En tur i skoven - Ellen

Devin gik stille og roligt imellem skovens smukke træer og buske. Han lod blikket glide over de mange forskellige grønne nuancer, og kunne ikke lade være med et smile. Fuglene sang så smukt her inde, og vinden smagte nærmest sødt. Hele stedet virkede som noget fra et eventyr, og han forventede nærmest at finde de syv små dværges hus der et sted imellem træerne. Det gjorde han dog ikke, men i stedet fik han øje på en lysning. Solens varme stråler skinnede ned mellem bladende og varmede græsset. Han lagde sig ned midt i alt det grønne, lukkede øjnene og nød den totale fred.

Ellen kom lige så stille gående ved siden af sin store brune labrador førerhund Jack. De var som sædvanlig ude på deres daglige gå ture. Det kunne hurtigt blive kedeligt i det lillle hus og Jack fortjente at komme ud, og desuden bestemte han nok også lidt mere end Ellen gjorde. Men ikke noget der gjorde hende noget, han var jo hendes øjne.
Hun havde fået en lang lyseblå top på og sorte leggins, og som prikken over i'et de limegrønne allstars, som hendes søster havde foræret hende. Ellen's spinkle hånd hvilede på ryggen af Jack, der i langsom tempo luntede af sted med logrende hale. Ellen var en blind elver, og derfor gik de to på denne måde, hun ville ikke holde Jack i snor og havde derfor bare sin hånd til at hvilde på dens ryg og lod ham fører hende rundt hvor han nu ville hen. Hun sukkede lavt og vente ansigtet op mod himlen som gemte sig bag trækronerne, hun kunne mærke solens stråler mod sin hud og smilede stort. Hun forestilllede sig hvordan de grønne blade lyste op på grund af solen og hvordan alt havde farver.
Jack brummede logrende og snussede i luften. "Hva så Jack?"spurgte hun og nussede ded på ryggen. Jack bjæffede og satte farten op. "Jaja, jeg skal nok følge med"sagde hun muntert til sin hund der havde fået færten af noget i skoven og som nu gerne så hurtig som muligt finde det.

Devin lå helt, helt stille i græsset og nød bare at være i live. Han mærkede hvordan skoven begyndte at danse for hans indre blik, hørte glade stemmer, så folk der dansede og klatrede i de mange farvefyldte træer. Han vågnede med et sæt, da lyden af noget der kom nærmere nåede hans øre. Han missede lidt med øjnene og satte sig op og gabte. Det måtte være et dyr, og det var ikke langt væk.. han så sig lidt nysgerrigt om, men var også en anelse på vagt.

Jack gøede af Ellen der skubbede muntert til hunden. "Jamen så løb da hvis jeg er så langsom"sagde hun til den og klappede den på ryggen, da den var utålmodig og gerne ville løbe til det som gemte sig et kort stykke fremme. Ellen mærkede en våd snude mod sin håndflade og lyttede derefter til lyden af poter der dunrende løb hen over skovbunden. Hun smilede af sin utålmodige hund og holde nu sine hænder op foran sig mens hun i snegle fart gik i den retning lyden af poterne kom fra. Når hun ikke havde Jack ved sig, måtte hun bruge sin hørelse og sine hænder til at tage fra vis hun skulle gå ind i noget. Hun hørte Jack der gøede længere fremme, han måtte havde fundet sit mål. Hun overvejede at råbe at han var venlig, hvis nu det var et menneske eller et væsen, for Jack var jo pæn stor og selvom han var meget venlig og legesyg så kunne hans størrelse godt skræmme folk. Men Ellen forblev tavs, hun kunne ikke helt bedømme hvor langt fremme Jack var og fortsatte lige så stille med tøvende skridt og følte sig ellers vej frem.

Devin sad og spejdede længe ud imellem buskene.. men der skete ikke noget. Han trak det på skuldrene, det måtte havde været hans fantasi. Han skulle lige til at lægge sig igen, da en stor hund sprang frem. Han så overrasket på den, og blev en anelse forskrækket. Hunden gøede, men så ikke aggressiv ud. Han smilede svagt af den overraskende gæst og klappede den på hovedet ”hejsa, hvem er du så?” spurgte han og smilede til den.

