En tur med Jack <> Arien

Tid: 16:23
Sted: Den freddyldte skov
Vejr: Solskin, varmt og skyfrit
Omgivelser: Træer?
Påklædning: Lyssegrøn lang top, sorte leggins og limegrønne allstars sko.


Ellen kom lige så forsigtig gående ned af en smal sti i skoven, ved siden af hendes gik hendes store førerhund, den brune labrador Jack. Hendes spinkle hånd hvilede på hendes ryg mens de gik. Ellen var blind, og hun havde været det i nogle år efterhånden. Hendes familie havde foræret hende Jack, den dag hun besluttede at hun ville flyttet hjemme fra, for at hun havde en til at hjælpe til, når manglen på syn kunne gøre nogle helt almindelige hverdags ting besværlige. Men helt hjælpeløs var hun ikke, hendes hørelse var fabelagtig og hun hørte alt omkring sig og brugte sin hørelse til at finde vej, så godt som muligt. Et smil lå på hendes lyserøde læber mens hun mærkede solens varme stråler der trængte ned gennem træernes kroner. Hun savnede synet og prøvede at huske hvordan det havde set ud. Hun ville aldrig glemme det, og hun elskede når folk ville beskrive ting for hende. Men hun kunne se med sine hænder, hun kunne sætte et billede sammen i sit hoved af foreksempel et ansigt, hvis hun fik lov til at rører.
"Når hvor langt skal vi så gå i dag Jack?" Spurgte hun smilende sin hund og klappede den på ryggen. Den gøede og logrede med halen. "Jamen så er det da godt at vi ikke skal noget i dag" sagde hun muntert til den. Hun kunne tale med dyr som var de mennesker.Ellen havde en lysegrøn top på som nåede ned til midten af hendes lår, af benklæder havde hun valgt et par sorte leggins og af sko et par limegrønne allstars. Eftersom vejret havde været utrolig sommeragtigt havde hun selvfølgelig ikke taget noget varmt på. Hun trak sit pandehår om bagøret da det kildede på hendes kind. Andre ville fjerne det fordi det dækkede deres øjne, Ellen gjorde det kun vis det kildede, ellers lod hun bare sit hår hænge som det ville.

Arien havde sin normale, sandfarvede Castiel-jakke med. Men ikke på. Den lå den rygsæk hun bar. Solen skinnede fra en blå, fuglene sang. Englen spredte sine vinger. Og fløj.
Ud i friheden og fik den almindelige sugefornemmelse i maven. Det her var livet. At kunne bøje, ikke være jordbunden. Flyve væk fra alle problemerne og svæve i sin egen lille fantasy verden. Hun smilede op til himlen, op til solen.
Nedenunder bredte sig et stort, grønt landskab sig ud. Det hele var grønt og det nærmest skinnede i solens stråler.
Endnu et smil.
Hun slog med vingerne, kom højere op. Der kom næsten aldrig mennesker her ud, så hun kunne nærmest gøre, hvad hun ville. Og så lignede hun nok bare en stor fugl fra denne højde. Hun havde lop, lave styrtdyk, fløj. I sin egen lille verden.
Et vindstød var ville være at rive tasken ud af hendes hænder. Med det samme greb så hårdt sammen om den at hendes knoer blev hvide. Eller hvidere.
Vinden pustede til hendes hår, legede med det. Den bragte nogle lidt ud af kurs, men hun genvandt balancen hurtigt igen.

Ellen tullede lige så stille afsted ved siden af hendes hund der satte farten lidt mere op, da den havde fået færten af noget. Hun klukkede muntert af hunden da den gøede længelsfuld til hende. "Du kan bare løbe, men pas nu på at du ikke kommer galt at sted" Sagde hun med en muntert stemme og mærkede en våd snude blive trykket ind mod hendes håndflade. Kort efter hørte hun lyden af et dyr der løb hen over jordbunden væk fra hende. Jack var ikke en agrassiv hund, men meget venlig og kunne nogle gange være lidt af et dovendyr. Ellen gik i en meget langsomt tempo videre af stien, hun kunne høre lyden af den svage vind som smugede sig om træernes stammer, og kunne nogenlunde undgå at gå ind i ting. Når hun ikke havde Jack ved sin side var det tydeligt at hun ikke kunne se, hun holde sine hænder op foran sig for at undgå at gå ind i noget med ansigtet først og hendes skridt var tøvende og forsigtige, da hun helstikke ville falde over nogle rødder eller lignende
Hun kunne høre Jack gø inde i skoven, den havde nok fået færten af en ræv eller andet dyr fra skoven. Men Ellen vidste ikke at Jack havde fået færten af en engel som den nu med logrende hale fulgte efter mens den hoppede dansende afsted.
Måske havde hendes evne til at tale og forstå dyr, gjord Jack til en underlig klog legesyg hund, den kunne finde ud af at løse ting som et menneske måske kunne have gjord.

