Så mødes vi igen//Adam.

Dato: 15 September 2011.
Tid: 23:32.
Vejr: Overskyet og koldt.
Sted: Werclare by.
Omgivelser: Butikker, café'er, alt muligt som nu er i et center. Dog er der en smule tomt.
Tøj: Lange sorte tætsiddende bukser, en mørke rød tanktop, en uldhue, softe slidte converse, hans elskede læderhalsbånd, sine fingerløse læderhandsker og en sort lynlås trøje med et print af englevinger på ryggen.


Pierce vandrede ned af gaden, hænderne dybt begravet i lommerne.
Et stille suk forlod hans læber, han kunne ikke holde ud at være derhjemme lige for tiden, Austin var så kontrollerene og så havde han jo svært ved at komme i nærheden af ham eftersom han var ny forvandlet. Han lukkede kort sine øjen mens han forsatte ned af den tomme gade. Langsomt åbnede han sine øjne igen, lagde langsomt sine fingre mod sin hals og på arene efter endnu et vampyr bid, dog var det ikke Austin som havde haft fat i ham. Nej det var en ved navn Taron. Dog havde han ikke forvandlet ham som han sagde han ville. Pierce ville ikke ane hvad han skulle have gjort hvis han var blevet forvandlet. De ting som skete med ham kunne han ikke snkke med Austin om da han bare ville blive sur på ham. Endnu engang lukkede han sine øjne i, en stille nynnen kunne høres fra ham.

http://www.cheapmonday.com/collections/collection-aw-2011/boy/t-shirts/product/cheap-monday-bruce-tee-commercial/

Adam havde brugt den sidste lange tid på at vandre forvirret rundt for sig selv rundt i byerne og holde sig så mæt som muligt, konstant. Han havde været rastløs og ikke vidst hvad han skulle gøre af sig selv. Dengang som menneske, ville det være nemmere. Meget nemmere. Der havde han venner og familie at gå til, men da han blev kastet ud i dette liv som vampyr, der startede han lige på og hårdt, og kunne ikke huske andet end den mand han havde giftet sig med. Og intet var kommet tilbage, siden den aften overfaldet fandt sted.
Adam havde fundet sig en plads på en bænk, hvor han lå så lang han var, hvilket var ret langt. Hans fødder stak et godt stykke udover kanten af bænken, da hans hoved helst skulle være på bænken. Stilet var han som altid. Selvom han have tilbragt så lang tid for sig selv, så holdte det ham ikke tilbage for at være attraktiv som altid. Det gjorde ham ikke noget at folk lagde mærke til ham når de gik forbi ham. Det kunne han egentlig godt lide. Også bare det at kunne afvise dem koldt, hvis de prøvede at komme i kontakt med ham. Han var vel stadig en gift mand, selvom der var tidspunker hvor han glemte det, og lod sig slå sig løs. Bare fordi det var rart at slippe alle de grimme og dumme tanker der alt for tit hærgede hans hoved. Adam var dog stadig Adam som han plejede. Den lille søde dreng, som han altid havde været. Den usædvanlige vampyr.

Pierce forsatte ned af gaden men drejede så til venstre og ned af en lidt større gade.
Her var der faktisk folk, han var ikke sikker på om de var væsner eller mennesker men lige nu var han egentlig også lidt ligeglad. Han havde bare brug for luft og får at tænke. Han var ikke sikker på det var den rigtige beslutning at blive boende hos Austin men han havde heller ikke andre steder at tage hen og han var ikke glad for tanken om at bo på gaden igen. Sidste gang var det endt slemt, han havde stadig et tyndt ar over hoften men det var også det eneste bevis på at han havde været i klammeri med nogen. Han gik forbi en flok fnissende piger som begyndte at grine af ham. Alkoholden kunne lugtes på lang afstand og han satte hurtigt farten op, det sidste han ønskede var også at blive voldtaget af en pige.
Hvordan skulle han kunne forklare den, tjaa det kunne han ikke rigtigt.
Længere nede af gaden spottede han en som lå en bænk, han var dog godt nok for lang til at ligge der men han lå der alligevel. Der var noget velkendt ved ham men han kunne ikke rigtigt sætte fingeren på det. I hvert fald ikke før han kom tættere på. Adam?...
Langsomt gik han over og stillede sig foran ham, et let smil på hans læber.
"Godaften Adam..."
Hans stemme var stadig den samme men han så lidt sundere ud end sidst de havde set hinanden.