Ellen hørte Jack gø et sted og vidste at han havde fundet en anden person, hun talte med dyr og havde derfor ingen problemer med at få Jack til at gå et bestemt sted hen i byen eller forstå helt præcis hvad han ville.
Hun mærkede noget barket mod sine håndflader da hun var ved at gå ind i et træ, hendes hænder gled langsomt med stammen og kom forbi uden at ramme træet men en rod der stak op af jorden fik fat i hendes højre fod og med et forskrækket gisp faldt hun forlængs ned på jorden. Hun mærkede at hun skrabbede knæet og bandede lavt. "Jack"kaldte hun derefter, med en halv grådet stemme og var kommet op at sidde. Jack bjæffede fra det sted han var og kunne åbentbart ikke bestemme sig for om han skulle forlade den fremmedes opmærksomhed eller hjælpe hende. Ellen blev siddende og ventede på at han skulle komme og hjælpe hende op. Hun lod sin hånd glide ned over knæet og mærkede hullet i stoffet og derefter en svigende fornemmesle da hun havde fået sig en hudafskrapning.

Devin løftede overrasket blikket, da han hørte en lyd. Det var en stemme, nogen kaldte.. Hunden så også ud til at bemærke det. Han rejste sig langsomt, og spejdede i retning af stemmen. Det var ikke til at se hvor stemmen stammede fra, og uden rigtigt at tænke over det begyndte han at gå der hen af. Stemmen lød som om den var ked af det, og det fik hans mave til at trække sig sammen. Hvem end der var her ude i skoven, måtte han finde personen hurtigt.

Ellen lyttede stille efter sin hund og ventede på at høre dens tunge krop komme løbende over skovbunden. Kort efter opfangede hun lyden af et menneske eller væsen der gik gennem skoven og sekundet efter Jack's poter det løb af sted i retning af hende. Hun bandede igen svagt for sig selv og trak i kanten at hullet i legginsne, da lyden af Jack's poter så kun var en meter fra hende så hun i dens retning og mærkede derefter en vådsnude blive presset mod hendes kild og derefter en vådtunge blive trukket hen over hendes ansigt. "Jaja, du er ked af det, ved jeg"sagde hun muntert til hunden og skubbede til dens hoved for ikke at blive slikket yderligere og lagde så sin spinkle hånd på dens ryg og kom lige så stille op at stå. Hudafskrabningen på knæet gjorde en lille bitte smule ondt, men ikke noget hun ikke kunne ignorere.

Devin fulgte efter hunden, men stoppede op da den nærmede sig en skikkelse. Han stod stille og betragtede hvordan den slikkede det smukke væsen i ansigtet, og hvordan hendes latter fik hans hjerte til at banke hurtigere. Han blinkede et par gange, løsrev blikket fra kvindens smukke ansigt, og fokuserede i stedet på hendes øre. ”En elver..” hviskede han åndeløst, dem havde han kun læst om..

Ellen smilede og satte sig på hug foran Jack der pev og kløede ham ved ørene, hun havde kort glemt alt om mennesket, da Jack var blevet ked af at han var løbet fra hende. "Så så, har jo ikke brækket benet, men du skylder mig et par nye leggins"sagde hun muntert til Jack og holdte hans hoved mellem sine spinkle hænder og kyssede ham mellem øjnene. Ellen rettede sig op igen og trak fingrene gennem håret for at få det væk fr ansigtet, da det kildede hende på kinden. Jack gøede lavt og så hen på mennesket med logrende hale. Ellen der helt havde glemt mennesket vente sig en smule forskrækket mod ham, han måtte jo ikke kende til væsner...hvis han altså var et helt almindeligt menneske.
"Hej"sagde hun med et lille forsigtig smil og håbede at hendes øjne var rettet den rigtige vej. Man kunne ikke sådan helt se at hun var blind, kun hvis man så hende i øjnene i længere tid.

