan lavede en hurtigt 'arg' grimasse og bed tænderne sammen.. Han var virkelig dårlig til børn.. "Øh.. øh hvordan ser de ud?" forsøgte han og kiggede sig omkring, men kunne ikke se andet end mindre børn over alt.. Åh, bare hun nu ikke ville begynde at græde så ville det være hans værste marerigt.
"Jeg skal nok hjælpe med at finde dem ikk?" forsøgte han igen og ed sig i læben, hvor var han uduelig.. Man skulle måske tro at han var ny i dusørjæger branchen eftersom han ikke endgang kunne se forskel på mennesker og væsner, men det var ikke sandt, han var blevet oplært siden han var helt lille, men havde bare intet der lignede skyggen af talent eller lærenemhed.

Azriel blev ved med at holde den ulykkelige facade og snøftede. "De er høje, og... og.." peb hun, men begyndte at hikke og kunne ikke få nogle ord fremme. Da dusørjægeren tilbød sin hjælp, lyste hendes ansigt op "Åh, tusind tak!" peb hun og elskede at hun kunne manipulere ham på den måde. Hun tog hurtigt fat i hans hånd og hev ham med sig "Kom med.. Sidste gang jeg så dem, var lige herhenne" sagde hun og hev ham længere og længere væk fra Karnevallet og mennesker og ventede på at de var langt nok væk fra alle, for at hun kunne springe på ham...

Tristan gik en smule modvilligt med og kiggede tilbage på folkende af mennesker, noget var ikke helt rigtigt.. "Er du sikker på at de var herhenne..?" spurgte han og kiggede frem for sig, der var helt mennesketomt. "Ved du hvad, jeg tror jeg så nogle høje nogen den vej!" prøvede han og trak hende lidt tilbage imod karnevalget. Han havde ikke specielt meget lyst til at gå med den lille pige som lige nu trak i ham. Det virkede mistænkeligt at hun ikke var begyndt at tude det sekund hun så ham, det gjorde de fleste andre små børn..

Azriel så tilbage på den fremmede og grinte lavmælt og ondskabsfuldt. De var kommet langt nok væk fra mennesker, til at de ville kunne ligge mærke til dem. "Fjollede menneske..." sagde hun lavmælt. Hun havde ikke den lille pibede og barnlige stemme. Nu havde hun en meget voksen og ondskabsfuld stemme. Hun vendte sig hurtigt om imod ham og holdt hårdt fat i hans håndled og trak ham hurtigt ned ad, så han gik ned i knæ "Godtroende lille menneske.." hviskede han og smilte stort og koldt, så man kunne se hendes skarpe hjørnetænder.

Tristan havde ikke hørt det første hun sagde og havde derfor blevet meget overrasket da han af en utrolig kræft som en lille pige umuligt kunne beside, bev trukket ned i knæ. "Arg.." røg det ud af ham da hans håndled blevet temelig forvredent. Uden videre at tænke over det greb han automatisk ud efter sin hånddaggert under jakken, men det kunne hun ikke se. "Jeg tænkte nok det var godt til at være sandt at jeg kunne trøste et barn" tilføjede han anstrengt og hev en smule i sit håndled, dog ikke med alt sin kraft. "ahh, please, ikke en vampyr, i er bare de værste.." sukkede han og havde næsten vænnet sig til at løbe fra væsner. Før han selv vidste af det havde han trukket sin daggert og holdt den tæt op ad hendes hals, hvilket fik stillet ham i et dilemma.. 1: hvordan kunne han reagere så hurtigt, han var jo et nul som dusørjæger og 1, man rettede da ikke knive imod små piger, men hun var jo vampyr, han tykkede lidt på det og forholdt sig i ro.

Azriel grinte hånligt af ham "Du kan sgu ikke noget dumme menneske! Du fejlede bare det ikke at være opmærksom. Hvordan du kan kalde dig dusørjæger, ved jeg ikke!" sagde hun hårdt. Man kunne egentlig ikke blive en smule bange for hende, da hun havde gået fra at være en sød og grædende lille pige, til sådan en ondskabsfuld og kold skabning. Hun havde lænet sig frem mod hans hals, da hun pludselig kunne mærke noget skarpt imod sin egen, og vidste med det samme hvad det var "Tør du virkelig? Hvad tror du folk ville sige hvis de så dette? En dreng i din alder, dræbe en sød lille pige?" hviskede hun og havde sin mund tæt ved hans øre, da hun havde stoppet brat op med at nærme sig hans hals, da han havde rettet kniven imod hendes hals.