Smilet blev bredere. Vinden susede legesygt efter hende. Luften omkring ikke kold, men lunt og indbydende. Alt var godt.
Alt var godt.
Eller var det? Hendes minder gennem de sidste hundred år havde været altid været mere færdelig end den foregående. Det var hobet sig op til et helvede. Et helvede på jorden. Ironisk, ikke? Når Arien ikke engang troede på Gud.
Smilet falmede og svandt ind. Tanken om Azh... Det menneske, som hun skulle have beskyttet...
Hun glemte at baske med vinger og lige pludselig faldt med halsbrækkende fart ned mod jorden. Hun nåede ikke at tænke, reagerede bare instinktivt. Vendte sig om i luften, lod vingerne beskytte hende mod jorden, knuede tasken ind mod brystet. Tog imod faldet. Der lød nogle høje knæk og et brag, da hun faldt til jorden.
En falden engel. Der har vi ironien igen. Hun sukkede. Hendes vinger gjorde ondt- faktisk gjorde hele hendes krop ondt- og hun havde højest sandsynligt forstuvet venstre håndled.
*What a mess* tænkte hun og gjorde et forsøg på at komme. Det var ikke et godt forsøg og kom kun halvvejs op at sidde. *Great. Just great*

Jack som energisk havde forfulgt englen i skjul på skovbunden var blevet helt stille og gjorde det svært for Ellen at følge efter ham da lyden af hans poter ikke længere var så tydelige for hende, han var sikkert blevet træt og luntede bare afsted, det var i hvert fald det Ellen afgjorde og anstrængte sig for at høre lyden af ham og at føle sig frem gennem skoven. Jack havde fundet sit bytte, en engel som havde besluttet sig for at blive til en falden engel. Han var hurtig der henne for at hjælpe. Jack var en førerhund og var fra halp af blevet opdraget til at hjælpe andre. Han hjalp Ellen hver eneste dag med at finde vej. Han luntede hen til englen helt stile og var tydelig venlig. Den stillede sig ved siden af englen, noget den gjorde ved Ellen når den skulle fører hende rundt omkring eller hjælpe hende op at stå hvis hun var faldet, nu ville Jack hjælpe englen. Han peb lavt og skubbede til englens skulder med sin våde snude.
Ellen der hørte Jack pibe satte farten lidt op, hun vidste at der var noget galt, hun forstod dyrenes sprog jo og vidste hvad Jack sagde. Det havde åbentbart ikke været et dyr som Jack havde jagtet. Men dog kunne Ellen ikke bevæge sig alt for hurtigt da hun jo ikke havde synet til hjælp.

Arien, som nu faktisk var kommet op at sidde, fik en våd snude stukket op i ansigtet. Arien kiggede forundret hunden og smilede så. Hun havde altid godt kunne lide dyr. Hunden peb og englen gættede på at ejeren nok var tæt.
Hvad hvis ejeren var et menneske? Frygt greb hende og prøve at skjule hendes vinger. Smerte jog gennem hendes ryg og den hånd, som skulle have aet hunden, var stivnet i luften. Hvad nu, hvad nu, hvad nu? Hun skubbede sig langsomt hen til en busk og gemte lidt vingerne i den. Lidt. Det var ikke nok.
Hunden fulgte med hende. Okay den havde gået to skridt hen imod hende, for to skridt har alt, hvad hun præstere. *Imponerende* tænkte hun sarkastisk.
Englen kiggede på hunden igen og smilede svagt. *Nå, ja. Et enkelt menneske...* hun trak på skuldrene.
Måske var det kristen og så kunne hun bare binde en historie om Gud på ærmet. Tanken om at ejeren var et væsen, havde skubbet ud af hovedet.

