Forkert sted på forkert tidspunkt(Seidy)

Tid: 01.32
Vejret: Skyet så ingen måne lyste op på gaderne.

Gågaden var som regel sikkert både dag og nat, men hvis man gik i en af de små smalle gader som førte fra gågaden til havnen, var det måske ikke så sikkert alligevel. Folk holdte sig normalt langt fra dem, men de som var uviden, kunne måske ikke vide at de skulle holde sig langt væk fra disse steder. Røvere, bandemedlemmer, vampyrer og andre væsner holdte sig i disse gader for at finde nogle lette ofre, især smukke unge kvinder var et let bytte for dem. I disse gyder var det næsten fuldstændigt mørk pga af meget dårligt lys, som sad kun på væggen i den ene side, og som kun lyste halvdelen af gaden op. Det var et uhyggeligt gult lys, som gav alt en sygelig farve. Men alle kunne gemme sig under lamperne hvor der var et tykt lag mørke. Som man ikke kunne se igennem, hvis man ikke ligefrem var elver, vampyr eller varulv i sin ulveform. Man vidste aldrig hvad man kunne finde nede i disse gader. Men nogle gange vovede folk dernede, enten fordi de ville skyde genvej hjem, eller fordi de skulle nede i de mørke butikker, som kun solgte det som man normalt ikke kunne finde på normalt hvis.

Seidy var lige stået af toget hun skulle til fest et eller andet sted i byen. Hun skyndte sig gennem gaderne og kom ud på gågaden hvor der var et par fulde idioter, men intet andet. Seidy gik langsomt ned af en lille gyde hvor det var meget mørkt. Hun stoppede helt op og lyttede til sine omgivelser. Det var mærkeligt at stå midt inde i denne mørke gyde. Hun begyndte at gå langsomt hen ad gyden. Hun var iklædt en grå G-star t-shirt, et en kort hvid kort nederdel og et par sorte højhælede sko. Hun var i godt humør, men hun var ikke helt sikker på hvor hun var hende. De var nat og det var koldt og hun havde glemt sin jakke derhjemme. hun var lidt desperat, men det skulle nok gå som det altid gjorde. Hun skulle egentlig følges til festen med en veninde, men hun var ikke på stationen da hun kom så Seidy valgte bare tage der selv helt alene, men efter lidt efter tanke var det nok en dårlig ide efter denne situation hun står i. En lille mørk farlig gyde uden nogen ide om hvor hun er eller hvad klokken var, men hun var næsten sten sikker på at hun var kommet for sent som altid.

Selvom hun havde lyttet efter ville hun aldrig kunne høre disse væsner. De var så lydløse fordi de ikke behøvede at trække vejret som mange andre. En person stod lige pludselig foran Seidy. Det var en høj spinkel mand, med halvt langt hår der gik over øjnene. Han havde en sort læder jakke og mørke bukser. Han blottede sit smil og vidste sine sylespidse tænder, og som andet kunne komme fra en vampyr. Hun hørte skridt bag ved sig, to andre mandelige skikkelser stod bag ved hende ikke så langt væk. De hørte tydeligt blodet i hendes åre som pumpede rundt og som sikkert pumpede langt hurtigere nu, hvor hun opdagede at hun var i fare. Manden foran hende gik nogle skridt nærmere imod hende, så fjernede han lige hår fra øjnene af og vidste nogle glødende røde øjne, som stirrede sulten på hende, især var blikket rettet imod hendes nakke. Så sagde han med en sukkersød stemme.
"Hvad laver dog sådan en lækker pige på dette tidspunkt?"
De to andre havde rykkede sig nærmere imod hende og stod kun ca 1 meter fra hende.

En lav skikkelse gik ned af gaden og var på vej ned af den sammen gyde, nu hvor de ung vampyrer sværmede omkring den unge kvinde Seidy. Skikkelsen stoppede op og stilte sig op af muren, så på hvad der skete.

Foran Seidy stod pludselig en høj mand. Seidy fik et shock, men det var okey. Hun gik lidt tættere på manden glad og smilende og spurgte "Ved du hvor--" Hun blev afbrudt da hun hørte nogle trin bag sig og så to andre mænd komme tættere på. Hun kiggede tilbage til den høje mand og kunne se at han havde redt sit hår til siden så man kunne se hans sultne øjne, mens han snakkede til hende. Seidy blev bange og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. "Ehm... Jeg hedder... Ehm... Seidy..." Sagde hun og vendte sig så hun kunne se dem alle og gik lige så stille tilbage. "Ehm... Jeg tror... Nok jeg ... Skal klare mig." Sagde hun og begyndte at løbe alt hvad hun kunne væk fra dette modbydelige sted og følte ligesom at der var hundrede hunde efter hende. Hendes hjerte bankede sindssygt i skræk og hun kunne intet andet gøre end at løbe væk i mørket uden at vide hvor hun løb hen og prøvede at undslippe forfølgerne som hun ikke vidste hvem eller hvad var.

