This time i'm mistaken - Jayden

_________________________________________________________________________________________________________________

Ozzie snøftede ind ad, og klynkede sig fast til potteplanten i sine arme, han holdte den tæt ind til kroppen, imens han bevægede sig hurtigt mellem træerne, et lavt "Undskyld" kunne høres hver gang den forvirrede lille elver ramte et af træerne, enden med skylderen, eller med hovedet. Han snøften holdte ikke op, han blev ved, det sorte bind der var om hans øjne var fugtigt af tåre. Han var tæt på at dehydrere og gik kun i en tåge af sig selv, han kunne intet se, men det var ikke porblemet. Han sukkede da han til sidst ikke kunne mere og faldte om på jorden, med planten knugende hårdt ind til sit bryst. Han trak vejeret i små hiv da han langsomt kom til sig selv på den beskidte skov bund. Han satte sig langsomt op, stilte potteplanten fra sig, "Det skal nok gå.. det skal nok gå.. bare rolig.. det skal nok gå" hviskede han mest for sig selv, men det var i virkelig heden planten ha snakkede til, den næsten døde plante, der var intet der smertede ham mere end at mærke den dødende plante. Han begyndte at grave i jorden, han gravede med sine hænder, og de blev hurtigt beskidte, jorden satte sig fast under hans negle, men han var ligegad, der var liv på spild.. det her skulle gøres, Han gravede og gravede, og blev selv svagere og svagere, han havde forvildte sig langt ind i skoven, længere ind end han selv var klar over, men han havde ikke haft tid til at tænke på at han på et tidspunkt også skulle ud herfra, han havde slet ikke skænket det en eneste tanke. da hullet var dybt nok trak han forsigti planten hen til sig, "Jeg har ikke dræbt dig.. såså.. lille ven, det skal nok gå.. bare rolig.. du overlever" hviskede han blidt til planten, og tog den forsigtigt op af potten og satten den ned i hullet han havde gravet til den, han begyndte at hælde jorden på den igen, "Jeg har ikke dræbt dig" hviskede han stille for sig selv, og snøftede igen.. tænk.. en elvere der slog planter ihjel! Han måtte da være et misfoster.. men den.. den var ikke død.. endnu. Han trak en flaske vand ud fra en dyb lomme i sin regnjakke, selv om han selv længdes efter vandet.. heldte han flasken over staklen i jorden, og han lod hver en dråbe falde over den smukke blå blomst.. den.. var.. hans ven.. den.. måtte ikke dø. han lagde sig til sidst bag over ned på den hårde skov bund, han var beskidt og snavsede, men han var ligeglad.. det eneste der betød noget.. var om den overlevede.

"Jamen så må i gå igang uden mig, jeg kan ikke komme lige nu jeg har lige afsluttet et photoshoot, jeg laver ikke flere idag, i må ringe og snakke med min sekretær hvis i vil aftale noget, jeg er da for helvede ingen pizza man bare ringer efter og så dukker den op ved døren, hvis i vil mig noget må i snakke med min sekretær først, farvel!" sagde han arrigt ned i røret og lagde på med et smæld. Han sukkede, og gned sig træt i panden da en bulrende hovedpine var begyndt at tae til. Han gik ind mellem træerne, med det dyre kamera dinglende fra sin ene hånd. Han ville bare have fred lige nu... bare være alene.
De sidste måneder havde været så hektiske, han havde rejst så meget... de første på måneder havde han været syg af hjem ve og savn.. specielt efter en speciel person som han havde måttet efterlade uden at kunne komme i kontakt med ham, for han havde ikke Ozzies nummer, og han anede ikke hvor den lille elver boede. Han så deprimeret ned i den mørke jord, og strøg sin venstre hånd gennem det mørke hår. Ozzie... hvor var han nu? Var han okay? Var der nogen der passede på ham? Han gik langsomt med lange sløve skridt. Han stoppede dog op da han hørte noget inde mellem træerne... en hulken, en desperat bøn om at noget eller nogen ville leve.. Han stod længe og stirrede, der var noget ved de ynkelige ord, den søde bøn, og de små hulk der tiltalte ham, ligesom kaldte på ham, ellers kunne han jo have været ligeglad..
Han gik ind mellem træerne, skubbede nogen enkelte grene til siden og smøg sig forbi nogle buske til han stod og så på en ynkeligt begravet blomst, og en dreng... en dreng.. OZZIE! Han gik hen imod ham, med vaklende skridt.. tabte kameraet, og stoppede op.. omkring en meter fra ham "Oz..zie?" hviskede han hæst, og stirrede på den lille elver, hvis bind for øjnene var gennemblødt af..tårer eller sved.. det var nok tårer. Han blev stående, vidste ikke om han måtte gå tættere på, det var så længe siden.. han ville bare... røre ved ham igen, mærke duften af elver, af ham.

Ozzie krøllede sig sammen, så han til sidst lå i foster stilling på jorden, han krøb sammen omkring blomsten, jorden var mudert og våd der, men han var ligegald, hans hvide trøje og lyse bukser, var hurtigt ikke nær så urent mere, det var snavset, dog havde han jo regnjakken på, som tog det meste, men han blev en smule våd på det ene bukseben. Han havde tænkt sig at sove her i nat, han turte ikke gå fra platen, han ville slet ikke tænke på at lade den dø alene, hvis det var hvad der skulle ske.. bare tanken fik ham til at udstøde et lavt hulk igen og tråene flydte hans øjne.. han kunne da umuligt havde slået den ihjel! Han elskede sine planter, han elskede dem mere end livet selv! De var det eneste der gav ham liv.. hvordan kunne han leve, hvis de døde! Han var virkelig en fail som elver.. hvordan.. i alverden, var det nu han var bleven elvernes leder? Han forstod ingen ting af det, han var bare ikke.. elveren tl det. Han sukkede stille og snøftede igen, ville tøre sine øjne og fjerne det fugtige bind, men han lå bare stiv på jorden, mon han ville slå rødder hvis han blev liggende her? Han drejede hovedet langsomt da han hørte fodtrin.. han drjede det væk fra det og holdte om sig selv, han.. åh gud.. nej, ville hvem det end var, så ikke bare gå sin vej? Lignede han ikke en der havde brug for at være alene måske! Med sin plante! Med sin dødende plante. Endu et hulk undslap ham, og han bukkede sin nakke længere ned.
En skælven røg gennem hele hans krop ved lyden af hans stemme, ved lyden af hans stemme der sagde hans navn. Han.. han.. han sagde hans.. navn. Han gispede eftr vejeret da han opdagede at han havde holdt det og han kneb hårdt øjnene sammen bag bindet.. *bare den dørm.. bare en dørm.. bare en drøm.. ond ond drøm.. gå væk* lød hans tanker, han vidste ikke hvad han skulle tro, men han troede alt andet end hvad virkeligt var. Han trak vejeret i små bange hiv, og snøftede stadig, men han nænnede ikke at bevæge sig, selv om hele hans krop dog skælvede, han trak forsigtigt luften ind gennem næsen, og duften af dæmon fyldte ham. *dørm dørm dørm.. gå væk!* lød hans tanker atter.

Jayden stod bare, følte sig både død og levende som alrig før. Ozzie græd, det var tydeligt, de små hulk der undslap ham engang imellem var ikke til at tage fejl af, planten ved han side så ud til at være temmelig hårdt medtaget, men måske ville den overleve? Var det den Ozzie græd over? Han så den lille elvers krop stivne ved lyden af det han sagde. Han gik tøvende et par skridt tættere på "Ozzie, er du... er du okay?" sagde han så lavt at det nok knap var hørligt. Han vidste det var et dumt spørgsmål, men han kunn eikke lide den lille elver græd. Han gik helt hen til ham, og lod sig langsomt falde ned på knæ ved siden af ham. Han rakte langsomt ud og rørte ved hans hånd, ville bare.. have en ordentlig reaktion end de små hulk. Han mindedes dengang i bilen hvor Ozzie var besvimet, eller hvor han havde været helt rundt på gulvet og han havde bidt ham.."Ozzie.." hviskede han ømt.
Han skævede til blomsten, den ynkelige lille plante.. den ynkelige lille elver. Ville han ikke nok sige noget til ham? Han ville så gerne have en reaktion, høre hans søde stemme.
Han fik dårlig samvittighed, Ozzie måtte have følt at han bare havde efterladt ham, at han bare havde været et one-night-stand. Han tog et lidt fastere tag om hans hånd. Gud hvor havde han savnet ham, savnet det mørke hår, det smukke smil, det udtryksfulde ansigt, bare ham i det hele taget.. gid han ville smile til ham. Men han vidste godt at han nok ikke var på god jord lige nu, han måtte undskylde, fortælle ham hvor meget han betød. "Undskyld.." brast det ud af ham, og greb hans anden hånd også, og trak ham forsigtigt op og sidde.

