Ven eller fjende :: Ezekiel

----------

Kulden skreg ind i huden på et hvert menneske der lod sine skridt berøre jorden. Zophia sad alene i en grotte i Dreins Mountain. Hun var desværre faret vild og var for træt til at fortsætte gennem natten. Månen lyste som en lampe i natten. Det samme gjorde ilden inde fra Grotten. Zophia sad med en vinterjakke trykket ind mod sig mens hendes hår var løst for at varme. Hun håbede på et mirakel ville komme. Fortvivlet kiggede Zophia ude i natten. Selvfølgelig lå hendes telefon der hjemme. Der var sikkert hellere ikke noget netværk herude. Zophias mørkeblonde hår sad i fletninger på de grå øjne der lignede en kats. Hun håbede på at en engel ville redde hende herfra. Klokken var kun kvart i ni. Det blev koldere. Zophia var sikker på hun overlevede natten.

Ez kom traskende rundt i det alt for høje græs, og sukkede irrerteret, hendes sorte vinger hang ned af hendes ryg og blev slæbt hen af jorden da den ene af dem havde fået en skramme efter et styrt, fordi hun gloede den forkerte vej i et sek, hun sukkede opgivende af sig selv, og trak sin jakke mere om sig den varme dog ikke så meget med de to store huller i ryggen, hun gøs kort, og vidste det var risikabet at gå sådan med vingerne fremme, men hun kunne ikke flyve væk, hun sukkede opgivende og lukkede kort øjnende i og slog to gange med de sorte vinger, før de forsvandt ind i hendes ryg, hun gispede kort over smerten det var slet ikke behaligt at lade ens vinger skjule når den ene vinge var såret, hun gøs kort, og trak sin jakke mere om sig, og sjokkede igennem græsset indtil hun fik øje på en grotte? og gik stille hen imod den, måske var der ingen der inde, så hun kunne tænde et bål og se på sin vinger, hun sukkede kort og skælvede da en vind tog fast i hendes blonde hår så det dansede omkring hendes ansigt, hun satte stille i løb hen til grotten, og sukkede lettet da hun var kommet i læ for den kolde vinde, og kiggede stille rundt og fik øje på en pige med brunt hår, og skar en grimasse, det var så det tjek på sin vinge... Hun gøs kort da en vind fandt vej ind i grotten og ramte hende lige i ryggen hvor der var to store huller i hendes jakke og trøje.. Hun var iført et par stramme sorte jeans, der sad tæt ind til hendes ben, sammen med et par matchende all star sko, og så en hvid vinterjakke med brunt pels om hatten.. hendes blonde hår klæbrede sig let til hendes ansigt og hals, så hun lignede noget der var taget ud fra en film..

Lige fra fødslen havde Zophia altid være forberedt. Selvfølgelig havde hun taget tykke jakker. Håndklæde (For hun troede nemlig der var en sø oppe i toppen af bjergene) En del mad. Det vil sige lasagne, boller i karry, salat, og en masse andet. En kande fuld af sort kaffe. Og en anden med kakao som faktisk holdte sig godt varmt. Da hun så skygger komme foran sig forsvarede hun sig ikke. Zophia troede på karma & skæbnen. Ikke de græske guder som de fleste græker gjorde. Hun mente at der var en grund til hvis hun eventuelt skulle dø nu. Da en pige der var max. 4 år yngre end hende selv åndede hun lettet op. Det smukke blonde hår var vådt."Hej.." Startede hun roligt op. Zoph tog et håndklæde op og gav det til hende. Og det var da klart at hun også havde taget en ekstra vinterjakke med. Da pigen kom ind mærkede hun en ændring i sig. Zophia kiggede mistænktsomt på hende. Hun var sikker på det var en af de overnaturlige væsner som var mange af her omkring. "Mit navn er Zophia." Fortsatte hun efter den lange stilhed. Måske var pigen genert? Hun kunne ikke selv benægte hun var en smule mistænksom og var, varsom omhvad hun ville sige og gøre.

Hun for tilbage i det pigen gav hende noget, og gloede dumt på hende? hvorfor var nogen venlige imod en de ikke kendte, dog tog hun imod håndklædet og satte sig hen foran pigen for at holde en vis afstand, da hun var usikker på mennesker hun mødte i en grotte, "Ezekiel"Svarede hun blot med et venligt smil på læberne, og begyndte at tørre sit hår, og skar en kort grimasse, selvom hendes vinger ikke kunne ses, gjorde de pokkers ondt, da den ene sikkert havde et åbent sår, men hun ville ikke kunne se til sin vinge så længe der var et menneske i nærheden så hun sukkede bare kort og bed smerten i sig, og satte sig helt ned og gjorde sit bedste for at holde sin ryg væk fra alt, for hun ville nødig havde noget imod sin ryg lige nu da det kunne gøre mere ondt på hende.. Hun sukkede kort og tørrede bare sit lange blonde hår imens hun skulede ondt til sig selv over hun var så klodset selv når hun fløj, hvilket hun skulle være bedst til..

//Kra svigt >.<

Amanda kiggede stadig mistænksomt. Ezekiel.. Udsædvanligt navn. Flere gange smagte hun på navnet for at sige det rigtigt så hun ikke blev fornærmet. "Det er ret koldt" Fortsatte hun roligt. Ezekiel var lige så mistænksom, som hende selv. Amanda, som var Dødsengel, kiggede roligt på Ezekiel. Allerede vidste hun at hun var Engel. Spørgsmålet var bare om hun vidste at Amanda var engel. Det var en følse. Det vidste Amanda alt for godt. Hun slog sine hvide vinger ud. Gyldne hvide vinger. Gad vide hvordan Ezekiel ville reagere. Hun satte små kviste på bålet for det varmede lidt mere. I stedet for at lade sig vente på hendes reaktion tilbød hun hende et stykke lasagne. "Vil du have lidt lasagne?" Spurgte Amanda roligt. Det var som om det var en helt normalt ting. Som om alle havde prøve det. Amanda vidste vejret ville være sådan her. Hvis hendes vinger blev skadet havde hun en sprøjte med hendes far hjemmelavet Vinge-Salve til engle.

//Jeg står af oO Før var hun da et menneske?... Det er underligt du bare sådan laver hende om til en engel og forvirrende for den sags skyld...