Tænk at de gider //Ezekiel//

T: 02.00
S: Markeds pladsen.
D: Lørdag, 1. december
Å: Vinter
V: Det sneer og blæser lidt.
P: En lanærmet rød trøje, mørkeblå jakke, vinrøde converse og slidte jeans.
O: De få personer der nu er der og alle dem der står i boderne.

Sneen faldt blidt ned på fortorvet. Uanset hvilken vej man kiggede var der hvidt. Sneen havde farvet landskabet hvidt.
Azariah kiggede fra den ene side til den anden, der var boder alle vejne. Nogle havde stadig åbent, på trods af at det var midt om natten, koldt og meget snerigt.
*Utroligt at de gider.* Tænkte hun med en hovedrysten. Hun kunne ikke begribe det. De væsner der stod der i boderne og frøs. Eller det gjorde nogle af dem i hvert fald. Nogle var jo vampyrer, og de frøs ikke. Hun kiggede ned af sig selv. Hun havde hendes yndlings mørkeblå jakke på, selvom at hun ikke hadve brug for den. Hun kunne bare godt lide at have den på. Hun skuttede sig lidt, og trak jakken lidt tættere om sig. Hendes blik fangede en af de boder der var sat op. Den var fyldt med ting til varulve. Normalt hadede hun varulv, og bare rolig det gjorde hun skam også nu, men hun kunne købe noget til hendes elskede hund. Han ville sikkert ikke have noget imod varulve-ting. Ellers hvis han havde så ville han få problemer, så han skulle ikke være kræsen.
Hun gik hen imod boden, men en eller anden trådte ind foran hende. En varulv.

Ez havde modvilligt forladt sit trygge og varme lejlighed for at komme lidt væk fra de to engle der sad og brokkede sig over sneen, og katten der jagede sneen igennem vinduet, et suk gled over ez læber så der dannes en lille sky foran hendes mund, hun skar en kort grimasse og fortrød allerede nu hun var gået udenfor, hendes hue var allerede fuld af små snefnug, der samme med hendes bukser og trøje, Hun var iført et par vinter jeans, varme og tykke, og hvid vinterjakke med pels omkring hætten, hun havde taget sine pæne puf luffer på som matchede jakken og hendes hvide vinter sko, som havde uld indeni så hendes fødder var varme, da hun blev let syg, dog trak hun bare sin jakke mere omkring sig for at sikre sig hun ikke ville komme til at fryse alt for meget i løbet af natten, dog rystede hun på hovedet af de folk der faktis var villige til at stå ude i dette vejr, og sælge ting, hun undrede sig en del over det men valgte ikke at sige noget, *Hvorfor kan de holde det ud, jeg fryser allerede!!!*Tænkte hun irrerteret og gik hen imod en bod der solgte salve til engle vinger, og andre såre, som måske skulle have brug for noget særlig salve, da engle vinger ikke bare kunne bruge normal, for de ikke var som fugles, de var meget større og meget mere irrerterende at gøre rene, hun valgte dog at købe en stor krukke med salve til englevinger, og puttede den i den taske hun bar om skulderen, og begyndte så atter at gå ned imellem bodende bare for at se hvad de solgte, dog endte hun i en kiosk for at få varmen, og stod blot og kiggede ud på sneen der faldt ned og rystede på hovedet, og gik så hen og købte sig en pose chips og en pose slik, og self noget cola og smøger, stille traskede hun atter ud i det dårlige vejr, og stoppede op i sneen, og kiggede rundt og skar en grimasse,

//Undskyld det er så kort v.v

//Det er det da ikke O.o//

Azariah rykkede lidt til den ene side og kiggede forbi den varulv der stod foran hende. Han gjorde det samme. Hun gjorde det igen bare til anden side, og igen spejlede han hendes bevægelser. Hun rettede sig op og kiggede ham lige i øjnene. Han var ikke særlig skræmmende. Kun dum at se på. Han meget hår i ansigtet og en stor læderjakke på, jeans og nogle tennissko eller i hvert fald noget der mindede om det, da hun ikke var helt sikker i sin sag, da han havde lange jeans på. Hun så roligt på ham. Hun gad ikke varulve lige nu.
"Hey, gider du skride?" Hun lagde ikke skjul på at hun ikke kunne lide ham.
"Nu du siger det, så gider jeg ikke." Svarede han med noget, der skulle minde om flabethed.
"Okay hør her, kan vi lave den aftale, at jeg ignorer dig og du ignorer mig?" Hun kiggede opgivende på ham.
"Hvorfor skulle jeg det?" Spurgte han dumt.
"Ja hvorfor mon?" Hun var blevet meget irriteret nu. "Skrid nu bare." Hun fik endelig puffet sig forbi ham. Nu stod der bare resten af hans slæng.

