Dark Night [Privat]

Han vippede lidt frem og tilbage på hælen, før han lænede sig helt tilbage mod muren, som virkede kold og hård mod hans ryk der var beklædt i en lang frakke som gerne skulle holde kulden og de store regndråber ude, men det syntes ikke helt at lykkes. Tøj – stof, ynkeligt og besværligt! Han fnyste kort, mens han trykkede sig ind mod muren i et halvhjertet forsøg på at holde sig uden for regndråbernes række vide, men det så ikke ud til at det lykkes. Hans ene hånd var begravet i jakkelommens for, hvor den fik fadt på et hårdt stykke lamineret plastik som han trak op, og smilede let, da han så ind i sine egne sølvgrå øjne, og derefter på navnet på kortet, og de andre oplysninger. Et perfekt kopi, illegalt og det hele, men et brugeligt kørekort til den enogtyve år gamle varulv Sam, som godt nok havde levet noget længere, men det var der jo ingen der vidste, og hvad man ikke vidste ville man jo ikke have ondt af – vel?
Med en let bevægelse med hånden, fik Sam kortet ned i jakken igen, før han vendte øjne ud mod vejen med et let smil på hans læber, før han skubbede sig ud fra væggen og gik langs væggen hen til hoveddøren til en ældre bar, hvor man svagt kunne høre noget musik. Han gik forbi indgangen, for så at stoppe op før der kom et vindue hvor man kunne kigge ind i en halvsnusket bar hvor der stod en ældre herre som bartender. Han virkede som en i halvtredserne, måske ældre, med gråsprængt hår og en stor ølvom, ikke et sted Sam ville gå ind. Han vendte blikket væk fra manden, og lod det kort glide rundt inde i rummet, før han vendte sig væk fra vinduet og kiggede ud mod vejen han stod ved, hvor der i ny og næ kom en bil kørende.

De tunge regndråber faldt omkring og holdte de fleste mennesker indendøre. Crasie mærkede dråberne ramme på hendes sorte hætte, som hun havde over hovedet. Og som lagde hendes ansigt i fuldstændigt mørke. Det eneste man kunne se af hendes ansigt, var hendes neonlilla øjne. De fleste hun gik forbi og det var kun få, men de alle så så nedtrykte ud og så ud til at hade regnen. Mens crasie ja hun elsker regnen og har altid gjort det. Hun lod sin hætte falde og mærkede straks dråberne i hendes hår og på hendes ansigt. Hun syntes at regnen var med til at skylle det dårlige borte. Hun var glad for regnen nu, for hun havde ellers bare gået rastløs hele dagen. Hun havde godt nok sovet igår, men det kommer hun sikkert ikke til idag eller de næste. Crasie blev aldrig ret længe på det sammen sted ad gangen. Især i hendes hjem, hun kan som regel kun holde ud at være der i et par timer ad gangen, undtagen hvis camille kom forbi. Så ville hun altid kunne blive det sammen sted adgangen hvis camille ville. Crasie smilte af tanken om camille. Hun husker tilbage på turneringen, som hun fik lokket camille med til. Hun lod sin hånd køre igennem hendes våde sorte krøllede hår. Regnen var forfriskende. Hun vidste faktisk egenligt ikke hvor hun skulle hen, hun lod bare hendes ben styre hende. Hun stoppede op midt på fortovet og kiggede sig omkring. Hun kunne se flere, som gemte sig under et halvtag. Hvorfor gemmer de sig for regnen så koldt er det da heller ikke? Hun begyndte at gå længere ned af gaden indtil hun kunne høre en svag musik igennem regnen. Hun vendte blikket imod en ældre bar. Skulle man gå der ind og tage sig en lille drink? Nej det ville ikke hjælpe, for crasie kunne ikke rigtig sådan blive fuld mere, hun er næsten blivet immune for det, fordi hun har haft drukket så meget i sit lange liv. Det eneste hun sådan set kunne blive påvirket af var elvernes stærke blomstervin og så dværgesprit. Så faldt hende blik på en ung mandelig skikkelse der prøvede at holde regnen ude. Så lugtede hun lugten af varulv. Hvad laver en varulv dog ude og fryser i regnen, det lignede dem ikke syntes crasie. 3 ting var i sig selv usædvanlig at se ved crasie. For det første hendes neonlilla øjne, det andet hendes lave højde, hun var kun omkrin de 145 cæ høj. Det var tilgengæld godt, for så undervurderede folk hende tit, og det var en klar fordel. Men den 3 var i den ene hånd havde hun en tynd sort gammeldags stok med en metalfigur gemt under hånden. Det lignende sådan en som rige og magtfulde mænd ville gå med i gamle dage.