Jack fulgte efter englen og så på den med bedrøvede øjne, den skubbede igen til hende med snuden og prøvede så at hjælpe hende op at stå. Men den vente sig halvt da Ellen's stemme skar gennem skovens stille ro
"JACK!"Ellen havde halvt og halvt opgivet at finde vej gennem skoven, der var for mange træer til at hun turde gå videre hurtigt. Jack vente og drejede sig flere gange, men satte så i løb for at hente Ellen og fører hende til engel. Han gåede mens han nærmede sig hende og Ellen tyssede på ham da han stillede sig ved siden af hende og hun lagde sin hånd på dens ryg. "Jaja jeg har hørt dig, jeg skal nok følge med" sagde hun venligt til hunden der i hurtige gågang førte hende mod englens nedfalds sted. Ellen kunne egentlig ikke gøre særlig meget for hende, for når man ikke kunne se var det lidt svært, hun så kun det hun kunne få at vide af Jack.
"Hej"sagde Ellen da hun kunne høre hvor englens befandt sig. Hendes hørelse var jo surprice og det var let at høre englens åndedrat og at vide hvilken retning hun skulle gå i. Jack skubbede til hende bagfra for at få hende hurtigere frem. "Jack slap af. Er de kommet noget til?"spurgte hun personen der var på jorden to meter foran hende. Ellen havde trukket sit hår om bag det ene øre og ved et uheld kommet til at afsløre sine spidse øelver ører.

Arien skulle lige til at svar sarkastisk, men opgav det. Pigen havde ikke gjort hende noget. Efter endnu et kig på hende, opdagede Arien at hun var en elver.
Hun smilede til hende "Hej... Jah, jeg er vist okay...".
Det sidste var vist en hvid løgn, da Arien havde besvær med at bare komme ud af busken. Men det lykkedes og hun rækkede sig, så hun sad op af et af træerne. Det var vist en eg. Hun kunne godt lide egetræer. De var pæne, levede i lang tid og der var næsten ingenting, der kunne knække stammen.
Efter en par halvhjertede forsøg kom hun op på benene, men lænede sig stadig op af træet. Det lidt ubehageligt for vingerne, som stadig gjorde omdt nok, men hun var bange for at falde.
En lile brise kom, ligesom for at minde hende, at den ikke havde forladt hende. Hun smilede og vendte derefter blikket med elveren.
"Det er sød hund De har. Hvad hedder den?" hun sagde 'De', da det havde pigen jo gjort. Ingen grund til at være uhøflig.

Ellen blev bare stående hvor Jack var holdt op med at skubbe til hende, han stod nu hende ved pigen og slikkede hendes hånd og stillede sig så hun kunne stødte sig til ham, hvis hun ville miste balancen. Ellen smilede varmt i den retning hun vidste at pigen og Jack var. Det var ikke helt så let at se på hende at hun var blind, det eneste der var som lidt afslørede det var at hendes øjne bare var rettet lige ud hele tiden, uden at se noget som helst. Men de fleste ville bare tro at hun var uhøflig og ikke se ordentlig på dem mens de snakkede. Men Ellen var ikke uhøflig, altid venlig og åben over for andre.
"Godt at de er okay"sagde hun med et smil og stod stadig stille. "Hvis det er kan vi følge dig til hospitalet"tilføjede hun hjælpsom og med vi mente hun selvfølgelig Jack. Hun vidste kun at personen havde faldet og slået sig, noget Jack havde fortalt hende. Men hun kunne ikke fortælle om hendes skader da en hund ikke kendte til forstuninger, kun at man kunne havde ondt i foreksempel et forben eller utrolig meget ondt.
"Ja han er skam sød når han vil være det, og han hedder Jack" svarede hun med et kærligt smil. Hun holde meget af sin hund, han var fire år og hun havde haft ham i omkring to år nu.