//Syns jeg oO

Ez kiggede op i det hun så en vampyr i problemer og kunne ikke lade vær med at smile og sjokkede bare der over og lagde en arm om pigen skulder, og kiggede på vareulvende, og sendte dem et sødt smil [ik]"Tak fordi i fandt min veninde for mig! Gider i så smutte før i får smæk af en der er ældre end jer og så af en pige?[/i]"Hun spandt nærmest det sidste, og greb bare pigen under armen, og fik hende trukket med sig væk fra den flok hun havde fået omkring sig, Hun havde skam ment det hun sagde så hun sendte dem blot et blik der sagde de skulle passe på imens hun trak pigen med sig, og fløjtede let imens, hun havde på fornemmelsen de sikkert ville opgive på forhånd, for varulve og engle har aldrig haft de gode samtaler, og engle var tit kendt for deres store vinger der kunne dræbe dem med et riktigt slag, og man kunne tydeligt se på ez hun vidste hvordan man skulle slå sådan en ihjel, da hun havde gjordt det en gang, hvorfor ville hun aldrig fortælle nogen, hun ville ingengang sige til nogen hun havde gjordt det, for folk behøvede ikke vide hun faktis godt kunne lide menneske, og havde intet imod at slå sine med væsner ihjel, eller nogen af de andre væsner, stille kiggede hun sig over skulderen for at være sikker på de ikke skulle være dumme nok til at følge efter dem, og rettede så sit blik imod pigen, og sendte hende et halvhjertet smil, og tog så sin arm til sig selv, og puttede hænderne i lommerne på sin jakke, og begyndte bare at gå væk med det samme, hvorfor hun havde hjulpet en anden vidste hun ikke selv, vel fordi hun ikke brød sig om slagsmål når hun var i nærheden, men det måtte ingen vide, da hun selv kom op at slås tit med andre af sin egen slags..

Azariah stirrede irriteret på den der havde hevet hende væk fra varulvene. Hun havde været så tæt på bare, at kunne gå igennem dem. Men så skulle der selvfølgelig komme en og trække hende væk. Typisk. Denne tanke blev kun forstærket, da hun så hvad det var der havde hevet hende væk. En engel. Igen typisk. Engle hvad var der med dem og deres vi skal hjælpe alle? Hun havde aldrig forstået det. Hvad skulle det nytte? Der kom alligevel ingen hvis man bad. Ikke at hun havde prøvet det, hun vidste det bare.
Hun stirrede surt på englen og hev sin hånd til sig. Hun vendte sig om og gik af sted. Samme vej hun lige var kommet, men drejede til venstre lidt før varulve-boden. Hun vidste ikke hvad hun havde sat kurs efter, hun gik bare. Normalt kom hun altid spændende steder hen, når hun gjorde det. Hvorfor ikke denne gang?
Hun bed sig lidt i læben da hun gik. Det var blevet en vane for hende. Det var kommet ud af ingenting og nu gjorde hun det tit. Hun kunne ikke lade være. Selv om, at det nogle gange (tit) havde et dårligt resultat - med hensyn til hugtænderne - derfor havde hun prøvet at lade være, men hun var ikke den bedste til at lægge vaner fra sig. Hun vendte sig lidt om og kiggede gennem mylderet. Det kunne jo være, at englen eller varulvene var fulgt efter hende. Men så vidt hun kunne se havde ingen at parterne taget initiativet og fulgt efter hende. Hvilket var en god ting. Hendes humør havde ikke ligfrem toppet efter mødet med varulvene.
Hun vendte sig igen og fortsatte hen af gaden. Med et stille suk gik hun ind og ud igennem menneskemængden. Hun ville helst undgå hvad som helst lige nu, da hendes humør havde taget et drastisk fald. Derfor var hun ikke helt i humør til varulve og eller engle. Slet ikke nogen der troede de hjalp hende. Med en hovedrysten forsatte hun sneen der efterhånden havde hobet sig op på gaden.
Selv ikke den dejlige vinter kunne hjælpe hendes humør på vej.