Don't hurt me! - Vicente. [xxx]

Tid: Langt over midnat..
Sted: Den triste skov..
Vejr: Støvregn, overskyet..
Omgivelser: Lige i nærheden af Vicentes hytte, hvor der er nogle træer der grænser op til..

---

Svag hvisken lød i blandt de stillelagte træer, en hvisken af den smukke natteopera, som vinden spillede i de bladløse trætoppe. Melodien bevægede sig nedad, atter nedad mod jorden, hvor den langsomt prellede af mod jorden og løftedes lidt op, mod den langsomme skikkelse der bevægede sig igennem de mange træer. Et højrødt mærke var formet på hendes kind og hendes øjne var blanke af tårer. Der var fugtige striber på de blege kinder efter de tårer hun havde grædt i bussen. Hendes vejrtrækning var tynd og hvæsende, men alligevel så var den på en sær vis yndefuld. Hun bevægede sig langsomt, slæbte sine fødder efter sig som to betonblokke, som om hendes fødder var lavet af den jord, hun gik på.
Christabel, Christabel, Christabel.. Navnet spillede som en evindelig melodi mod hendes trommehinder, sammen med de klistrede lyde, af zombierne der fortærrede deres arme ofre, der oftest bestod af hulkende kvinder, der bad for deres liv, og små, uskyldige børn, der skreg i smerte, hver gang Christabel tvang dem frem i sit hoved, så hun kunne høre den historie der blev fortalt. Hun følte sig så ualmindeligt hjælpeløs der i mørket, som om hun var på en fjendes territorium... Hun stoppede op, holdte vejret et par sekunder, hvorefter hendes hånd langsomt søgte op til hendes kind. Hun gav et tyndt støn fra sig, et støn i smerte. Av. Hendes fingre gled langsomt ned over den grå t-shirt, længere ned til de sorte Cheap Mondays, der sluttede sig tæt om hendes ben. På fødderne bar hun de sædvanlige sko, de sorte, ramponerede converse, hvor der stod Off på den ene fod, spring på den anden. Hendes blik flakkede nervøst rundt på træerne, der syntes at læne sig frem mod hende med deres knoglegrene, som for at omslutte hende med deres mørke, som for at spise hendes døde sjæl, hendes uvidende, glemte sjæl. En kuldegysning løb ned af hendes ryg og hun lukkede de mosgrønne øjne et par sekunder og åbnede alle porer i sin krop for at hive alle de tørre indtryk til sig.
Christabel stoppede pludselig op, som om hendes jordfødder ikke kunne gå længere. Hun lukkede øjnene kort i et sekund, sukkede, åbnede øjnene igen, og lod sig falde ned på hug. Så lagde hun sine kolde fingre mod den endnu koldere jord, der endnu ikke var våd af støvregnen, og kravlede med lethed fremad. Hun famlede sig frem i mørket og til sidst, nåede hun et træ. Hun lod sine fingre danse henover den knudrede bark og lænede sig frem, så hendes pande nu lå derimod. Så vendte hun sig om, lænede sig op af træet og lukkede øjnene i. *Jeg skal bare have sovet lidt..* sagde hun nervøst til sig selv.