Han følte sig nærmest høj på lugten af dæmon der havde ramt ham så kraftigt, alt var bare så tåget, han havde ikke ret mange krafter tilbage, han vidst ikke om han kunne bevæge sig, alt i ham var bare total stivnede, selv om han stadig rystede over det hele. Han følte sig så ynklig liggende der på jorden, så sårbar, han kunne intet stille op. Hvis han overhovedet var i stand til at komme op og stå.. havde han så løbet sin vej? Eller havde han givet efter for.. for.. Jayden.. en skinger smerte slog gennem hans bryst.. bare det at tænke hans navn, det var frygteligt, der var intet han længdes mere efter, end ham. En skælvend røg gennem hans krop igen da Jayden nævnede hans navn, og en smerte fik ham til at udstøde en lav lyd, efter fuldt af et hulk. Om han var okay? Han havde.. haft sine beder tider, han sukkede stille, og åbnede munden for at svare ham, men.. der kom ikke en lyd ud, han føltes sig lammet i hele kroppen, han lyttede til Jaydens fodtrin. Han kom tætter på.. åh gud.. åh gud.. der gik langsomt panik i hele Ozzies indre, hvor.. hvor skulle han flygte hen! Han skævede igen da Jayden satte sig ned foran ham, han lukkede munden igen og snøftede, havd.. hvad skulle.. han sige. Han skælvede igen da Jayden rørte ved ham, og der gik chok gennem hele hans krop, han fór sammen ved den uskyldige berøring, som havde Jayden sendt et søtd gennem hele hans krop, han blev opmærksom på ingen tid, og følte sig straks nærværrende.. havde det været en drøm.. havde det ikke gjordt så ondt. Han mærkede hvordan Jayden tog hans hånd, og hans hjerte begyndte at banke, uforsigtigt hurtigt, det sad næmest helt oppe i halsen på ham, hvor pinligt, Jayden måtte kunne høre det.. det var så.. ih, en let rødmen spredte sig over hans kinder. Han gemte sig bag sit hår og ventede.. han ville så gerne sige noget, men.. hvad.. skulle han dog sige, der var intet ord for hvad han følte inden i. Han mærkede hvordan Jayden tog hans anden hånd, atter en skælvend, og så blev han trukket op.. væk fra den kolde våde jord.. nej hvorfor væk.. hvorfor måtte han ikke.. Han kunne ikke forholde sig til nærværet.. til.. til genforeningen.. til til.. "Jeg har dræbt den" hulkede han, og tårende kom atter frem i hans tildækkede øjne.

Jayden så på den sammensunkne engel og hørte den lave lyd, og hulket da han snakkede til ham. Han sank stille. Han så lidt på det gennemblødte stof.. måske ville han have det bedre hvis hsan tog det af? Så tårerne kunne løbe frit? Men Jayden vidste godt at Ozzie ikke var fan af at tage stoffet fra øjnene. Han kærtegnede forsigtigt hans hånd, og betragtede ham, og lyttede til de små snøft, og hulk der kom fra ham. Han havde lagt mærke til det ryk det havde givet i ham da han havde taget hans hånd, men det havde ikke afskrækket ham, han holdt endnu fast i ham, ville ikke slippe, nu havde han jo endelig fundet ham igen. Han så på den lille elver, hvorfor sagde han ikke noget? Han brød sig ikke om det, ville han ikke nok sige et eller andet? "Ozzie..? Hvad er der sket, fortæl mig det" bad han forsigtigt, og holdt fast i hans hænder så han ikke røg ned og ligge igen. Han betragtede den mudrede elver, og rynkede brynene, hvor længe havde han ligget der?
Endelig brød Ozzie stilheden, og Jayden stirrede lidt på ham ved ordene. Han stirrede kort på planten som måtte være den han hentydede til. Han så lidt på den lille elver og smilede ømt af ham, og satte sig tættere på og trak ham forsigtigt ind til sig, og slap hans hænder for at kunne ligge armene om ham "shhsh.. den overlever, den skal nok overleve" hviskede han forsigtigt, og bed sig i læben. Han turde ikke trykke Ozzie ind mod sig, han anede jo ikke, om elveren var vred på ham, hvilket han jo havde god grund til. Så han holdt så løst om ham som muligt, uden at slippe ham, men så han havde mulighed for at komme fri hvis det var det han ønskede.
"Jeg lover dig at den nok skal overleve" mumlede han og kastede et blik på den lille blå blomst der ikke så meget ud til at kunne overleve, men man kunne kun håbe, og Jayden håbede inderligt for Ozzies skyld at den ville overleve.

Ozzie snøftede ind en gang til, inden han til sidst bare rev bindet væk for sine øjne, det fugtige bind var irreterende, og han ville gerne tørre øjenen ordenligt, han åbnede øjnene da han havde revet bindet ned så det sad om halsen på ham, og så blindt ud i luften i det han løftede hånden og tørte tårende væk under øjnene, snøftede igen, og stirrede tomt ud i luften. Hans øjne var ikke den underlige selvlysende grønne mere, de var sølv grå, over det hele, og det var tydeligt at se at Ozzie regn faktisk var blind, ligesom det føltes for ham selv. Han drejde sit hovede mod Jayden, han så på ham med en intensitet han ikke var klar over, men alt han så var en sort skygge der sad foran ham, han lukkede øjnene i og snøftede igen, hvor ville han dog give alt for at se Jaydens.. ansigt, øjne.. smil.. bare en gang til.. en eneste gang til. Ozzie lyttede til hans ord og lod tanker løbe over hvad der var sket i den tid Jayden havde været væk.. ikke meget var der sket, han havde tilbragt lidt tid sammen med Sariel.. trøstet ham og hjulpet ham igennem hans hjertesorg, imens han havde skjult sin egen, og så havde han tilbragt en del tid i skoven sammen med andre af hans slags, prøvede at være deres ledere, uden at ane hvad han skulle fortælle dem, han kunne ikke lide at bestemme over ander på den måde, at give dem ordere eller noget, han forsøgte, men det var ligesom aldrig helt godt nok, han tøvede og løftede blikket mod Jayden igen. Ozzie så hvordan den mørke skygge bevægede sig tætter på ham og han kneb hårdt øjnene sammen igen, han køftede hånden og gned dem irreteret, kunne han ikke bare se.. lidt. Han åbnede dem igen, men der var intet andet end den srote skygge der tilhørte Jayden. Han mærkede hvordan arme lagde sig rundt om ham, arme han var så van til, og så taknemlig for, han tillod sig at rykke ind til Jayden og forsigtigt ligge sit hovede mod hans skuldere, han ville ikke græde mere, han kunne ikke lide at være så svag, slet ikke nu, hvor han ville være stærk. Men det var præcis som Sariel havde sagt.. han blev så svag i nærheden af Alane, han kunne ikke gå fra hende, han kunne ikke gemme sine følelser væk, han blev så svag.. det var sådan Ozzie havde det med Jayden lige nu.. han ville skælde ham ud, han ville råbe af ham, hvordan han overhovedet tillod sig det her.. han forstod det ikke.. men han var så svag, han lod forsigtigt en hånd krybe rundt om ham og lagde den mod hans ryg, hvor han skælvende tog fat i hans t-shirt og krummede dne under sine rystende finger, han lagde sin anden hånd mod sit bryst. "Hvis.. hvis.. det her er en drøm.. " hviskede han stille, "Så vil jeg aldrig vågne" sukkede han langsomt ud og knugede Jaydens trøje mellem sine finger.