Adams øjne var halv lukkede i. Han sov ikke, og havde ikke behovet for det, selvom det for ham føltes som om at han så glædeligt ville lade øjnene glide i og falde i en dyb søvn. Duften af menneske kom nærmere, det ænsede Adam godt, men han gjorde intet ved det. På afstand kendte han ikke duften, men hvorfor skulle han også møde nogen han kendte her? Og på denne tid af aftenen? Derfor gjorde han sig ikke engang umage med af genkende duften. Hans hjerte hamrede ikke en eneste gang, og tanken om det strejfede Adam, og gav ham en underlig følelse. Det var både rart og forfærdeligt. Rart når han ikke kunne mærke smerten fra alle de sorger han skulle igennem. Det gjorde ikke ondt i hjertet længere, selvom det var visse ting han også savnede nu her, så lang tid efter.
Menneskeduften blev pludselig bekendt. Bekendt på den måde at Adam kun lige nåede at få et glimt af den lille menneskedreng, inden drengen åbnede munden. Adam fik ikke direkte et chok, men overrasket var han, og han udbrød: "Pierce!!! Hvad laver du herude på det her tidspunkt!" - måske en dum måde at starte en samtale på med en ven man ikke have set i lang tid. Adam fik hurtigt rejst sig op og lagde armene omkring den lille dreng. "For fanden Pierce, Jeg har savnet dig" røg det så ud af ham. Han så ikke på ham, han krammede ham bare, og nød nærværet fra den lille dreng han faktisk havde savnet, kunne han mærke, nu Pierce stod foran ham.

Pierce lagde godt mærke til at pigerene stille fulgte efter ham mens de forsat fniste. De var ved at falde over sig selv og de andre. Han sukkede stille og rystede opgivende på hovedet. Han kunne ikke lade være med at smile mens han stod og så ned på Adam. Det var lang tid siden han havde set ham og han kunne mærke at han faktisk havde savnet ham enormt meget. "Jeg er bare ude og få lidt frisk luft, der er lidt trængt derhjemme. Men hvad laver du selv herude midt om natten.. Eller næsten natten". Han fik dog et lille chok da han blev trukket ind i Adams arme, dog kunne han ikke lade være med at smile stort og lægge sine egne arme omkring ham.
"Jeg har også savnet dig Adam". Han skubbede sig selv lidt bagud og stod og betragtede ham. "Hvordan går det så for tiden?". De fnissende piger stod stadig bag ham men ville ikke rigtig forstyrre. Pierce sukkede endnu engang og vendte sig rundt mod dem, "Hvad vil i?". Han fik ikke noget svar fra dem da pigerne bare tumlede videre ned af gaden. Stadig fnissende. Hurtigt vendte han sig rundt mod Adam igen. Han havde aldrig været bange for Adam selvom ahn var vampyr, nej han havde altid været facineret af ham.

Pigerne der vimsede omkring dem, ensede Adam kun lige, men de var ikke interessante, på nogen måde. Det eneste der var interessant var Pierce. Han svarede ikke på Pierces spørgsmål med det samme, da pigerne alligevel fik fanget hans opmærksomhed en smule. Dumme fulde piger, mente Adam. Han synes ikke at folk burde blande sig i andres private ting, som de piger virkede til at de ville, indtil de tumlede sig videre ned af gaden. "Dumme tøser" mumlede han lidt for sig selv, efter han havde rystet to gange på hovedet og vendt opmærksomheden mod Pierce igen.
"Hvad jeg laver herude på denne tid? Jeg kan ikke rigtig være ude på andre tidspunkter af dagen, og at sidde på et lejet værelse på det nærmeste motel, det bliver kedeligt i længden" Sagde han og fik endelig at lidt skævt smil på læben. Da spørgsmålet om hvordan det gik, falmede hans smil en lille bitte smule, men det var synligt. "Hvordan det går... Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg er endnu en gift mand, men jeg er alene for tiden. Meget alene, endda. Jeg har ikke set folk jeg kender i flere måneder. Men udover alt det så går det vel. Jeg overlever da" Sagde han så i en munter tone, som om alt var okay, og sådan så det også ud, selvom de ting han sagde ikke virkede så muntre. Hans smil fik igen den skæve drengede charme over sig som det plejede når han smilte fra hjertet.

