I Frelserens navn! - Dania

Tid: 10:00
Sted: Werclare Domkirke.
Dato: 1/7 - 11
Vejr: Solrigt.
Omgivelser: Mennesker overalt.
Påklædning: Præsterobe, kridhvid og uden krave.

Christof var igang med at gøre sin prædiken færdig. Han havde snart ikke mere tid, og skulle også nå noget andet. Ordenen havde fået nys om en gruppe vampyrere der hærgede i Werclares undergrund. "In nomine Patris et fillii et Spiritus Sancti. Amen." Koret gentog hans Amen, og han gik langsomt ned fra prædikestolen. Han var hvad der lignede den yngste præst i byen, men var i virkeligheden den ældste. Han gik hen til alteret, og læste det sædvanelige stykke op. Han gik nu rundt med vinen og brødet. Mumlede de tilvante ord. Han skulle til at gå ud i baglokalet, nu da gudstjenesten var færdig, da Malfredo greb fat i ham. Malfredo var kordegnen. "Messer Shirewood, vi er løbet ind i et mindre problem."
Christof vente sig imod manden. "Avanti, Malfredo. Tal din sag." Manden bukkede dybt for præsten. "Ser du, vores budget er styrtdykket den seneste tid. Jeg er bange for at vi snart må gå nedenom og hjem!" Christof kiggede på ham indtil han blinkede med øjnene. "Jamen, så må vi da bare sprede Guds ord på gaden, om nødvendigt! Gå nu, Malfredo. Jeg tager mig af sagerne." Igen bukkede manden, og forsvandt for præstens øjne. Det lod til at folk havde forladt kirken, så Christof gik hen til alteret for at ligge den oldgamle bibel væk. Men han følte dog, at der var nogen.

Dania sad oppe på en af de store orgelpiber. De store, rødlige vinger havde hun fremme, men dog var de foldet sammen, så de ikke fyldte sig meget. Hun klappede let, da kun præsten var tilbage i kirken. "Sikke dog en rørende prædiken." sagde hun bifaldende, og smilede let ned til væsenet. Det var ikke til at høre på hende om hun gjorde grin med ham, eller om hun faktisk mente det. Hun lod sig falde ned fra piben, og bredte vingerne ud til at tage farten af faldet så hun fik en blød landing. Elegant landede hun på de bare tæer, og stod på det kolde marmor gulv i midtergangen mellem kirkebænkene.
De lange røde krøller var samlet i en hestehale, så der i det mindste var en smule styr på dem. Hun var klædt i en stramtsiddende, langærmet t-shirt der fremhævede de kvindelige former, og med sin grønne farve klædte det røde hår. Derudover havde hun et par hvide shorts på, men - som sagt - ingen sko. Hun hadede sko.

Præsten gik ind bag en slags skærm med bibelen, og snakkede videre bag den. "Hvad vil du mig, englebasse?" Han tillod sig den slags af de to simple grunde, at han var ældre end de fleste, og at han havde kendt herrens søn, Jesus. Faktisk var han et af de tidligere disciple, men det holdt han så tæt på kroppen at ingen andre end han vidste det. Måske hemmeligheden skulle ud, men ikke nu. Slet ikke nu. Han smed roben, og iklædte sig et par mørkeblå bukser. Hans let muskuløse mave var nærmest bleg i skæret fra lysene.
"Burde du ikke få tungen på gled? Jeg har ikke tid til tant og fjas." Han trak i sin sædvanelige hvide skjorte, den yderligere vest med hætten og så den sidevendte kappe. Alt sammen en smule hurtigere end menneskeligt tilladt. Han trådte ud fra skærmens skjul, og gik over i våbenhuset på siden af kirken. Der have han rent faktisk våben, men i skjul for det menneskelige øje, bag en hul væg. Derfra tog han sine diverse ting. Sølvknive, korsformede stiletter, sværd med indgraverede pentagrammer og en masse andet. Alt sammen til jagt af både dæmoner og vampyre. Til jagt af hans egen slags, overnaturlige og grusomme væsener.
Han gik med hastige skridt imod alteret igen, og satte sig på knæ for at bede en bøn. "Gloria Patri, et Filio, et Spiritui Sancto. Sicut erat in principio, et nunc, et semper, et in saecula saeculorum. Amen."