En stærk, men sød duft blev fanget af Vicentes næsebor, en duft som han roligt indsnusede, som var det en duft, han ikke havde duftet i lang, lang tid. Han åbnede sine øjne og de røde øjne brændte let i mørket, som to gløder af ren ondskab. Det var tid, tid til, at han atter skulle sprede frygt og terror i hjerterne på de svage, værdiløse væsner, tid til, at han atter skulle knække deres viljer og hans mørke opsluge deres sjæle. Han rejste sig og bevægede sig hen til døren, som ledte ud til den triste skov, den del af skoven, som han betegnede som sit territorium. Han bevægede sig udenfor og mødte den kolde luft, som var omkring samme temperatur, som hans kropstemperatur, hvis ikke han var koldere. Vicente indsnusede atter luften for at lokalisere kilden til den søde duft. Han bevægede sig med en fart, som ville være hurtig for et menneske, men blot var normal for ham, han nærmede sig hurtigt kilden. Han stoppede ved et træ, han havde bevæget sig hurtigt, men lydløst imod englen, som han også havde fundet og lige nu stod og iagttog. Han studerede kort sine omgivelser, han tænkte, at det måske var en fælde og at nogle dusørjægere blot ventede på, at han skulle gøre et træk imod englen, som kunne være lokkemad og dusørjægerne så havde deres chance for at angribe ham - Han så dog ingen mennesker eller andre væsner i nærheden. Hans paranoia havde mange gange reddet hans skind. Igen indsnusede han duften af englen, den søde, stærke og feminine duft, som nærmest lokkede og hev ham nærmere. Han kunne ikke længere modstå sin tørst, sin længsel og bevægede sig tættere på hende.

Christabel lod langsomt sine fingre søge henover den kølige jord, som i at forholde sig til noget. Hun trak vejret helt roligt og afslappet, ind og ud, det var det eneste hun fokuserede på lige nu. Så syntes luften at sitre ikke så langt fra hende, så hun drejede langsomt ansigtet, åbnede øjnene og stirrede tomt ud i luften, men der var ikke det mindste at se. "Hm.." mumlede hun fraværende og lagde hovedet tilbage. Hun lukkede øjnene, åndede tungt ud, for at understrege at det nok skulle gå. Langsomt mærkede hun en hånd gribe fast om sit sind, og den lille pige, med det lysebrune hår, de store øjne, den brede, høje pande og de smalle læber, viste sig for hendes nethinde, og straks lagde pigen en hånd for sin mund. Så rakte hun langsomt hånden frem mod Christabel, der blev siddende ubevægelig. Og lige inden den lille pige nåede at røre ved hendes læber, så sitrede luften endnu engang, men denne gang, der lød det tydeligere. Det var som om nogen snusede sig frem til et eller andet... Nå, det er nok ingenting.
Hun lagde igen hovedet tilbage mod den knudrede bark, hendes fingre krøb ualmindeligt nervøst hen ad jorden, hun lagde mærke til hvor ualmindeligt stille der pludselig var blevet.. De få blade gav ikke længere deres lave, klikkende lyd fra sig, som kun et stærkt, følsomt øre, som en engels eller en vampyrs, ville have opfattet. Det var sikkert ingenting. Regnen var nok forsvundet igen, men englens bange anelser blev desværre til virkelighed, da hun stadig mærkede de bløde fjer, som regnen formede, kildede på hendes nøgne hud og hun lod langsomt sin hånd glide hen af jorden, som om hun ledte efter noget... Og utroligt heldigt, fandt hun en kæp. Hun trak den ind til sin mave, og følte på den, men den var hverken særligt lang eller særligt holdbar. Hun lagde den ualmindeligt forsigtigt fra sig, den gav ikke den mindste lyd fra sig. Så sitrede luften endnu engang omkring hende, men nu var stilheden ikke længere stille... Det var en støjende stilhed. Det var så stille, at den mindste lille vind skreg for hendes ører og trak hende ned i utryghedens ubarmhjertige dyb. Hun skyndte sig at trække vejret ind gennem munden, hvilket fik sat lydniveauet lidt ned. Og så slappede hun straks lidt mere af.
Hun skulle aldrig have taget hjemmefra, hun skulle aldrig have sagt Andie imod, hun skulle bare ikke.... men pludselig stoppede alle de tanker og udskældninger hun udsatte sig selv for og så lyttede hun intenst. En svag børnelatter hørtes fjernt, et objekt i hendes sygelige fantasi, der ligesom formede sig uvæsentligt hurtigt, det var en lille pige med en hospitalskjole, der gik mellem træerne, frem mod hende, hviskede utydelige fjerne ord, hun stavrede af sted på sine tynde ben og pludselig smeltede hun og blev til en blød muldjord lige foran Christabel.

