En tur med Jack <> Arien

Maria hed hendes søster. Arien havde altid godt kunne lide navnet Maria, det betød noget for hende. En gang havde hun mødt en syg lille pige. Pigen har vultra tynd, var udmavret og udkræftet, hendes syndom tog langsomt livet fra hende og intet denne stoppe denne ondskab.
Men Maria havde gået med vaklende skridt over til Arien og sagt hun var en smuk engel. Arien havde først været forvirret og bange over, at barnet kendte til hende eksistens, men så hun hendes tilstand og smilede i stedet.
Maria havde smilet stort. Et glad smil, et lykkeligt smil. Sekundet senere var der kommet to voksne, en mand og en dame, op ved siden af pigen. Hendes forældrer udtvivlsomt. De smilede til deres lykkkelig, dødende barn.
Arien havde besøgt Maria i de følgenede nætter. Pigen havde altid højt humør og en stor livsglæde. Hun var lykkelig. En lille pige på ti år var lykkelig, men engle, dæmoner, vampyrene, alle magtfulde væsner sammenlignet med mennesker, var det sjældent det. Lykkelig.
Ordet var fremmed for den lille engel.
Men her. Under solen sammen med Ellen og Jack virkede glæden i det mindste tættere på.
Arien smilede mod sin vilje og takkede i sit stille sind for, at Ellen ikke spurgte til hendes egen familie. "Så... " Arien gennemsøgte hendes hoved for at finde et nyt spørgsmål "Hvordan er din far? Lever di familie også her på Deploratus?". *Godt spørgsmål* roste hun sig selv og smilede igen.
Solen skinnede. Fuglene sang. Alt var godt.
Alt var godt.