En yderst utilfreds mine gled over Danias kønne ansigt. "Min allerkæreste, dæmon.. Kald mig ikke 'englebasse' igen. Mit navn er Dania, og det vil jeg foretrække at du bruger når du taler til mig. Desuden er det andet forfærdeligt nedværdigende." sagde hun bestemt ved den uhøflige tiltale. Hun lod de blågrå øjne følge ham som han bevægede sig gennem kirken. "Hvem har nogensinde sagt et ord om at jeg vil dig noget? Det er ikke en mulighed at jeg tilfældigvis befandt mig i kirken da I påbegyndte jeres lille gudstjeneste og ikke havde lyst til at gå blot fordi I stoppede?" spurte hun med en nysgerrig klan i den rene stemme. Hun lagde hovedet let på skrå, og så efter ham da han forsvandt ud i våbenhuset. Sikke dog en ubehøvlet dæmon hun havde fundet sig her.. Men, det var dog ikke noget hun ikke havde set før.. Hun smilede svagt med tanken, og rystede på hovedet. Afventede roligt hans respons.

Han rejste sig fra alteret, og vendte sig om imod englen. "Hvad ved jeg, jeg er ikke tankelæser. Og jeg har set så meget igennem tiderne, du kunne være her af så uendeligt mange grunde." Igen gik han ind bag skærmen, og låste et skab op, hvori han lagde bibelen. Den var aldeles gammel. Dog ikke ældre end ham selv. "Men sig mig så, Dania," han lagde et hårdt og nærmest ubehageligt tryk på navnet, "hvad bringer dig så til min ydmyge kirke? Noget specielt ærinde?"
Han gik rundt i kirken, indsamlede diverse smådimser og gjorde andre ting i stand, han gjorde en smule rent her og der, og smækkede så dørene i. Han bevægede sig op igennem kirken, kiggede til højre og venstre for at se om alt var i orden. Og da han stod oppe foran alteret med den korsfæstede søn af herren, gjorde han korsets tegn over brystet. "Du er måske kommet efter korset? Du har ingen anelse om, hvor mange engle der har været forbi for at ville stjæle det."
Han gik lidt frem og tilbage foran det. "Jeg hentede det selv fra Jerusalem, den dag Han blev korsfæstet. Den dag Han betroede sin ånd til Herren." Han gjorde en sidste gang korsets tegn.

Dania rynkede let brynene. "Jeg er ingen tyv! Desuden er jeg her blot fordi jeg kan lide det. Her er rart at være." svarede hun, og løftede let hagen. Hun brød sig mindre og mindre om denne dæmon. Han var noget så ubehøvlet. Kendte ikke den mindste smule til respekt. "Men sig mig, kære dæmon, har du et navn, eller ynder du at gå navneløs rundt?" spurgte hun roligt, så sendte ham et let blik. Var tydeligvis ikke ovenud let at gøre vred. Irriteres kunne hun godt, men gøre vred? Nej, der skulle godt nok meget til før det skete.
Hun rystede let på hovedet af hans påstand. Så han havde hentet korset, hm? Selveste Christus' kors var sat i Werclare's domkrike? Sød historie... Hun satte sig ned på den nærmeste kirkebænk og betragtede hans små sysler. Så du har altså bragt Jesu Christi kors til Werclare? Hvordan klarede du den? Brugte din vindende personlighed til at charmere alle og enhver til intet at sige?" spurgte hun med et stænk af nysgerrighed i stemmen. Dog også med et lettere sarkastisk smil om den svag rosa mund.

