Er her ikke hyggeligt, Vicente?

Dato: 22/09
Dag: Lørdøg
Tid: 02:33
Sted: Den triste skov
Vejr: Køligt, skyfrit
Omgivelser: Skov, natur?

Lange, travle skridt larmede i den ellers nærmest dødsens stille skov. Mistænksomme øjne gennemsøgte skoven, så godt som det var muligt. Den høje skikkelse, der bevægede sig gennem skoven, gjorde ingen forsøg på at være stille, nej den unge kvinde koncentrede sig om at være hurtig. Hun havde travlt. Hun stadig lugte sit bytte, men fire ben var unægteligt noget hurtigere end to. Og i den tætte skov var et par store vinger ikke ligefrem det bedste transportmiddel. Der var alt for mange træer, som man kunne risikere at ramme med en af de følsomme vinger... De gik alt for let i stykker... Den slanke kvinde skikkelse var klædt i der sad stramt nok til at give hende maximal bevægelighed, men alligevel sad løst nok til at tillade at hun kunne skjule diverse våben. Det lange hår var trukket stramt væk fra ansigtet, og hang ved af kvindens ryg i en flettet pisk, for at forhindre at det skulle kunne komme i vejen på ubelejlige tidspunkter. Hun trak vejret dybt og roligt, og så lydløst som muligt. Ikke fordi hun forsøgte at skjule sig, hun vidste godt at hun lugtede langt væk af engel, så det at skjule sig ville virke åndssvagt, nej det var mere fordi hun vidste at det var nemmere at lytte sig frem til andre, når man ikke selv larmede så meget.

Joe var irriteret. Hun var på jagt, og hun var ved at miste sit bytte. Hun hadede at miste et bytte. Godt nok ville det ikke blive aftenens første fangst, men det betød ikke noget. Hun jagede ikke for pengenes skyld, men for at holde bestanden af dræbere nede. Hun hadede dem egentlig ikke. Hun mente bare at de fredelige racer også skulle have en chance for at overleve, uden at blive oversvømmet af væsner der kun var ude på at slå dem ihjel. Egentlig fandt hun det ganske komisk, det at hun dræbte de dræbende. Ved første øjekast kunne hun meget vel ligne en lækkerbidsken, for de fleste af de væsner hun anså for sine ofre. Det var hun bare ikke, så langt fra.
Hun sukkede vredt og stoppede op, da hun måtte indse at hendes bytte var sluppet fra hende. Pokkers også! Hun spyttede, som havde hun en grim smag i munden, og tog så en dyb indånding. Nej, varulven var væk.. Men... Var der ikke noget andet der blandede sig med lugten af skov? Jo... Jo, det var der vist...