Hastigheden

Dato: 18. December.
Årstid: Vinter
Dag: Fredag
Vejr: Kølig bjergluft
Sted: På en nogenlunde vejsom bjergside
Tid: 20.00
Omgivelser: Natur.

En skygge der tordnede afsted i skoven, ødelagde diverse blade, kvæste og andet skidt der lå på jorden. Man nåede slet ikke at se hende, medmindre man selv var af overnaturlig kræfter. Hendes ildrøde hår stod bag hende, som en hvivelvind, og hendes stramme læber havde bredt sig i et kæmpe smil. Rusen over hastigheden, og lykken steg, da hun nåede begyndelsen af bjergsiden. Elisabeth satte farten ned til menneskefart, snusede og konstatrede hurtigt hun var alene. Hun var ikke den mindste smule forpustet, og begyndte sin vandring ned igennem landskabet. Det var mørkt, men på grund af Elisabeth fantastiske syn, så hun alt. En harer krydsede forvirret hendes vej, men Elisabeth tog sig ikke af den.

¤tøj :: https://media.photobucket.com/image/male%20model/balser07/male_model.jpg

Yo så sig omkring med et smil, han lysegrønne øjne viste venlighed. selv om han ikke altid var den der var mest venlig, han gav slip på den gren han holde fast i. og lod sig lande i et nyt træ, han træk vejret dybt for at få så meget bjergluft ind i sig som muligt. på hans ryg stak der to små sorte ting ud med fjer på, der viste at han lige havde fløjet og var igang med at tage sine vinger ind. han fik plusenligt øje på nået et stykke længere fremme, en slags vind men den stoppede lidt efter op
*hvad er mon det* tænkte han
og hoppede hurtigt videre til næste træ, han tog en dyb indånding
*vampyr* slog det ind i hans hoved
han stoppede op, og bed sine tænder sammen. og håbede ikke at vampyren ville opdage ham, selv om han lugtede af dæmon i miles omkreds

Vinden strejfede Elisabeth fingre, hår og krop. Hun satte sig undersøgende på hug, og så sig omkring. En sær duft strejfede hendes næsebor, og hun rynkede svagt på næsen. Hun lagde blidt, katteagtigt, hænderne på jorden, og snusede til den fugtige jord. Ikke her. Hun var hurtigt op, og gik baglæns bagud, hvor hun tog en dyb indsnusning. Men den var tæt på. Demonen. Et svagt hånligt smil gled over hendes læber, og hun anstrengte sig til sit yderste, for ikke at vende sig om, og hvæse af den. Elisabeth var ikke venlig af sig - Ikke engang overfor vampyre, som hun ellers var i samme art med. Elisabeths lange fingre gned hinanden, og hun sukkede tungt. Hendes temprament var skyhøjt, og bare færten af et andet væsen, kunne give hende et flip. Elisabeth tvang sig selv til, at gå et lille skridt videre, men hendes kropsprog havde afsløret hende - Hun havde opdaget ham.

Yo så over mod hende, og rystede på hovedet
*jeg gider ikke lige nu* tænkte han
han satte sig på grenen og af træet, og uden at fjerne sit blik fra det sted mellem nogle træet. som hun snart ville komme ud fra, han lag stille sine hænder ned i sine lommer. han svingede lidt med sit ene ben, der hang i luften. han bed sine tænder hårdt sammen og håbede på at hun ville gå igen, han lag stille sit hoved op mod træet. og lukkede sine øjne i, mens han lyttede efter hende. han lo lidt for sig selv
*nedern* tænkte han
mens han lo lidt videre, da han havde taget op i bjergene for at være for sig selv

Elisabeth havde hørt hans latter fra hendes sted, på bjergsiden, og det gjorde hende endnu mere vred. Eftersom hun ikke havde rørt ved ham, kunne hun ikke læse hans tanker, og derfor vidste hun ikke, hvorfor han havde sådan en trang efter at le. Hun tvang sig selv til at slappe af, og satte så afsted i en fandens fart. Hun greb hurtigt fat i de grene, og i løbet af et sekund eller to, stod hun på den gren, ved hans side. Hun lagde hovedet på skrå. "Det klæder Dem ikke at grine på den måde - Jeg ville foreslå Dem, De lukkede munden," sagde hun i et køligt tonefald, før hun blinkede til ham, og rynkede tænksomt på næsen. Her stank.