"Hvilket navn vil du have? Mit seneste dæknavn, eller et af dem fra renæssancen? Måske et fra korstogenes tid? Eller fra hvor ven Christus' tid?" Han gik hen foran korset endnu engang, og betragtede det længe. "Ja, jeg bar det. Hele vejen fra Jerusalem. Det var mit lod, min forbandelse. At bære selveste Jesu kors. Gud gav mig den opgave i sin tid. At bære det hen et frit sted, hvor jeg kunne opføre en kirke. Sidste halvdel blev dog ikke opfyldt, så han forbandede mig yderligere."
Han sukkede dybt, og vendte sig så endnu engang imod englen. "Er det svært at tro på mine ord? Ordene fra en præst, et discipel? Jeg er en guds mand, intet andet. Og dog er jeg mere end det." Han gik ned langs kirkegulvet, og løftede en flise nede ved tredje bagerste række, to fliserækker ud. Under den lå et skrin. Et lille, fint dekoreret maghoniskrin. Han åbnede det, men ikke meget. Det var hans hemmelighed, det der var gemt deri. En stump reb. Ganske fint, og som nyt. Men oldgammelt.
Det var det han frygtede mest, men også hans største styrke. Han lagde skrinet tilbage, og lagde flisen indover bagefter.

Dania blinkede let med øjnene, og tog blikket fra ham. "Hvilket navn du giver mig, er lige meget. Der er jo heller ingen der har sagt at det navn jeg har givet dig er mit fødenavn, vel? Bare giv mig et navn så jeg kan slippe for at kalde dig dæmon." svarede hun, og lod blikket glide rundt i kirken. Hun elskede stedet. Ikke fordi det var et guds hus, men fordi det var så... Smukt... Så ærværdigt.
"Sig mig en ting, gider du? Hvorfor er du så... Uvenlig? Føler du dig højt hævet over mig fordi du har slæbt rundt på Jesu kors? Eller er det bare fordi jeg er en engel? Hvorfor?"
Hun havde vendt blikket mod ham igen. Så undrende på ham. Hun var vant til at andre væsener følte sig hævet over hende. Men det forhindrede hende nu ikke i at forsøge at ændre på det. Eller i det mindste finde ud af hvorfor. For når alt kom til alt... Så kunne hun virkelig ikke udstå det...

Han smilede nærmest djævelsk. "Navnet er Christof. Og jo, mit fødenavn er rent faktisk det navn, jeg bør og skal have. Gud sagde det selv." Han gik hen ved siden af døbefonten, og kørte langsomt en finger ned igennem det store messingkar. Det var støvet, for der var ikke mange der var blevet døbt i den seneste tid. Alt for lidt i forhold til standarden, i hvert fald. Han hentede hurtigt en kande belagt med guld, fyldt til randen med vand. Han hældte det op i karet, og skyldede det. Støv var ikke det pæneste at kigge på i en kirke, efter hans mening.
"Uvenlig? Tjah, måske er det fordi jeg har travlt? Eller måske fordi DU føler dig hævet over andre? Der var ingen grund til at sidde på mit fine orgel! Du kunne have taget en plads sammen med alle andre mennesker, men det er Gud's hellige ånder måske blevet for fine til?" Han gik tilbage med kanden, og tømte karet ud igennem døren i våbenhuset, så vandet løb ud på gårdspladsen. *Hun ved slet intet, det arme pigebarn! Har Herren hende intet fortalt?* Han undrede sig over englen.
Vidste hun ikke hvem han var? Kunne hun ikke fornemme det? Enten var han blevet særdeles bedre end sidst, eller også var englene blevet slappe.

Dania smilede let ad ham. "Der er nu ikke meget 'helligt' over mig.." kommenterede hun med et ubekymret skuldertræk. "Din kirke, og dit orgel? Kirken er ikke en privat ejendom, og det er orglet heller ikke. Det er lige så meget mit som det er dit. fortalte hun og foldede armene på ryglænet af bænken foran den hun sad på, og hvilede så hovedet på armene. Følte hun sig højt hævet over alle andre? Det skulle hun ikke mene at hun gjorde... Men så igen, det kunne jo lige netop være derfor at hun gjorde det? Måske... Det var ikke til at vide.
"Men hvis du har travlt, så skal du da endelig ikke lade dig forsinke af min tilstedeværelse. Jeg havde alligevel ikke tænkt mig at gå lige foreløbig, så nu må du endelig ikke tro at jeg er her blot for din skyld." sagde hun med et glimt i øjet.
Nej, at kalde Dania hellig ville være en skam. For det var hun helt bestemt ikke. Hun var alt for menneskelig til at være det. Hun var fuld af fejl og mangler, og hun var fuldstændig ligeglad. Det kunne godt være at han var en sand guds discipel, men efter Danias mening burde det nu ikke hæve ham til noget helligt.