Smukkere bliver det ikke. //Eric//

T: 00.01
S: Ved Silent River.
V: Det sneer og blæser lidt.
Å: Vinter.
D: Midt i december.
P: En sort vinter jakke, sorte jeans, vinrøde converse, og en mørkeblå t-shirt.
O: Ingen mennesker, træer...

Vinden fejede hen over det hvide landskab. Det pustede noget af den nyfaldne sne op. Det lignede lidt en lille vulkansky. En bleg pige kom gående hen af skovestien der førte til den sø der var kendt, som Silent River. Hun havde altid godt kunne lide dette sted. Der var ikke nogen anden end hende der. Hvilket var et plus. Hvis der ikke var nogen så var det godt. Hun sparkede til noget sne som blev kastet mod himlen. Himlen var en smuk mørkeblå. Den var måske tættere på sort, men det så hun bort fra. Hun kunne godt lide mørkeblå. Og rød. Derfor sad hun nogle gange, beskyttet bag gardiner og vinduer, og så solnedgangen. Hun havde noget imod solopgangen, men ikke sonedgangen.
Azariah kom til stiens stop. Her stod hun lidt og kiggede ud på det landskab der udspillede sig foran hende. Den hvide grund, den store fulde måne, den mørkeblå himmel med stjernerne der hang lige så fint oppe på himlen og midt i hele senariet lå den blanke sø. Den strålede i lyset fra månen og stjernene. Det gav det smukkeste genskær hun længe havde set.
"Vinter. Det har en utrolig effekt på alle de landskaber den breder sig ud over. Den er fortryllende og forandrende." Hviskede en stemme ud i mørket, men nok mest op til den gådefulde månen og de sølv glimtende stjerner.

På en bænk nær Silent River sidder Eric. Han har som altid sit sorte jakkesæt på med det røde slips. Ud over jakkesættet har han en lang sort frakke af den slags kun rige folk har råd til at gå med. Det var første gang i uger at han have været i fred. Ved vejen et stykke tilbage holdt hans sorte limousine og ved siden af stod Martin, hans britiske chefrør og butler. Stilheden var betryggende. Ikke ligesom inde i byen med larmen, folkene og bilosen. Her var der fred og ro. Eric nød det. Hans eneste ønske var at der var mindst en anden person han kunne lege med. Hans evige lyst til leg og morskab satte lidt en stopper for hans ellers så fredelige dag.

Azariah kiggede ud over søen og sukkede for sig selv. Det var ikke et trist suk eller surt suk. Det var et lettelsens suk, eller et glad suk, om man vil. Hendes mundvige blev tvunget op i et smil af en usynlig kraft. Hendes hvide øjne faldt til de stirrede ned i sneen foran hendes fødder.
Hun rystede blidt hovedet. Hun vidste ikke helt, hvorfor det var bare som om, at der var noget der tyngede hendes hoved.
*Det må være din store hjerne.* Sagde stemmen sarkastisk. Hun smilede og svarede flabet:
*Jeg ved det.* Hun vidste, at stemmen højst sandsynligt ikke ville kunne lide dette svar, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Det rørte hende ikke. Hun var ligeglad med hvad andre følte.
Azariah gik helt hen til breden af søen og satte sig stille ned. Her ville hun nok sidde i noget tid. Hvis hun først havde sat sig ville man ikke helt kunne få hende væk igen.