Jayden så på hans ansigt, på de blinde øjne. Han sank stille og betragtede dem mens de forsøgte at finde noget at fokusere på... så han var blevet helt blind? Han tillod sig forsigtigt at kærtegne hans kind, mens han så på de tomme sølvgrå øjne. Han sukkede lydløst, og bed mærke i den intensitet der lyste fra dem selv om han jo ikke kunne se noget. Han bed sig i læben da han mærkede hvor forsigtigt Ozzie lagde armen om ham, og trykkede ham ind til sig og gemte sit ansigt i hans hår, og sukkede tungt igen for at indsnuse duften af elver.. af Ozzie. Han rystede langsomt på hovedet "det er ikke nogen drøm" mumlede han, og kyssede ham let i håret. Invendig tilføjede han at det umuligt kunne være en drøm, for han blev våd på røven af at sidde i det mudder der omgav dem. Han lagde mærke til at han klemte Ozzie tættere end til sig, og slappede grebet, han ville helst undgå at kvæle ham, han ville gerne så vidt muligt undgå at skulle mangle Ozzie igen. Han åbnede øjnene og så lidt ned af sig og ned på Ozzies ansigt der var gemt mod sin skulder. Han kunne sidde der... lige så længe det ville være nødvendigt hvis bare... hvis bare han kunne sidde der med Ozzie.
"Kan du.. kan du tilgive mig?" spurgte han så stille, han var nemlig ikke sikker på at Ozzie måske ville være villig til det. Han håbede bare inderligt, ellers måtte han vel tage snakken op med ham, men han forventede ikke at blive tilgivet... det var ikke noget man kunne forvente sig af nogen man havde svigtet. Han trykkede næsen mod Ozzies hårigen og lukkede øjnene. Ville udnytte tiden... ikke tænke så meget, bare nyde selvskabet, og nærheden. Han kunne godt mærke de knugende fingre på sin ryg, og t-shirten der strammede lidt mod hans brystkasse, men han havde intet imod det, det fik ham bare til at føle sig lidt som om... som om Ozzie havde brug for ham, og det var ikke den værste følelse at have.

Ozzie sagde ikke noget, han havde aldrig været så tavs før, det var så underligt med den stilhed, men hver gang han åbnede munden for at sige noget var det som om ordene.. ikke rigtig ville ud, han ville så gerne, fortælle en hel masse, han ville gerne skælde Jayden lidt ud, det havde han brug for, at blive hisig, bare en lille smule, men han var bare.. så fandes svag, han pressede hårdt øjenen sammen, og banede indvendig af sig selv. Han puttede forsigt sit hovede ind mod hans skulder og nød bare varmen der steg ud fra Jayden, tygheden der lagde som en ring omkring ham, og lugten af.. af ham, ham han havde savnet så inderligt meget, men tildels var kommet over.. til.. til nu.. hvordan i alverden skulle han nu klare sig? Når Jayden gik.. hvad skulle han dog, han kunne slet ikek forstille sig at komme igennem det en gang til, det havde været hårdt nok første gang. Han sukkede stille da Jayden sagde til ham det ikke var en drøm, det var det eneste han kunne tro på, en meget virkelig en af slagsen, men alligvel.. for han var jo.. aldrig blind i sine drømme. "Men.." sagde han stille og bed sig selv i læben for at finde de ord han ikke havde, han.. hvad skulle han dog.. "Hvad.. hvad.. så?" sagde han forsigtigt og lod bare Jayden presse ham ind til sig, han kunne gøre det lige så meget han havde lyst til, Ozzie ville bare.. kramme ham, hans hjerte sad stadig helt op i halsen på ham og det gjorde ikke hans rødmen meget beder, at det larmede så meget, men Jayden kunne vidst ikke se ham, han rørte ved hans hår.. Jayden.. suk. Ozzie lyttede til hans ord, men der var intet han kunne sige til det, han kunne ikke svare ham, for han vidste det ikke, Jayden havde ikek engang forklaret sig endnu, og han forstod det stadig ikke helt, hvorfor.. kom han overhovedet tilbage? Af medlidenhed. "Men Jayden.. du forsvandt.. jeg troede.. troede.. det bare var.." hviskede han og kunne ikke få mere ud, ordene satte sig fast i halsen på ham, og han holdte et huk inde, det var ikke tiltænkt blomsten, nej det var Jayden. Ozzie holdte virkelig fat i Jaydens t'shirt bag på hans ryg, han var så bange for at give slip, hver sekundt.. så vile Jayden.. han ville forsvinde, og så ville han ikke komme tilbage igen, præcis ligesom sidste gang. Han mærkede hvordan hans øjne bblev våde igen, og sukkede over sig selv, lod bare tårene løbe ned over kinderne på ham, han var ikke meget for at vise han græd, men han ville gerne vise Jayden.. at han havde savnet ham.. og at han.. var såret.

Jayden så på hans ansigt der forsvandt ind mod sin skulder i takt med at han jo puttede sig ind til ham. Han snusede langsomt til hans hår og så lidt ud i luften da han spurgte hvad det så var hvis ikke det var en drøm.. "Virkelighed?" mumlede han spørgende og blev kort i tvivl om det kunne være at dt virkelig var en drøm, men huskede så sig selv på at han måtte holde sig til stenkolde facts, han trak vejret, han kunne mærke aftenkulden der bed i tøjet, og varmen fra den lille elver. Han sank stille da Ozzie fortalte, eller forsøgte at spørge hvad der bar blevet af ham. "Jeg.. det havde ikke været min mening, men pludselig tog alting fart, og så ville de have mig til Japan, senere til New York, jeg ville ringe til dig, men jeg fik aldrig chancen og... jeg... havde ikke dit nummer" hviskede han skamfuldt, og klemte ham tættere ind til sig. "Undskyld... undskyld, undskyld, det var aldrig min mening.. at du skulle føle dig forladt at du skulle tro.. alt muligt" hviskede han fortvivlet. Han kørte sine hænder op, langsomt, og lagde sine hænder på hans kinder og vendte hans ansigt mod sit og så på tårerne. "Du må ikke græde Ozzie..jeg ville aldrig såre dig, det har aldrig været min mening, jeg ved godt at... det er lidt sent at sige nu, men.." han gik i stå, han anede ikke hvordan han kunne gøre det bedre for Ozzie, han ville... bare gøre det godt igen. "Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, det lover jeg, hvad som helst... bare du bliver glad igen" sagde han så, og strøg forsigtigt nogen af hans tårer væk. Det var svært at bevare fatningen, et eller andet sted stressede det ham at Ozzie var ked af det, et andet sted følte han sig bundløst fortvivlet over at det var hans skyld, og Ozzie måske ikke blev glad igen? Han håbede virkelig han ville blive glad igen, at såret ville heale, at han måtte kunne gøre noget for at få det til at heale.. Han kyssede ham forsigtigt i panden, og kørte sin ene hånd op i hans hår og den anden ned omkring livet på ham igen og trykkede ham ind mod sig igen. Han lyttede ængsteligt efter svarene, håbede Ozzie kunne sige noget mere, det var uhyggeligt at han var så tavs.. var han egetnlig ok? Han havde jo ligesom ligget på jorden og... ja, den slags.. Han sad lidt og overvejede om Ozzie kunne være blevet syg, eller noget i den stil, det håbede han ikke. Tanken om sygdom mindede ham om Ozzies manglende syn.. det foruroligede ham..