Sam kunne ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn da han så en eller anden kvindelig skikkelse, eller måske nærmere en pige komme gående hen af gaden, midt ude i regnen. Han klemte let øjne sammen, så han fik et bedre udsyn til kvinden, selvom det slet ikke var nødvendigt. I grunden så han meget bedre end normale andre væsner, uanset vejr og vejrforhold ligesom alle hans andre sanser, så det var blot en slags cover han brugte, når han klemte øjne let sammen et kort øjeblik.
Det første han bemærkede var selvfølgelig pigens lave højde, som cirka 40 centimeter lavere end ham selv, hvis han kendte hendes præcise højde, men så fandens god til matematik var han ikke, og han kunne ikke blot med øjne gætte hendes højde, men lav var hun, det skulle man være godt dum for ikke at bemærke. Derefter bemærkede han hedes særpræget øjne som var lilla, og så næsten giftige ud. Han lod luften passere ud igennem næsen, mens han prøvede at gætte sig frem til hvad denne underlige kvinde lavede sådan et sted. Det var måske det sted hun passede bedst ind? Hans sølvgrå øjne lande kort på hendes hånd, som bar en stok, eller en stav af en art, hvorefter han slet blikket væk fra kvinden.
Han gik hen langs husmuren hvorefter han forsvandt ind i en smøge. Han burde helt sikkert vende snuden hjem. Der var ingen grund til at blive i byen, ikke for hans skyld - og der var kun ham han skulle tage sig af. Han kastede et kort blik tilbage på pigen, eller kvinden - alderen var ubestemmelig, trak han frakken tætter omkring sig, og vendte snuden om mod smøgen, som han begyndte at gå igennem.

Så stoppede crasie op og kiggede i den ene retning. Selvom hun ikke kunne se det endnu, kunne hun tydelig mærke dusørjægerne. For det var nogen hun havde mødt før, og crasie kunne nemlig fornemme bevistheder. Det var et krav med hendes evne, for så når hun alligevel ikke så personen, så kunne hun stadigvæk lave sine illusioner som passede til hvor de var. Alle mennsker havde dere unikke bevisthed, og derfor kunne hun kende dem fra hinanden. Hun kunne nu se dem igennem den tunge regn. Hun ville helst ikke have problemer mere end ellers, for crasie var allerede eftersøgt. Crasie bevægede sig hurtigt imod baren, og gik lige forbi varulven. Crasie kunne se at han var lige på vej imod dem, så da hun lige rørte hans jakke, så lød en kvindelig stemme i varulvens hoved.
"du skal passe på der er dusørjæger forude"
crasie gik med hurtige skridt imod baren, og kom hurtigt ind i varmen. Hun stilte sig i den ene side af døre, og ventede på lur hvis de kom herind. Hun havde et godt greb omkring sin stok, og var klar til at slå den ind i benet. Så en 8 cm lang sølvspids ville komme ude og som var ttveægget. Hun var også klar til at vende den hurtigt rundt og gøre det sammen, så der kommer to spidser i hver ende. Crasie havde specielt designet dem, og i sølvet var der hellige symboler som dusørjægerne bruge imod varulve, dæmoner og varulve. Crasie måtte endelig også passe på at hun ikke rørte dem for ellers kom hun selv til skade.

Sam fór sammen som om han havde fået stød, da han hørte en kvindes stemme inde i hoved på ham selv. Han kiggede først forvirret rundt, men heftede lidt efter sit blik ved kvinden der var gået forbi ham. Han genkendte hendes straks, eller genkendte, han vidste hvem hun var - selv fra ryggen af. Dusørjæger?! Sam var ikke typen der var bange for den slags mennesker, men det var sikkert fordi han aldrig rigtig havde fået kendskab der jagtede diverse væsner. Han kiggede efter kvinden, før han kiggede tilbage, i et forsøg på om han kunne se dusørjægerne, men de var ikke inden for hans synsfelt, men han kunne heller ikke se meget, der var jo kun en lige glade. Hvis folk ville skjule sig ville de vel ikke gå på en lige gade. Han valgte til sidst at gå hende ind på baren for at sikre sig at hun talte sandt, men måske fordi han heller ikke var helt vild med at gå ude på åben gade hvis der luskede dusørjæger rundt.
Han kiggede kort rundt inde på baren, og fandt til sidst e plads over i et hjørne hvor han kunne sidde uden at blive overrasket af nogle inde i lokalet. Han satte sig godt til ratte i den hårde stol og lod blikket hefte dig ved kvindens stav, som virkede sært foruroligende på ham. Hvorfor mon? Han ville forstå det hvis han vidste hvad der var i staven, men det gjorde han jo ikke, han levede i dejlig uvidenhed - eller dejlig var måske ikke det helt rigtige ord.
//så er svaret ændret, ikke nær så langt, men men :(//

//sorry det var ment med at hun skulle sige dusørjæger og ikke varulve. Har rettet det nu. Sorry for besværet :)"

Svaret ...