Pierce bed sig let i læben. Han brød sig ikke om at Adam havde det så dårligt. Han ville gerne kunne invitere ham med hjem men det kunne han på ingen måde tillade sig og desuden vidste han ikke hvordan Austin ville reagere hvis Pierce pludeselig slæbte en fremmede vampyr med hjem, eller han var jo fremmede for Austin. Ikke for Pierce. Pierce ignorrede pigerne mens de tumlede ned af gade. Havde de tøser virkelig ingen respekt for dig selv? Åbenbart ikke. "Det er rigtigt, jeg glemmer hele tiden du er vampyr".. Det sidste hviskede han i tilfælde af at der var nogle omkring dem. Han sukkede stille og skubbede Adam ned at sidde på bænken før han kravlede op i hans skød og puttede sig ind til ham som de havde gjort første gang de mødtes. Han begyndte stille at nusse ham i nakke. "Jeg vil gerne være der for dig Adam men jeg er ikke sikker på hvor god en støtte jeg er for at være ærlig". Han så op på ham med et lille smil på læberne. Han kradsede sig stille på halsen hvor bidende var, sår skorpen kløede lidt men ikke så meget heldigvis. "Men er du glad for at være gift?". Han så op på ham stadig, stadig et let smil på hans læber.

Adam stod og betragtede den lille dreng foran sig med smilet på sine læber. Han tvang ikke smilet frem, det kom helt af sig selv, da han virkelig synes at det var rart at være i selskab med en han kendte. Han bestemte sig for ikke at svare på at Pierce glemte at han var et andet væsen end ham selv, selvom det gjorde ham en smule glad over at Pierce ikke så ham som et farligt væsen der kunne kaste sig over ham når som helst.
Adam lod sig blive skubbet ned og sidde på bænken, og det overraskede ham ikke rigtigt da Pierce puttede sig i hans skød. Han havde jo gjort det så mange gange førhen når de var sammen, og det mindede ham bare om første gang de mødtes, hver gang. Pierce nussen i nakken gjorde ført Adam lidt rundt på gulvet, men kort tid efter føltes det bare helt normalt og dejligt. Det var længe siden han sidst var blevet nusset i nakken og andre steder på kroppen, for den sags skyld, også. "Det er nok at du er i mit selskab, Pierce. Det er fantastisk at have dig hos mig igen" sagde han stille og roligt og lagde hovedet mod Pierces. Han lyttede til Pierces spørgsmål, og smilede lidt af det. "Ja det er det. Det holder det hele lidt oppe at vide at jeg endnu ikke er skilt fra den mand jeg er gift med. Om jeg ser ham eller ikke, så er tanken rar" Sagde han stille og roligt. Han lagde så også godt mærke til at Pierce kradsede sig på halsen, og han fjernede Pierces hånd og kiggede efter hvad der var. Han så først på såret og derefter fik øjenkontakt med ham igen. "Hvad er det dog du har været ude for" Mumlede han så blidt og lagde armene omkring ham, og holdte om ham. Nok mest for sin egen skyld, da nærheden gjorde ham godt tilpas