Ozzie krøb lidt tætter ind til Jayden, han ønskede han aldrig ville slippe ham igen, det bare at side der og nyde.. nyde han var der, bare de få minutter der var tilbage af det, han ville ikke tænke på når det var forbi, han ville tænke på det mens det var der. Han sukkede længsels fuldt, og havde lyst til aldrig at give slip på Jayden igen, hvis bare det var så vel, han havde lyst til at fortælle ham hvordan han følte, bare.. bare nogen få ord, det kunne han da godt kunne han ikke? Men hvordan skulle han dog forkare hvordan han følte sig, han følte sig så.. brugt på den måde, Jayden havde godt vidst det den gang, men hvorfor skulle en smuk ung dæmon, som Jayden.. dog overhovedet.. i helvede.. også syntes godt om en lille ynklig elver som Ozzie nu var. Han sukkede stille, det gav alligvel ingen mening i hans hovede, så hvad lavede Jayden overhovedet her.. hos ham.. det var vel medlidenhed, noget alle stort set fik med ham, fordi han var så hjælpeløs. Ozzie rykkede sig lidt tilbage og så op på Jayden ud af øjnkrogen, en sort skygge var han, men i det mindste.. kiggede Ozzie, det måtte føles.. beder end hvis han bare.. så væk, vel. HAn lyttede til havd han sagde og havde allerede fået dårlig samvittighed efter den første sætning, hvorfor var de tlige det var ham der nu følte sig som skurken i det hele? "Jeg.. jeg.." mumlede han, men hvad end han ville svare fik han det til at lyde ondt, og det var ikke hans mening, "Men jeg er glad på dine vegne" sagde han til sidst prøvende, hvis Jayden var lykkelig, så kunne han ikke tillade sig at vise ham hvor ulykkelig han selv var. "Det okay" mumlede han stille, selv om det ikke helt var havd han ville sige, så kunne han ikke andet, han ville ikke.. høe flere undskyldninger nu, han han ville bare.. nyde at have ham tæt på.. indn han gik igen. "Gør du det her af medlidenhed?" mumlede han stille for så vidste han ikke om han bare sådan kunne give efter for det, når de tikke var ægte. Han mærkede hvordan Jayden løftede hans ansigt op mod hans og han frygtede et kort sekundt at Jayden bare ville kysse ham, det var.. det var.. ja, så ville han nok blive ret så hidsig. Men det gjorde han ikke, han talte bare til ham, "Jamen Jayden.. du.. tog..min.. uskyld" hviskede han stille, selv om det slet ikke var det han ville have sagt, "Det var jo bare.. for dig.. en enkel gang vel.. jeg betød ik noget.. vel?" sagde han stille, og hvor dybt han end ønskede Jayden sagde ham imod, føltes det bare som sandheden, han forstod slet ikke hvorfor han var så blid ved han nu, var han en af dem der fik sex, forsvandt.. og så troede de alt var godt igen når de havde sagt undskyld.. Ozzie sukkede og prøvede at trække sig ud af den måde Jayden holdte hans ansigt oppe på, men.. så kyssede han ham, selv om det kun var på panden, det føltes som om han.. smletede inden i.. åh gud.. "Åh Jayden" sukkede han længselsfuldt, "Det ik dig.. det bare. planten" mumlede han, han var så fandes svag. "Undskyld.. jeg.. jeg er så svag" hviskede han stille, imens han håbede Jayden ikke hørte det, han følte bare han kogte inden i, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han ville have mere.. han længdes sådan, selv om det var det mindst klogeste at gøre.. hvis Jayden lige nu tilbød ham en nat.. med Jayden.. så ville han ikke takke nej, selv om det så kun var den ene nat.. hvor var han dog svag.

Jayden strammede grebet om den lille elver, og sukkede lydløst. Han lod ansigtet vende tilbage til det bløde sorte hår og duftede langsomt til det.. det duftede ikke af shampoo som sådan, det duftede af Ozzie.. af græs, og sol, af frisk luft. Ozzie duftede aldrig indelukket, eller af støv. Han var ligesom et frisk pust i det tomme beton helvede som Jayden egentlig trivedes bedst i. Han var tvunget til at give slip på Ozzie, eller slippe så meget at Ozzie kunne bevæge sig da han trak sig lidt tilbage. Han betragtede ham i stilhed, og lagde hovedet på skrå da Ozzie lykønskede ham... for hvad dog? Jobbet? "Tak.." mumlede han så kort. Det havde egentlig ikke været til andet end besvær, sommetider.. selvfølgelig mødte han interessante mennesker, og nogen af modellerne var han beæret over at få lov til at fotografere, men det var jo ikke fordi han gik op i det med liv og sjæl, det var jo kun hans egne projekter der betød så meget. Han så hurtigt og skarpt på ham, og hans ansigt fortrak sig i let foragt.. medlidenhed? Aldrig i livet. "Nej.." svarede han så kortfattet, der var ingen medlidenhed der, jo... måske over at han havde ligget på jorden, i... han vidste ikke hvor længe, men det foretrak han at kalde ganske enkelt bekymring. Jayden skar en grimasse da Ozzie nævnte uskylden.. forbandede uskyld.. Han sukkede tungt "I know.." mumlede han langsomt, og strøg en hånd gennem sit hår "Hvis du ville have den tilbage ville jeg gerne give dig den.. men det er lidt svært.. selv fortryder jeg ikke" sagde han så og så på Ozzies ansigt. Det gjorde han ikke, og han ville ikke lyve for den lille elver. Han rakte forsigtigt ud mod Ozzie, og kærtegnede hans ansigt "Selvfølgelig betød det noget for mig.." sagde han gravalvorligt "Ikke det at vi havde sex.. eller jo, det betød også noget for mig, men det vigtigste var den jeg havde det med" sagde han, og lod sin tommelfinger kærtegne hans kind. Han kunne stadig fornemme fugten fra tårerne, og sukkede langsomt igen. Det var svært det her.. det havde såret Ozzie, og nu havde han at råde bod på sine synder på ordentlig vis... hvis han da ikke havde været så dårlig til det!
Han hørte sukket, kunne høre det længselsfulde i det. Det fik ham til at smile svagt, helt svagt ganske vidst, men stadig med en hvis djævelskab over det. Han skævede mod planten.. "Planten har det fint.." mumlede han og trak ham forsigtigt ind til sig. Han kyssede ham langsomt på kinden, alt for høre endnu et af de længselsfulde suk "du er ikke svag" hviskede han, og kyssede ham langsomt i tindingen "du er bare anderledes... desuden er du temmelig udmattet" mumlede han, og kyssede ham på hagen.

Ozzie følte bare hvordan ilden bredte sig i hans krop, den åd hver en krops del op, en efter en, langsomt, det gjode ikke ondt, det brandte bare, og han kogte virkelig, han ville skubbe sig væk fra Jayden, han havde brug for luft, så han kunne tænke, bare et sekundt, eller to, han havde brug for en pause, han måtte væk, han skulel om på den anden side af platen, så ville den måske.. beskytte ham fra det.. hvad end det var, Jayden gjorde ved ham. Ozzie skævede op til Jayden, den sorte skygge hang der stadig, den så ikke farlig ud, men den var alligve mørker end andre skygger, han trak sine hænder til sig og slap hans t.shirt bag på, han endte bare med at rive den i stykker eller sådan noget, så det var nok bedst at stoppe mens legen var go' Han følte et stærkt behov for at krybe tilbage, langt væk, kun så han lige akkurart kunne høre Jaydens stemme, for han havde brug for afstand, selv om hele hans krops strittede imod, den havde brug for nærgående hed, men det var så dumt.. sidste gang havde han givet efter for sins krops ønsker, og se bare hvad det havde bragt ham. Han sukkede stille for sig selv og smilte forvirret til ham, nej altså.. bare nej.. ikke medlidenhed, han havde lyst til at spørge hvad det så var, men han.. han gad ikke komme med irreterende spørgsmål, han havde altid følt han havde snakket for meget, og nu var stilheden bare ved at gøre ham.. ør, og alligvel sagde han intet, for.. havd han skulle sige. Han blev med et meget opmærksom, ja Jayden havde taget ahsn uskyld.. og så var han forsvundet.. hvem ved hvor længe.. et halvt år, hvis det ku' gør det, og når de skildtes nu.. gik der så endnu et halvt år inden han ville få ham at se igen. Han brændte sådan af længsel, han.. vidste ikke hvad det var med ham, men han.. han.. var jo hel vild med Jayden, og det havde han været siden.. siden den gang, han havde aldrig rigtig kommet over ham, selv om snakken med Sariel dog havde hjulpet lidt.. de tvar godt at få følelserne ud engang imellem, og Sariel var hans enste ven. "Nej nej.. det ikke det jeg siger Jayden, nej jeg fortyder ingen ting" sagde han bare og vendte hovedet væk, det var ikke det. Ozzie nikkede svagt og vendte sit hovede mod Jayden ved den blide berøring, "mmh.. jeg vill bare ønske du ikke var taget afsted" mumlede han stille, selv om der intet var at stille op nu, og Jayden nok var ret træt af at.. ja.. han havde undskyldt og.. måske skulle han bare se at komme vider.. men det var ligesom om han ikke kunne forkusere på andet end.. når Jayden forlod ham igen. Han sukkede lidt "Nej.. planten dør.." mumlede han, han havde ikke rigtig så meget håb tilbage for dens liv.. han var bange for at dø.. hvis den gjorde, han ville gøre sig fir fra Jayden, og be for planten, give den al sin kærlighed, og.. men så trak Jayden ham ind til sig igen og han vendte ansigt mod den sorte skygge og kiggede på ham, lukkede øjnene i da ilden steg op i ham igen ved kyssende "Du gør mig svag.. " hviskede han stille men havde ikke mere at sige, han længdes sådan.. sådan efter mere, der var intet der kunen beskrive den længsel der fik det hele til at stå i flammer inden i ham. ".. Jayden" hviskede han stille, og sukkede længselsfuldt, han ville bare have mere, mere, mere, mere af Jayden. "Det slet ik fair" hviskede han længselsfuldt.

