Disappearing into the ocean of stars. //Zean//

Tid: Sent.
Sted: Bjergene.
Dato: 30. November
Vejr: Ret så køligt, lidt sne, men en stjerneklar nat.
Omgivelser: Bjerge, den triste skov et skykker der fra.

Hvis man var oppe i bjergene denne nat kunne man ikke se særlig meget. Det var udover de to skikkelser der travede raskt af sted i denne kolde nat. Den ene var et menneske, ved første øjenkast. Det var hun også hvis man kom tæt på, hvis man da ikke vidste bedre. Den anden var en lav skikkelse en halv meter høj. Den hoppede rundt om den menneskelignende skikkelse.
Hunden havde tydeligvis svært ved at stå stille ret længe af gangen. Den hoppede og den hoppede. Azariah smilede og greb fat i dens pels lige ved halsen. Hunden, en Siberian Husky, stoppede og så ind i sin ejers hvide øjne. Den forstod, at den skulle stå stille og adlød. Vampyren sendte hunden et sjældent glad smil. Han var det eneste der kunne få hende til at smile, et rigtigt smil i hvert fald. Hunden kastede sig frem og løb hen mod en af afsatserne. Den satte sig ned måske to meter fra kanten og stoppede lige, måske, fem centimeter fra kanten. Pigen gik hen til hunden og satte sig ned på den let snedækkede bjerggrund. Hun så op af, op imod stjernerne. Hunden havde lagt sig ned og så, ligesom sin ejer, op imod stjernerne. Det virkede som om at den sukkede. Vampyren lagde en hånd på dens ryg.
"Bare rolig Ambrose." Hun vidste godt, at hun ikke havde behov for at sige det, men hun sagde alligevel for at være sikker på at hunden havd"Bare rolig Ambrose." Hun vidste godt, at hun ikke havde behov for at sige det, men hun sagde alligevel for at være sikker på at hunden hadve det godt. Hunden var, selvfølgelig, straks begyndt at slappe af. Azariah havde ret hu havde ikke behov for at lægge hånden på hans ryg bare et enkelt blik ville have været nok. Men nu var hu sikker. Hun lagde sig ned i det tynde lag sne med hænderne bagved hovedet. Hendes blik forsvandt helt i den uendelige stjernehimmel der hang flere, millioner, kilometer over dem.
"Uendeligt, evigt. Det kunne være det samme."

Zean trak vejret dybt og så sig omkring fra hvor han stod. På toppen af et mindre bjerg. Uden nogen rigtig kurs.
Han havde nogle mærke jeans på, tilfældige kondisko, sort T-shirt og en jakke over sig. Han frøs sjældent særlig meget så han vhavde behov for en jakke, men om natten i bjergene kunne det blive ret koldt, især hvis man kom helt oppe hvor sneen stadig var.
Han hade sne...koldt og vådt. Og uden nytte af nogen art, bare endnu en forhindring. Men alligevel var han på vej længere op.
Han burde ligge hjemme ved Dawn og Elyas...Men i stedet var han gået en lang tur, som han jo gjorde når han havde trang til at tænke. Han sukkede svagt og så sig omkring, himlen var dejlig klar og fuld af stjerner, så mange man aldrig ville kunne se inde i byen.
Og månen skinnede omkap med dem. Et øjeblik stod han bare og stirrede op på himlen, fandt flere stjernebilleder som han kendte, men gik snart videre.
Han kunne mærke at han var en smule træt, men ignorerede det...Han havde heller ikke spist i aften.
Hans tanker gled igen videre på det der optog ham så meget...Fremtiden, hvad han selv vil...Det var bare forvirrende, han havde jo altid været van til kun at tænke på sig selv.
Efterhånden som han kom længere og længere op blev det koldere og koldere...
Og midt i det hele kom stanken af blodsuger...Han stoppede overrasket op. Hvem var her oppe på denne tid? Okay, en vampyr var et natdyr...Men hvad lavede den her? Her var ingen mennesker at drikke blod af...eller andre i det hele taget. Måske havde personen også bare brug for at være sig selv?
Han kiggede sig omkring, mere opmærksom end før, en blodsuger skulle ikke have lov at overraske ham....