Pierce husker stadig tydeligt første gang de mødtes. Hvor indelukket og bange Pierce havde været. Men på da værende tidspunkt var han også bange for alt og alle stort set. Han sukkede stille over tankerne. Det var ikke fordi han blev glad af de tanker. Han så op på ham og var glad for at Adam ikke skubbede ham væk da han satte sig i skødet på ham. Han lænte sig ind mod hans brystkasse og lod sig selv slappe af. Han følte sig tryg hos Adam selvom han burde være pisse bange for ham, ikke fordi Adam var skræmmende men han var trods alt en vampyr og Pierce havde haft ret uheldige episoder med vampyre. "Det er ret sødt sagt, jeg er glad for du har det sådan. Men Adam.... Du er faktisk den eneste person jeg slapper af omkring for at være ærlig". Han smilte stille. Før i tiden havde det været Austin men han var blevet så anderledes her for tiden, han var begyndt at blive kontrollerende og ond faktisk. Han sukkede stille og så ned af sig selv. "Det er jeg glad for". Han smilede stille og så op på ham med et dejligt smil. Han var nu en charmerende lille en ham Pierce. Hans smil falmede dog hurtigt og han så ned på sin fødder. "Jeg stødte ind i en vampyr i Benjamin centeret, han ville egentlig have forvandlet mig men af en eller anden grund gjorde han det ikke". Han puttede sig bedre ind til Adam og begyndte at nusse ham på halsen nu, han tænkte ikke rigtigt over det me gjorde det bare.

Adam lod sit hoved hvile på Pierces og slappede af, imens han stadig holdte fast omkring Pierce. Adam havde altid været dybt taknemmelig over at Pierce, det lille søde menneske, aldrig havde været bange for Adam. Det var på alle måder beroligende og gjorde at han ikke behøvede være nervøs i Pierces selskab. Han lyttede så til hvas Pierce sagde og kunne ikke lade være med at smile over det han sagde. "Jeg er da glad for at jeg kan bruges til noget" sagde han med en munter tone og undertrykte et lille grin. Han var selvfølgelig smigret over det, og synes også at det var helt forkert at de ikke sås noget mere.

Adam holdte øjnene på såret og så Pierce ansigt igen, skiftevis. Han lod så sin hånd og sine fingre glide ind under uldhuen og nusse Pierce i håret. "Søde ven, du må passe på dig selv. Jeg kan ikke lide at vide at du kommer til skade" Sagde han stille og roligt og følte efter Pierce fingerspidser på sin hals, hvilket føltes utrolig dejligt. Han holdte sine øjne på Pierces ansigt, og lod ham bare putte sig ind til sig

Pierce lod sig selv slappe af i Adams arme. Han følte sig så tryg og så afslappet, havde ikke noget at bekymre sig om mens han lå her. I hvert fald ikke mens Adam var mær. Han regnede nu også med at han holdt sig mæt hele tiden så han ikke bare overfalt en han holdt af på et tidspunkt. Et let suk undslap hans læber, et suk at tilfredstillelse. Han så op på ham med et let og dejligt smil. "Jeg siger sandheden, jeg ville aldrig lyve overfor dig, måske undlade noget af sandheden men ville aldrig lyve overfor dig" Han smilte skævt og lagde hovedet ind mod Adams brystkasse. Det generede ham ikke at der ikke var noget hjerte som bankede, nej han nød bare at ligge op af en han kunne stole på og en som ikke dømte ham.
"Du kan altid bruges til noget, i hvert fald for mig", e skævt smil lå på hans læber.

Han lod Adam nusse ham i håret og kunne ikke lade være med at smile da han gjorde det. Han så stille op på ham og smilte stille til ham. Han strøg noget af sit sorte hår ud af sine øjne så han kunne se ham ordenligt. "Det er lidt svært men jeg skal forsøge at passe bedre på mig selv". Han lagde sit hovede mod hans skulder så hans varme ånde stille mødtes med Adams kolde hals, han nussede ham stille ned af ryggen og begyndte så at nusse ham ved hoften. Han lod langsomt sine øjne glide i og lå bare og slappede af.

