Tirsdag eftermiddag i Werclare -Azriel-

Årstid : Sensommer.
Dag : Tirsdag.
Vejr : Lunt, Men med en køligbrise, Stjernehimmel.
Sted : Udenfor Lynch & Co. HQ i Werclare.
Tid : 1530
Omgivelser: Travl eftermiddags gade. Mange mennesker.
Eric Lynch sad på bagsædet af sin firma bil mens den kørte op foran hans arbejde. Han rettede på sit blodrøde slips og kiggede sig i sit spejl. Hans sorte skjorte og kulsorte jakke passede godt med hans røde slips. Han koncentrerede sig for at få hans røde skær i øjnene til at falme.
Bilen standsede og hans chauffør åbnede døren. Eric trådte ud på gaden og kiggede sig omkring. Der var mange mennesker på gaden.
Han blik gled rundt over folks ansigter. Ingen han kendte. Han bevægede sig langsomt hen mod indgangen til firmaet.

Azriel kom hurtigt løbende og så sig over den ene skulder. Hun vidste at der var øjne rettet imod hende.. øjne som tilhørte nogle uhyggelige og ondskabsfulde mænd. Hun rundede hurtigt det næste hjørne og kom til at løbe direkte ind i en mand. Han var høj og iført et jakkesæt, og så ældre ud end Azriel selv. Hun havde fået et stort chok, da hun ikke havde opdaget at manden havde stået dér.
Hun så hurtigt op på mandens ansigt og kunne hurtigt mærke at han ikke var menneskelig, og gættede hurtigt på dæmon, da hun kunne genkende lugten af dæmon, hængende i luften.
Hun så sig hurtigt over skulderen og gemte sig hurtigt om bag manden. Hun håbede på at hun kunne narre ham, og at han ville tro at hun blot var en almindelig menneskepige. Hun havde langt mørkt hår og dybe blågrønne øjne. Hun havde en ternet trøje på og tætte jeans. Hun lignede en pige i 14 års alderen. Hun så sig lidt omkring og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde kunnet mærke nogen følge efter hende, men den følelse var stoppet lige da hun havde løbet ind i manden...

Eric kiggede ned på hende. Han var øjeblikkeligt klar over at hun ikke var menneske. Han lagde en hånd på hendes hoved.
”Hvad løber du fra, mit barn?” sagde hans mens han brugte sin stemme til at få hende til at slappe af. Han var begyndt at bruge sin evne per instinkt og refleks og tænkte sjældent over det mere.
Han kiggede sig omkring. Han kunne ikke se nogen der holdt øje med dem.

Da manden rørte ved Azriel, kunne hun hurtigt mærke en bølge af afslappet energi svømme ind over hende. Hun så op på ham og bed sig blidt i underlæben "J-j-jeg ved det ikke..." mumlede hun usikkert, og vidste jo egentlig ikke hvad hun havde løbet fra, men vidste bare at hun havde løbet fra noget... eller nogen. Noget havde forfulgt hende. Og det havde gjort hende en smule bange..

Eric kiggede ned på hende. Han vidste at hun var noget særligt. Han så sig omkring. Stadig ingen der holdt øje med dem.
”Kom, smukke.” Han lagde armen om hende og førte hende ind på arbejdet.
Lynch & Co’s lobby var indrettet med lædermøbler og en reception hvor der sad en ung kvinde. Eric gik direkte over til hende. Hun så op på ham.
”Goddag Mr. Lynch. Jeg har nogle beskeder til dig.” sagde receptionisten og gav Eric et par papirer. Han bladrede hurtigt igennem dem og lagde dem tilbage på bordet.
”Tak. Ingen telefon til mig den næste time.” sagde Eric og gik mod elevatorene.

