Would you look at that, huh? ~ Alias

Årstid: Sommer
Dato: 02/07
Dag: Torsdag
Tid: 00.53
Sted: Havnen
Vejr: Så mørkt som det nu engang bliver i sommermånederne
Omgivelser: Pakhuse, fortøjrede skibe og både.

Lange skridt førte en høj, slank skikkelse gennem det lune mørke. De røde krøller var samlet i en meget løs hestehale, og den unge kvinde var klædt i en grøn halternecktop og et par korte, hvide shorts. Ingen sko. Hun hadede sko. Sko var irriterende. De lyse, gråblå øjne gled roligt henover de sorte bølger. En let vind førte lugten af tang og saltvand med sig ind fra havet. Kvinden nød det. Hun lukkede øjnene et øjeblik og blev stående for at nyde det lune mørke, lugten af hav og stilheden. For engangs skyld var der stille. Helt stille. Også i hendes hoved. Det skete ikke ofte. Som regel beskæftigede hun tankerne med en hel masse på samme tid, for at aflede dem fra de evige skrig der huserede i hendes hoved. Hun smilede svagt, åbnede øjnene og gik videre. Måske var der faktisk på tide at vende snuden hjemad...

Dania var alt i alt en meget almindelig engel. Hun virkede ofte naiv og godtroende, der skulle som regel ikke meget til bringe et smil til hendes læber, og man ik let det indtryk at hun var et af de mest uskyldige væsner der nogensinde havde betrådt denne jord.
Skulle sandheden frem var hun slet ikke sådan. Hun var alt andet en godtroende, og da slet ikke naiv. Og hun var heller ikke uskyldig. Det var der ingen der var efter at have levet i 800 år. Det var simpelthen ikke muligt... I hvert fald ikke hvis man spurgte Dania.

Alias lod sine negle glide ned over de rug sten, han havde ikke lange negle, men alligvel var de ikke helt nedslidte som så mange andres. Hans blik var dyrisk, og der var intet mennesligt at fornemme ved hans væsen, ikke på nuværrende tidspunkt, men hans udsene kunne snyde, og det gjrode det, for han lignede en dreng.. en helt aldrmindelig sort håret høj, slank dreng, klædt i skinny sorte jeans, hvid skjote, sort jakke, sorte convers.. han følte sig nu meget godt kamofleret her i den mørke nat, han gik i et med sien omgivelser. Dog var han her ikke bare for en spacere tur, han var et dyr i forklædning.. et meget sulten dyr, hans øjne var så mørk som natten selv, hvilke plagede at være grønne når han var mere sig selv.. hans hugtænder var blottet, og hans tænder var det eneste tydeligt ved ham, da de var helt hvide og klar.. til at bide i hvad som helt der bevægede sig.. bare en eller anden, han var fuldstændig ligeglad med hvem det var. Han bevægede sig lydløst og hurtigt langs muren ved havnene, han kravlede op og ned af væggende sprang fra tag til tag, sneg sig rundt, ledte efter tegne på liv, lige som han skulle til at søge længere ind i byen, da havnene syntes øde.. fik han fæten.. færten af engel.. og hans øjne lynede i mørket af sult og længelse.

Dania gik roligt videre, var sunket hen i tanker. Stilheden var hørt op. Hun sukkede let og rystede på hovedet. Smilede let for sig selv. Det var da også helt umuligt at få en stille stund for sig selv uden at man absolut skulle afbrydes af tusindvis af tanker.
Lugten af en vampyr sneg sig langsomt ind på hende, og fortalte hende at et af de bodsugende væsner var i nærheden. Hun od sig dog ikke mærke synderligt med det og gik blot videre. Hun var ikke bange. Det værste en vampyr kunne gøre hende var at tage hendes liv, og helt ærligt, så var det ikke noget hun frygtede. Jo, hun så da helst at hun fik lov at leve, aller helst ville hun finde den person hun var sat på jorden for at beskytte indtil dennes liv var ovre, men var det ikke muligt havde hun ikke tænkt sig at tigge om nåde for sit liv. Det var ikke nødvendigt. - Hun havde allerede levet op til flere liv, i løbet af den tid hun havde eksisteret.