Jayden holdt blidt fast om ham, han havde ikke lyst til at slippe, men det havde selvfølgelig også været Ozzie selv der havde frigjort sig, men det skulle han altså ikke få lov til igen. Han greb en af hans hænder der havde frigjort sig fra hans t-shirt og flettede sine fingre ind mellem dem. Han lyttede til Ozzies åndedræt... stille, men stadig.. som en stresset fugls, oprømt og alligevel skræmt til døden. Han kyssede ham langsomt på kæben, og lyttede. "Jeg ville ikke være taget afsted... jeg ville ikke afsted uden dig" mumlede han, beruset af følelsen af at have Ozzie så tæt på igen. Duften af ham, fornemmelsen af ham. Jayden kunne godt fornemme at han havde Ozzie i sin hule hånd hvis det var det han ville, at han var ligeså blød som smør.. Han smilede svagt, og kyssede ham i panden igen. Udskød hele tiden at komme i nærheden af de brændene læber. "Nu ikke så negativ" drillede han. Han lod igen Ozzies ansigt havne mellem sine hænder, og så ham ind i de blinde øjne. Han lagde tankefuldt hovedet på skrå, og så fortsat ind i dem. "Jeg går ikke igen, og denne her gang forlanger jeg dit telefonnummer." sagde han, halvt i spøg, halvt i alvor. For han ville have det denne gang, en måde at komme i kontakt med ham "eller i det mindste din adresse.." tilføjede han stille. Det kunne jo være Ozzie ikke gik rundt med en mobiltelefon, den var nok svær at håndtere som blind. Han smilede lidt af de sidste ting han sagde, og kyssede ham let i mundvigen "ingen har sagt at livet skal være fair.." hviskede han, og lod sine arme glide ned omkring taljen på ham og trak ham tæt ind til sig, før han plantede et rigtigt kys, på Ozzies brændene læber. Han kunne selv mærke hvor inderligt han havde savnet fornemmelsen af elveren så tæt på. Nej gud fri mig vel, om han skulle få lov at gå nogen steder igen... det var måske nogle halvblasfemiske udtryk, men hul idet!
Han kom med en lille lyd, det eneste der stoppede ham i at vælte Ozzie om på jorden og flå tøjet af ham var omgivelserne og kulden.. det kunne han ikke byde det lille væsen, rettere, det ville han ikke. Han var temmelig forvirrende, selv for sig selv en gang imellem... Han kunne være så evigt sød, og så dybt frastødene i alt hvad han gjorde, det svingede voldsomt, men overfor Ozzie havde han dog et svagt punkt. Elveren skulle ikke lide, slet ikke mere end nødvendigt. Han slap langsomt hans læber, og sad lidt... med få milimeter mellem Ozzies læber og sine egne... få centimeter fra hans ansigt "undskyld.. kunne ikke lade være.." mumlede han djævelsk, og smilede stille. Han vidste godt det kunne have sat krudt i Ozzies vrede, men den måtte han så også tage med hvis det var tilfældet.

Ozzie følte sig total fangede der ved Jayden, han kunne jo intet stille op mod ham, hvorfor gjorde han det her mod Ozzie? Var det medvilje, vidste han godt hvad det var han gjorde.. var det med fuldt overlæg.. det var det sikkert, han havde sådan lyst til bare at bande af ham, langt ind i helved, hvor Jayden rigtig røte hjemme! Så var det noget helt andet at tilbringe dagen med en engel i hvert fald, de var ikek så.. luskede, åh gud. Han mærkede hvordan Jayden greb hans hånd som han netop havde sluppet ham med, og mærkede hans finger der gled ind mellem hans og lukkede sig om hans hånd, han kunne godt fornemme hvordan han belv holdt fast.. vilel han overhovedet give slip hvis Ozzie prøvede og flygte? Og.. hvis.. ville han så følge efter ham.. åh gud altså. Ozzie mumlede bare noget tilbage..*Jamen hvorfor gjorde du det så.. tsk* tænkte han irreteret, han havde ikke helt tilgivet Jayden, der var et eller andet ændret over ham.. som Ozzie ikke helt følte sig tryk ved, og alligvel var han sød ved ham, eller havde været.. og nu var han.. anderledes, han kunne bare ikke helt få det til at passe sammen. "Det.. det okay" mumlede han så bare og nikkede for sig selv, han kunne ikek blive ved med at brokke sig, så ville Jayden nok bare gå.. og det ønskede han jo heller ikke.. slet ikke. "Jeg er ikke.. nå.. glem det" mumlede han bare, han tænkte lidt på den gamle telefon der hjemme, "okay så.. så.. husk at ringe" mumlede han bare åndsfraværrende, han var sådan lidt.. små irreteret. Ozzie mærkede bare kysset helt tæt på munden og sukkede, længsel.. det skød sig vej frem i hans bryst og brændte alle andre små bekateller ned, nu handlede alt om Jayden, og hvor perfekt han var, "Det var nu dig.. jeg mente" sagde han stille, Jayden var sleeeet ikke fair.. han.. han blev pludeslig trukket helt tæt ind til ham og han satte sig forsigtigt overen på Jayden og lod sine ben glide rundt om ham på en intim måde, så han kom til at side helt tæt ind til ham, det var underligt.. men han havde jo ikke noget imod det, ind til.. kysset. Alt var et flamme helvede. Alt brandte, alt var.. var så utrolig ubeskriveligt, og han ville aldrig nogen sidne, havde den er følelse til at stoppe, aldrig nogen sinde.. han ville lade den var ved i al evighed, han lagde armene om halsen på Jayden trak sig ind til ham og nød kysset så længde Jayden lod det vare, inden deres læber blev adskildt, selv om han kunne mærke hvor tæt på han stadig var. Han gav et længsels suk fra sig igen, og klynkede så stille "Hvor du ond", inden han puttede sig ind til Jayden.. han havde allerede tilgivet ham.

Jayden kyssede ham langsomt på kinden og smilede stille mod hans kind. Han lukkede øjnene i nogle sekunder og lod duften af Ozzie sætte sig i næsen, sad og hang lidt ved den duft.. han ville helst ikke undvære den.. kunne han ikke bare tage ham med hjem, og lænke ham fast til radiatoren? Han sukkede indvendigt, hvor ville livet dog være enkelt hvis man bare kunne gøre sådan. Han nikkede langsomt "skal nok.. " mumlede han, og kyssede ham i tindingen igen. Han grinede stille af hans lille kommentar, og rystede langsomt på hovedet "Åh Ozzie.. du må ikke hade mig.. du er nød til at forstå.." hviskede han stille, og kærtegnede ham i nakken. "At jeg holder af dig.. og det ikke er lyv..." hviskede han næsten endnu lavere. Han lagde armene ordentligt om ham da han endelig sad oppe hos ham. "Undskyld.." mumlede han da han fik at vide han var ond, og trykkede ham så tæt ind til sig det nu lod sig gøre. Han nussede ham tænksomt på ryggen, og så sig lidt om i stilheden. Han bed sig skævt i læben... måske.. måske havde han... han anede jo ikke om Ozzie havde en anden, om han havde mødt en anden i mellemtiden, hvad der var sket.. i mellemtiden. Det hele kunne jo have ændret sig, det hele kunne jo være anderledes. Han strammede ubevidst grebet om ham og tog ham blidt om hagen og vendte hans ansigt mod sit "Ozzie?" hviskede han forsigtigt, og strøg ham blidt over kinden med sin tommelfinger "Ozzie.. er... der sket noget... siden sidst?" hviskede han langsomt.. forsigtigt.. tøvende.. Han ville bare så gerne... vide.. hvis der var sket noget. Han betragtede de klare øjne.. med det så evigt fjerne blik der ikke fokuserede ordentligt, fulgte de smalle linjer med øjnene til de bløde læber. Han sank stille, før han igen så på de blinde øjne. Åh hvor han bad inderligt.. inderligt til at der ikke var sket noget.. for seriøst.

