Werclare by - Zean & Rae

"Endelig," Det må I godt sige. <3

TID o Åh, det er sent; meget sent altså.
STED o Få gader fra fra den stillelagte Van Martes park.
VEJR o Regn - Dejlige, store, fede dråber ferskband.
OMGIVELSER o Små familiehuse.

Hjertet tumlede forpustet af sted i den varme brystkasse der bestod og var bygget af fire meget vigtige organer: Hjertet, lungerne, huden og knoglerne, hvorbag den lækreste, flydende masse lå. En lysegul, flydende masse, der var blevet navngivet knoglemasse for umindelige tider siden. Under huden gemte sig to bløde sække der bestod af fedt og mælkekirtler. Bag disse sække lå i hver side to ribben, der beskyttede de to iltbeholdere, der igen og igen udvidede sig og trak sig sammen, i takt med at ilt blev åndet ind og kuldioxid blev skubbet ud. Det var en kvinde der netop havde løbet, der lige nu stod og kæmpede for at få vejret og en nogenlunde puls igen.
Aftenens flirt havde været en irsk varulv, ikke meget ældre end hende selv, der havde overtalt hende til at bryde ind i Van Martes park. En alarm var gået af og parret var flygtet i hver sin retning. Ikke fordi det gjorde det store, han var ret så kedelig!

Bo hed den netop beskrevne kvinde. Håret hang langt og tyndt nedover hendes blege ansigt, som desperate slange der ville klistre sig fast - det lykkedes. Der havde været skybrud tidligere, så hver eneste millimeter af hendes slanke krop var gennemblødt af melankoliens dråber.
Hendes blik gled langsomt rundt. Først mod højre, hvor hun kunne ane et vejkryds længere frem. Så drejede øjnene sig langsomt i venstre retning, hvor vejen syntes at fortsætte i en uendelighed. Vejens to sider var prydet med identiske familievillaer: En etage, hvid facade og blå tegl på taget. Det var ret ironisk at hun stod dér. Våd og kold, på en villavej kl. 2-3 stykker om natten. Det var næsten som at være 11 år igen.
Himlens tårer faldt tung på den tandklaprende pige, der sank sammen på det våde fortov.

Zean strakte sig, så lang han var til hele hans krop gav efter med små knæk. Han lod skuldrene køre lidt rundt og så sig omkring. Et kryds. Han stod midt i et kryds og kunne kigge ned af fire forskellige veje.
Mørket havde lagt sig som en dyne over byen, men små lys prøvede at trænge igennem det, lige nok til at man kunne se noget. Han elskede natten, selv om han som regl gik rundt om dagen. Natten var fredelig, mystisk og ukendt. Man kunne gøre ting her der ellers ikke ville have kunne ske ved dagslys.
Han havde nogle mørke jeans på og en sort T-shirt, hans mørke øjne gled over omgivelserne til de fik øje på en bil der kom kørende.
Der var altid liv, lige meget hvor sent det var, festende mennesker, overarbejdende mennesker, ægtefolk der havde været op at skændes eller at fortabt barn....Resten sov selvfølgelig.
Nåe ja....Dem der ikke lige skulle dø. Men han havde spist.
Måske skulle han drive en familie til sindssyg, bare for sjov? Skræmme moren, gå efter barnet, bekæmpe faren og gøre moren vanvittig....Men det var alt sammen noget han havde gjort så tit, før.
Han begav sig ned af en tilfældig vej og overvejede om han ikke bare skulle gå hjem igen. Himlen var overskyet, så stjernerne kunne ikke give ham noget selskab, vandet fossede stadig ned fra himlen, selv om det irriterede ham, som regl blev han hjemme i sådan et vejr...Han havde at være våd og han hade at fryse. Dog frøs han ikke så meget.
Men han havde jo heller ikke haft en chance, vandet var bare kommet da han havde krævet sit offer.
Hans mørke øjne gled over asfalten mens han gik...

Rae var for en gangs skyld ikke i skikkelse af en lille kat. Hun var klædt i en gammel trøje med hætte og lynlås, og et par meget slidte bukser. Hætten var slået op, men de lange, lyse krøller hang alligevel fremme, ned over brystkassen på hende. De store, grønne øjne hvilede gled langsomt henover omgivelserne. Fik øje på en ung kvinde der stod lidt længere nede af gaden og hev efter vejret. Selv stod hun ved gadehjørnet, helt inde ved husmuren. Hun stod for så vidt muligt i skyggen, og forsøgte at holde sig ude af syne. På ryggen havde hun to buler, som trøjen ikke helt kunne skjule. Bulerne var et par vinger, som hun hellere end gerne ville have fri, men det kunne hun ikke tillade sig, når der var mennesker i nærheden. Og det var der jo. Kvinden længere nede af gaden var menneske.
Rae havde absolut intet imod mennesker. Faktisk kunne hun godt lide dem. Hun mente at der var noget uskyldigt ved deres naive uvidenhed, og deres evige søgen efter at forlænge deres korte liv. Cirka på samme måde som de fleste væsner synes at der var noget uskyldigt over et lille barn.
Rae stod og betragtede dette unge menneske, da lugten af dæmon fangede hendes opmærksomhed. Straks begyndte hun at bekymre sig om det stakkels menneske. Tænk hvis dæmonen havde tænkt sig at gøre hende ondt? Det håbede hun ikke ville ske. Hun håbede på at det ville være en venlig dæmon. Eller i hvert fald en mæt dæmon. Mætte dæmoner var ofte venligere end sultne dæmoner. Lidt lige som vampyrer. Rae tyggede let på en gylden lok af det lange hår, mens hun betragtede mennesket, og forsøgte at holde styr på dæmonen via dennes lugt.