//gør ikke noget :)//

De var fem styk og gik ned af gaden. Men de havde en speciel ting med sig eller rettere sagt et dyr. Det var en stor schæfer, der var trænet til at opspore dæmoner, varulve og alle de andre racer, som dusørjægerne var efter. Den var speciel trænet næsten lige, som en politihund, for den var også lavet til at angribe væsner. Den havde snuden i jorden og så fandt den der, hvor Crasie havde stået og kigget omkring. Dens tænder blottede og den vendte hovedet imod baren. Men noget udsædvanlig var ved denne hund, dens tænder skinnede som sølv. Det var en specielt designet våben, lige som det sammen princip, som nogle mennesker har sølv pynt, som de kan putte på deres tænder. Mens her var de lavet til at sidde ordenligt fast, men den kunne tages af, så hunden ikke skulle have problemer. Sølvet gjorde jo så, at den kunne skade vampyrer, dæmoner og varulve. Hundens ejer gav den en lille pille, som den tyggede. Det var et nyt våben, det var et koncentrat af holywater, som gjorde at hele hundens savl ville have sammen effekt som holy water. De 5 dusørjægere gik tættere på, de var andenrangs dusørjægere og de blev normalt kaldt dødspatruljen, for de dræbte mange væsner på deres patruljeringer om natten. To af dem blev stående et stykke væk, klar til at dræbe de væsner, der end kom til at løbe forbi. Crasie kunne tydelig mærke dem komme nærmere og så slå begge ender imod benet, de to sølvspidser kom ud. Crasie var klar til kamp, men hun vidste at der ville ske store problemer. For deres hunde var et stort problem, de var hårdføre og farlige især for dæmoner. Den ene gik ind med hunden, og det hunden fik først øje på var Samuel, for Crasie var gemt til siden. Den fik straks sluppet snoren og den sprang hurtigt frem imod Samuel. Crasie tog sin stok og skar halsen over på ham, og blodet fossede ud, og han faldt straks til jorden. Hun sørgte altid for, at hendes våben var utroligt skarpe, for det kunne gøre forskellen mellem liv og død. De andre var hurtigt inde for. Barværten gemte sig hurtigt under bordet, for at ikke komme til skade.

Det gav et let sæt i Sam, da døren sprang op og en mand med sin hund kom ind. Først gav det ikke mening at hunden snerrede og hvæsede, men da han så bisserne på hunden forstod han hvorfor den snerrede og hvæsede så meget. Han tøvede kort før han rejste sig op, og skar kort ansigt, mens han krop forvandlede sig til en hvid ulv med grå øjne. Et meget specielt syn, hvilke var grunden til han normalt aldrig forvandlede sig inde i byen, med mindre det var nødvendigt. Hvis det havde været en normal hund ville han heller ikke, men han kunne ikke lide tænderne. Ud af øjenkrogen nåde han lige at se kvinden skære halsen over på manden, med en sølvkniv.
Da forvandlingen var fuldført, og der stod en stor ulv der var en del større end huden med tænderne knurrede han svagt, før han sprang op på et bord der vippede faretruende under den pludselige vægt. Da han var et godt stykke over den anden hund, satte han af, fra bordet, for at kaste sig over hunden under ham der havde tænderne blottet, klar til bid. Hans ene pote ramte hunden på snuden, og rev til med klørende hvilke fremkaldte et hyl fra hunden, og gjorde den mere sur. Da Sam lande på alle fire på jorden, drejede han om, så han stod med front mod hunden der så latterlig lille ud ved siden af den hvide ulv, men den var lille og hurtig. Størrelsen kunne enten være god, eller dårlig.
Som ulve de nu begge var, et eller andet sted i deres gener, kredsede de lidt rundt om hinanden, før hunden sprang frem og bed ud efter Sams kæbe som trak sig tilbage, ved at springe op på bagene, hvilke fik hunden til at følge med, i et forsøg på at bide ud efter struben. Det var bestemt ikke hvad Sam kunne lide, så han lod sig på siden falde over hunden, der blev slået i gulvet. Selvom Sam var i form af en ulv, og de fleste af hans handlinger og tanker blev styret af hans ulve instinkter kunne han dog godt få lidt menneskelige handlinger igennem.

Ejeren var jo død af Crasie stok, men det gjorde bare at denne hund var ukontrolleret og langt mere vild. Den var tydeligvis ret så ligeglad med størrelsen på Samuel, for den havde været imod så mange andre varulve, og havde nedlagt dem sammen med dens ejer. Da de andre brasede ind for at angribe, så trak crasie sig bagud og kom til at støde ind i Samuel. Der så hunden muligheden og sprang vildt frem imod Samuel, men heldigvis at samuel blev stødt, så ramte den hans ben istedet for halsen, som den ellers havde sigtet efter. Dens kæber låste sig, og den ville nok kunne kun trækkes op af koben. Men desværre for Samuel så havde hunden også en ekstra tilføjelse. På Den kløer, var den lakeret med sølv, så hvis de ramte så ville han blive skadet. Crasie fik hurtigt balancen efter stødet, og den ene dusørjægere sprang frem og skød imod hende. Crasie fulgte sine instinkter og sprang fremad og lavede et rullefald sammen med stokken og hvor hun så stak den igennem maven på ham. Det varme blod flød over stokken og ned på det brune trægulv. Dusørjægeren så chokeret ud og kiggede undrende på Crasie med sine grønne øjne. Så faldt han sammen. Den anden dusørjæger var gået i stå, men så fik han fatningen over sig selv og trak sig mere i hjørnet tilbage og fløjtede i en fløjte, der var et signal til at de andre skulle komme ind. Crasie kunne mærke den ukendte følelse af vrede inde i sig, men den var kun lille og fin. Heldigvis ellers ville en kære lillith lige pludselig dukke frem. Crasie trak stokken ud af ham og rykkede længere tilbage i lokalet, da hun mærkede at de andre løb ind.