”Goddag..” sagde Devin lettere overrasket. Han så bare på hende, og håbede inderligt hun ikke blev fornærmet over hans stirren. Hun var nok ikke van til at snakke med mennesker. Han tog en dyb indånding, imens hans hjerte søgte noget intelligent at sige. ”Det er en sød hund du har” sagde han så, og smilede ned til Jack. Den virkede utrolig loyal, og deres bånd var meget.. tæt. Han havde hørt noget om elvere og dyr kunne kommunikere, men han havde ingen anelse om, om det var tilfældet her.

Ellen smilede venligt og lyttede til hans stemme da han sagde goddag, hun genkendte for på deres stemmer, efterhun var blevet blind var folks stemmer ansigter for hende.
"Ja, han er sød når han ved at han får noget til gengæld"sagde hun med et muntert smil og klappede Jack på ryggen. Jack bjæffede en smule fornærmet, men logrede alligevel med halen. Ellen lyttede til lyden af dens hale der susede gennem luften og smilede svagt. Ellen ville helst ikke afsløre at hun var en elver, hvis nu at dette ikke var en helt almindeligt menneske. Hendes øjne var rettet mod ham, men så ham ikke, der var ikke rigtig noget liv i de brune øjne.

Devin så først nu rigtigt på hendes øjne. Han rynkede brynene lidt, da hendes udtryk ikke matchede hendes stemme. Når hun talte lød hun glad, rolig.. men hendes øjne var tomme. Han gik nysgerrigt et skridt længere frem imod hende, så stadig på hendes øjne imens.

Ellen lyttede da han trådte frem mod hende, og løftede med det samme hånden for at give hånd. For det meste forsøgte hun at starte med det, for så behøvede hun ikke klodset at gætte sig til hvor i luften foran hende dens andens hånd var, hvis ikke hun først rakte hånden frem.
"Jeg hedder Ellen"præsenterede hun sig smilende og ventede på at høre hvad den anden hed. Hun håbede sådan at hendes øjne var rettet mod hans ansigt, der var mange som blev skræmt væk fordi hun var blind, det gjorde mange ting besværligt at hun ikke var helt normal, selvom hun selv ikke mente at der fantes noget der hed normal eller unormalt.

Devin så overrasket på hende hånd og stoppede op. Han smilede undskyldende til hende, og tog hurtigt imod den. Han gav den et lille tryk ”hyggeligt at møde dig Ellen, mit navn er Devin” sagde han og slap den igen. Hendes hud havde været helt utrolig blød. Han kunne godt forstå der var blevet skrevet fortællinger om det forførende elverfolk, de ville ikke have det svært.

"I lige måde Devin" sagde Ellen smilende og sænkede hånden igen efter han havde trykt den, hun smilede og lod hånden hvile på Jacks ryg, da han stod helt op af hendes højre side. Hun kunne i sekundterne efter de havde sluppet hinanden hænder stadig mærke hans som om hun stadig holdte hans hånd. Hun smilede forlegent og håbede at hun ikke rødmede, men hun rødmede jo aldrig så hvorfor være bange for det?
"Dette er Jack"præsenterede hun så den store brune labrador og klappede ham på ryggen, hvorefter hans hale satte i vild fart frem og tilbage og så forvendtnings fuldt på Devin.

Devin så ned på Jack, og smilede venligt til ham. ”Hey Jack, dig har jeg jo allerede bumpet ind i..” han blinkede til hunden og vendte så igen opmærksomheden imod Ellen. Han tog en dyb indånding.. før han gik videre med denne her lille samtale, var der noget han måtte have på plads. ”Sig mig Ellen..” begyndte han tøvende ”du er en.. elver ik også?” han så undersøgende på hendes ansigt da han sagde det, ledte efter en reaktion på ordet.

Ellen smilede da han talte om at have mødt Jack, hun vidste det jo allerede, men kunne godt lide at han var så flink og det lød som om han kunne lide hendes hund. Det undrede hende nogle gange, alle hun havde mødt havde rost hendes hund. Det undrede hende dog ikke at Jack intet havde imod at blive rost.
Ellen blev kort alvorligt og overvejede sit svar. Han måtte kende til væsner, ellers ville han ikke spørge om hun var en elver, men var han dusørjæger? Hun havde mødt nogle stykker, men ingen havde villet hende noget ondt, for hun var ret så harmløs.
Et bred smil afslørede hendes mælkehvide tænder, da hun med et blev muntert igen. "Nej, mine øre er bare deforme"svarede hun med et muntert smil, hun vidste at han ikke kunne se hendes øre for håret, men kendetegnet for elver var typisk deres spidse øre.