Yo åbnede det ene øjne og så på hende
"tror mere du skulle flytte dig fra mit syne, så passer jeg selv om jeg vil le eller ikke" sagde han venligt
og baskede lidt med hånden om at hun skal gå, han fjernede stille det hår der hang foran hans ansigt. han lukkede sit øje i igen, og begynde at le igen mens han blev ved med at svinge med sit ben
"skal vi ikke sige, når jeg håber mine øjne igen, så er du smuttet med dine små ord" sagde han
og hævede det ene øjenbryn, inden han tog sin hånd ned i lommen igen. og smilte lidt for sig selv

Elisabeth smilede bredt, en smule hånligt, men ellers bare drillende og nysgerrigt. "Nej, hvorfor synes du dog det?" spurgte hun, i et flabet og ligegyldigt tonefald, dog mistede hun ikke smilet, til det med at hun skulle smutte, og hun satte sig elegant på hug på grenen. Elisabeth lagde svagt hovedet på skrå, og pillede lidt ved hendes røde hår, før hun begyndte at slappe mere af. Men hendes blik veg dog ikke fra ham.

"jeg kan ikke lide folk, der opføre sig sådan" mumlede han
uden at åbne sine øjne, han smilte lidt
"du ved åbenbart ikke hvad smutter betyder ?" sagde han
og blev bare siddende, han åbnede sit ene øjne og så på hende. han rakte sin ene hånd mod hende
"jeg hedder Yo, hvad hedder du ?" spurgte han
så blidt om han kunne, selv om han ikke var så vild med hende

Elisabeth smilede smørret, da hun strake armen ud og mødte hans hånd i et kort håndtryg. Hun så roligere ud nu, men hendes kølige smil blev stadig på hendes læber. Elisabeth lukkede kort øjnene, og kiggede intrægende. Hun kunne mærke hans modvilje mod hende, og hævede svagt det ene bryn. Hvorfor havde han ikke stukket hende en, og bare gået sin vej? Kæmpet? Elisabeth rystede på hovedet. "Jo jeg ved skam godt hvad det betyder. Det er bare ikke altid, jeg gider at hører efter," sagde hun og blinkede smilende til ham. "Jeg skal nok lade være nu," tilføjede hun. Elisabeth hentydede meget kraftigt til hendes flabehed. Elisabeth respekterede, at han ikke brød sig om flabede og kølige mennesker - Derfor behøvede hun jo ikke være enig.

Yo så hende på hende og nikkede
"rigtigt nok, men jeg fik aldrig dit navn" sagde han
og tog stille sin hånd til sig, og lod den køre igennem sit hår. han prøvede altid at være venlig over for nye folk, selv om det lå i hans natur ikke at være venlig. han rystede stille på hovedet, aldrig havde han mødt en vampyr som hende. de fleste af dem var jo venlige, eller i det mindste prøvede på at være det

Sarah bed sig i læben, for ikke at komme med en af hendes kommentare. Det var forfærdeligt. Elisabeth sad stadig helt ude på kanten af grene, og så tænksom ud. "Mit navn er Elisabeth Jocelyn," svarede hun ham, og kiggede over på ham. Elisabeth kunne ikke helt skjule et lille smil, da han nu havde rørt hende. På den måde kunne hun læse hans tanker, hvis hun ville. Og havde hans accept. Selvom han ikke brød sig om hende, havde Elisabeth nu ikke noget imod ham. Han virkede reél. "Hvad laver du herude på den her tid?" spurgte hun så, venligt, og satte sig rigtigt på grenen. Selvom hendes tonefald var venligt, var hele hendes memik og kropssprog køligt.