Azriel så op på ham og blev lidt overrasket da han lagde en arm omkring hende, men fulgte dog med. Hun så med store øjne da de gik ind i en stor bygning, og var ikke vant til sådan noget. Hun lod sit blik gå over hendes omgivelser og når nogen snakkede til manden, som de kaldte hr. Lynch, holdt hun blikket nede og prøvede at undgå øjenkontakt.
Hun så langsomt tilbage op på hr. Lynch med et nysgerrigt blik "hvor fører de mig hen?" spurgte hun forsigtigt og havde en høflig tone og ville ikke være uhøflig overfor en mand, som så så vigtig ud..

Eric så ned på den unge pige. Han gik ind i elevatorerne og trykkede på den øverste knap, 13 sal.
”Op på mit kontor. Så kan vi snakke lidt om hvad du er, og hvem der var efter dig.” Eric brugte igen sin evne til at få hende til at slappe af.
Mens elevatoren steg mod 13 sal begyndte Erics øjne at lyse en smule rødt. Han kiggede ned på den unge pige. Døren går op og Eric går ind på sit store kontor. Væggene er malede sorte og gulvet er af granit. I midten af lokalet står der et skrivebord og en stor læderstol. Vinduerne er lukkede og det eneste lys der inde er en stor lysekrone i luftet. Eric sætter sig ned i sin stol og peger på en anden stol for an skrive bordet.
”Sæt dig ned og lad os snakke lidt.”

Azriel så lidt usikkert op på ham og bed sig i underlæben og rystede på hovedet "D-d-det.. behøves..." begyndte hun at mumle og følte sig ikke særlig tryg ved det, men kunne så mærke den samme afslappende følelse som hun mærkede før, men kunne godt mærke at det var en lidt tvungen følelse. Hun så ned i jorden og lod følelsen komme over hende, og vidste at hun ikke kunne kæmpe imod det. Hun lod sig føres ind på mandens kontor og så på stolen som manden viste hende. Hun satte sig lydigt og så ned i sit skød og vidste ikke helt hvad hendes meninger om manden var. Der var et eller andet ved ham...

”Så… Hvor gammel er du?” sagde Eric og satte sig tilbage i stolen med armene over kors.
Han kiggede ned over den unge piges krop. Hun var nu meget køn. Måske lidt ung. Men ikke noget han ikke havde gjorte før. Gad vide hvad hun var?

Azriel så halvvejst op på manden igen "... Øhmm.... 14.." mumlede hun og prøvede at få hans tanker væk fra at hun faktisk var et væsen. Hun ville ikke til at snakke om sådan nogle ting, og hun var ret stædig når hun satte sig for at gøre noget, eller ikke at gøre noget. Hun så lidt væk fra ham, og var jo selføli meget ældre end det hun lignede...

”Ja, sådan ser det også ud. Men jeg spørger igen, hvor gammel er du?” Eric så meget intensest på hende. Han kunne ikke li at blive løget for. Og han var udmærket klar over at hun var meget ældre end hun sagde. Hans øjne begyndte at lyse rødt mens han ventede på svar.

Azriel så direkte op på manden nu og bed sig lidt overvejende i underlæben "...500 sår'n ca..." mumlede hun utydeligt og hadede at give efter på den måde. Hvad ville han så bruge disse informationer til? Hun betragtede ham og så hvor røde hans øjne egentlig var. Hendes egne var helt isblå og utrolig dybe.

”Hm. Så stadig ung. Hvad er du?” sagde Eric mens han rejste sig op og gik rundt om bordet og om bag ved pigen. Han overvejede hvad han skulle gøre ved hende. Han lagde hænderne på hendes skuldre og lænede sig ned til hende så hans hoved var lige ved siden af hendes øre.
”Fortæl mig det.”

Azriel så op på ham og skød en underlæbe ud og hadede når folk sagde at hun var lille og ung og sår'n. Hun ville have haft sagt et eller andet, men lod vær da han spurgte hvad hun var. Hun rystede på hovedet "Jeg nægter at fortælle dig det..." mumlede hun og, fik kuldegysninger da hun kunne mærke hans ånde tæt ved hendes øre, og havde prøvet for mange gange at blive skadet, bare fordi hun var vampyr. Hun var lidt nervøs for hvad han ville gøre hvis han fik denne information ud af hende. Han vidste jo rimelig meget om hende, og hun vidste intet om ham...