Ozzie smilte forsigtigt ind mod Jaydens skulder og sukkede igen længsels fuldt, han havde virkelig savnet ham, det måtte efterhånden også være gået op for Jayden, men han kunne bare ikke ligge skjul på det. Han havde lyst til bare at overgive sig, lade sig forføre af den smukke dæmon.. det var så nemt bare at at give op og lukke øjnene i, slå tankerne fra, og bare føle sig frem, han sukkede stille og ville ønske det dog bare var så nemt, men det var det jo ikke vel.. han kunen sgu ikek bare overgi sig, han måtte bide tænderne i, han ville ikke ende op lige som sidst. Ozzie sukkede igen da det næste kys ramte ham, åh for helvede da også, "Neej jeeg.." hviskede han og rømmede sig lidt og så op på den sorte skygge igen, det var hans Jayden ik? Nej nok ikke.. Jayden var dæmon.. han havde haft mange siden Ozzie, bare tanken af det fik ham til at lukke øjnene hårdt i og vendte hovedet væk, han væmmes.. væmmes ved Jayden, hvordan kunne en der var så sød og være ond? Han sukkede igen, men alligvel var det jo.. Jayden, og han var bare så uimodstålig. "Det okay Jayden.. jeg.. du.. jeg forstår det godt" sagde han prøvende og smilte falsk til ham, han forstod det jo godt, og han syntes det var godt for Jayden med arbejdet og den slags, men hvis han gik.. for at såre Ozzie.. hvorfor kom han så tilbage? Hvorfor sad han her sammen med ham lige nu. Ozzie skulle lige til at trække sig længere væk da han mærkede den varme hånd i nakken og blev en smule salig ved den blide nussen, han smilte forsigtig "Jeg holder også af dig Jayden" hviskede han stille og lænte sig ind til ham igen da han lagde armene om ham. "Du skal ikke undskylde" mumlede han stille og lod sine hænder glide op af hans ryg i fordigtige kærtegn. "Mmhh" mumlede han stille da hans navan blev nævt og kiggede atter op på den sorte skygge foran sig. "Eh" mumlede han og ldo sine tanker glide over det der var mest ufarligt at fortælle Jayden, han havde fået en go ven, Sariel.. og alle hans pige problemer.. og så havde han.. eh.. ikek rigtig lavet så meget ud over at gå på den der skole for de blinde, og læst bøger og ja.. mistede synet. "Eh.. jeg er bleven blind" mumlede han stille og smilte for sigtigt. Ja så var der det lidt værre.. men det kunne han holde inde med, og Jayden havde heller ikke opdagede alle hans ar endnu.. heldigvis for at kraven på hans regnjak var så langt oppe. Ozzie havde ar over alt på sin hals, skulder, kraveben, ryg, mave og arme.. små ar af tænder, bidemærker over det hele. Og så var der jo pioden med Morgan.. Han gøs ved tanken.. nej det havde han heller ikke lyst til at snakke om. Han smilte igen og rystede langsomt på hovedet "Ellers.. bare lidt stille og roligt.. hvad med dig?" spurgte han og puttede sig ind mod den varme Dæmon igen.

Jayden kunne mærke Ozzies ånde mod sin skulder, og smilede svagt af det. Det var rart at kunne passe på en der nok havde brug for det, eller.. han vidste selvfølgelig ikke om ozzie havde brug for at blive beskyttet eller bare holdt om, nogen syntedes jo det var meget rart.. eller noget. Han så lidt på ham, og lyttede til det lidt humpende svar han fik "Er du sikker? For jeg vil ringe til dig denne her gang, eller besøge dig.." sagde han temmelig tonefast. Denne her gang skulle det altså være, så der ikke gik evig lang tid igen. Han var dog glad for at Ozzie ikke virkede vred på ham, drengen virkede glad for at han var der, så det holdt han fast ved. Han havde aldrig været helt god til at fornemme hverken tanker eller følelser. Han blev lidt overrasket af de blide kærtegn på sin ryg, og smilede blidt til elveren foran sig, det var.. behageligt..
"Ja det har jeg observeret.." mumlede han stille, og strøg ham blidt ned af kinden. Han var ked af Ozzie havde mistet synet helt.. det måtte være svært at skulle være blind hele tiden.. men Ozzie var jo delvist van til det, så måske klarede han den okay? Han sank stille, det var ubehageligt at spørge om sådan direkte "jeg mener... er der en anden nu?" spurgte han og håbede lidt at hans eventuelle skuffelse ikke allerede kunne mærkes. Han ville græmme sig over følelser som Jalousi, og vrede, og skuffelse, hvis det ikke var en så dominerende samling følelser hos dæmoner.. eller måske bare hos ham..? Han så på Ozzies ansigt igen og afventede svaret.

Ozzie lod sig bare putte ind mod Jayden, det var fint nok, han havde tilgivet ham, nu skulle alt nok blive godt igen, han havde fået sin Jayden tilbage, ik? Han smilte roligt mod hans brystkasse og strammede sit før løse greb om Jayden lidt mere, men så det stadig kun var en blid omfavenelse, han lod sine finger forstætte de blide kærtegn over Jaydens varme ryg, han havde sådan savnet ham. Ozzie smilte bare og nikkede roligt mod hans brystkasse "Du kan bare komme, lige når du vil" sagde han stille og trak sig langsomt ud af hans omfavelelse og så sig over skulderen og hev så den beskidte skuldertaske over mod dem, han fumlede kort med lynlåsen, den var i stykker og ville ikke altid lukke ham ind, han rev et stykke papir af en blok der lå i tasken og fandt en kuglepen frem, han smilte forsigtigt og kravlede tilbage idn til Jayden, han brød sig ikke om at være væk fra hans varme omfavenelse, og den tryghed han gav Ozzie. Han mumlede noget lavt og begyndte så at skrige på papiret, det var ikke helt så nemt uden syn, men han kunne godt skrive stadig med rigtige bogstaver, det havde han jo lært da han var mindre og stadig havde set, derudover kunne han også læse blind skrift, med fingerne. "Her.. det min adress" sagde han og folede papiret sammen og krøb ind til Jayden, han var lidt usikker på hvor han skulle ligge papiret hen, han lod bare sine finger fumle over Jaydens krop til hans fandt hans bukser og lod papiret ryge ned i hans højre lomme. Han så op på skyggen igen og smilte, "Så kan du altid finde mig igen" sagde han blidt og puttede sig ind til Jayden igen. "Det ikke så slemt.. jeg har jo mistet min evne.. men.. jeg har også fået en ny, jeg ved bare ikke helt hvordan den virker endu" mumlede han og tænkte på den gang hvor han havde sidet midt i sin sorg på stranden en uge efter han var blevn blind eller noget, tænkt så inderligt meget på Jayden han havde ladet sine finger berøre det våde sand i vandkanten og vupti.. så havde han set hele standen, himlen og havet for sig igen, nok få minutter med det havde alt sammet været der.. han var helt sikker.
Ozzie lagde hovedet på skrå da han talte til ham om.. om.. en anden, og han sank, Han havde slet ikke modet til at snakke om Morgan.. han var bange.. bange for overhovedet at udtale hans navn.. åh altså. "Altså, Jayden.. " sagde han prøvende og lænte sig ind mod ham, "Der har.. der har altid kun været dig" mumlede han stille og puttede sig tætter ind til ham, "Men du bør nok vide.. at jeg.. mod min vilje.. har.. jeg.. du ved.. med.. en anden.." hviskede han stille og gøs ved mindet, hvor var det klamt og ækelt og tænke på, han ville kun have Jayden, Jayden for altid. "Men jeg har aldrig følt for andre.. som jeg føler for dig, det skal du vide, det skal du altså.." hviskede han forsøgende og trykkede sig ind til ham og holdte mere fast i ham, som var han bange for at blive skubbet væk.

Jayden fulgte opmærksomt med i de små kærtegn på sin ryg. Næsten som om Ozzie fulgte et usynligt kort på hans ryg.. op... frem... lidt længere hen, en smule ned, tilbage igen.. osv. "Lyder lovende... det kommer jeg nok til at udnytte så" mumlede han og vendte sit ansigt ind mod Ozzies kind, og smilede lidt. Han slap ham dog langsomt da han frigjorde sig selv, og fulgte ham med øjnene. Han åbnede favnen igen da Ozzie krøb ind til ham igen, og vendte ansigttet mod hans hår, men stadig så han kunne se hvad elveren foretog sig, for han var nysgerrig nok efter så længe.. at være bort fra hinanden. Han fulgte de klodsede bogstaver på papiret, men kunne sagtens læse det, så svært var det ikke.. Han nikkede langsomt mod håret, og trykkede et lille kys mod hans hår "fint..." sagde han, og mærkede Ozzies lidt usikre fingre famle ned over hans overkrop. Han smilede skævt, og trykkede ham ind til sig "Mmm.." mumlede han drillende i hans øre, men han håbede at Ozzie tog det i spøg. Han betragtede ozzies ansigt da de blinde øjne så på ham "Jeg vil gerne kunne finde dig igen.." mumlede han, og lod ham putte ham ind til sig.
Han så lidt undrende på ham, og lagde hovedet på skrå "Lyder interessant..." sagde han, og prøvede at overveje hvilken evne han nu kunne have fået.. det var interessant at naturen fandt nye veje at give en evne når den anden pludselig forsvandt. Han rynkede på næsen, og så på Ozzie da han lænede sig frem mod ham og stirrede lidt på ham. Det lettede ham faktisk voldsomt meget... som hans krop blev så let den kunne flyve... Ozzie kunne stadig lide ham.. havde altid kunnet lide ham.. det var en lettelse.
Han blev dog hurtigt hevet tilbage til virkeligheden da ozzie fortalte at han var blevet voldtaget, og så en smule forurettet ud. Hvem ville dog gøre sådan noget?! SVIN! Jayden holdt dog sine svadaer, og vrede indendørs, han havde ikke lyst til at blive vred sammen med Ozzie lige når de havde mødt hinanden igen. Han holdt fastere om ham og trykkede ham måske en anelse hårdt ind mod sig "Jeg er... det er et svin, en ussel personlighed der har gjort det mod dig.. Ozzie tro mig, jeg føler heller ikke sådan her for andre end du" sagde han og lagde sine hænder på hans ansigt og så ham i øjnene. Selvom han godt vidste at han ikke kunne se ham i øjnene ville han stadig... stadig gøre det klart. Han kyssede ham inderligt på munden og trykkede ham tæt ind til sig.

