En lille pause. Dania

S: Havnen lige ned til vandet.
T: 1.00
O: Helt stille ingen mennesker. Man kan kun hører vandet lige så stille slå mod bredden.
V: Det er et roligt stjerneklar vejr med en lille smule vesten vind.

Seidy have lige være til fest og var lidt træt af alt den larm. Så hun bestemte sig for at gå en tur ned til havnen. Det var en stille og rolige aften fuld af stjerner hun var iklædt en grå g-star t-shirt, et par stramme hvide bukser, lyserøde klipklapper og en kort lille hvid jakke. Hun gik langsomt ned til havnen, mens hun beundrede den skønne nattehimmel. Hun kom langt om længe ned til havnen. Der var ikke en sjæl kun lyden af de rolige bølger der slog mod bredden. Det var dejlig. Seidy gik nærmere havet og satte sig på kanten med benene ud over, mens hun stille stirrede ned i vandet. Det var mørkt og vandet var helt sort. Seidy vendte blikket langsomt mod himlen og beundrede stjernerne med et bredt smil. Hun var i fuld gang med at se om hun kunne finde karlvognen. Hun elskede stjerner. Det var noget af det bedste hun vidste. Det var som om de gav en indre ro inde i hende og en form for fred for at der intet ville ske hende.

Dania var klædt i en flagrende, kongeblå kjole, og en sort hat. Hun havde en tynd, grå striktrøje i hånden. De lange krøller var samlet i en løs hestehale hvor en til flere totter var faldet ud. De store, lettere rødlige vinger var foldet ud. Hun brød sig ikke om at om at gemme dem. Da lugten af menneske nåede hende skyndte hun sig dog at trække dem ind i ryggen igen. Det var smertefuldt, men nødvendigt. Det sortende for hendes øjne et øjeblik. Så var der ikke andet spor af vingerne end to røde streger på hendes ryg. Dania trak den grå trøje over hovedet igen. Så, nu lignenede hun blot et normalt menneske med en lidt speciel tøjstil. Kort efter fik hun øje på mennesket hun havde kunne lugte før. En ung pige. Hun burde ikke være på havnen alene på denne tid af døgnet. Der ske hende så meget ondt her...

Seidy sad lige så stille ved havnens bred og var lige som hypnotiseret i bølgerne der langsomt slog mod bredden. Hun var i godt humør og når man var i godt humør kunne man lige så godt synge. Seidy begyndte lige så stille at synge en sang for sig selv. Hun havde en køn klar stemme intet specielt, men stadig flot. Seidy rettede lidt på sin heste hale for nogle af hårene var fladet ud af den. Seidy vendte blikket op mod stjernerne og lagde sig ned på jorden og kiggede op ad, mens hendes ben hang ud over kanten og dinglede. Seidy smilede til stjernerne og fortsatte med at synge. Det var en skøn nat. Den var ikke for koldt og ikke for varm. Den var lige tilpas. Seidy søgte stjernerne igennem og prøvede at finde karlvognen. Det var sjovt at stjernerne kunne danne deres egne billeder. Det kunne være at de også var levende lige som os og ville se godt ud og derfor dannede de billederne. Men det var bare nogle af Seidys egne spekulationer.

Dania nærmede sig stille og roligt. Havde besluttet sig for at forsøge at falde i snak med mennesket, om ikke andet så for at sikre sig at der ikke skete hende noget. Hun satte sig ned et kort stykke fra pigen. "Hej.." hilste hun venligt, og smilede imødekommende.
Håbede lidt at pigen var rimelig åben. Det var hendes erfaring at mange mennesker her i området var rimelig åbne overfor fremmede, men selfølgelig var der nogle der var sky og helst holdt sig for sig selv.

Seidy blev helt forskrækket da hun hørte nogen snakke til hende ikke så langt væk fra hende hun satte sig op og kiggede rundt omkring indtil hun så en pige stå ikke så langt væk fra hende. Seidy rejste sig op og hørte pigen snakke til hende. Hun smilede imødekommende og sagde hej. Det kunne ikke gå galt tænkte Seidy for sig selv. "Hejsa. Jeg vidste ikke at der var noget her ude om natten ud over mig." Sagde Seidy og smilede venligt til pigen og beundrede hende flotte hår. Seidy kunne godt lide folk med rødt hår de var altid interessante og aldrig kedelige. Det afspejlede på en måde deres personlighed.