Sam kom hurtigt på bene og hoppede tilbage så han atter stod klar til til endnu et angreb. Det samme gjorde hans modstander, som han var helt koncentret om, så meget at han ikke ikke rigtig bemærkede  at der kom nogle ind af døren. Han hørte lyden af mennesker der kom ind, og lugtede deres kropslugte, men ellers bemærkede han ikke rigtig yderligere. Alligevel havde han været så opmærksom på menneskerne at hans opmærksomhed var blevet destraheret, så han ikke havde bemærket hunden der pludselig fløj mod ham med tænderne blottet. Han stod et kort øjeblik uden at ane hvad han skulle, før han fik et stød på siden, så han spring forskrækket op. Der udslap  et piv fra Sam da han mærkede kæberne slå sig om sit ben. Han prøvede først at vride sin fod fri, men de fik kun kun hunden til at ligge sine poter omkring Sam, og presse sine sølvlarkeret negle i hans ben. Endnu et klynk slap ud mellem hans tænder der blev blottet. Han trak sit ben til sig, så hundens hoved blev hevet op, så Sam kunne klappe tænderne ned over snuden på den. Han ruskede hårdt, til hunden slap taget i hans ben. Det gjorde vildt ondt mens han blev ved, til han havde sit ben igen trods det var blevet smurt ind i blod. Men det kunne stadig bruges, sådan halvt om halvt. Så snart han var fri snappede han ud efter hundens strube som en hver anden ulv ville gøre. 
Sam var helt optaget af hunden, og bemærkede ikke lngere de andre i rummet som tumlede rundt i et viavar af stole og borde. Sam ville være lykkelig for at det ikke var ham der skulle gøre rent efter dette show, eller hvad man nu ville kalde det. Det lykkes ham at få veltet hunden om på ryggen, så han havde placeret sine poter solidt på brystkassen, hvor klørne holdt ham fast. Sam kunne tydeligt mærke han bdstemt ikke var øvet i at kæmpe, ikke mod hunde der havde brugt hele livet på det. En svag knurren kunne høres nede fra hans hals, før han igen begyndte at snappe efter struben, men hunden virkede bestemt ikke til at ville give op. Den slog klørne skuldrende på Sam, som om de skulle give hinanden et knus, men det hagede sig fast i hans skuldre, hvilke fik et højt piv fra Sam, som benyttede chancen til at komme ned til strupen der var blottet, da hunden selv prøvede at nå strupen, men der havde Sam fordelen med størrelsen. Han knurrede tilfreds da han mærkede sine tænder synke dyrets hals. 

Den peb højlydt og han kunne tydelig mærke hvordan den spændte i hele dens krop. Så gik der kramper igennem dens krop og så blev den helt slap. Dens øjne rullede tilbage i hovedet på den, og den var død. De andre kom ind og de begyndte at omringe Crasie, den ene havde pistol og de to andre havde hellige daggers. Crasie så ham med pistolen til at være den største trussel, for i nærkamp var Crasie god, nok langt bedre end de to der. Crasie hørte det høje piv og kiggede om, for at se om det var Samuel der var skadet. Der så den ene dusørjægeren muligheden og skød hende. Heldigvis ramte kuglen i skuldrende, men den ramte der omkring armhulen hvor de store blodåre ligger. Crasie følte ikke smerte, men hun vidste at det var kritisk. De andre gik til angreb i nærkamp. Der var en stol lige ved side af Crasie og hun gik et skridt bagud og sparkede stolen imod den ene, så han faldt så lang han var på gulvet. Den anden gik pænt forbi, han var en ældre mand og virkede til at være rime erfaren. Han holdte de to daggers i hånde, og så greb han efter lommen og kastede en tynd glaskugle, som indholdte vievand. Crasie bukkede sig men hendes stok kom til at ramme den, så hun fik vievand og hele hendes ene ben. Det begyndte at syde og dampe fra hendes ben, og hun skar hurtigt i hendes bukser,og rev det ene bukseben af. Hendes hud var blevet rød og hvis hun havde ladet til være, ville det gå ind til benet. Hun mærkede, at hun blev trættere. Desværre kunne hun dø af blodmangel hvor mange andre dæmoner ikke kunne. Ham med pistolen havde trukket sine nærkamps våben frem og den anden som var faldet, var kommet oppe og stå. Crasie så på dem alle og udregnede hvordan hun skulle slippe ud af dette.