Tristan lavede en kort grimasse af hendes ord, de ramte hårdere end hun anede. "Ja, jeg har ikke ligefrem talent" svarede han og flakkede kort med øjnene i et anstrengt smil . "hvis jeg havde et valg havde jeg ikke kaldt mig dusørjæger" fortsatte han og lavede en vred grimasse, det var væsner som hende der gav ham lyst til at være jæger. Han smilede kort igen ved det næste, heldigvis var hans familie stor nok til at dække det hvis det skulle blive opdaget. "Jeg kan løbe fra mennesker" svarede han hurtigt og hans hånd rystede kort inden han fik styr på den. "Og min familie ville kunne dække det" hans stemme var fast da han fortsatte, med en let tøven afsluttede han "så ja, jeg tør". Han strammede grebet om kniven da hun kom tættere på og var klar til at snitte hvis det var også selvom det ikke var noget han var vild med.

Azriel grinte hånligt og koldt af ham "Kan du løbe fra mig?" spurgte hun og greb hurtigt fat i hans trøje "Jeg syntes bare at du skal passe på, knægt" sagde hun advarende og brugte sin evne, telekinese, til at tvinge ham til at tage kniven væk fra hendes hals og vende den om imod sin egen "Jeg tør oss.." hviskede hun og brugte sin evne til at få hans hånd til at tage kniven op imod hans hals og fik ham til at presse imod, så der næsten gik hul, men kun næsten, og blot for at drille og advare ham "Hvilke små tricks har du ellers oppe i ærmerne?" spurgte hun og havde ikke rigtig forventet noget andet end en lille kniv i sådan en uerfaren dusørjæger som ham. Hun fik ham til at blive ved med at holde fast på kniven, imens hun langsomt nærmede sig hans hals igen.

Tristan sank en klump da hans trick blev vendt imod ham selv. Ikke at det kom som en overraskelse, han havde aldrig været god med at angribe, i det mindste var han meget bedre til at flygte.. "Det kommer vel an på en prøve" svarede han og lavede et anstrengt nevøst smil, det var ikke første gang sådan noget var sket for ham..
Uden yderliger tøven kastede han sig i modsatte retning af kniven og svingede den selv hen over hovedet istedet inden han brugte sin ene fod som stadig lå på jorden til at feje benene væk under hende, det var ikke så svært da hun ikke var ret stor.
Nu ville en anden dusørjæger klart bruge åbningen på et angreb, men ikke Tristan han var allerede i fuld sprint over imod menneskene igen, hvis der var kommet noget godt ud at hans træning så var det facts, og hans vidste f.eks at vampyre ikke måtte angribe eller bide i offentligheden.

Azriel løftede et øjenbryn af hans svar, og vidste ikke hvad han mente. Ville han virkelig prøve at se om han kunne løbe fra hende?
Det fandt hun jo så svaret på, to sekunder senere, hvor hun fik fejet benene væk under sig, og røg direkte på halen, på den kolde jord. Hun ømmede sig lidt, men kom dog hurtigt op, for at forfølge ham. Hun løb hurtigt, men der gik uheldigvis ikke særlig lang tid før han forsvandt imellem de mange mennesker. Hun mumlede nogle små formaninger, og prøvede at finde ham igen. Jægeren havde snakket om sin familie, og havde nævnt at de faktisk var så magtfulde at de kunne dække over jægerens fejltagelser. Det kunne godt være at dén dusørjæger var en total amatør til jagt, men hans familie var sikkert ikke. Hvis Azriel ikke fandt jægeren og gejorde en ende på ham, ville han så løbe hjem til hans familie og sladre om hende? Det måtte ikke ske! Så det var vigtigt at hun fandt ham... Inden han kom alt for langt væk.
Hun begyndte hurtigt at løbe ind og ud imellem de store grupper af mennesker og boder, og så sig koncentreret omkring. *Hvor er han?!* tænkte hun, og kunne mærke efter noget tid, at hun var ved at blive lidt panisk og desperat efter at finde ham. Hunville nødigt have en hel flok dusørjægere efter sig..