Eric klemte hendes skuldre hårdt. Ingen nægter at gøre som han siger. Han blev vred. Hans øjne lyste op.
”Du nægter? Der er ingen der nægter mig noget!” sagde han. Han kunne mærke vreden stige i ham. Der var ingen vej uden om. Hvis ikke hun talte sandt over for ham var han nød til at gøre ting ved hende. Han ville allerede gøre nogen syndige ting ved hende.

Azriel udbrød en lille pivende lyd da han klemte om hendes skuldre. Hun kunne mærke at han var vred. Hun så ned i sit skød igen "Jeg vil ikke fortælle dig det..." mumlede hun igen, bange for hvad der ville ske. Hun rømmede sig hurtigt "jeg må hellere se at komme hjem" sagde hun hurtigt og prøvede at rejse sig op og komme ud af hans greb.

Eric holdt hende nede i stolen.
”Du går ingen steder tøs. Fortæl mig hvad du er!” sagde Eric og holdt hende fast. Mens han talte forsøgte han at påvirke hende med frygt.

Azriel kunne mærke bølgen af frygt skylle over hende "Vampyr!" peb hun og blev siddende helt stille. Hans vrede gjorde hende lidt bange, så hun ville ikke gøre det hele værre. "Jeg er vampyr..." mumlede hun så opgivende og så tilbage i sit skød med et glimt af nederlag i øjnene.

”Hm. Utroligt. Jeg plejer at kende din slags.” Sagde Eric. Nu hvor han vidste det havde han mere lyst til hende end før. Ja, hun så ung ud men hun var jo betydeligt ældre end hun så ud. Hendes øjne kaldte på ham. Han havde altid haft en svaghed for vampyre. Han slap hende og gik over til sin stol og satte sig ned.

Azriel så langsomt op og åndede lettet op da han gav slip på ham. Hendes blik fulgte ham langsomt over til hans stol "Hvad vil du gøre ved mig...?" spurgte hun forsigtig, og kunne godt mærke at han ville et eller andet..

Eric smilte til hende. ”Der er så mange ting jeg har lyst til at gøre ved dig.” Sagde han mens han hævede lysten i Azriel. ”Og jeg ved du også har lyst til nogen ting.” Åbnede skuffen i set skrivebord og tog en flaske Gin op. Han kiggede over på hende mens han skænkede op i et glas og tog en tår.

Azriel kunne mærke sit vejrtrækning forøge tempoet. Hun bed sig i underlæben og kunne mærke lysterne, men vidste at det var tvungne følelser. Hun rystede hurtigt på hovedet "Nej!" peb hun benægtende og rejste sig hurtigt op "... Nej.." mumlede hun og prøvede at kæmpe imod følelsen af lysten til ham og bevægede sig langsomt mod døren..

Eric trykkede på en knap under boret og døren lukkede og man kunne høre den elektroniske lås.
”Du går ingen steder, min pige. Lad vær med at kæmpe mod dine følelser. Du har lyst til at smide tøjet og være en kvinde. Du kan ikke lyve for mig. Jeg kan se det på dig.” sagde Eric. Han drak mere af sin gin.
”Sæt dig ned min kære.”

Azriel stoppede brat op da hun kunne høre låsen ved døren. Hun vendte sig langsomt om mod manden og rystede på hovedet "Nej! Du ta'r fejl!!" råbte hun, vred og frustreret over at han havde ret, og at han kunne manipulere og styre hende på den måde. "Lad mig gå!" peb hun og knyttede sine hænder hårdt sammen.

”Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke lade dig gå nu. Og lad vær med at lyv for mig. Jeg kan se direkte ind i resterne af din ødelagte og misbrugte sjæl, vampyr. Du har virkelig brug for det her. Det kan du selv mærke. Dit åndedræt er tungt, din hjerne fortæller dig at du skal springe på den nærmeste mand. Lad vær med at lyve.” Eric smilte til hende mens han drak. Han sad stadig i sin stol uden at flytte sig.