Arien smilede til elveren. Hun virkelig venlig, men der var noget galt med hendes øjne... Arien kunne ikke sætte fingeren på det, men det var der.
"Det er pænt navn, Jack altså" hun mærkede at hunden kom hen til hende og slikkede hendes hånd. Støttede hende og det var glad for. Hun ville få brug for det.
Og så tilbød pigen at få hende til hospitalet. Det var en god idé bare ikke lige nu.
"Øhm... Mine vinger gør virkelig ondt lige nu. Jeg kan ikke trække dem ind, så jeg vil gerne vente med at komme på hospitalet. Tak for tilbudet" hun smilede igen.
Efter lidt tid tænkte hun, at hun nok skulle sige noget mere.
"Jeg er Arien. Arien Anna Williams" hun smilede igen og rakte hånden ud som hilsen. Den anden kælede for hunden Jack og den lød til at nyde det. Hun vendte blikket mod hunden. Den mindede hende om en hund havde kendt for lang, lang tid siden. Der gik en lille sky for solen og i et par sekunder var der skygge. Så forsvandt den og alt blev som før.
En fugl sang, en fugl skreg. Og faldt.

Ellen smilede og nikkede svagt. "Ja jeg kan også lide hans navn"sagde hun med et glad smil og stod og vred sine fingre lidt. Hun havde selv navngivet ham den gang hun fik ham, før havde han heddet King, men Ellen havde med det samme vidst at han var en Jack.
*Vinger?* Ellen tæntke sig kort om, en engel hun måtte jo være en engel. Jack havde godt fortalt om at pigen havde vinger, men hun havde ikke tænkt videre om det. Dyr havde en anden måde at opfatte ting på. "De siger bare til hvis det er"sagde hun med et smil. Hun havde intet imod at den anden var et væsen, hun var jo selv en, men ikke videre stærkere end et menneske. Hendes mangel på syn svæggede hende meget.
"Dejligt navn, Jeg hedder Ellen Starlight"præsenterede hun sig selv med et smil og vred sine fingre lidt. Jack bjæffede til hende og hun rakte en hånd frem, men hun kunne ikke få fat i dens andens hånd, da hun jo ikke kunne se hvor langt fremme den var, så hun ventede på at Arien tog hendes hånd.
"De må undskylde, men jeg er blind..."sagde hun undskylde og viftede svagt med fingrene, og ventede på at hun skulle tage hendes hånd. Jack brummede tilfreds.

Blind? Nu pigen sagde kunne hun godt se det usynlige slør m øjnene, måden de stirrer ud og hun havde ikke blinket.
Arien blinkede og kæmpede sig nogle skridt fremad. Smerten var allerede mindre, men det var på begrund af Jack hun kom fremad. Hendes egen hånd lukkede sig om Ellens.
"Dejligt at møde dig, Ellen". Selvom elveren kunne se det smilede Arien. Hun mente, hvad hun sagde. At lyve -sådan virkelig at lyve - var ikke rigtig noget hun gjorde meget i. Hun trykkede en enkel gang, for hun slap hånden.
Hun igen ind i de slørede øjne. Øjnene, der stirrede, men aldrig så noget. Jack måtte være hendes førerhund. Gad vide, hvordan det var at være blind? Selv hun tænkt på det, kunne ikke forestille sig det. Hverken ar være blind, døv, lam eller tre dele. Hvordan man kunne leve med det, forstod hun ikke.
Arien kiggede på de grønne træer, den skinnende sol, den blå himmel... Intet af det her kunne pigen overfor hende så. Hun ville aldrig kunne se det mere.
Arien blev ked af det hendes vegne. Hun sukkede svagt, og smilede så igen. Et lille smil.
"Hvad laver De her ude?" det var et dumt spørsmål, det vidste hun. Men hvad skulle hun ellers sige?

"I lige måde" Sagde Ellen med et stort smil og afslørede sine mælkehvide tænder. Nogle forstod ikke at hun altid kunne være så glad og positiv når hun jo var blind, noget hun ikke altid havde været. Hun savnede at kunne se, og den gang hun havde været ude for ulykken havde hele hendes verden brudt sammen, der var gået omkring seks år hvor hun havde været utrøstelig. Heldig for hende havde hun sig familie til at stødte sig til. Men hun havde lært at leve med sit handicap. I starten havde hun følt sig svag, meget svag, men hun havde genvundet sin styrke og var blevet sit glade muntre gamle jeg igen, bare uden syn.
"Jack ville ud og snuse lidt rundt, jeg havde ikke noget at give mig til så jeg tog med"svarede hun med et smil. Det var tit Jack der bestemte hvor de skulle hen, ham der førte an når de ikke befandt sig i hendes lille bitte rækkehus i udkanten af Sheria. Hendes søster havde hjulpet med indretningen, for hun havde ikke selv kunnet ordne det.
"Hvad laver de selv her ude?" spurgte hun smilende og stod bare helt stille. Når Jack ikke var ved hendes side stod hun tit bare helt stille. Hun havde erfaret at det ikke var klogt at gå nar man ikke kunne se det foran ens fødder.