”Jeg er.. ikke overbevidst” sagde Devin roligt og så stadig undersøgende på hende. ”Dine træk.. og dine bevægelser.. det er for yndefuldt for et menneske” sagde han tænksomt. Han stod stille, skønt han var fristet til at gå hen og undersøge hendes øre. Han var næsten sikker på han havde ret, og det eneste naturlige for et væsen ville være at lyve.. og dog havde hun ikke lydt helt alvorligt da hun afviste hans forslag.

Ellen smilede muntert, hun elskede at snakke med folk som var venlige og elskede at drille og have det sjovt. Hun elskede at grine. Hun kunne høre på ham at han havde taget hendes afvisning af hans spørgsmål lidt alvorlig, men det lød som om han kendte til væsner, og hun ville helst ikke stå og sige hvad hun var hvis nu det var et almindeligt menneske der jokede om at hun lignede en elver. Så han måtte sådan set gætte det selv, så havde hun i hvert fald ikke sladret.
Hun legede met et lok af sit hår der var faldet ned foran hendes ansigt og kildede hende på næsen. "Tak da"sagde hun muntert da han sagde at hendes bevægelser var yndefulde, det var lidt komisk syntes hun da hun jo lige havde været faldet og havde et flot hul i sine leggins

Devin så lidt undersøgende på hende. Måske havde han alligevel taget fejl. Han valgte at lade det ligge, der var alligevel ikke noget han kunne gøre ved det. I stedet stod han og nød vinden der blæste og fuglenes sang. Han smilede svagt og så ned på hendes hund. Jack. Han smilede til den og satte sig på knæ. Han klappede lidt på jorden foran sig, ligesom for at kalde på ham..

Ellen så smilende i retning af ham, han sagde ikke rigtig mere så hun gik ud fra at han havde droppet emnet om hun var en elver eller ej. Det gjorde vel ikke det store for hun var ikke voldlig eller på nogen måde farlig.
Jack bjæffede glad da Devin satte sig på knæ og klappede på jorden, lyden af de lave dunk i jorden gjorde Ellen opmærksompå at han nok ikke længere stod op. Jack forlod hende med det samme og spænede over til Devin. Ellen's hånd holdte hun ud til siden hvor Jack havde stået med hendes spinkle hånd på ryggen. Jack var fuld af iver for at få opmærksomhed at han braste lige ind i Devin da han glemte at stoppe igen. Ellen smilede muntert da hun kunne høre Jack tungekrop dumpe ind i Devin.

Devin væltede, og grinede imens. Han smilede til Jack og klappede den på ryggen. Han fik sat sig op og legede lidt med ham. ”Kommer du tit her ude?” spurgte han henvendt til Ellen.

Ellen klukkede muntert da hun hørte at det lykkedes Jack at vældte Devin, hun var glad for at han ikke blev vred over det.
"Ja, både Jack og jeg kan lide at være ude og han elsker specielt skoven, så vi ender tit her ude omkring"svarede hun med et venligt smil og trådte et forsigtig skridt frem mod dem. Hun håbede sådan at hun ikke snublede i noget, det lod ikke til at der var noget foran hende, men hun kunne jo ikke se det. "Kommer du selv her ud tit?"spurgte hun så igen og blev bare stående og turde ikke at flytte mere på sig i frygt for at falde og slå sig igen, og skrape hul på det andet knæ.

”Nej faktisk ikke.. det er noget jeg er begyndt at gøre for nylig.. man kan blive helt stresset inde i byen” sagde Devin og smilede lidt op til hende. Det var første gang han havde været på dette her sted. Han havde da vandret lidt rundt i skoven før, men dette her var en af de første gange han havde ligget og rigtigt nyt naturen.