Desværre for hende havde vampyrenes deres hurtighed, straks havde han overhalet hende og greb fat om halsen på hende og trak hende ind til sig. Så sagde han stille og hviskende i hendes øre.
"du skal ikke være bange, jeg gør ikke noget"
De to andre grinte over det, de var mere end glade for det ofre de havde fået.
Så lød der høje skridt nede af gyden af hvor Seidy ellers havde kommet fra. vampyren som holdte hende vendte sig om, og det sammen gjorde de andre. Nede for enden af gyden stod en lav skikkelse, men selvom man skulle tro at det ville gøre vedkommende mindre uhyggeligt, så gjorde det det ikke. En sort hætte var trukket godt over hovedet, så ansigtet var henlagt i fuldstændigt mørke, det eneste man kunne se var nogle runde Ozzy Osbourner briller, som genspejlede alt tilbage i et uhyggeligt skær. Man kunne hverken se om det var en kvinde eller en mand. Skikkelsen havde en gammeldags stok, næsten sådan en som magtfulde mænd havde i gamledage. Den havde hun foran sig med begge hænder hvilende på den.Gydens dårlige lys lyste skikkelse kun halvt op. Vampyren som holdte Seidy sagde.
"Skrid herfra og så vil der intet ske dig"
De andre to grinte med.
"Ja så vil intet ske dig"
Skikkelse tog hovedet let på skrå og smilte et grumt smil. Selom ansigtet var i fuldstændigt mørke, var hendes sylespidse tænder fuldstændigt synlige i et ondt smil. Skikkelsen gik med hurtige og flydende skridt imod dem. Den ene vampyr gik imod hende overlegen. skikkelsen slog hurtigt stokkens ende imod foden og en ca 10 cm lang tveægget knivspids kom frem. Vampyrene kunne straks lugte at det var sølv. Hun tog et hurtigt skridt frem og lavede en svingende bevægelse med stokkens skarpe ende og den lavede et langt sår som gik op langs armen. Vampyren klynkede og trak sig hurtigt tilbage og det sammen gjorde den anden. De var kun ungvampyrer og havde endnu ikke lært at kæmpe imod en fjende. De to flygtede, men vampyren som holdte Seidy stod stadigvæk stille og holdte Seidy.
"Jeg er ikke bange for dig fremmede"
Sagde han overbevisende til sig selv. Skikkelsen stod ikke langt fra og nu kunne man se at øverste var hættentrøjen åben og skikkelsen havde en lilla top inden under som viste nogle kvindelige former.

Seidy blev helt forskrækket da hun blev grebet om halsen og hevet op mens hun var igang med at flygte. Hun var rædselslagen og havde mest af alt lyst til at skrige, men det kunne hun ikke på grund af det faste tag om hendes hals. Hun så på den store mand der holdte hende og hans røde sultne øjne og stille gled der tårer ned af hendes kinder, mens hun vred sig, mens hun prøvede at komme fri, mens hun kunne hører nogen trække sværd og kæmpe. Men det var ikke hendes største problem lige nu. Hun prøvede at sparke manden der holdte hende, men forgæves hendes ben var for korte. Hun kunne føle at hun var ved at blive svimmel af mangel på luft og pludselig gik det i sort og Seidy var besvimet og hang i hans greb uden at bevæge sig.

Vampyren så at han havde holdt hende for stramt, men han havde andre bekymringer lige nu. Hvis Seidy havde været vågen ville hun havde mærket at han rystede af angst. Det eneste, som var hans sikkerhed lige nu var at han havde den unge kvinden i sine arme. Den mørke kvinden stod bare stille, men så bukkede hovedet let nedad som om hun så noget. Hun gik et par skridt frem og vampyren trak sig også tilbage. Hun bukkede sig ned og tog noget, som lå på jorden. Man kunne ikke se hvad det var, men det Crasie havde var et stykke hår fra Vampyren af. Vampyren mærkede lige pludselig kræftige kløer på sine skuldre og mærkede savl ned af sin kind, da han vendte blikket bag ud, så han lige ind i en kæmpe varulvs ansigt som knurrede vildt og vredt. Han slap Seidy hurtigt og løb med halen mellem benene i retningen af Crasie uden at han lagde mærke til det. Crasie spændte ben for ham med stokken og han faldt så langt som han var. Hun tog straks stokken imod hans hals. Hun havde hovedet lidt nede så man kunne se de neonlilla øjne gløde bag ved brillerne.
"Du er en skændsel for din race, ved du godt det?"
Hun snittede ham straks tværs over brystet, hendes knivspids var lavet af ren sølv så han ville få et evigt ar, som en minde om hvor en svagpisser han var, at angribe flere sammen og tro at han var sej. Hun lod vampyren gå som løb i en hurtig fart. Alt det med varulven var falsk det havde kun været en illusion fra Crasie, hvor kun Vampyren så det. Hun smilte for sig selv, hun syntes det var en god ide, for en varulv ville nok skræmme livet ud af ham.