Arien pegede unødvendigt op mod den krystal klare himmel. Der ingen skyer at se i mange kilometers omkreds. At flyve, der oppe nu ville virkelig være som i himlen. Hvis de ikke gjorde pokkers ondt, ville hun nok have tilbudt Ellen en tur. Ikke en lang, selvfølgelig, det havde hun ikke nok styrke. Og især ikke nu.
"Flyv bare rundt... Indtil jeg faldt" hendes smil falmede. Det var tanken om Azh, der fik hende til at falde. Hun brød sig ikke om det.
Hun fokuserede igen Ellen. Blinkede. Tog en dyb indåndning. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvordan er det at være blind?" Hun ville ikke led. Faktisk var slet ikke meningen, at spørge om lige det.
Hvis hun havde kunnet ville have kigget forundret og forrasket ned på sin mund. Måske spurgt den, hvorfor den havde sagt det. Derefter sende den op på sit værelse.
Men det kunne hun ikke. For det var ikke munden, der sagt orderne, den havde blot formet dem. Hun havde sagt dem.
Hun smilede usikkert til den blinde elver.
"Det må De virkelig undskylde. Det var ikke meningen at spørge" hvor lod det dumt. Hun sukkede indvendigt.

Ellen lyttede smilende til hvorfor Arien var ude. "Det lyder skønt"sagde hun med et smil og blev så med et munter "Selvfølgelig ikke det med at de faldt men det med at flyve, har selv altid villet prøve det. Flyve som fuglene, er det ikke det man altid har sagt?"sagde hun med en klukkende munter stemme. Ellen havde hørt hendes spørgsmål og hvordan det var at være blind, mange brændte efter at stille spørgsmålet, kun de færeste spurgte rent fantisk. Men hun blev ikke vred eller noget i den stil, over at Arien spurgte hende om det. Hun havde jo lært at leve med det og havde affundet sig med at hele hendes verden nu var sort til den dag hun forlod denne vernden.
"Ikke undskylde noget der var meningen"sagde hun med et muntert smil "De spørger kun af nysgerrighed. Det gør mig intet"det var tydeligt og overraskende at Ellen tog det på en sådan muntert måde.
"At være blind er ikke nogen drøm, de ser intet og de må for evigt forestille dem hvordan noget se ud. Få nogen til at beskrive det for dem. Men jeg vil dog sige at jeg var heldig, jeg er ikke født blind så jeg kan lettere forestille mig ting, jeg kan foreksempel sætte flere farver på beskrivelser" Hendes stemme var en smule sorgmodig og hun ahdve vendt blikket ned af i et kort øjeblik inden hun igen havde rettet sin holdning og stod rank og hold og så i retning af Arien og Jack.

Arien nikkede, ked af at have spurgt. Pigen så nedtrykt ud og det var overhovedet ikke meningen. Smerten var næsten forsvundet igen. I hvertfald i vingerne. Hun blafrede lidt med dem. Det gjorde ikke videre ondt, men hun kunne nok ikke flyve den næste times tid. Det gjorde allermest ondt i håndledet. I tasken, som lå henne ved træet, lå vist en forbinding, så vidt hun huskede.
*Højre, venstre, højre, venstre, sutsko* den gamle børnerimse fik hende til at smile og nu stod hun næsten henne ved træet. Hun bøjede sig for at samle tasken -med højre hånd naturligvis- og det lykkedes.
Og rigtig nok. Under jakken lå en kridhvid forbindingsrulle. Hun satte tasken på jorden og fik fandt i rullen. Efter et par forsøg lå den omkring hendes venstre hånd. Den var ikke så stram, som kunne have ønsket, men den var der.
Hun vaklede tilbage til Ellen, mens hun prøvede at gætte, hvor mange blåmærker hun ville vågne op med i morgen(Omkring 10-15 stykker).
Hun havde taget tasken med og hang og dinglede fra hendes højre hånd.
Arien åbnede munden på nu.
"Ja, at flyve er skønt. At være fri som fuglen" hun smilede igen og kiggede på den blå himmel. Hun prøvede at køre samtalen i en anden retning, end hendes tidligere spørgsmål havde.