Sam blev ved med at holde godt fast i den dødes hunds krop til hans ulve instinkter også var sikre på at den var død, og ikke lige pludselig ville springe op, som en trold fra en æske. Han kiggede kort ned på sin pote da han hørte et lyden af træ mod gulvet og derefter et bump der lød ret så blødt. han vendte sit store hoved om, og betragtede den yngre mand der var kommet ned at ligge. Derefter vendte Sam hoved om mod kvinden der havde taget kampen op mod menneskerne som pludselig stod klar til endnu en kamp. Efter hans ulve instinkt fandt han hurtigt den svageste, den yngre mand som endnu ikke så ud til at have frembragt sine våben, hvilke var en ekstra grund til at skulle skynde sig, men ... Sam blev i tvivl om hvem der egentligt var ven, eller fjende, for selvom dusørjægerne var kommet med hunden, så kunne det også være at kvinden ville ham noget andet, og i hans lille ulvehoved var der ikke plads til meget.
Til sidst blev det til bare at forsvare sig selv og se kampens fremgang. Med ørerne let tilbage, pelsen pustet op, og læberne let tilbage trukken over tandsættet der engang havde været gult, stod han over i et hjørne, mens hans øjne var klistret til kampen foran ham. Så snart han ville kunne få tid til det ville han komme af sted inden nogle af dem fik fingrende i ham. Han ville ikke have en herre, ikke nogle som helst! Han ville være en fri ulv som han altid havde været.

Crasie var glad for at se, at varulvens opmærksomhed var rettet imod dem. Som sagt så kunne man tit finde forbundsfæller i de værste desperate situationer. Crasie kunne tydelig mærke, at hun blev mere træt, og blodet begyndte at dryppe ned på gulvet fra hendes skuldre. De tre nærmede sig stille og roligt, som om de havde fuld kontrol over tingene. De gav ikke så meget opmærksomhed til Samuel, men havde blikket imod det sårede ofre, som de jo anså hende for. Så tog den erfaren nogle kastestjerner frem og kastede dem imod hende. Crasie nåede heldigvis at bukke sig, men hun mærkede, at hun var blevet en tand mere langsommere. Hun mærkede, at det tågede mere for hendes blik, men så var det som om, hendes hovede blev klart. Hun rankede sig op og kiggede på dem med hovedet halvt nede. Hendes neonlilla øjne lignede rovdyrs, og øjets pupil var blevet som en kats. Hun smilte og selvom, man ikke kunne se andet af hendes ansigt, så så man tydeligt disse sylespidse tænder. Samuel kunne mærke en forandring ved hende, et eller andet dyrisk over hende. Næsten som en sort panter. Nu lod hun sin egen krop tage over og fulgte kun hendes instinkter, så med et sprang hun til den ene side og begyndte at løbe imod bardisken. Den erfaren kastede kastestjerner efter hende, men de ramte lige så forbi. De to andre satte efter hende, men den ene var ved at brase ind i Samuel og opdagede tydelig hans skræmmende knurren. Crasie sprang op på bardisken og løb hen af den. Den ene trak sit våben frem og skød men ramte forbi, fordi det var så svært at ramme et mål der løb til siden og ikke imod en. Han løb hurtigt tør for kugler, og der greb Crasie chancen. Hun sprang lynhurtigt med eleganthed og svingede sin stok og slog så hårdt imod hans hals. At luftrørert blev knust på stedet, og han faldt om på gulvet og dødede af mangel på luft. Crasie stod og trak vejret tungt, hun var træt og udmattet. Men hendes andrealin i hendes krop, fik hende til at stoppe med at føle det.

Da der pludselig stod en mand ved Samuels side sprang han op som en klovn i en kasse, op og smækkede sine klør ned i mandens skuldre så man kunne høre et skrig, af enten overraskelse eller smerte. Hans kæber slog sig fast omkring om mandens kæber og rev til så man kunne høre et knæk hvorefter han hoppede ned på alle fire, og ruskede i kroppen. Så snart han var færdig med den livløse krop vendte han sig om imod kvinden med en let snerren, før han langsomt begyndte at gå frem mod hende. Så snart staven havde knust den arme mands luftrør og den stadig hang ude i luften, sprang Samuel ud efter den, og låste sine kæber om den, før han endte på alle fire, og flåede den ud af hænderne på kvinden med en højlydt knurren.
//Beklager så kort et svar - men jeg aner ikke hvad jeg skal skrive >.<'

Crasie så forvirret på mens hun mærkede at stokken blev revet ud af hendes hånd. Nu var det to imod en, for den sidste erfaren dusørjæger, var stadigvæk i live. Han var løbet tør for kugler, men han havde stadigvæk sine daggers, og han havde noget vievand tilbage. Han lagde også mærke til varulven gik imod hende, og undlod at gøre noget som helst. For hvis de drøbte hinanden så behøvede han ikke at gøre noget. Han stod han afslappet og ventede. Crasie mærkede stadigvæk trætheden, og så hvordan han bare lændte sig mageligt tilbage. Han var ikke helt dum ham der. Hun rettede opmærksomheden på ulven. Hun tog et glas fra bordet og kylede det efter ham, og så sprang hun fremtidig imod ham. Hun vidste hun havde ringe chance i nærkamp imod ham uden hendes stok. Så hun fik fat i den og lavede et rulle fald, men det gik ikke helt som planlagt og brasede ind i et bord. Men hun havde stokken i hendes hånd. Hun var klar til at gennembore ulven, hvis det skulle være. Men hun vidste også, fordi hun har studeret racer så meget at når varulve forvandlede sig, kunne de halvt om halvt glemme ting. Så derigennem har svære ved at se hvem er fjende eller ej. Hun ventede bare på at ulven sprang på hende, uden hun var klar. Hun ville prøve at overbevise denne ulv først. Så hvis han sprang imod hende. Ville hun bruge sin stok imod hans hals, så han ikke kunnenå hende, med sine massive kæber. Men så kunne hun måske røre ham og gøre det sidste der skulle til for at overbevise ham.