Hvis det havde været Azariah muligt ville hun havde faldet i søvn. Men det var bare ikke en særlig god idé her oppe i bjergene. Ikke fordi, at der var nogen, det ville bare ikke være rart, at blive overrasket af en anden vampyr eller måske en dæmon. Og det hun slet ikke havde behov for, at møde her i denne stille nat var en varulv. Hun hadede varulve. Kunne bare ikke tage dem.
Mens hednes tanker vandrede i en helt anden retning end de havde startet ud med, lagde hun mærke til noget. Det samme gjorde Ambrose. Hans øre rettede sig op og han lyttede opmærksomt. Hun rettede sig op og kiggede sig omkring. Hun havde opfanget lugten af et andet væsen.
Der var en dæmon i nærheden.
Azariah rejste sig ikke. Hun blev liggende, kiggede stadig op i det uendelige tomrum. Hendes øjne virkede spøgelsesagtige lyset fra stjernerne. De virkede dybe, som havet, men alligevel lysende. Som et hav af lys.
Hun sukkede og rejste sig endelig op. Hendes blik gled rundt i mørket. Hendes syn opfangede alt, men alligevel så hun ikke noget.
Nå. Hun ville vide at dæmonen var der når den kom.

Han gik over mod den næste lille...bakke, nærmest, en forhøjning og stod på den. Fra den havde han en god udsigt over det nærmest. Et fint lag sne lå over stedet.
Han så sig omkring og henne ved en kant så han endelig vampyren. HVem kunne det ellers være? Og der lå noget ved siden af...det gik et øjeblik før det gik op for ham at det var en hund. Han blev stående hvor han var. I teorien havde dæmoner og vampyrer altid haft et godt forhold til hinanden...Bortset fra at Zean aldrig havde været særlig glade for dem. Ikke dem alle sammen i hvert fald.
Han stod og kiggede på dem, lagde ikke skjul på at han var der. Han ville lade hende tage det første træk, så vidste han i hvert fald hvor han stod.
Hans syn var ikek det bedste i mørket, bedre end at almindelig menneskes, men alligevel ikke det bedste. Det irriterede ham nogen gange.

Azariah lå med lukkede øjne. Hun kunne mærke at Ambrose bevægde sig ved siden af hende. Han havde rejst sig og stod og trippde lidt. Hans intuition sagde til ham, at han skulle passe på sin ejer og lige nu, med den dæmon i nærhede, havde han det ikke som om, at han passede særlig godt på hende.
Pigen ved hundens side lagde, igen, en bleg hånd på hundens ryg. Hunden kiggede op på hende og hun sagde med et smil:
"Bare rolig, jeg har det fint." Så forvandt smilet og hun rettede opmærksomheden mod den skikkelse der var kommet tilsyne et stykke fra hende. Hun havde lagt mærke til dæmonen, hun ville bare vente på at den tog det første skridt og så tage den derefter, men dæmonen havde ikke lavet nogen mine til, at gøre noget. Den forventede sikkert, at hun ville tage det første initiativ. Der var bare det lille problem at hun ikke var den dominerende type, hun foretræk at tage alting efter at det er startet. Kort sagt hun ville ikke tage initiativet.
Så mens Azariah stod stille stod Ambrose helt tæt op af hende, han ville ikke risikere noget. Men hans ejer var ikke særlig bange for at der skulle ske hende noget. Hun stod bare og flyttede vægten fra den højre fod til den venstre og tilbage igen.
Hun kunne ikke helt have været mere ligeglad.

Han sukkede svagt for sig selv, ikke noget vampyren ville have lagt mærke til. Jamen dog. Denne vampyr havde enden samme indstilling som ham eller var bange. Han hældede mest til nummer et.
Han overvejede det hele, hvad han selv skulle gøre. Han havde jo rit valg nu. Han valgte at se ud over kanten, som om han søgte noget og faktisk var ligeglad med vampyren og hendes hund.
Så så han på dem igen med et bedømmende blik.
Bare fordi de var de eneste heroppe behøvede de jo ikke snakke...Han kunne bare vende om og gå og på en måde havde han da også lyst til det. Men på den anden side kunne det være rart at afreagere lidt, kort sagt se hvad hun duede til. Han gik nogle skridt frem for at se deres reaktion. Hundens ville nok blive knurrende og sur, men han var nu mere interesseret i vampyren. Han kunne godt tænke sig at lege lidt...