Ellen lyttede til Arien's bevægelser, hun hørte hendes vinger blafre og lyden af luften der blev delt når vingerne skar og delte det hvorefter det fandt sammen igen. Hun var blevet god til at opfange små lyde, men hun var jo nød til at bruge hørelsen når hun manglede synet. Hun flyttede sit ansigt så det fulgte Arien da hun begyndte at gå, hun selv blev bare stående stille og ventede på hvad det var Arien skulle. Hun hørte noget blev flyttet på i tasken, men hvad det var vidste hun ikke. Hun lyttede til det Arien lavede, men vidste det ikke, det var ikke så let at vide at denne lyd betød at hun var ved at give sig selv en forbinding på. Jack bjæffede lavt og luntede hen ved siden af Ellen og hun lagde sin spinkle hånd på dens ryg og klapppede den svagt. Hun nikkede og vidste nu at hun viklede noget om hånden, eller poten som Jack beskrev det. Når Jack forklarede noget for hende, var det fra en hundssynsvinkel.
Hun smilede og håbede lidt at hun vente nogenlunde helt lige imod Arien da hun gik tilbage til Ellen. "Ja det lyder i hvert fald skøn, min søster og jeg forsøgte os en gang med det, det endte bare ikke lige så godt"Sagde hun med et skævt smil. Hun huskede det kun alt for godt, og det var svært at glemme.

Arien smilede til hende. "Hvis det ikke gjorde så ondt ville jeg tilbåde Dem en tur" Desværre gjorde det så ondt. Hun tænkte ikke på, at sige til den blinde elver at hun havde lagt en forbinding på. Det var svært, at vænne sig til at være omkring en blind.
"Jeg tror, jeg overlever. Skal vi ikke gå en tur? Var det ikke det, De og Jack var ved at gøre, indtil jeg.... afbrød Dem?" hun smilede igen.
Hun kiggede ned på Jack. Han havde luntet hen til sin ejer igen. Hun tog nogle prøvende skirdt fremad og opdagede smerten næsten var svundet.
Hun sukkede lettet. Hvis Ellen sagde ja, kunne hun godt godt gå med. Måske skulle hun havde prøvet før hun havde sagt noget, men overvejelse var ikke noget hun gjorde meget. Det havde hun bevidst noget, så nydeligt gennem sidste årtider.
Hun smilede og lagde minderne bag sig igen. Hun skulle ikke dvæle fortiden, det havde hun fortalt sig selv mage gange. Problemet var bare hun kunne ikke...
Arien vendte igen opmærksomheden mod Ellen og smilede opmuntrende. Også selvom Ellen ikke kunne se. Som sagt det var værst, at vænne sig til. Meget endda.

"Jeg har det nu bedst med fødderne plantet på jorden"sagde Ellen med et smil til Arien, selvom hun gerne ville prøve at flyve, var ønsket om det efter hun var blevet blind ikke så stort. Hun ville kun kunne mærke vinden i ansigtet og at hun ikke var på jorden mere, hun ville ikke vide hvordan jorden så ud, oppe fra skyerne. Hun smilede kort skævt. "Godt at de overlever, selvfølgelig kan vi gå en tur. Og de afbrød os ikke, Jack bestemmer hvor vi skal hen og han mente at vi skulle efter dig. Han så dig da du fløj og ville prøve at fange dig. Han kan godt lide at jagte fulge, men gør dem aldrig noget"sagde Ellen med et smil og nussede Jack på ryggen. Han gøede brummende med logrende hale og var med på at gå en tur. "Jaja du skal nok få lov til at fører an"sagde hun med sin klukkende perlelatter og vente sit ansigt ned mod ham mens hun smilede til ham. Hun glemte tit at andre ikke kunne snakke med dyr som hun kunne, men heldigvis troede mennersker bare at hun var lidt for meget glad for sin hund at hun behandlede den som var den et menneske.
Ellen mærkede Jacks våde tunge på sin venstre hånd og viftede ham klukkende væk. "Lad være med det"sagde hun til ham og han begyndte at fremad og så tilbage på dem for at få dem med. Ellen fulgte med fordi hendes hånd hvilede på hans ryg og hun lidt var nød til det for at kunne finde rundt.