Ozzie sukkede langsomt og smilede ind mod Jaydens brystkasse, det var tydeligt selv i hans tunge suk, hvor meget han i virkeligheden havde savnet Jayden, og hvor taknemlig han var for at han var kommet tilbage, det kunne ses i hans øjne selv om de var mere eller mindre sølv/grå. Han smilte bare til ham, og valgte så endeligt at stole på ham nu, han havde jo ikke andet.. og hvis Jayden havde tænkt sig at snyde ham igen.. ja.. så måtte han jo tag det som det kom. "Okay" mumlede han stille, "Det ville være dejligt" mumlede han stille, for han havde stadig utrolig meget lyst til at se Jayden jo, der var intet der der havde ændret sig, han ville have ham hos sig hele tiden hvis det da havde været muligt, men han ville jo heller ikek skræmme Jayden væk med sin påtrængendehed. "Lad det nu ikke blive væk" mumlede han stille og klappede let Jayden på lommen, for at sikre sig han passede orndeligt på det, det ville være en tam undskyldning hvis han sagde at den var bleven væk, når de om et halv år, på mystisk vis stødte ind i hinanden igen.. måske var det bare skæbnen.. det ikke ville dem sammen, eller omvendt, måske havde dne netop skubbede dem sammen igen? Han blev revet lidt ud af sin tanker igen da Jayden.. eh hvad lavede han.. Jayden! "Jayden.." sukkede han stille og rev sig lidt væk fra ham.. nu skulle han ikke.. åh gud. "Du.. du må ikke.." mumlede han stille og slap langsomt Jaydens ryg, "Ja" mumlede han stille, men hvis det kun var for sex.. så.. det kunne han da ikke mene vel? Han kunne godt lide Ozzie, rigtig.. ikke? Han sukkede stille og ville bare.. være ligeglad med alt og bare lade Jayden.. tage magten, give sig selv hen, men der var hele tiden noget der stoppede ham, han ville bare så nødigt udnyttes, eller gøre noget han ville komme til at fortyde. "Ja jeg.. ja" mumlede han bare og smilte forsigtigt imens han kravlede lidt væk fra JAyden og hen mod blomsten, han vendte sig dog om for at se tilbage mod skyggen, hans elskede skygge, han kunne da umuligt gå væk fra den? Han smilte lidt til ham, angående den der voldtagelse.. jaja.. det var vel ikke det væreste der var sket, men han vidste ikke om han skulle fortælle Jayden mere, dog så han ud til at tag det meget pænt endelig, så mon ikke han kunne holde til mere.. ellers ville han alligvel finde ud af det hvis han undersøgte Ozzies hals, mave, arme.. osv. nærmer. Han lod bare Jayden tage fat i ham og lænte sig lidt forsøgende ind mod ham igen, "Mhh" mumlede han stille og smilte lidt forsøgende. Han blinkede lidt forvirrende og så Jayden tilbage ind i øjnene, og det sølv der ellers henlagde alt i skygger forsvandt langsomt fra hans øjne, som havde hans pupiller udvidet sig, og hans øjne tog atter hans gamle grønne farve. Ozzie så på Jayden, dybt ind i hans smukke øjne, og ville ønske at dette øjeblik ville blive for eveigt. han mærkede hvordan han blev trykket frem og snart mødtes hans læber med Jaydens bløde læber, og han sukkede i taknemlighed, og lukkede igen de grønne øjne i, der atter blev sølv igen.

Jayden snoede Ozzies sorte hår om sine fingre og smilede let af sukket der undslap ham. "Mm.. meget" mumlede han, og trak sine fingre ud af hans hår, for at påbegynde de samme igen, tage fat om en lille tot af det bløde, men tykke hår, og sno det om fingrene. Ozzies sorte hår udgjorde en markant forskel fra Jaydens egne lange blege fingre, det så underligt ud.. næsten som en skelethånd, og ravnefjer. Det ville faktisk være en udemærket foto idé. Hans ansigt krakelerede i et stort smil, Ozzie inspirerede ham jo! Lille elver... Han rodede ham let i håret og kyssede ham i panden og lyttede til det suk der undslap ham, og slap ham stille. Han lagde hovedet på skrp, og forstod først ikke hvad han mente.. måtte ikke? Så gik det op for ham, at Ozzie ikke havde været ellevild med spøgen, og han sukkede let selv. "Du må ikke misforstå mig, jeg ved godt.. hvad de siger om dæmoner, og det er helt sikkert rigtigt, men.. men jeg ville aldrig udnytte dig, det lover jeg, det var blot min spøg" forsøgte han, og fulgte Ozzie med øjnene da han kravlede lidt rundt. Han skævede kort mod planten som stadig hang temmelig meget.. måske ville den klare sig, måske ikke.. Han rakte ud og trak ham helt ind til sig, ville have ham helt tæt på altså. Han lod sin ene hånd glide ned om taljen på ham igen, og den anden glide ned om hans hage så han fortsat kunne se ham i øjnene. De smukke sølvg.. Han blinkede lidt forvirret med øjnene da Ozzies øjne skiftede farve til grønne. Han så lidt forvirret på ham i lidt tid, til de grønne øjne lukkede sig i. Han betragtede hans øjenlåg i lidt tid, før han så trykkede ham ind mod sig og lukkede sine egne øjne. Kunne Ozzie lide af... Grå stær eller noget? Skiftede man øjenfarve når man havde grå stær? Aj.. man blev vel heller ikke forvandlet til en stær. Han slap dog kysset efter et par minutter, og hvilede sine læbre lidt mod Ozzies "Du har ikke godt af at sidde her på den kolde jord.." mumlede han og rejste sig, og trak ham med op og stå. Han så lidt på den lille elver i sine arme og smilede svagt til ham. "Kom.. så tager vi hjem til mig, jeg bor ikke så langt herfra, så kan du få noget tørt tøj på" mumlede han, og tog hans hånd og begyndte at gå. Han sørgede for at Ozzie gik på stien og ikke i krattet. Det vaar lidt underligt at han var helt blind.. det gjorde lidt ondt på Jayden for han ville ikke selv ønske at være blind, ikke at kunne se livets smukke sider... væsner, mennesker.. som Ozzie.