Azariah rullede med øjnene, dæmonen var kommet nærmere og det eneste hun havde gjort var, at sætte sig op. Med et hurtig, men elegant bevægelse rejste hun sig op og vendte sig om. Hendes skridt ekkoede mod bjergenne mens hun vandrede ned af bjergsiden. Hunden fuldte logrende efter, den virkede glad for, at de var på vej væk. Den var ikke glad for situtionen, den kunne ikke lide dæmonen selvom, at den ikke havde mødt ham.
Azariah kunne heller ikke lide denne dæmon. Fordi hun vidste, at den var der den ville bare ikke give sig tilkende. Og det gik hende på derfor valgte hun, at ignore den. Det kunne hun ligeså godt, den var sikkert heller ikke særlig interessant, det var dæmoner som regl ikke. De ville bare gerne have sex og alkohol, meget lig menneskene. Hun fik et frydefuldt smil på læben ved tanken og sammenligningen med dæmonerne og menneskene. Hvis en dæmon hørt det ville den sikkert blive stiktosset og prøve, at dræbe hende. Hvilket var hvad hun gik efter.
Lidt længere nede af bjerget fandt hun en afstats med mulighed for, at komme hen på det næste bjerg. Hun tog et tilløb og sprang. Hun landede let på bjergafstatsen, hun rettede op sig i sin fuld højde og gik videre. Hun stopppede lidt efter og vendte sig om. Ambrose var ikke ved hendes side ligesom før.
*Hvor er han?* Tænkte hun stille. Hun ville ikke blive bekymret med det samme, hun ville vente med alt det meningsløse til senere hvor hun var sikker på, at hun ikke kunen finde ham.
"Ambrose!" Ekkoede hendes stemme ud over bjergene. Den fortsatte ud over den mørke undergrund under hende.
"Ambrose!!" Prøvede hun igen lidt højere, men der kom ikke noget svar. Ikke en gøen, ikke enkelt gø, ikke engang et piv. Hun kiggede sig om og håbede, at hun ville få øje på hendes elskede hund, hvis han var væk ville hun aldrig blive glad igen.

Han grinte svagt for sig selv. Vampyren var svagere end ham...Og tog flugten. Eller hvad? Han valgte bare at følge efter hende. Se hvordan hun så reagerede. Han gik roligt efter hende...Hunden gav vist ingen særlige problemer lige nu.
Da hun hoppede over til det næste bjerg reagerede han hurtigt, han skulle nok få hendes opmærksomhed. Han greb hunden om halsen, tvang den kort til at se sig i øjnene og han mærkede hvordan han fik kontrol over hunden.
Han skyndte sig at liste væk med hunden, lige netop som hun vente sig om og kaldte på hunden. Et øjeblik virkede det som om den ville reagere, men han havde magten over den lgie nu, takket være sin evne.
Han lod hunden forblive gemt hvor den var og trådte selv frem på afsatsen, stod bare stille og kiggede mod hende...Lidt som døden tænkte han for sig selv, der bare stod og valgte sit offer...Men han var ikke døden, selv om det kunne være sjovt.
Åh ja, det sidste man skulle gøre var at sammenligne dæmoner og mennesker...De lignede slet ikke hinanden. Mennesker var svage, ubrugelige, kun til for madens skyld. De dejlige sjæle...Dæmoner var...meget mere. Stærkere, klogere, bedre....På alle punkter.
Og det ville de altid være.

Azariah vendte sig om for at lede videre og fik øje på en skikkelse måske to meter foran hende. Hun havde ikke brug for mere end et par sekunder for at finde ud af, at det var dæmonen. Hun bed tænderne lidt sammen og knyttede næverne.
Hun havde på fornemmelsen, at dæmonen havde noget med hendes elskede hunds forsvinden.
*Hvad vil denne person opnå?* Tænkte hun meget irriteret. Hun kiggede nærmere efter personen i mørket. Hvad ville han dog bruge hendes elskede hund til? Det var en hund... hvad skulle en dæmon med en hund? Hun vidste godt, at nogle dæmoner havde hunde, men hvorfor hendes hund?
Den ville helt sikkert bide personen og blive rigtig aggressiv... Azariah spidsede øre og lyttede intenst. Hun synes at hun kunne høre hendes elskede Ambrose knurre eller snerre. Ellers var det måske bare hendes fantasy, den kunne også godt være meget livlig.
*Det kunne også godt være, at du bekymre dig for meget. Måske bude du bare gå hjem, eller gå en tur. Han kommer sikkert tilbage.* Den lille stemme i hendes hoved pointerede altid noget hun ikke havde brug for at vide. Og dette var en af de ting hun slet ikke havde brug for at vide. Hun gad ikke en gang svare.

