Ny, og alene.

Dato: IRL
Dag: IRL
Vejr: Varmt, overskyet... alletiders vejr hvis man vil undgå at blive forbrændt.
Årstid: Sommer..
Tid: Aften, lidt over 8.
Sted: Silent River
Omgivelser: Søen, skoven omkring den, og insekter der nyder den sumpede sø.
Påklædning: En hvid kort sommerkjole (som hun faktisk kun bærer når hun er alene)... og bare tæer, da det får hende ti at føle sig tættere på naturen, og mere fri.
Specielt: Hun har et brunt læder armbånd om venstre håndled, med et lille træ hjerte (i specielt hvidt træ) som vedhæng.

Arena holdt sig et par meter fra søbredden, da hun et par dage før næsten havde været ude for en ulykke hvad angik den mudrede sø. Alligevel havde stedet ikke skræmt hende væk, tvært i mod... hun var begyndt at holde af stedet. Det var fredfyldt, og smukt... udover den livstruende fare søen gemte under vandet. Arena lod sig dovent dumpe ned i det høje græs. Hendes store blå øjne betragtede søen, mens hun mest af alt ønskede at nogen ville holde hende ved selvskab. - men det skete kun når hun rejste rundt hver sommer... og de mennesker hun mødte der, gav intet indtryk. Et suk undslap hendes læber, mens hun lukkede øjene langsomt i.

En lav skikkelse løb igennem skoven ikke langt derfra, men det var hverken af frygt eller andet vedkommende løb for, det var at nyde naturen. Hun løb igennem den vilde skov, hvor grene og rødder prøvede at gribe fat for at få hende til at vælte. Men det skete ikke for lige nu var crasie i en trance tilstand, hvor hun havde lukkede øjne, og lod sig kun blive styret af sine kropsinstinkter. Hun vidste ikke hvilken vej hun var på vej imod, hun løb bare. Men før hun vidste det, så opdagede hun først alt for sent lugten af engel, og englen sad lige foran hende. Crasie havde ikke sit normale tøj på eller hendes velkendte stok. Hun stod og betragtede englen med sine neonlilla øjne, mens hun trak vejret tungt. Det man nok først lagde mærke til ude over hendes øjne, var hendes lave højde. Hun var kun 145 cm og som jo var ret lavt. Hun havde ellers bare en tynd sort trøje på som sad tæt, sorte bukser og så sorte kondisko. Noget af hendes sorte hår af en manke sad i vejen, og hun fjernede håret let med sin venstre hånd. Hun stod rolig, men var dog klar til kamp. For mange engler var ikke så venligsindet, og endnu engang ønskede hun sin stok og sin hættetrøje, som var fyldt med ting.