Tristan maste sig utolmodigt ind imellem menneskene omkring sig. Med en hurtigt bevægelse havde han snubet en hættetøje fra en fyr der sad på en bænk som han havde lagt trøjen på. Drengen opdagede tilsyneladene ikke noget og Tristan slyngede den omkring sig og hætten op over hovedet inden han saktede farten og gik i almineligt tempo blandt en gruppe unge mennesker. Han fandt en tilfældig pige og slyngede armen om hende imens han begyndte at snakke random. han var temelig ligeglade og gloede bare forvirret på ham. Vampyr pigen burde ikke kunne opspore ham nemt sådan.

Azriels blik blev ved med at gå panisk rundt. Der var ikke lige nogen som lignede dusørjægeren, og måtte begynde at bruge næsen så. Hun stoppede op og tog en dyb indånding og kunne lugte et eller andet, anderledes. Noget menneskeligt, men så alligevel ikke. Det måtte vel være dusørjægeren? Men hvor var han så? Hun fulgte hurtigt lugten og kom hurtigt til det sted hvor det var stærkest. Hun så sig omkring og fik øje på en person med hættetrøje. Hun så mistænktsomt på personen og gik hurtigt efter ham, og kunne med lethed se at det var dusørjægeren. Hun var bare nødt til at vente til at han ville gå væk fra tøsen som han havde slynget en arm omkring, og gå væk fra folkemængden. Troede han virkelig at han kunne snyde hende? Han var da godt dum hvis han troede det...

Tristan satte farten op da han opdagede vampyren tæt på. *satans!* tænkte han til sig selv og bed sig hårdt i læben. Nu var han virkelig på den. Længere fremme kunne der ses et stort pariser hjul. Tristan slap pigen og maste sig hen til det store hjul. Han fik proppet sig ind i en kabine sammen med en random dreng på hans egen aller. Drengen så temelig deprimeret ud, men da han ikke kendte ham ville han ikke spørge. Lidt efter begyndte vognen at køre opad og menneskerne nedenunder dem kom længere og længere væk.

Azriel kunne ikke lade vær med at grine da han satte sig op i et pariserhjul. Nu var han fanget! Lige så snart at han kom ud igen, så ville hun have ham i sin hule hånd! Hvilken idiot!
Hun betragtede hjullet imens det kørte rundt, og holdt godt øje med den kabine hvor dusørjægeren sad i..

Tristan kiggede ned imod menneske mængden, det var ikke svært at spotte den lille vampyr, men hun gemte sig jo heller ikke. Imens de kørte rundt skævede ha lidt til drengen overfor. En gang imellem kom han med små kommentare som "Godt vejr hva?" eller "Pyha, vi er højt oppe" men ellers var der stille, drengen svarede hverken eller kiggede op. Endelig stoppede hjulet og de stod ud. Tristan sørgede for at holde sig tæt til drengen han sad i vogn med, i hvert fald indtil de kom ud til menneskerne.

Azriel så på Tristan med et irriteret blik da han kom ud fra Parisherhjulet, tæt op ad en lille dreng. Nu skulle hun tænke hurtigt, hvilket hun oss gjorde. Hun løb hurtigt over til Tristan og fik hurtigt et ulykkeligt ansigtsudtryk. Hun lagde armene omkring ham og begravede sit ansigt ind mod ham "Hvor blev du af? Jeg kunne hun ikke finde dig!" peb hun og hulkede ind i hans tøj. Hun hulkede og snøftede, uden at fælde en enkelt tåre. Han ville umuligt skubbe hende væk eller gøre noget andet dumt, da de var midt i mængden, i blandt så mange folk. Så dum ville han da heller ikke være...

Nu var det Tristans tur til at tænke hurtigt og han kom hurtigt med et svar. "Undskyld, men mor og far leder efter dig, de står lige der!" svarede han og skubbede hende i retning af et ægtepar som stod og kiggede den anden vej inden han massede ind i mængden igen. Hun var ikke dum, havde nok prøvet det mange gange før. han maste sig ind i menneskene igen og hev hætten over hovedet så hans iøjenfaldene hår ville være usynligt.