Han smilte svagt og lod hunden komme frem, den kom logrende hen til ham, gik om bag ham og stod lidt efter ved hans side og kiggede på vampyren som om alt var i skønneste orden.
Zean satte sig på hug og nussede roligt hunden, mens han kiggede på vampyren i et øjeblik. Han orkede ikke at skaffe ballade i dag...Selv om det virkede lidt for sent at tænke på det. Måske.
Denne vampyr virkede dog heller ikke glad for at skulle i nærkontakt. så det var jo ikke sikkert...I teorien skulle vampyrer og dæmoner jo være god venner alligevel. Han rejste sig op igen og lod blikket glide rundt et øjeblik, men så så tilbage på vampyren. han sagde stadig ikke noget, hvad han skulle da også sige vis det var? Det anede han ikke...så hvorfor ikke bare forblive tavs?

"Ambrose!" Udbrød en irriteret vampyr, men hun var selvfølgelig glad for at have sin hund tilbage. Også alligevel ikke for hunde kom jo ikke hen til hende. Hvilket selvfølgelig irriterede hende endnu mere. Hvad var der galt med ham? Han adlød ellers altid hendes ordre. Hun stod lidt og overvejede de forskellige ting hun kunne gøre eller sige og så hvad der var galt med hendes elske hund. Der måtte være noget galt med ham. For sådan ville han aldrig gøre. Aldrig. Det kunne han bare ikke. Hun kunne slet ikke hitte ud af det. Det virkede bare ikke rigtigt.
Hun rystede lidt på hovedet og kom til den konklusion, at han måtte være blevet offer for et eller andet. En slags trance eller måske en evne. Ja det måtte være det. En af delene. Det måtte være det. Det kunne ikke være andet.
Hun nægtede at give op. Hvorfor skulle hun dog også det? Det var der ingen grund til.
Vejret tog til. Vinde rev og sled i alt det det kunne finde. Sneen faldt hurtigere og hårdere. De blev efterhånden næsten kastet mod en. Som nåle.

Vejret. Vampyrens evne var vejret. En god og stærk evne, selvfølgelig kun så længe man kunne styre det.
Hunden vendte ryggen mod blæsten og lagde sig ned, gemte ansigtet mellem sine forben, den havde sikkert prøvet det før.
Selv holdt han en arm for ansigtet da sneen nærmest blev kastet mod ham og hans ansigt. Som små nåle. Faktisk det eneste han hade ved vinter...sne.
Han overvejede lidt om han skulle lade vampyren fortsætte for at se hvor meget hun enlig kunne gøre, eller om han skulle få hende til at stoppe...Han havde jo stadig magten over hunden og det ville han blive ved at have til han selv valgte at lade være.
"Man skulle tro du interesserede dig lidt mere for din hund" næsten råbte han for at overdøve vinden. Normalt ville man nok starte med at spørge. Snakke. For at finde ud af hvad der sker. Ellers nåede man ikke særlig langt, man vidste ikke hvad man stod over for og kunne bare håbe på det bedste....Dog kunne det meget hurtigere blive til det værre. Dumt.

Hele Azariahs krop spændtes ved lyden af dæmonens stemme. Udfra det hun hørte kunne hun konkludere at det var en dreng/fyr hvad man nu lige behagede at kalde ham. Hun havde også nogle ord der ville beskrive ham meget godt. Hun havde faktisk ret mange af dem. Svin. Idiot. Kæmpe nar. Røvhul. Tåbelige dreng. Højrøvede fjols. Skvadderhoved. Dumpap og så videre. Hun kunne blive ved indtil man blev gråhåret. Eller i hendes tilfælde, i al evighed. Hun kunne sagtens sidde der og råbe fornærmelse efter ham hele natten og dagen med, hvis det nu havde været hende muligt.
Det var det bare ikke. Hun ville gerne, følgerne var bare ikke det fedeste i verden. Der ville faktisk ikke være nogen verden for hende mere. Hun stod lidt og så smilede hun stille.
"Det gør jeg skam, men jeg ved at han kan klare det. Det er et naturligt instinkt hos ham. Han er en Husky, han er opvokset i Alaska han er vant til sådan et vejr her." Hendes smil var blevet slesk.
Den havde han nok ikke regnet med.