Samuel kiggede forvirret efter stokken der pludselig var rævet ud af hans mund. Da han fandt ud af hvor den var henne lod han en lav knurren komme ud fra halsen mens han stirrede intenst på stokken som om dén var synderen, og det var det også. Det handlede slet ikke om personen der havde stokken, men om selve stokken, for det var den der betød fare i hans hoved. Sølv ... Han ville helt sikkert have kastet sig over stokken hvis det ikke det havde været fordi kvinden som holdt stokken så ud til at være klar til at han kom og sikkert ville angribe ham, da hun jo ikke vidste hvad han tænkte. Han knurrede videre, mens han viste tænder, dog blev han stående på alle fire poter, og stirrede stadig intenst mod stokkens ender hvor han havde set der kunne komme en form for sølv ud. Langsomt gik den et par skridt bagud men holdt stadig øje med alle ender af stokken. Han havde bestemt ikke givet op, men der var noget andet der skulle ordnes, ikke fra hans side, men kvindemennesket der holdte staven havde jo stadig en modstander at ordne, måske ville hun så fjerne dette sølvværktøj når hun vær færdig med den anden ting? Man havde vel lov til at håbe.
Han stoppede først op da han gik ind i den stol der før hen var blevet kastet med, hvor han så blev stående, og gloede mod staven. Hvis kvinden brugte staven, ville hans øjne følge den i alle bevægelser den gjorde, og være klar til at kæmpe imod staven som han så som faren.

Crasie kiggede undrende på Samuel, hvorfor angreb han ikke? Så lagde hun mærke til, hvor han kiggede hen. Det var på stokken, er det måske, fordi han vidste, der var sølv i den? Det kunne virke sådan, for hun kunne ikke få nogen anden forklaring. Men hun forstod ikke, hvorfor han ikke angreb. Det virkede som om han ventede, ventede på hvad? Men han virkede ikke som nogen trussel lige nu, så hun angreb manden, så det helt kom bag på ham. Hun svingede sin stok og kastede den, så den fløj i luften og stak igennem maven på ham. Han kiggede undrende ned og så den gå igennem hans krop. Hans øjne vendte bag i hovedet og hans krop faldt sammen som en kludedukke. Crasie stod og trak vejret tungt. Så kom hun i tanke om, at hun skulle nok forbinde hendes sår. Hun kiggede over på varulven, for at se om han ville angribe. Men det håbede hun på, at han ikke gjorde, så hun satte sig træt på bordet. Hun tog en lille lommekniv frem og skar lange strimler af hendes hendes andet bukseben. Hun tog hættetrøjen af, og selvom det gjorde ondt. Reagerede Crasie ikke på det. Hættentrøjen var indvendigt helt smurt ind i klistrede blod. Hun lagde den ved siden af sig, inde under havde hun et sort korset med lilla kanter. Det var en der hverken fremhævede eller skjulte hendes former. Hun gik roligt op til disken, barmanden lå stadigvæk nede under og skjulte sig. Men Crasie tog en flaske ren vodka, hun hældte det på sit sår og rensede det. Det sved godt nok, men ingen mine fortrak sig på hendes ansigt. Hun har nu vænnet sig så meget til smerte, at hun ikke længere skar grimasse eller piv af smerte. Så stak hun tog finger ind i såret og pillede sølvkuglen ud. Hun smed den på gulvet, så den trillede hen til Samuel. Hun tog et styk stof, hun havde lavet og formede det som en kugle. Så tog hun den og lagde den på hullet, så den fungerede som en prop. Så bandt hun forbinding af hendes stof rundt om stramt. Men heller ikke så stramt så det lukkede blodårene. Hun gjorde dette meget hurtigt, så det var tydeligt, at hun var rime erfaren. Hun sorte lange hår af en manke lå omkring hende, og i den ene side var den klistret af blod. Hun så på ulven om han ville gøre hende noget. Hun var klar til kamp, for hun kunne bruge sin evne på ham.

Ulven fulgte kvinden med blikket, mens han betragtede hvordan hun dræbte manden, og begyndte at ordne sine sår. Først kiggede han blot på og betragtede hvordan hun omhyggeligt men hurtigt slikkede sine sår. En let knurren slap ud fra ham da han betragtede kuglen, men blev dog stadig siddende til kvinden gik om bag disken for at hente eller gøre noget. Da hun ikke havde muligheden for at se mod ham, sprang han op med en lav knurren, før han sprang op på disken, for at hoppe på kvinden med en vild snerren som havde erstattet den lave knurren. Det var lidt akavet for ham, da han var sprunget på hende i samme øjeblik hun havde rejst sig op, men hvad fanden! Han snappede ud efter hendes hals som en ganske normal ulv ville gøre, mens han klemte sine klør ned i skuldrende på hende.
Som ulv tænkte han ikke videre på at hun havde nogle evner, eller at hun før havde været noget der kunne ligne en allieret. Disse tanker var gået tabt da han så sølvkuglen hun havde kastet hen mod ham. Måske havde selve bevægelsen i sig selv ikke virket specielt truende, men det var alligevel nok til at få alarmklokkerne til at ringe inde i hans hoved.