Ozzie smilte bare lidt forsøgende, han var allerede ved at falde for Jayden igen, simpelhen, så pladask som man nu kunne, nej ingen nåde her, hvad ville guderne dog med ham, var det virkelig hos Jayden han hørte til? Og i så fald... Så for evigt? Og hvordan skulle det overhovdet passe sammen, de var jo som is og ild, så forskællige som det nu kunne blive, og alligvel.. Havde skæbnen bragt dem sammen igen, måske skulle den bare have lidt tid til at indse det regn faktisk var rigtig på den her måde, i så fald var Ozzie taknemlig, der var ikke andre steder end hos Jayden han brød sig om at være, han var nu den eneste person der fik ham til at føle sig hjemme. Han smilte lidt forvirrende og så op.. Hvad.. "hvad siger man om dæmoner?" spurgte han stille og ville have forklaringen af Jayden, han ville have ham til at fortælle det, selv om han allerede havde gættet sig til det. Dog var han alligvel glad for det Jayden sagde, men han kunne nui heller ikke bare lyve om at han alligvel var ret glad for tanken om Jayden.. Der stadig.. Hhavde lyst til ham.. Ja på den måde, vel. For ikke at glemme at Ozzie jo også havde sine egne lyster, og det var lidt synd for Jzayden at hvis han virkelig.. Så.. Han smilte bare det bedste smil han nu kunne, "det helt i orden Jayden, du behøver ikke skjule.. Dine.. Lyster.. For mig, jeg.. Har jo også.. Du ved.. Lyst.. Til.. Dig" mumlede han forfjamsked og en meget rød farve bredte sig over hans før meget hvide kinder og efterladye en stærk rødmen der. "Her er ikke så slemt, jeg fryswer ikke" mumlede han tille, hviliket var løgn, og han var kun taknemloig at Jayden rev ham på benen igen, selv om det også havde været meget rart at side tæt ind til ham før, han var alt for glad for Jayden, den søde dæmon fortjente da langt beder.. Hvad ville han overhovdet med Ozzie? "jamen.. Hov stop.. Vent, jayden.." forsøgte hsan og tumlede efter ham, af en ukendt stig med måtte stoppe op og trække lidt i Jayden for at få ham til at holde op med at gå. "vi kan iike bare forladen den.. Jkeg kan ikke.. Den kan ikke overleve uden mig .. Forstår du.. Jeg kan ikke.. Jeg ber dig" mumlede hantrist og sendte Jayden et ulykkeligt blik, han følte sig ynklig, og styg, for alt han ville var at gå med Jayden! Han trængte til det, han var mudret ind, fugtig og snavset, han havde brug for et bad nok og noget andet tøøj.. Han var så egoistisk.. Han sendte lanten et sidste blik.. Den var døende og han ville sådan ønske han kunne se på den. Men det gik ikke, han trak bindet op iver sine øjne igen og greb fat oø Jaydens hånd, rettede hovedet stift modd planten, hviskede noget på elver sprog, vendte sig væk og bed tænderne sammen. Det var hårdt at sige farvel til en man elskede. "lad os gå.." kom det ynkligt fra ham, men alligevel med en hvis beslutsomhed i stemmen.

// Tag dig i agt for alle stavefejlene.. For det hele er skrevet på mobilen.//

Jayden havde fået på fornemmelsen at Ozzie endelig... følte sig en smule tryg hos ham, hvilket gjorde ham glad. Ozzie skulle jo helst ikke være bange for ham på noget tidspunkt. Han skar en grimasse da Ozzie spurgte om hvad man sagde om dæmoner, det måtte han da vide.. han kunne da ikke... have undgået at få det at vide? Han vrængede let, og prøvede at finde en forklaring der... ligesom.. forklarede det på en lidt sødere måde end det nok var tiltænkt. "Nogen... påstår at vi er sexafhængige, jeg mener nu ikke direkte afhængig, men.." han famlede lidt efter ordene, det var så svært at skulle forklare at dæmoner var sindssyge sexgalninge, som han jo skulle bevise for Ozzie at han bestemt ikke var. Han betragtede Ozzies smil ud af øjenkrogen og så lidt på ham. Han blev overrasket over det han sagde, og gloede lidt overrasket på ham i nogen sekunder for ligesom at samle sig til at give ham et ordentligt svar. Han bemærkede dog kort efter at Ozzie havde udtalt de sidste ord, at der dukkede en rød farve op på hans kinder. Det fik ham til at smile, og han lagde langsomt sin hånd på hans kind og kærtegnede den "hvor er du bare sød" mumlede han langsomt, og kyssede ham i panden, inden han hev ham videre. Han stoppede dog op da Ozzie forsøgte at stoppe ham "Hvad nu?" spurgte han let, og så på ham. Han skævede tilbage mod den lille ynkelige plante.. den så ligesom ikke ud som om den stod til at redde.. Han sukkede langsomt, og kløede sig i nakken med sin frie hånd "Kan vi ikke tage den med? I en potteplante eller noget" mumlede han spørgende mens han betragtede planten med en tænksom mine. Han greb fat i Ozzie, og trak ham blidt ind til sig "Nej, nu tager vi blomsten med" sagde han resolut. Han anede ikke hvad Ozzie før havde mumlet, det var et eller andet... Han trak blidt den lille elver tilbage til planten og stod og betragtede den lidt.. "Vent.." sagde han og slap ham, inden han satte sig ned på knæ og gravede forsigtigt rundt om planten for ikke at skade den yderligere, og fik planten fri af jorden. Han sad lidt og overvejede det, for han kunne jo ikke have den i sine hænder.. til sidst hev han trøjen af og placerede jordklumpen og planten i den så han kunne bruge den som en lille bærepose. Han rejste sig langsomt, og vendte sig mod Ozzie igen, og tog hans hånd "vi må finde en potte hjemme hos mig som den kan stå i, men vi må hellere gøre det lidt hurtigt så den ikke skal tilbringe for meget tid uden for fast jord" sagde han og trak blidt i Ozzie for at få ham med denne gang. Han rakte diskret trøjen til ozzies frie hånd, for han havde lidt på fornemmelsen at Ozzie var tættere knyttet til planten end han selv var, så han ville nok helst passe på den selv.. ellers skulle Jayden nok tage den, men han ville nok ikke være ligeså øm overfor den som Ozzie ville...

Ozzie så nysgerrigt på Jayden og ventede svar på det spøgsmål han havde stilt ham, hvad sagde man mon om dæmoner, de var farlige? Ja det havde han hørt og man skulle passe på med at lægge sig ud med dem, man kom tit slem til skade. Dog havde Ozzie aldrig mødt en ond dæmon, og han havde altså mødt et par stykker mere end Jayden.. de eneste onde skabninger han havde mødt ind til vider var vampyere og dem holdte han sig med glæde fra, så vidt som muligt. Ozzie vendte blikket mod Jayden da han svarede ham og sad lidt bare og stirrede på ham, den sorte skygge foran sig, sex.. afhængi? men.. men hvad? Hvad svarede man til den slags.. var Jayden sex afhænig? Måske ikke meget.. men mere end normale mennesker eller væsner? Så havde han vel haft andre siden Ozzie, ja selvfølelige, selv før han havde fået det her at vide havde han da ikke forstillet sig andet. "Mh.. nååh.. ja okay så.." mumlede han stille og prøvede ikke at lyde.. eh.. anderledes end sædvandelig, han havde lyst til at sprøge til det lille men.. men han var nu ikke sikker på han havde lyst til at vide mere, slet ikke om det emne. "Naaarj.." mumlede han forvirret og rødmede bare endnu mere.. søde ord burde ikke hjælpe så meget, men når de kom fra Jayden.. fanden ta' det. Ozzie lænte sig bare ind mod ham ved det blide kys i panden, hvor ville han dog ønske han kunne få mere.. meget mere.. af det. "Nej jeg.. jeg tror ikke.. ikke den kan holde til det, jeg har.. båret den herhen.. fra hvor jeg boede.. jeg har løbet hele vejen.. ejg tror ikke den kan.. kan mere" sagde han forvirret, endelig så kunne Ozzie heller ikke særlig meget mere, han var træt af den lange vej herud, han var træt af at have gravet i jorden, han var træt af alt.. og han var tørstig som fanden da han havde givet sit eneste vand til den døende plante.. han følte sig om dne døende nu, her i solens hede, han havde virkelig brug for at hvile sig lidt, alt svimlede for ham, og ordene blev forvirrende og gav ikke så meget mening længere. "Nå.. eh" sagde han forvirret, men havde endelig ikke nok krafter til at sige Jayden imod, blomsten var allerede stemplet død.. og hvis den døde.. ja.. så måtte han tage det med, han havde fundet sin lykke igen, og mon ikke han ville kunne klare det så? Hvis han havde Jayden. "Okay" hviskede han stille, han var tør imunden og det kradsede i halsen, gid man dog bare kunne ligge sig ned.. bare et par sekunder, men nej.. nu skulle de hjem.. hvor det end var. Han tog forsigtigt imod planten og knugede den ind mod hjertet, "såså.. lilleven" hviskede han stille til den yndige blomst der hang mere end tilladt. Der var ikke så meget andet at gøre end at følge med Jayden nu, hans følte sig som en robot som han gik der ved hans side.. han prøvede ikke at miste besindelsen og ikke at stoppe op, det var bare så.. hårdt, og han måtte nærmst hive efter vejret nu, hvilket ikke gjorde det beder i hans knasende hals og tørre mund.