Han grinte. Det var tydeligt hun mente hun havde det hele til sin fordel. Han måtte desværre skuffe hende. Han trak det lidt ud, for virkningens skyld.
"Åhh, da ikke vejret" svarede han så og så lidt på hende, det undrede ham ikke at hun troede det var dethan snakkede om. Hun anede jo ikke hvad hans evne var.
"Nu mener jeg mere...Den plejer vel ar reagere når du kalder på den ikke? Hvilket vil sige der nok er noget galt...BAre rolig...Jeg har ikke gjort den nogen skade...Endnu..." han smilte nu, hans tur til at triumfere...Det havde hun sikkert ikek regnet med.
I det samme hørte man en svag tuden fra hunden, som om den havde smerter. Det havde den ikke. Han fik den bare til at sige sådan.
Nok var han dæmon, men helt umenneskelig var han ikke. Han bekymrede sig mere for dyr end for mennesker. Men det var jo også klart, mennesker var bare mad, dyr var...mere end det. Venner, transport, tøj og mad hvis man vidste hvordan man skulle bruge dem ordentligt. Hvad hunden angår var det nok mest venne-rollen.

Azariah sukkede. Han havde bare pointeret det åbenlyse. Det havde hun jo regnet ud, for længst. Men helt ærligt, hvad ville han med hendes hund? Det ville hun gerne vide.
"Hvad skal du bruge min hund til? Hvad vil du med ham?" Hun virkelig træt af den dæmon, hvorfor skulle han genere hende? Hvad var der med ham?
Hun rystede stille på hovedet og stirrede på ham. Et spørgsmål poppede op i hendes sind.
"Hvem fanden er du egentlig?" Det ville måske være en god idé at få det at vide. Hun var godt nok ligeglad, men det kunne da være rart at vide.
Hun rullede med øjnene og satte sig ned på den kolde bjerggrund. Her satte hun sig tilrette i en behagelig skrædderstilling. Sådan sad hun og kiggede skiftevis på dæmonen, så Ambrose, så et eller andet, andet sted hen. Ligenu var hendes øjne rettet ud i mørket. Hun stirrede intenst ud i det dybe mørke og afgrunden under det, som mørket havde skjult. Hun smilede ud til mørket. Mørket svigtede hende aldrig, det var det altid, når hun gerne ville have det. Men på et tidpunkt kom lyset og jog mørket på flugt, sammen med nattens væsner. Men så ville mørket komme endnu en gang og opsluge lyset. Sådan var det hele livet.

Han grinte svagt og tog sig ikke af at hun ingen tegn viste på at dette var uventet. Det ar jo enlig også lige meget.
"Din hund? Intet. Bare have din opmærksomhed, du bestemmer desuden også selv om der skal ske den noget" Han fulgte hendes blik og lod det glide ud i mørket. Måske kunne hun se noget længere væk. måske ikke...Han så på hende igen, selv var han rolig. Mere rolig...Han havde jo ikke lyst til at kæmpe eller dræbe...selvfølgelig, vis det endte den vej, så var det jo sådan, men der var ingen grund til selv at ligge op til det.
Han smilte hemmelighedsfuldt.
"Ja...Hvem er jeg? Selv efter en masse år, kan man stadig gpdt selv være lidt i tvivl..." han trak svagt på skuldrene
"Det er også det sjove...Nogen siger dæmoner er flere personer i en...." han så lidt ud i luften som om han tænkte og så så lidt ned på hunden.
"Selv vis jeg sagde dig mit navn, ville det kun sige dig noget vis vi mødtes igen...Hvorfor siger du ikke også hvem du er? vi kunne præsentere os for hinanden...Jeg vil nok kunne sige dig et navn, end kunne sige hvem jeg enlig er..." Det lød lidt som om han var skør eller måske havde været ensom for længe...Men faktisk drillede han hende bare lidt, brugte en anden måde at formulere sig på end normalt. Ret sjovt faktisk.

