ingen krea til overskrift XD (Jordan)

sted: havnen
dato og tid: irl
vejr: irl
omgivelser: ingen.. måske lidt mennesker hist og her


"Steffani?! Steffaniiii!!!!!?" råbte den unge dreng efter sin tvillinge søster. Jonathan små¨lunter rundt på molen, for at lede efter sin tvilling Steffani. hun havde været væk lidt for længe og det bekymrede Jonathan meget. efter lidt tid ser han sin søster går ude mellem nogle både. det lettede på hans døde hjerte at hans søster var okay eller hvertfald så ud til at være okay. han satte sig ned på en bænk og betragtede sin søster rende rundt på broen mellem bådene. det var et rart syn og det fik den unge drengs sind i ro. dog vidste han at han snart måtte ud og jage for at finde nok føde både til hende og ham selv "Streffani???!!!! du skal hjem nu!!!jeg skal afsted!!" råbte han så højt han kunne. den unge pige reagerede med det samme og løb hurtigt tilbage til sin bror "oookay Jonathan.. prøv at fang en engel denne gang.. savner sådan engle blod" grinte hun mundtert og løb mod en båd. Jonathan så efter hende med et lille smil og så sig lidt omkring *høje krav hun har.. engle blod det bliver svært* tænkte han og begyndte at gå mod vejen for at komme ind i byen.

Jordan kom gående langs havnen, han var på vej ned til sin båd. Jah, han ejede en båd, men så stor og speciel var den nu heller ikke. Han nød bare tanken om at han kunne sejle lidt ud på vandet, når han havde brug for at tænke lidt. Det var i hvert fald bedre, end at sidde på en bar eller en cafe. Så ville Jordan hellere nyde synet af vand. Men der var noget som irriterede Jordan lige nu, han kunne lugte at der var vampyrer nede ved bådene, han hadede når de rendte rundt dernede, man viste jo aldrig om de ødelagde noget. Men han kunne lugte at den ene vampyr var på vej væk, så blev det lidt lettere at jage den anden vampyr væk. Da Jordan kom tættere på bådene, fik han øje på en pige vampyr og trak lidt på den ene skulder. Han slog ikke tanken om at jage hende væk, bare fordi hun var en pige. Han gik derefter ned på molen, men gik ikke særlig tæt på vampyren. Han var faktisk glad for at det var en pige, for så var hun ikke stærkere end ham. Drenge væsner var stærkere end pige væsner, heldigvis. "Hey! Kom lige væk derfra! Jeg gider ikke have dig i nærheden af min båd!" råbte Jordan og lagde sine hænder ned i lommen. Han var ret ligeglad med om han blev nød til at smide hende væk, med sine egne hænder. Men sådan var det jo.

Jonathan stoppede brat da han kunne høre nogle råbe og så sig over skulderen. Steffani stoppede da hun hørte en råbe efter hende og så mod personen. hun havde et venligt smil på læben "undskyld hr. men jeg skal altså have lov til at komme hen til min båd.. det er min ret" sagde han med et lille pige fnis og legede lidt med sin nederdel, som en lille pige. hendes mørkebrune øjne fik et svagt skær af rød, men ikke noget man nødvendigvis ville ligge mærke til. Jonathan vente sig om og kunne se Steffani snakkede, men han kunne ikke se nogen andre. dog kunne han lugte dæmon og det bekymrede ham meget. der måtte ikke ske hans elskede Tvilling noget *kom nu Jonathan tøsen klare sig selv.. du er sulten fin noget føde* sagde han stemme inde i hans hovede. det fik ham til at knurrer lidt.

Jordan løftede kort det ene øjenbryn da hun kaldte ham "hr" og lagde sit hoved lidt på skrå. Han brød sig ikke rigtig om, at hun skulle stå og fnise sådan der, imens hun svarede ham. Han følte at hun ligeså godt bare kunne have bedt ham om at skride. Han svarede hende ikke, han stod bare og så tænkende på hende og tænkte over hvornår den anden vampyr ville komme tilbage. Han var på ingen måde bange for vampyrer, han havde mødt det der var værre. Og hun var jo kun et barn, eller hun lignede et i hvert fald. Jordan trak bare lidt på den ene skulder efter noget tid, og begyndte så derefter at gå igen. Han gik roligt fordi pigen og så sig ikke et sekund tilbage, han fortsatte bare fremad. Hvorfor også skænke pigen endnu et blik? Da han endelig kom hen til sin båd, gik han op på den og begyndte at tjekke de forskellige ting. Nok en af de ting han tjekkede mest op på, var om hans båd havde fået rust. Men det havde den heldigvis ikke, han orkede ikke at skrotte en båd, bare for at købe en helt ny. Jordan kiggede stadig ikke på pigen en eneste gang, han tjekkede kun med næsen. For han ville hverken have pigen eller den anden vampyr tættere på sig. Han ville virkelig gerne bruge noget andet på sin aften, end at skulle blive sur.