// ey.. sorry det har været så længe ._. men jeg regner med at blive mere aktiv nu i hvert fald, borset fra den ene uge jeg lige skal på ferie D: så håber du er okay med at der gik så lang tid, for jeg vil stadig gerne emne //

Alias sneg sig vider gennem natten på jagt efter det bytte der var beregnet til at tilfredstille hans sult, han var ikke fej for at slå ihjel, det var noget han helst gjorde, at lade et bytte overleve var en forfærndelig gerning, hvis han selv skulle bestemme så ville han heller dø, end at gå rundt med det ar.. i sin sjæl, resten af sit liv. Han brød sig godt nok ikke meget om engle blod, han syntes det var noget.. sødt snask, ikke godt nok efter hans mening, men hvad så.. han var så sulten det snart kunne gøre lige meget, om han så skulle drikke blod fra et usselt dyr. Han snuste ind igen imens han nærmede sig offert, Han stoppede ikke så langt fra hende og lod sig glide ned af et afløbsrør lydløs, og lanede bag hende han smilte stille, vidste ikke om han blidt skulel hilsen eller om han bare skulle kaste sig ud i det. Han bevægede sig ind mod hende og tog fat i hendes arm i det han snuste ind, og trak hende tilbage mod sig og lagde hurtigt fingerne over hendes læber, så hun ikke ville skrige op, han stod med forten mod hendes ryg og et fast tag om hendes arm, og en hånd over hendes mund. "Sssh.. hvis du skriger.. så du død" hviskede han stille.

Dania følte sig ikke utryg da den vampriske lugt kom nærmere og nærmere. Det kunne jo være at vedkommende blot var ude efter en fredelig snak? Og hvis ikke så pyt da med det. Hun havde haft en god dag, og det var meget længe siden at hun var blevet bidt sidst, så hun havde masser af blod at give af.
Da hun mærkede de kolde fingre lukke sig om sin arm åbnede hun munden for at sige noget, og var begyndt at vende sig om for at se på vampyren, da han lagde den frie hånd over hendes mund og trak hende ind mod sig.
Hun udstødte en lille utilfreds lyd og rynkede panden. Han kunne da for fanden opføre sig med manerer i stedet for at at forsøge at tiltvinge sig hendes blod på den måde.
Dania var af den indstilling at hvis blot man bad hende pænt om noget, så var hun villig til at gøre det næsten ligegyldigt hvad det var.
Selvom hun var mærkbart vred var hun stadig i stand til at opføre sig med stor ro. Hun tog fat om håndleddet på den hånd han holdt over hendes mund med samme bestemte fasthed som man ville tage fat i armen på et barn der ikke ville høre efter; Ikke hårdt nok til at det kunne gøre ondt, men hårdt nok til at det kunne mærkes. Roligt gjorde hun mine til at ville føre hans hånd væk fra sit ansigt. Hun var udemærket godt klar over at det kun ville lade sig gøre hvis han tillod det. Det var også derfor at hun ikke panisk rev og flåede i hans hånd. Det ville få ham til at tro at hun kunne finde på at råbe og skrige så snart han slap hende. Og desuden så synes hun ikke at hun kunne tillade sig selv at nedværdige sig til panik. Dertil var hun alt for gammel.

Alias begyndte langsomt at trække hende med sig ind mod en gyde der var henlagt i mørke, så han ikke vagte opsigt, hvilket han jo helst ville uindgå. Han smilte fordigtigt og trak hende ind i gydens mørke, mørkt for hende, men nemt at se for ham, som vampyr havde man jo sine små fordele. Han var temmlig imponerede ovwer hendes rolighed, ind til vider i hvert fald, hendes hjerte havde ikke sat farten op, hun måtte ikke være bange, hvilket var ret modigt af hende, normalt var alias jo ikke ret ond, han var en flink ung gentelman, afhøjre rang, men som mange andre helveds væsner havde han jo også sin onde side, han bugte den bare ikke så tit, slet ikke når han jagede, han fortrak at slå offert ihjel med det samme, han ville helst uindgå at lade det lide for længe, frygten for at dø var nok i sig selv, han tog deres liv og derefter deres blod, så skilte han sig af med liget, i havet eller brænde det eller andre slags metoder han endelig helst holdte for sig selv. Han havde ikke dræbt denne kvinde endnu, der var noget ved hende der facinerede ham, allwerede nu havde hun skilt sig ud fra alle andre der nogen sinde havde været hans offer, og han havde ikke engang set hendes ansigt endu.. Faktisk.. Ville han ikke se hendes ansigt, hvorfor.. Det var en læængere forklaring af en anden betydning, han følte bare at det var det rigtige, at gøre. "du må ikke se på moig.. Du må ikke vende dig om" hvisked han blidt og lod hendes varme hånd mod hans iskolde føre hans hånd væk fra hendes mund og langsomt ned af hendes hals. Han vidste hun iikke ville skrige, det bar hun for klog til, og han vidste hun ikke ville se på ham, han vidste det bare, han kunne føle det.