Vinden rørte på sig igen. Legede med begge pigers hår. Arien smilede igen og flugte efter elveren. "Jeg er også meget glad for at overleve. Det kunne have gået virkelig galt" hun sukkede og huskede frygten hun havde følt.
Det havde ikke været det samme, når hun styrtdykkede mod jorden og rettede op lige, før sammenstødet. Hun havde ikke haft kontrol over sine bevægelser og det kunne have blevet hendes død.
Hun vaklede først, men efter et par skridt gik det bedre. Hun indhentede hurtigt Ellen og gik på den anden side Jack. "Du er en rigtig god hund, Jack" Hunden kiggede på hende og et øjeblik troede hun, den havde forstået hende. Den gøede en en enkel og logrede med halen. Arien smilede til den. *Måske man skulle få sig en hund* tænkte hun, efter at havde tænkt noget mere, var det ikke nogen god idé mere. Hun boede ingen steder og havde heller ikke nok penge til at købe eller holde en i live.
Nej, hun klarede sig vist bedste uden. *En skam* hun smilede igen til Jack og vendte så opmærksomheden mod Ellen.
"Bor De alene eller sammen med Deres søster?".

Ellen smilede tilbage mod Arien, selvom hun var blind var hun på en måde glad for at være i live. Hun kunne stadig være aktiv, være sammen med hendes venner og familie. Hun var jo ikke lam, hvilket hun var utrolig glad for at hun ikke var, da ulykken nemt havde kunnet resultere i at hun endte i en kørestol.
Ellen klappede Jack da Arien roste ham, hun smilede muntert. Jack var altid sød og rar, og indtil videre havde alle på deres vej været vilde med ham, hvilket ikke var underligt da han var en stor brun bamsebjørn, det var den beskrivelse hendes søster havde givet hende. "Han kan lide dig"sagde Ellen smilende og vendte ansigtet mod Arien.
"Jeg bor bare sammen med Jack, jeg boede med min familie inden men jeg ville ikke længere være en klods om benene på dem så jeg flyttede her til. Det går egentlig meget godt indtil videre"svarede hun smilende og nussede Jack på ryggen mens de gik. Hendes mor havde ikke været meget for ideen om at Ellen skulle klare sig alene, så det havde taget hende tre år at overbevise at hun godt kunne funkere uden deres hjælp. Det havde været svært i starten, men nu klarede hun sig strålende med Jack.

Arien smilede til Ellen. Hun kunne godt lide elverne og hun kunne lide hendes hund. "Kan han også lide mig? Det er jeg glad for at høre" hun lo stille og kiggede glad ned på Jack.
"Det er din evne, ikke også? At tale med dyr?" hun huskede, hvordan den venlige pige havde talt til sin hund, som hun ville have talt til et menneske. Og hun havde gøede tilbage til hende. *Det var være rart. At kunne kontrollere sin evne* minderne, som var alt for mange, væltede ind over hende, hvordan det var gået galt de sidste ti, hvis hun brugte sin evne.
Den var rusten for hun havde næsten ikke brugt den siden Titanic-ulykken. Det havde virkelig gået galt. Hun gøs under den lune sol. Igen var det som om en sky for de lyse stråler. Bare nogle få sekunder. Hun lagde ikke noget i.
Arien genvandt sit englesmil og vendte sig mod Ellen. "Jeg ville gerne møde din mor og søster på et tidspunkt. De lyder som nogle rare... elvere." hvorefter hun tilføjede: "De er elvere, ikke?" hun tænkte ikke meget til de smukke og venlige væsener. Hun havde mødt Asteri og nu Ellen og det var det. Til trods for hun havde gået på jorden i 123 år nu.
123 år? Var det virkelig så lang tid? *Ja, tiden går, når man har det sjovt* men Arien havde ikke haft det sjovt. Det hele havde føltes som helvede. Indtil nu.

