Hey you.-Demetri

Dato: 5/08-11
Dag: Fredag
Tid: 20:08
Sted: Stranden
Vejr: Varmt. 22 grader. men ingen sol :)
Omgivelser: vand og Dawn ..
Årstid: Sommer
Påklædning: http://www.lolinks.com/wp-content/uploads/2011/07/1311240248-26.jpg

Dawn løb ude ved vandet hun var ret lige glad med alt Zean havde været hende utro. og det ramte hende mere end hårdt..
hun stoppede længer ned af stranden hvor hendes tæsk var. hun tog en stor sort trøje på men den gik ikke ned over hendes tattoo på låret.. hun sætte sig ned og kiggede ud på det smukke vand.. hun smilte lidt men tændte så en smøg og røg stille og roligt.. hun lukkede kort øjne og åbnede lidt efter --

I det hun åbnede sad Demetri lige foran hende og smilede,
han sad på hug nærmest som et dyr der kunne springe på
hende hvert et sekundt. Hans tænder var blottede, dog irretede
det han at solen stadig var fremme, men den gik ca først ned ved
21 tiden når det var sommer..... sådan var det bare.

Et lille skrig slap hendes læber fra et chok ..
men lidt efter kiggede hun på ham. og bed sig i læben..
"Hej Demetri" sagde hun stille og kørte en hånd igennem hendes hår..
Hun havde tabt alle de kilo hun havde taget på imens hun havde haft elyas
i maven.. hun fugtede sine læber..

"Du dufter....af baby" sagde han og duftede mod hende
dette var en slags provokation, han rykkede sig helt hen til
hende og lægnede sig nærmest op af hende imens han
duftede til hendes højre kind. MEN! det var ikke kun det
hun duftede af. HUn var blevet smukkere, det lyse hår
den lidt blege hud og så engle ansigtet. Det var meget
Demetri nu blev tiltrukket af i utide.

Hun så på ham og nikkede..
"Har en baby!" hun smilte kort ved tænken om Elyas.
Han kom så tæt på at hun lagde sig ned for at få hans
ansigt lidt væk. han duftede meget af blod.. men han var jo vampyr.
hun så på ham.. og smilte roligt til ham

Han lagde nu sin kolde hånd på hendes mave.
"En baby" gentog han og smilte lidt, så var det derfor
at Camille havde duftet af baby også. Han spandt svagt
som en kat, Camille ville ikke kunne rejse sig nu var
Demetri holdte hende nede med maven.

Dawn*

Dawn vidste ikke endnu hvem hende der trunten var men det skulle hun sgu nok finde ud af
og når hun jord havde Camilie det ikke godt...
Dawn kunne ikke komme op at side han holdte hende nede. hun så på ham.
"Ja en baby..må jeg ikke godt komme op og sidde" Hun så roligt på ham

"Fortæl mig mere og dit barn" sagde han og gav ikke slip
på hende og gad ikke hører på at han skulle slippe, eller
han ville iværtigfald ikke slippe endnu. Han tanker begyndte
at vokse, dette barn skulle Demetri se, en trang til at tage det
fra Dawn og Zean voksede. Et minde kom pluselig og Demetri
kunne nærmest mærke en form for smerte springe frem fra
mørket inde i ham, mindet om hans familie var det sidste lys
inde i Demetri og det var som om det var ved at gå ud.

"Han hedder Elyas.. færdigt sult" hun kunne
se på ham der var noget galt.. så hun bider sig lidt i læben..
"Demetri" hviskede hun... hun ville se om han var til at
komme i kontakt med for det virkede virkelig ikke sådan..

Han gentog navnet og så så i det samme på Dawn,
han flyttede sin og lagde sig på siden ved siden af
hende. "Zean må ikke være særlig glad for dig var"
sagde han og fik et grumt smil, solen ville snart
gå ned og Demetri ville være den der styrede natten.
Men endnu var han ikke herre over dette.

Hun hørte hvad han sagde og hun fik meget ondt i maven..
Dawn bed sig i læben. hun svarede ham ikke men vendte bare
hovede og kiggede på ham.. "Demetri, hvad er det du kan lide ved at såre andre mennesker eller væsner for den sags skyld" det var noget Dawn havde tænkt på længe..

