selv højt oppe findes der skygger - ribanalon

tid: kl 17:30
sted: oppe i bjergene
vejr: snestorm når den er værst

sneen fløj rundt i hele himlen mens vinden stormede og sparkede alt hvad der var oppe i bjergene. små sten blev skubbet ned af bjergene og solen var dækket med mørke skyer der skød sne ud af sig. hele det her snevejr var næsten blindende og man kunne ikke se længere end nogle få meter væk. dog var der nogen der havde turde at gå op i bjergene ved den her tid da der var en legende om at ved midnatstid oppe i bjergene vil et kort blive lyst op på himlen som kun ville kunne ses oppe i bjergene. dette kort ville kunne vise vej til næsten alle mægtige og magiske genstande på hele jorden. mange mennesker var allerede gået her op for at se det her kort men fandt kun deres egen endelig. men der var dog nogen få der var stærke nok til at kunne klare testene fra bjerget. dog var den her storm så kraftigt at man var nød til at finde ly med det samme eller ende med at blive frosset til en ispind eller falde ud over bjerget og møde ens endelige og skaber. dog lidt længere fremme kunne man se en grotte der så ud til at være rar og beskyttende imod det kraftige vejr. måske skulle man gå ly for stormen derinde.

En slags sang kom ude i sneen det var som at hører en lokkende sirene synge,
men dette var ikke en Sirene nej, dette var Ribanalon, hun havde en hvid kkjole
på og eller en halvlang frakke på med pels på , hun havde ingen sko, men sneen
rørte hende ikke, hun søgte ly i grotten og sad nu i mørket, hun kunne ikke skabe
ild, men hun havde i det mindste en taske med, der var træ, tændvæske og tændstikker,
selvom hun ikke havde brug for varme, men det var nu hyggeligt.
Hun kiiggede i ilden, denb kunne forvolde så meget skade og samtidig havd ville verden
være uden dem. hun smilte med sine dybtfrysne stive røde læber.

det stormede ude for den halv store grotte. man kunne se at grotten førte længer ind i bjerget men hvorhen. dog var det ikke det store problem. det store problem var at nu var der nogen på vej hen imod grotten. man kunne svagt se en mørk skikkelse gå ude i den store snestorm. det så næsten ud som om at skikkelsen ikke blev rørt at det kraftige vejr og gad vide hvorfor mon? gad vide hvem det var der havde vildledt sig op i bjergene i det her vejr. måske var det om kortet oppe på himlen.

Ribanalon havde nu tændt ild i grotten, men hun mærkede tilsyneladene
ikke at nogen kom nærmere og nærmere på grotten, hun havde regnet
med at være alene her oppe i de kolde bjerge, men det skulle snart vise
sig hun havde taget fejl, hun så ind i den tændte i der langsomt fik sneen
eller isen omkring sig til at smelte.

nu kunne man tydeligt se skikkelsen udenfor. det var et meget mystisk væsen. et væsen som man nok aldrig ville have kunne set i virkeligheden. faktisk var det et væsen der så ukendt ud fra den her verden. det var et lille væsen der var kun halv så høj som ribanalon. den havde mørkelilla hud og på dens krop var der flotte blå krystaller der voksede ud af den. den havde røde øjne der hvor man normalt havde hvidt og pupilen var meget lille men man kunne stadig tydeligt se væsenets øjenfarve. det var nemlig lysende grønt som to neon lamper. det lignede på en måde et lille pindsvin der gik på to ben og så overnaturlig ud. den gik ind i grotten og stoppede op da den så ribanalon. væsenet havde ingen mund mærkeligt nok og dens fødder så ud til at ryge med sort røg. gad vide hvad det var for et væsen?

det lille væsen

Ribanalon havde allerede rejst sig op da hun havde hørt
noget komme hende nærmere, hun stirrede undrene på
væsner, på en måde med store øjne og alligevel med en
rolighed, enden var det en djævel der var kommet fra helved
for at tage hende med sig, eller også var det et væsne der
havde evnen tl at forvandle sig lige som hende selv.

den kiggede på hende med sine røde øjne. næsten som om den studerede ribanalon. den vendte derefter blikket lige imod ribanalons øjne. som om den så hele vejen ind i hendes sjæl. efter nogen sekund med hvor den stirrede med studerende øjne så satte den sig ned på en sten uden at sige en lyd. dens røg der kom ud af dens ben så ud til at gå i et med skyggerne i området. som om røgen var lavet af skygger. gad vide hvad det er for et væsen. det kunne jo umuligt være en djævel. eller noget der kunne forvandle sig. og hvis det var noget der kunne forvandle sig. så hvorfor lignede den lige præcis det?. ville det ikke have været mere smart at ligne noget der ikke skilte sig ud så meget som den gør for resten af verden.

Ribanalon tøvede lidt, men fik så sig selv til at sige noget.
"Hvem er du" hendes stemme var klar og meget smuk, men
hvilkens vampyr stemme var ikke det, dog var der agsang
i hendes tale, Russisk om man kunne sige det, selv efter så
mange år fra sit hjem havde hun stadig agsangen og ville
nok heller aldrig miste den, hun kiggede nervøst og stirrende
på væsnet, "hvad er du" sagde hun derefter.

den kiggede på hende med et lettere følelseskoldt blik. "mit navn er mephiles. mephiles the dark og jeg er et væsen i andre aldrig har nogensinde forstillet jer eller drømt om" sagde den med en mørk og meget dyb stemme. det der var dog mest underligt var at den havde ingen mund men alligevel kunne den snakke. faktisk da den snakkede bevægede det stykke af ansigtet som sagde at munden nok var der som hos andre væsener. den bevægede sig som om at munden var under huden eller sådan noget.

Hun blev llidt forbavset over at den sagde noget
uden rigtig at have en mund dog anede hun som
sagt noget der bevægede sig ved dens ansigt.
HUn kom lidt til sig selv igen, hun udgrov et suk
og duftede så til luften, dette væsen var en dæmon,
hun spirrede øjnene op, det var lang tid siden hun
havde mødt en dæmon og den sidste hun havde mødt
havde hun holdt meget af, men han var forsvundet.