pigen blev stående helt ynkeligt og så op på ham. hun så så tilbage og fik med det samme øjn kontakt med sin bror, der nu stod helt tæt på hende "er du okay Steffani?.. gjorde han dig noget??.. skal jeg dræbe ham?" spurgte Jonathan hurtigt efter hinanden, da han slet ikke brød sig om at hans elskede søster havde snakket med en totalt fremmet uden ham. Steffani kyssede ham blot på kinden og skyndte sig hen på den båd, som de ejede. Jonathan så efter hende med et tænksomt blik *du ved hvad det betyder Jonathan.. også selvom hun måske vil have dig til at tro det er ligemeget... kom nu dræb ham.. det er så meget nemmere* sagde stemmen i hans hoved. for en gangs skyld lyttede Jonathan til stemmen. han gik hen mod den fremmedes båd og havde et barnligt smil på læben. han stoppede ved båden og studerede den nysgerrigt fra kajen.

Jordan fik et lille chok, da den anden vampyrs lugt straks var kommet tilstede igen. Men han skænkede dem ikke noget som helst form for blik. Han fortsatte bare med at tjekke sin båd, for de forskellige ting. Men dog alligevel kunne han ikke lade være med at smile lidt, da han fandt ud af at de var søskende, det var faktisk lidt sødt at han bekymrede sig så meget for sin søster. Men det kunne Jordan, så heller ikke rigtig udtale sig om. For han havde aldrig kendt sine søskende, de blev bortadopteret da han var ret ung, alt for ung til at kunne huske det. Lidt efter begyndte Jordan at kunne lugte drenge vampyren komme tættere på og blev lidt irriteret fordi han gad virkelig ikke forstyrres lige nu. Men selvom han viste at denne vampyr måske var sulten, var han slet ikke bange, fordi vampyren ville alligevel ikke få lov til at komme tæt på. Han stoppede dog med at rode ved båden, da han så at drengen var stoppet op tæt ved båden og bare stod og stirrede på den. Jordan sukkede lidt irriteret og kørte en hånd gennem håret, hans øjne var begyndt at blive lidt sorte, men det var ikke noget han selv lagde mærke til. Han gik hen til kanten af båden og så på drengen, men de havde ikke øjenkontakt. "Du for ikke noget ud af komme herover, du skulle jo nødig komme til skade, foran din søster" sagde Jordan helt roligt, han smilte ikke engang og ignorerede bare vampyrens barnlige smil.

Jonathan så op på den fremmede dæmon "komme til skade?... tror De ikke jeg kan passe på mig selv?" spurgte han høfligt og lod stille sine blege iskolde hånd køre henover båden "og hvis jeg endelig skulle komme til skade og min kære Steffani skulle se det.. så ville hun bare blive vred og voldelig.. så det er der vel ingen af os der vil have vel?" sagde han glad og smilte venligt og barnligt til den fremmede *DROP DET! Jonathan du er ved at blive for kedelig, kan du ikke bare dræbe, jeg vil se blooood... kom nuuu* sagde stemmen i hans hoved og hans hænder begyndte at sitre. et lidt irriteret grin forlod Jonathans læber "hold kæft" hviskede han stille og knækkede med nakken for at slappe lidt mere af. igen blev han helt rolig i kroppen og det barnlig udtryk i hans ansigt var igen tydeligt. med en let bevægelse bankede han lidt på bådens side, for at lytte til ja lyden. inderst inde håbede han på en lille kamp med denne dæmon, da han havde kedet sig meget den sidste tid og han ville bare så gerne havde lidt sjov.