"flot navn" udbrød han
og prøvede at smilte til hende, han så sig lidt omkring
"jeg havde bare brug for at komme væk, alt for meget at tænke på.. hvad med dig ? Beth.. må jeg godt kalde dig det ?" sagde han
og bed sig lidt i læben, mens han svingede videre med sit ben. og fik taget det sidste stykke af sine vinger ind

Elisabeth hævede overrasket det ene bryn, før hun så skeptisk på ham. "Det er gammeldags," konkluderede hun lidt efter, før hun smilede kort til ham. Hun så ned, og rettede lidt på en hue, der sad på toppen af hendes hoved. Elisabeth vidste ikke helt, det med kælenavnet. Det var kun hendes familie der kaldte hende det; Han var ikke familie. Efter nogle minutters stilhed, hvor man kunne se, at hun tænkte så det knagede, nikkede hun. "Det må du gerne," sagde hun nikkende. "Hvad skulle du tænke på?" spurgte Elisabeth rimelig direkte, uden egentlig at tænke på, at han gerne ville holde det for sig selv. I princippet kom det jo heller ikke hende ved.

Yo nikkede
"jeg takker" svarede han
og smilte lidt til hende, mens han rodet sig i håret
"bare nået med kærlighed" mumlede han
lidt trist i det, og bed sig i læben. da han ikke var så vild med at vise hende, sine svage sider. han lag sin ene arm bag sit hoved, så han sad bedre op af træet

Elisabeth sad i en rum tid, hvor hun ikke sagde noget. "Det lyder besværgligt," konkluderede hun forlegent, før hun rømmede sig. Hun var ligeglad med hans svage sider, for det havde hun jo også. Elisabeth havde bare aldrig været særlig god til at trøste, eller snakke om problemer. Det havde været et problem utallige gange, men det var ikke blevet bedre. "Nåmen.. Hvorfor er det du tænker over det?" spurgte hun og flyttede sine sorte øjne hen på ham. Hun kunne måske godt øve sig lidt? "Altså.. Du behøver jo ikke sige det," tilføjede hun hurtigt.

"fordi jeg har en kæreste, men der er denne fyr.. som er vild med mig og jeg er os lidt vild med ham,, men jeg troede ikke han ville havde mig, og ville vælge en anden fyr.. så fandt jeg ham jeg er kæreste med nu.. og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre" sukkede han
og bed sig hårdt i læben, da han ikke var vild med at fortælle folk om sine problemer. han så stille ned mod jorden, og smilte lidt over højden

De fleste gange, havde Elisabeth enden valgt at gå, eller vælge at holde sin kæft. Men hun var i forvirring nu. Hvad skulle hun vælge? Elisabeth lod en hånd kører igennem håret, sukkede indvendig, men facaden var ligegyldig. "Hmm.." var hendes kommentar, da hun kløede sig på kinden. Det var ikke ham, der direkte gjorde hende så stiv og passiv, men mere hans problem. *Skal jeg gå? Holy shit, hvad dælen gør jeg? Altså.. Det er jo ikke hans skyld, men hvad siger man? Pis...* tænkte hun, da hun jo ikke vidste at han var tankelæser.

Yo så på hende og begynde at grine
"nej bare bliv, altid godt med selskab.. hvad er ikke min skyld ?" spurgte han
og lag en hånd på hans mund, da han mærkede at grinet ikke var falsk. som det plejede at være, med folk han ikke var vilde med

Elisabeths mund blev en lang streg, og hendes sorte øjne skød lyn. "Du er bare helt vild efter at læse andres tanker var?" hvæsede hun vredt, og hun greb fat i grenen fordi hendes hånd rystede voldsomt. Elisabeth sank en stor klump, og hun bed sig hårdt i læben. Elisabeth svingede sig ned fra grenen, og lande hårdt på jorden på benene. Det havde ikke rigtig været hendes mening, at reagere så overilet, men det kom som et chok for hende, at hun ikke var den eneste der besad den evne. Selvfølgelig vidste hun, at der fandtes andre, med den evne, men hun havde aldrig drømt om at hun skulle møde en - Og så var det jo Elisabeth. Hun havde bare et kæmpe temprament.

Yo så efter hende og rystede på hovedet

//Out? ^^'