"Tja hvad er grunden til at du ville have et barn
selvom du ved det giver smerter" sagde han
og trak på skulderne, imens han kiggede hende direkte
ind i øjnene, alle fyre her omkring var enden utro
eller på andre måder nedern og for deres kærester,
Demetri kunne ikke forstå at piger kunne holde til det
dengang han havde levet var han gift før han overhoved
havde kysset hinanden.

Hun rystede på hovede..
"Fordi jeg vil ende mine og hans genere vider"..
Dawn stirrede på ham.. "Sig det til ham at han
ikke holder af mig og du får svaret"..
Hun sætte sig op.. hvorfor skulle det altid ske for hende..
"Hvor ved du fra han har været mig utro.. og ved du med hvem " spurgte hun..

Demetri satte sig også op, "Jeg ved intet om at han har været utro"
sagde han og kiggede smilende på hende, "jeg har bare mødt en der
duftede utroligt meget af Zean og af Baby" han trak på skuldernde.
Det ville være underligt at Zean havde givet selv sit barns duft videre
hvis ikke han havde været tæt på et andet væsen.

Hun sukkede "Men det har han" hun sukkede igen..
kørte en hånd igennem sit hår.
Dawn's smukke blå øjne kiggede på ham..
"Jeg hade jer drenge" sagde hun med et frækt smil..

"Ja det kan jeg så derfor har du fået en søn og kneppet for
at få ham" sagde han og rejste sig op, solen var nu nede
han kiggede ud over havet, det var næsten helt sort nu, og
havet blev nu til et farligt sted at være. sømænd forbandene
natten, havde et håb at så solen stå op igen, sådan var det i
gamle dage, solen var tegn på liv og natten tegn på stilhed og
det ukendte.

Hun rystede på hovedet af ham..
"Jeg knepper med Zean fordi jeg elsker ham!"...
Hun sukkede... rejste sig og der kunne man se igennem hendes sorte trøje..
Dawn var bare ligeglad... Hun havde jo ikke en grim krop.
hendes lysehår skinnede i sol nedgangen men snart var det helt mørkt...
Hun så på Demetri "Du har for ændret dg.. sidst vi mødtes ville du bare æde mig!"
hun smilte kort...

Han grinte lidt da hun kom op på siden af han, "jeg har andre måder at
fortærre min mad på" han vendte sit blik mod hende så han kunne se på
hende, "Hvorfor elsker du ham når du ved han bryder jeres kærlighed?"
sagde han og kunne ikke forstå hende, hvordan kunen holde ud at han
kneppede med andre når hun viste at han var hendes og at han yndremere
havde et barn med DAwn.

Hun kiggede på ham og trak på skulderen..
"Han vil ha mig ikke hende" sagde hun selvsikkert..
for hun vidste han elskede hende og deres søn..

"Men alligrevel deler han lagner med en anden" sagde
han og rystede på hoved, Kærlighed i dag var så bittert
og ude af kontrol, det gjorder Dawn billig på en måde, som
om at hun syntes at det var i orden at hende og hendes søns
skulle komme i 2 række i Zean's hoved.

"Jeg prøver jo at få ham til at fatte det" ... råbte hun
"Demetri...argh.. du ved jo ikke for svært det er" hun så på
ham og han ville tydeligt kunne se hendes smerte..

Det eneste Demetri gjorder ud og at se på hende var at løfte
øjenbrynet, han var 2000 år hvis ikke mere og så mente hun
at han ikke kendte til sådan nogen ting. Det måtte hun selv om,
han kunne tydeligt se hendes smerte, men hun måtte gører noget
tænke på sin søn istedet for bare at lade det hele ske, tænk hvis
sønnen voksede op med at det var i orden at have mange piger.

Hun bed sig hård i læben... "Det hele skal nok gå!"
hun rystede på hovedet. "Fortæl mig hvem hun er.. og fortæl mig hvor hun bor"
Hun begyndte a ligne en morder.. hendes øjne ville dræbe vis de kunne..

"hvad jeg har forstået hedder hun Camille" sagde han og syntes
godt om hendes atityde. det tiltalte ham ligefrem. Men han sagde ikke
mere han viste ikke hvor hun boede eller andet.

Dawn nikkede..
Et smil der ligeså godt kunne ha siddet på en morder
kom frem. hun så på ham og lagde hovedet på
skrå... hun havde virkelig lyst til at finde hende..