Jordan studerede denne vampyr ret nøje. Hans bevægelser, både med kroppen og med munden. Men han holdt sig fra øjnene, han var nemlig ikke så vild med øjenkontakt, kun med folk som han virkelig kunne stole på og holdte af. Og ingen af dele følte han for vampyren, men det var også forståeligt nok. Jordan smilte skævt over vampyrens svar og lagde armene over kors. " Jo vist.. Du kan nok godt passe på dig selv, men så skulle vi jo nødig have at din søster kom til skade, jeg er ikke bange for at slå på piger, de skal selvf bare gøre sig fortjent til det først, og det gør man, når man er en ligesom jer" svarede Jordan og havde ikke i sinde at fornærme nogen, men han sagde sin mening og sådan var det jo. Dog kunne Jordan ikke lide synet af at vampyren rørte hans båd, men hvis han kunne undgå krops kontakt med dem, så prøvede han i hvert fald. Jordan havde andet at lave, end at stå og snakke med vampyren, som åbenbart kun var ude på at lege. Det var næsten tydeligt, på det der barnlige smil. Men det gad Jordan altså ikke, og han ville især ikke slås. Kun hvis han altså kunne undgå det, men han regnede ikke med at komme frygtelig meget tilskade, hvis der skulle ske noget.

Jonathan smilte bare af det han sagde, dog forsvandt hans smil med det samme da han hørte det om han kort kunne skade hans søster. det mest forkerte at sige til den lilel vampyr. han levede for sin tvillinge søster og ville aldrig lade der ske hende noget. han knyttede sine hænder hårdt sammen og så nu koldt op på dæmonen "De vover dig ud på dybt van nu min hr." sagde han med en svag væsen. pludselig stod han oppe på dækket ikke langt fra dæmonen og så vredt på ham. de før så smukke krystal blå øjne var nu helt røde og fyld med had. had til denne dæmon *jaaaa.. go Jonathan!! dræb spaden kom nu lad der blive blod!!* sang stemmen i vampyrens hoved. Jonathan så måske svag og sårbar ud, men han var nu stærk og kunne sagtens slå fra sig, han var jo trods alt en vampyr.. og en morderisk af slagsen. den lilel drenges krop var begyndt at ryste lidt, dog kun af vrede.

Jordan blev ikke særlig overrasket over vampyrens reaktion, han stod bare helt stille selvom vampyren rørte på sig og så ellers ret afslappet ud. Altså, når man ikke tænkte over at hans øjne langsomt begyndte at blive sorte, fordi han var begyndt at blive godt irriteret over denne vampyr og kunne slet ikke forstå hvorfor han ikke bare valgte et nemmere offer at flippe ud på. Og igen, blev han irriteret over at blive kaldt "hr" hvad skete der lige for deres tidsalder!? Man skulle næsten ikke tro, at de viste at de levede i det 20.århundrede. Jordan rykkede først nu lidt på sig og smilte svagt til vampyren, men hans øjne forblev stadig lidt sorte. De var ikke helt kulsorte endnu, dog ikke. "Jeg sagde ikke at jeg VILLE skade hende vel?? Jeg slår kun dem, som også slår på mig, så så længe hun ikke gør mig noget af nogen art, så gør jeg heller ikke hende noget, jeg er ikke ude på at skade din familie, min ven" sagde Jordan i en rolig tone og lagde hovedet lidt på skrå, så hans sorte/brune hår fulgte lidt med i bevægelsen. Jordan så kort over på vampyrens søster, men vendte med det samme blikket på vampyren igen. Lige nu, var det ham som Jordan helst ville holde øje med. For han var tættest på.

Jonathan snerrede af ham om knyttede sine hænder lidt *kom nu bare slå ham ihjel!!! inden han snakker dig fra det* sagde stemmen i hans hoved. jonathan rystede på hovedet og prøvede at få lidt styr på sig selv. han holdte øje med alle den fremmedes bevægelser og lagde især mærke til han kiggede over på Steffani "det var en trusel så kom med... du truede med at du kunne skade in søster.. det finder jeg mig ikke i... du skal ikke true min søster.. du skal ikke engang se på hende" sagde han en smule vred, dog ikke helt lige som før. det var underligt, men han havde ikke lyst til at slå denne mand ihjel.. ihvertfald ikke lige nu, men han havde på samme tid heller ikke lyst til bare at lade ham være, især ikke nu når han havde følt den fremmede havde truet hans søster. det kunne jonathan ikke bare lade flyve forbi.