Crasie blev godt nok overrasket og mærkede de skarpe kløer bore sig ind i skuldrene på ham. Men før han bed efter halsen, så han lige pludselig hun var forsvundet. Han mærkede trægulvet under sine poter, og han kunne hverken se, føle, lugte eller i det mindste fornemme hende. Hun var bare forsvundet.

Da Samuel havde sprunget på hende havde hun straks jo rørt ham. Som gjorde at hun kunne lave stærke illusioner. Så han ikke kunne fornemme hende det mindste og han kunne mærke trægulvet under hans fødder. men i virkeligheden stod han stadigvæk på hende, og det gjorde ekstra ondt. Fordi hans ene klo gik i såret i hendes skuldre. Hun måtte holde ud ind til han måske gik rundt for at lede efter hende. Så tog hun også fat i hans pels, og rev nogle stykker hår ud. Samtidig så han ikke kunne mærke smerten. For så kunne hun vedlige holde hendes illusioner, når hun havde en ejendel fra ham. Bartenderen lå. Faktisk lige ved siden af dem, men han sagde ikke den mindste lyd. Han gjorde ikke mine til noget som helst, han legede bare usynlig. Samuel kunne nok tydelig lugte frygten fra ham, og han var ikke lige frem en trussel.
Crasie glædede sig bare til at han kom af, for det var godt nok besværligt at trække vejret. Men hun holdte også en illusion af hvis han trådte andre steder på hende, ville han ikke kunne mærke det.

Hvis en ulv kunne lave store øjne havde Samuel helt sikkert gjort det. Da personen han lige havde troet han sad så godt fast på pludselig forsvandt, og han endte på jorden med et bump stod han lidt og gloede før han løftede den ene pote og kiggede lidt på den, før han gik lidt tilbage. Han var alt for overrasket til overhoved at bemærke bartenderen, eller den vrede som han før havde. Han luntede forvirret rundt på stedet, og forventede hun ville poppe op af gulvet, men der kom ingen. Det irriterede ham grænseløst at hun pludselig var forsvundet, så det endte med han gik over til bartenderen og puffede let til ham, måske var hun under ham? Nææ ... ingen kvinde der. Det ville også være mærkeligt hvis hun befandt sig der, men hvorfor ikke? Hvorfor skulle hun ikke gøre det?
Til sidst lage han sig ned lidt foran det sted hvor kvinden var forsvundet, på det hårde kølige trægulv mens han ventede. Hans blik flakkede lidt rundt omkring, dog lå det mest på bartenderen. ulven blev liggende i et par minutter og ventede, mens den delvist håbede hun kom, og delvist håbede hun bare forblev væk, for så kunne han få noget at spise, for mave sækken var tom efter hans mening, og dét kunne han ikke lide. Han fortrak at finde rundt i mæt tilstand.

Crasie var glad for at det virkede, men da han gik lige forvirret rundt fik hun hans pote i hovedet, som gjorde ret så ondt, og de andre poter trampede i maven på hende. Hun fik lidt besvær med at trække vejret og lå lidt og fik vejret igen. Hvorfor var denne aften endt sådan her. Hun var tæt på at grine af det hele, for det var rime komisk. Nå lå hun her skjult af en varulve. Hun kunne altid gå over til stokken og hente den? Men et eller andet i hende sagde, at hun skulle prøve at undgå at dræbe denne ulv. For ulven havde realt slet ikke gjort noget ude over at prøve at forsvare sig selv. Bartenderen mærkede puffet af Samuel, og begyndte at klynke lige så stille og roligt. Han troede at denne store ulv ville æde ham, som en lille harekilling. Han mumlede halvt uforståeligt mens han klynkede.
"Spar mit liv, lad vær med at dræbe mig"
Crasie rejste sig op og begyndte at gå langt væk fra ulven. Hun gik hen imod stokken og satte sig på bordet ved siden af den dødedusørjæger. Så lavede hun illusion af hende selv stå 5 meter fra Samuel. Hun stod og viste med hænderne, at hun ikke vil gøre noget. Men hun stod stadigvæk ikke med hovedet helt hævet, men heller ikke sænket. For hun ville ikke true ham og vise at hun er ham overlegen, for det kan få ham til at angribe hende. men hun vil heller ikke vise at hun er ham underlegen.
"Jeg vil ikke gøre dig noget, for vi er ikke fjender"
Sagde hun beroligende. Hvis han stormede imod hende, så ville hendes illusion forsvinde ud af den blå luft igen.