Hun rullede med øjnene. Dæmoner.
Men hun kunne ikke lade være, med at smile stille. Hun havde faktisk set det komme. Sådan en person var han bare. Det kunne ikke undlades at han ville komme med sådan en kommentar. Måske var alle dæmoner sådan. Måske ikke. Hun havde virkelig noget imod den dæmon.
"Hmm." Sagde hun med et smil. "Hvorfor skulle jeg gøre det. Hvis du ikke en gang har tænkt dig at fortælle mig hvad du rigtig hedder, hvorfor skulle jeg så fortælle sig hvad jeg hedder."
Efter hendes mening, havde hun en ret god pointe. Han var sikkert ikke enig med hende, men han kunne rende hende. Hun havde ikke noget tilovers for ham, som hun sikkert havde understreget ret godt efterhånden.
Hun smilede og vippede lidt frem og tilbage. Hun havde ikke så meget mere at sige til ham. Kun hvis han valgte at snakke til hende, ville hun have noget at sige til ham. Hun kiggede stadig ud i afgrunden. Hun havde vendt hovedet mod ham, mens hun havde talt med ham, lidt mannerer havde hun vel, og havde vendt hovedet mod afgrunden igen da hun ikke talte til ham længere. Nu ventede hun bare. Stilheden tyngede luften og gjorde den så tyk at man næsten kunne mærke den. Ingen af nattens lyde trængte igennem.

"Jamen så er du tydeligvis ikke interesseret i hvem jeg er!" smilte han og satte sig på hug, kælede hunden og sad lidt og gav den sin opmærksomhed.
"Hvorfor hader du dæmoner? Jeg kender menneskernes synspunkt...at vi er overnaturlige og langt stærkere end dem...så selvfølgelig frygter de os...men jeg kender faktisk ikke andres grunde...Jeg vil gerne vide om det er fordomme, eller fordi i sætter alle dæmoner i samme bås?" i samme bås...Sagde at sådan var de og sådan var det bare. han hade begge dele. Personligt besluttede han sig altid for hvad han syntes om en person, når han lærte personen at kende. Men desværre havde andre ikke altid den samme filosofi...Eller hvad?
Nå pyt...Det var jo det sjove ved at møde nye...Man vidste aldrig hvad man blev udsat for.

Vampyren smilede igen. Hun rettede ryggen i hendes behagelige skrædderstilling.
"Hvad er pointen i at fortælle én noget, uden at få noget med en lille del sandhed tilbage? Ja en af os skal starte med at fortælle sit navn, jeg vil hellere end gerne starte, men først når jeg ved, at jeg får et sandt svar tilbage." Efter hendes mening havde hun gjort sin pointe klar.
Hun lagde hovedet på skrå, hun udviste næsten medfølelse med dæmonen. Han lød faktisk lidt som om at han ville have den medfølelse, nå det måtte han selv om.
"Jeg har ikke noget imod dæmoner, jeg har bare let til ikke at kunne lide deres personlighed. Jeg forstår heller ikke, hvorfor vi vampyrer tit bliver sat i bås med jer. Det er jo ikke alle der ikke kan lide dæmoner af personlige grunde sikkert. Måske er det had til en anden race bare blevet plantet på os. Har du tænkt over det? Det kunne jo godt være, at vi faktisk ikke har noget imod jer, men det er vi bare nød til, for at holde os i 'rollen' eller noget i den stil." Azariah følte sig lidt som en psykolog. Hvilket hun slet ikke brød sig om.

Han fattede ikke hvad hun snakkede om. holde sig i rollen? Han var ligeglad med hvad hele racen burde mene...Han var interesseret i hendes mening.
"Jamen hvorfor skal jeg så spilde min tid med at fortælle dig mit navn, når du alligevel ikke vil tro mig?" sagde han og så lidt p hende med sine mørke, rolige øjne.
Hendes medlidenhed gjorde ham irriteret...Men han vidste også at jo længere man kunne holde sig rolig, jo stærkere stod man...Især hvis den anden var p vej op, dog var hun jo ikke det. Det var bare mest for hans egen skyld.
"Så må jeg rette det og sige mig, istedet for dæmoner...Men jeg er faktisk også ligeglad" Han strakte sig hvor han stod og lod blikket glide rundt.
"Nå...Jeg kan mærke du enden tror jeg er skør eller har brug for medlidenhed...Jeg har ikke brug for nogen af delene, du har fuldstændig fejlfortolket mig...præcis som jeg ville det" han smilte lidt til hende, hun var lidt sjov, især fordi hun virkede så sikker i alt hun sagde...uden at vide om hun nu også havde ret.
Men det var hendes problem.
"Nå, men nu fik jeg jo lidt opmærksomhed, så tror jeg at jeg vil gå igen..." han vendte sig om og begyndte at gå ud i natten, væk fra hende.
Dog uden at vise tegn på at have gjort noget ved hunden, som bare stadig lå stille hvor den var. Selv da han gik, flyttede den sig ikke. Det virkede faktisk mest som om han havde glemt den.