Jordan rystede lidt på hovedet af denne unge vampyr. Hvorfor også i det hele taget gøre så unge mennesker til vampyrer, de skulle da have lov til at kunne gøre en indsats med deres liv, inden denne grusomme forbandelse skulle blive nød til at falde over dem. Jordan stod faktisk i sine egne tanker i omkring 5 min. han glemte alt om de 2 vampyrer som lige nu var ret tæt på ham, eller i hvert fald i området. Men da han endelig kom tilbage til den virkelige verden, tog han sin jakke af, og hoppede hurtigt hen foran vampyren, så de stod ret tæt på hinanden. Men alligevel rørte de ikke hinanden. Jordan stod bare og så ned på ham med sine halv sorte øjne, indtil et lille smil kom frem på hans læber og hans sorte øjne forsvandt og blev normale igen. "Jamen.. Så slå mig, jeg kan se på dig at du gerne vil.. så gør det" sagde Jordan helt stille og smilet forsvandt igen. Det var ikke fordi Jordan specielt havde lyst til at gå hjem med skrammer, men hvis det var meningen at han skulle det, så måtte han jo det. Han stod måske og så lidt uskyldigt på den lille vampyr, men det var slet ikke meningen og det var ikke noget han selv lagde mærke til. Sådan var Jordan bare.

Jonathan lagde godt mærke til at fyren var i sine egne tanker i noget tid og det gav ham tid til at få sin ven i hovedet til at holde sin mund. Han reagerede slet ikke på dæmonen nu stod helt tæt på ham. med et rolig bevægelse så han op på fyren og smilte sødt "det er jo ikke sjovt at slå når personen man vil slå beder end om det... med mindre det er under samleje" sagde han barnligt og grinte lidt. han lagde begge sine hænder på fyrens brystkasse og strækte sig lidt op, så deres ansigter var tættere på hinanden "synes du ikke?" hviskede han næsten firtene *aaaarg Jonathan stop nu.. det for du ikke noget ud af!!* brokkede stemmen sig. Jonathan ignorerede denne gang nemt stemmen og havde blot sin koncentration på fyren.

Jordan blev lidt overrasket over det svar som vampyren kom med, men viste det ikke sådan direkte. I stedet nøjes han bare med at løfte det ene øjenbryn og lagde hovedet lidt så skrå. Han stod og tænkte lidt over det svar som han havde kommet med, for han havde virkelig ikke forudset at vampyren ville sige sådan noget i den alder. Men nu viste Jordan jo heller ikke hvor gammel denne fyr i virkeligheden var, hvis man talte alle vampyr årene med. Han så derefter lidt ned på sin brystkasse da han mærkede vampyrens hænder på sin brystkasse og smilte lidt svagt. Jordan sukkede derefter lidt og tog sine hænder op for at tage vampyrens hænder af sin brystkasse ligeså stille, så det ikke fornærmede nogen og gik et skridt tilbage. "Jeg er nok ikke rigtig din type" var Jordan eneste svar, han viste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige og smilte lidt igen. Inden han vendte sig om og gik ned på sin båd igen og samlede sin jakke op, som han havde smidt på dækket. Han vendte sig imod vampyren igen og lagde hovedet lidt på skrå, imens han ligeså stille stilte sig op af væggen til kahytten og lagde hænderne ned i lommerne.

Jonathan rettede sig op da han blev afvist og lagde hovedet let på skrå. han vidste godt at det nok ikke ville føre til noget, men han ville bare så hvordan dæmonen ville reagere. det morede ham ofte, men denne gang havde det virket lidt skuffende, måske. han sukkede stille og pillede lidt ved sit hår "og hvordan ved du så det?" spurgte han sødt om og virkede utrolig barnlig. han begyndte se at lalle lidt rundt på hans båd og kort efter stod han igen helt tæt på dæmonen med et skævt smil "ved du hvad det sjove ved at være vampyr er?" spurgte han så helt spontant, uden nogen speciel grund. han studerede fyren nøje og tænkte sig lidt om *han ser da ikke så slem ud? orh hold nu op bøsse dyr.. BID HAM NUU* Jonathan rystede kort på hovedet for at få stemmen væk og rettede så blikket mod blodåren på fyrens hals. han bed sig stille i læben og havde et meget tænksomt blik i øjnene.