Ulven stoppede brat op ig gloede på kvinden. Hans første reaktion var at ligge ørene ned, samtidig med en svag knurren kunne høres fra ham, dog virkede hendes lille tric med hænderne og den beroligende stemme. For selvom han ikke direkte forstod ordne, så kunne han mærke på den bløde stemme hvad det var hun ville. Hans øre rejste sig op, samtidig med at lydene fra hans strube stoppede. Dog blev han stående for klart at vise at selvom han stoppede, ville de ikke være bedste venner, det var blot fredeligt mellem dem. Han kredsede lidt om kvinden uden helt at vide hvad han  skulle. 
Hans øjne var rettet mod kvinden, mens han fulgte hver en lille bevægelse hun lavede, eller illustrationen gjorde. Han kunne stadig ikke forstå hvordan hun var forsvundet og derefter kommet frem igen, kunne hun blive usynlig? Ulven trappede forvirret rundt med klørne kreadsende hen over trægulvet. Han kunne virkelig ikke få to plus to til at give fire hvilke irriterede ham, men skylden var sikkert i hans snever synet hjerne. Selvom han vare mere intelligent som varulv, end normale ulve, var han dog ikke på højde som mennesker. 

Crasie var glad for at det virkede, men så mærkede hun noget der forudrolige hende. Hun kunne mærke flere personer komme her imod. Sikkert dusørjægere, de havde sikkert opdaget at deres patrulje er blevet dræbt, og leder efter dem der har dræbt dem. Hendes illusion gjorde også det sammen og var vagtsom. Samuel ville godt kunne se at det ikke var ham, hun var vagtsom for. Men et eller andet udenfor. Crasie tog sin stok og begyndte at gå i den anden ende af lokalet. Hvordan skulle de slippe væk herfra? De var omkring de 8, og de var allerede begyndt at omringe stedet. Hun sukkede lydløst, hun havde aldrig troet at dette skulle blive en lang nat. Men som sagt skal hun jo lave et eller andet. Det var ved at blive sent nat, og det regnede stadigvæk udenfor. Som gjorde det sværere at høre de næsten lydløse løbende mennesker. Crasie så hen på ham, skulle hun sælge ham ud? For at redde sit eget? Nej det skulle hun ikke, for hun ville alligevel ikke kunne komme ud alene. Så lød et højt lyd af smadret glas, og så rullede en lille metal dims hen af gulvet, som var blevet smidt udefra. Et kliklyd kom og straks kom der gullig gas fra den, som stank langt væk. Det var en agtig tåregas med vievands dampe. Så Crasie mærkede hvordan det begyndte at brænde hendes hud, hendes øjne og hendes næse. Crasie tildækkede munden og prøvede desperat at finde en vej ud. For Samuel var det som normal tåregas, som skar i øjnene og gjorde det utroligt svært at se. Det skar i næsen og fik det til at løbe i vand, og den havde en meget dårlig smag, da den kom i kontakt med hans mund. Crasie prøvede kun at trække vejret få gange, for at brænde mindst muligt hendes lunger indefra. Bartenderen rejste sig hurtigt hostende og løb ud af udgangen, men straks lød der skud, og han var dræbt på stedet.


//Håber dette imput er okay :) Tænkte på at de kunne blive fanget af dusørjægerne, og så skal slippe ud derfra :D Eller hvis du måske har en eller anden kreativ forslag//

Ulven bemærkede kort efter den lille ændring i krops positionen hos illustrationen som virkede til at være på vakt fra noget udefra. Lyden af skridt, og lugten af menneske fandt hurtigt vej til ulvens næse og øre, hvilke straks fik ham til at glemme alt om kvinden, og vendte sig om mod hoveddøren hvor han mente han var klar til hvad der så end kunne ske, men de evnede alligevel at overraske ulven, som sprang forvirret tilbage da glasset blev knust, og der kom en eller anden flaske væltende ind igennem vinduet. Han stod lidt og kiggede på den gullige damp der spredte sig i rummet, før først lugten ramte ham i næsen, hvilke fik ham til at fnyse utallige gange. Han prøvede forgæves at bide ud efter den gullige damp der virkede til sprede sig, kun for at få en elendig smag i munden. Han blev ved og ved med at bide ud i luften som om han på den måde kunne skræmme gasserne væk, hvilke jo ikke lykkes ham på nogle måde. Til sidst måtte han lukke øjne da de begyndte at svie, hvilke resulterede i at han ikke kunne stå på bene, da han hoppede rundt. Et skud kunne høres et eller andet sted, hvilke fik ham til at springe forskrækket sammen, med et let piv, før han faldt over sine egne ben.
Fem af dusørjægerne var sprunget ind i bygningen, hvor tre af dem, løb hen til dæmonen, for at få fat på hende, hvor de prøvede at få styr på hendes stok, og derefter holde hende fast ned mod gulvet. Ulven som tumlede rundt nede på gulvet var ikke specielt svær at få ned, delvist fordi den ikke kunne finde hoved og hale på noget som helst omkring den. Der blev hurtig placeret en mundkurv over dens snappende kæber, og derefter et halsbånd, et godt gammeldags pikhalsbånd, gammelt men effektivt.