Vicente ville tættere på englen, som så ud til at være utroligt fraværende, men han tog dog ingen chancer, han vidste ud fra tidligere møder med engle, at de kunne være snu og hurtige. Han måtte tættere på, men dog uden at give nogen lyd fra sig overhovedet og det var her hans evne var helt perfekt. Langsomt forsvandt Vicente og alt der var tilbage af ham, var en tyk, sort, uigennemtrængelig røgsky, som bevægede sig op imod træernes døde kroner, for så at bevæge sig imod englen. I mørket var han nærmest usynlig, når han var i denne form, en perfekt evne at have, syntes han selv. Røgen hvirvlede kort om englen, før hans skikkelse så langsomt begyndte at tage form foran hende. Han sad på hug foran englen nu. Hans øjne var rettet imod hende, hans kolde, følelsesløse og gennemborende blik hvilede direkte på hende. Han sagde intet, men sad bare der foran hende, indsnusede endnu engang hendes duft, jo tættere på han var, jo bedre blev duften og derfor var det ikke kun hans tørst, som gav ham lyst til at bore sine hjørnetænder i halsen på hende, men også fordi at han så ikke kunne komme tættere på hende. Duften af kvindelige engle var simpelthen noget af det bedste, som han kunne komme i tanke om, kun deres blod slog det, det var nok det absolut bedste, som var på denne jord. Vicente gjorde intet endnu, han elskede at se dem blive lammet af frygt, elskede når man kunne dufte frygten, som rislede den ned ad dem. "Lille engel.. Fortabt i skoven, mørket vil tage dig.." lød hans mørke, montone stemme, hvorefter hans tunge langsomt gled over den ene sylespidse hjørnetand.

// Sorry at jeg bare smuttede igår og ikke har været på idag, men min computer er brændt helt sammen, og jeg er ude ved min Mormor, så det er hendes computer jeg låner lige nu x) //

Christabel anede noget bag ved sig røre uroligt på sig. En svag lyd i mørket og så sprintede en kanin lige igennem hospitalspigen, der forsvandt lige så hurtigt som hun var kommet. Hun anede det knapt nok, hun havde for travlt med at lytte. Så syntes alt at blive lidt mørkere, det kildede rundt om hende og knurrede til hende, sagde at nu skulle hun rejse sig at flygte, men alligevel, så blev hun siddende, hendes nysgerrighed tøjlede hende og tvang hende til at blive siddende. Så langsomt, manifesterede mørket sig til en fast skikkelse, med langt, mørkt hår, der virkede så frygtelig. Hans øjne glødede rødt og sulten, hadefuldt, iskoldt, men alligevel så tomt og intetsigende, og straks lænede Christabel sig lidt frem, hun hørte hvordan han duftede til hendes glatte, tynde hud, men hun sagde ikke noget. Men det skræmte hende ikke. Hun blev siddende, kiggede på ham, måske lettere undrende og nysgerrigt, indtil hans stemme lød dybt og monotomt, hans læber splittedes og hun så hvordan hans hvide, skarpe tænder blottedes for hende, hans lyserøde tunge gled henover den ene. Og straks smilede Christabel. Tankerne om Andie, tankerne om fortiden, tankerne om hvor hun burde være eller ikke være, de forsvandt. I det ene sekund eksisterede kun vampyren, der virkede så mægtig og frygtindgydende, men han havde slet ikke den effekt på hende, som han sikkert ønskede.
Hun lænede sig endnu længere frem, hendes mosgrønne øjne stirrede lige ned i hans døde, morderiske, mørke, plettede, blodige sjæl og hun åd den råt, som om hun ikke havde det mindste tilovers for ham, men i virkeligheden, der så han uhyggelig ud. Hvad ville han hende? Hun lukkede øjnene i, lænede sig tilbage mod den kolde, knudrede bark, der pressede mod hendes ryg og gav hende et lille holdepunkt, et lille håb om.. Ingenting. Den var der, og det var det der var det mest afslappende.
Hendes øjne gled langsomt op igen, men til hendes frygt sad vampyren der endnu.