Ellen smilede muntert til det med at Arien var glad for at Jack kunne lide hende, han kunne lide alle der gad at klappe ham og fik han en godbid så gjorde han alt for at få flere.
"Ja, jeg taler med dyr"sagde hun smilende og nussede Jack på hovedet. HUn havde altid været glad for sin evne til at tale med dyr, det var lidt anderledes end at snakke med et menneske eller væsen for den sagsskyld. Dyr fortalte ting fra deres synvikel, de kendte ikke til de samme sygdomme som mennesker, de kaldte en hånd for en pote. De egede ikke menneskers klogskab, de havde deres egen klogskab og forståesle af tingene.
"Du må gerne møde dem, de er meget rare og venlige"sagde Ellen med et kæmpe smil, hun elskede sin familie, selv da hun havde været utrøstelig og deprimeret over at være blevet blind havde de altid været derfor hende også hendes søster havde hjulpet til selv om Ellen havde givet hende skylden for at have mistet synet, selvom det ene og alene havde været hendes egen skyld. Da hun havde fundet sig i det med at være blind, havde hun undskyldt over for din søster, men hendes søster havde ikke taget det personligt, men hendes søster mente selv at hun bar en del af skylden for ikke at have passet bedre på sin lillesøster. "Og ja, de er elvere i hvert fald så vidst jeg ved"svarede hun muntert på det sidste af Ariens spørgsmål.

Arien nikkede flere gange og smilede i mødekommende. Det var sjovt. Normalt tog det århundreder før hun gad finde ud af noget om personen, hun talte med.
Sjovt, som man ændre hende.
Engang havde Castiel spurgt om hvem hun var. Hun havde forvirret svaret, at hun var Arien. I det samme vidste hun, hun havde svaret forkert.
I de efterfølgende dage havde hun tænkt en hel del over spørgsmålet. Til sidst havde hun fundet på et svar. Jeg er den er, bag min inderste maske. Ligesiden Azh havde hun haft 'skrid'-masken på. I sær over for Azh.
Hun tog en indåndning og genvandt sit smil. Bare fordi hun nu vidste meget om elveren, skulle denne ikke vide meget om hende. Det var alt for tit gået galt, når hun fortalte noget. Faktisk hver gang. Tag bare Cathrine som et eksempel.
Solen strålede stadig som den klare stjerne den var, og det faktisk svært, at være sur eller trist i den slags vejr. Den grønne, glade skov hjalp i den grad også. Hun kiggede igen op Ellen. Det var meningen at elverne skulle være skovens folk og danse mellem træerne, ikke gå blinde uden, at kunne se deres hjems skønhed.
Arien tænkte igen, at det måtte være svært. At være blind. Men i denne twisted verden kunne du selvfølgelig, vænne dig til alverdens underlige ting. Bare deres eksistens var underlig.
Hendes hånd kærtegnede igen hunden i et stykke tid, hvorefter hun lod hun falde ned slags hendes side.
"Hvad hedder de? Din mor og søster?" et nyt spørgsmål for gennem hende hoved "Og hvad med din far?".
Det faldt hende først ind, at Ellen nok ville sagt noget om faderen, hvis hun havde kendt eller havde et godt forhold til ham, efter spørgsmålet var stillet. Damn hendes nygerrighed.

Ellen smilede hun elskede at snakke med folk, ikke så meget når det handlede om hendes mangel på syn, men om alt andet. Hun havde ikke noget imod at snakke om sin familie, da Arien gik ind på emnet. Hun havde ikke noget problemer med sin familie, alle var i live og levede i bedste velstand. Mange havde fortid med død og ulykker, men det eneste Ellen havde oplevet af dårlige ting, var den gang hun mistede synet. Men hun stadig glad, hun havde stadig lyst til at stifte nyebekendskaber og nyde livet, selvom hun ikke længere ville kunne se den natur hun altid havde holdt af, alle farverne som gav alt liv.
Hun smilede skævt da hendes tanker faldt ind på alt det hun gik glib af, fordi hun var blind. det var ikke tid til selvmedlidenhed. Hun blev tit vred på sig selv når hun fik selvmedlidenhed, mange havde oplevet være ting end hende og de fortjente medlidenheden og ikke hende. Hun brød sig heller ikke om at andre viste hende medlidenhed.
"Min mor hedder Selena, min søster Maria og min far hedder Stone"svarede hun så endelig på Ariens spørgsmål om hvad hendes familie hed. Hun smilede stort da hun talte om sin elskede familie. Hun var stolt af at have sådan en venlig og hjælpsom familie, det behandlede alle ens, alle var velkommende i deres familie. Ellen var også glad for at hendes forældre var som de var og havde givet hende den opdragelse, som havde gjort hende venlig og høflig, selvom hun til tider kunne være en smule usikker, men det var hendes egen skyld at hun var usikker.