Adam sad forholdsvis stille. Rørte næsten ikke på sig, udover fingrene der nussede og rodede Pierce hår sammen. Han smilede af de ting Pierce sagde der for Adam bare var så positivt at han kunne grine af det, fordi det bare var så rart at få af vide.
Adam lod så sine øjne glide i og lod også smilet blive større, på sine læber. "godt nok, jeg vil ikke have at nogen skal gøre dig ondt. Det fortjener du ikke" Sagde han blidt og mærkede stadig efter Pierces fingerspidser det nu nussede ham ned af ryggen og ned til hoften. Han lagde også mærke til den varme fugtige ånde der kom fra Pierce.
Adam lod så tankerne flyde imens de sad der tæt sammen, og tankerne nåede vidt omkring i hans hoved. Spekulationer og overvejelser.
Adam rømmede sig kort og fik set ned på Pierce. "Pierce, det er begyndt at blive sent. Burde du ikke til at komme hjem? Du kan evt overnatte hos mig, der er ikke så langt, men du bliver syg hvis du bliver herude i kulden. Jeg afgiver ikke ligefrem en masse varme, og du er ikke ligefrem brændende varm for mig længere" Sagde han og rettede sig lidt op. Han ville egentlig ikke sige farvel her, det var nok derfor at Adam tilbød at han måtte tage med til hans lejede værelse. Godt nok var der primitivt, men der var varme nok og selskab gjorde alt meget bedre

Pierce lod så til sidst sine hænder hvile blidt midt på Adams ryg.
Hans varme ånde mødte dog stadig Adams hals, hans øjne var lukket i og et let smil lå på hans læber.
Han havde virkelig savnet ham og havde ikke lyst til at sige farvel allerede men han havde heller ikke lyst til at belaste ham ved at tage med ham hjem. Langsomt bed hans sig i læben og tænkte lidt, han kunne under ingen omstændigheder tage hjem til Austin igen. Han havde ikke lyst til det, han brød sig ikke om den måde han var blevet på og et eller andet sted var han lidt bange for Austin fordi han var blevet så kontrollerende og bestemmende.
Egentlig følte han sig ikke tilpas der mere for tiden og ville faktisk heller bo på gaden end hjemme hos ham indtil han faldt til ro.
De blågrønne øjne gled op og mødte Adams, "Jeg vil ikke være til besvær..."
Efter det lod han sit blik glide ned og så nu ned på hans belte.
Han ville hjertens gerne med Adam tilbage til det hotel værelse han boede på lige for tiden men han var bange for at han ville være til besvær. Langsomt lagde han sit hovede mod hans skulder igen så hans varme ånde mødte Adams kolde hals.

Adams tanker vandrede vidt omkring, men endte altid tilbage til Pierce der sad i hans skød. Han lyttede til hver enkel vejrtrækning og mærkede den næsten brændende varme mod sin hals, af pierces ånde.
Da hans øjne mødte pierces og han hørte pierce sagde at han ikke ville være til besvær, kom der et lille grin fra ham. "Pierce du er ikke til besvær... Du er aldrig til besvær" Sagde han og fortsatte: "Husk det... Og kom så, så smutter vi hjem.... Det er ved at blive hundekoldt!"
Adam rejste sig op, med pierce i favnen og kiggede ned på pierce, der virkede så stillesindet når han lå der med ansigtet mod Adams skulder. Adan smilede lidt for sig selv, og begyndte så at gå. Han holdt godt fast i Pierce, så han ikke blev tabt, selvom det ikke var fordi at pierce vejede vildt meget.
Der gik ikke mere end 7-8 minutter før Adam fumlede efter en nøgle i sin bukselomme, og fik den, med lidt besvær, fisket op. Han fik åbnet ind til en opgang, og derfra gik der ikke mere end 20-25 sekunder før Adam igen var på vej til at åbne endnu en dør, denne gang ind til et værelse. Det skulle være et hotel, men det lignede det ikke just. For Adam var det fint nok lige nu, og den næste tid, der var plads nok til ham.
Adam skubbede døren i med foden da han kom ind og satte endelig pierce ned. "Undskyld at jeg må sætte dig ned Pierce, men her roder sådan". Adam smed sine sko og skubbede dem til side, for derefter at samle en masse tøj op fra gulvet på værelset der flød, og smed det hele over i en kurv.