Demon vs Hunter //Tristan//

T: 23.52
S: Werclare by eller gader
O: Ikke de store mennesker eller mere lumske typer samt en del vampyr og dæmon som er inden for på de små café og sådan..
P: Sort jakke, hvid skjorte og sorte bukser og ingen makeup her til nat
V: Månen lyser en lille smule men den er svær og se da skyr dækker himlen

Han dukkede op af det blå som altid da han jo havde evne til det og derfor var han nu har i Werclare da det ikke var et sted hvor man ville blive opdaget hvis man skulle jage en eller anden eller et eller anden, han havde en sort jakke på samt hvid skjorte og helt sorte bukser som sad ind til kroppen. Hans hår var sort og gik ned til skulderne mens hans hud var meget hvid og den havde en svag farve grå, hans øjne var røde og han blive tit taget for at være en vampyr selv om han ikke var det. Nej han var en dæmon og en af de meget gammel af hans racer da han gik meget lang tilbage i historie, hvad hans navn var jo han hed Walter eller det var et nyt navn han havde taget selv om mange stadig husket ham som Lucian.
Hvad han lavet i den her by del jo han var ude for af jage selv om han ikke var sikker på om der ville være et menneske på gaden på den her tid så kun han da altid prøve hvis det nu var, nu gik han bare der for ham selv mens der ikke var de store blikke på ham da der ikke var en grund til og kig på ham, eller var der så kendt han den da ikke selv. Nej alt i alt var den en meget stille aften hvor der ikke ske det store eller måske ville det komme..

Tristan satte sig pustende ned på en bænk på gaden. Rund omkring på hans arme og ansigt kunne man se små skrammer efter det han selv ville vælge at kalde 'a hit and run'. Bestående i at han var blevet jagtet af en gruppe vampyrer hele aftnen som endelig faldt over en gruppe engle istedet og lod ham være i fred.
Han var iført et par løse armygrønne jeans, en sort t-shirt og et par sorte converse sko. Rundt omkring skjult på kroppen havde han som altid sine våben, men kun få var blevet brugt her til aften. Han vidste godt at han ikke burde side midt i werclare alene så sent, men han tænkte alligevel at han lige ville få pusten inden han fandt sin motorcykel og tog hjem.
Imens han sad på bænken kiggede han sig lidt omkring på gaden. Der var stadig mange ude og han vidste, selvom at han ikke kunne se eller lugte det, at nok halvdelen af dme var væsner. Sådan var Werclare om aftnen.

Walter stoppede op og han kiggede ned af gaden hvor han gik øje på en der sad for ham selv, det var et menneske efter hvad han kun se og lugt og han var sikker på af det nok ikke var en normale person men nok mere en jæger.
Han lukkede den ene hånd sammen da han ikke lige frem var glad for en jæger siden han havde haft en del gang hvor han havde overleve dem da de havde været efter for mange af de tit han havde gjord i verden, han tøvede ikke mere og gå tit på for han var klage til og dræbe hvis det endelig kom så lang.
Han lukkede øjne lod sig forsvind før han dukkede op bag den unge jæger og han tøvede ikke med og tag fat i hans skulder og hive ham med ind i en mørke lille gade hvor ingen ville kun se dem..

Tristan sad lidt i sine egne tanker på bænken. Hans åndedræt var blevet normalt igen og han slappede delvist af igen. Han havde hænderne folet afslappende foran sig idet han sukkede. En dårlig fornemmelse bredte sig i hans krop, der ville ske noget, men hvad vidste han ikke.
En underlig følelse rørte ham inden hans arm rent automatisk fløj rundt bag ham og fik fat i en arm. Han spærrede overrakset op da et par små blå gnister i et kort sekund kunne ses om armen og han fik øjenkontakt med personen der havde 'angrebet' ham bagfra. Hvorfor havde hans evne reageret? Var personen ondsindet? Right, med hans held, var det et væsen.
Idet han fik øjenkontakt med væsnet fik han også overbalance på grund af armens kraftfulde bevægelse og han væltede ind over væsnet og ind i en gyde bag dem.
Han nåede ikke rigtig selv at opfange noget, kun hans evne. Det var ikke helt normalt for et menneske at have en evne, og det vidste han bedre end nogen anden, men i situationener som disse var han nu alligevel glad for at Sakref havde givet ham den. Det bragte også mange væsner i tvivl om han faktisk var menneske når de fandt ud af det.

Han kastede ham bare mod muren med den kraft han nu havde som dæmon "se hvad man møder i natten" sagde han kort mens han stemme gik over til det kolde og han fik et mere ondt smile på læben mens han stadig kiggede på ham, "og her gå man ellers med tanken at aften skal blive kedelig men nu har jeg da en og lege med" sagde han kort før han gik helt til ham og han sat bare en fod på maven af ham siden han havde det med og behandle mennesker som små dyr da de ikke betød det store for ham.
Han lod kort tanken om hvad han ville gør gå for han havde ikke tænkte sig af han skulle slippe for let da han gerne ville dræbe hvis det var eller mere måske få en sjæl nu hvor han kun kom til det, det betød ikke det store hvad han nu ville gør ved ham og han havde en del ideer på forhånd om det..

Tristan fattede lidt hvad der var ved at ske da han røg ind i en mur og nogen sagde noget. Stadig halvforvirret over at hans evne havde reageret. Han fik en fod i maven og blev presset længere op imod muren. "Ih, ja, hvor er jeg heldig" Mumlede han sarkastisk og tog fat om foden med begge hænder. Han var glad for nu at han havde fået timer i kroppen og dets svage punkter. Det gjorde det let for ham at dreje dæmonens fod i en stilling som ville gøre ustyrligt nas indtil han trak den til sig igen.
"Hvad har vi her? Ikke en vampyr, du er stadig varm, ikke varulv, ikke ret dyrisk, dæmon måske?" Fortsatte han og prøvede at skimte ud imod gaden, det ville ikke være synligt svært at slippe væk.

han lavede bare en anden lyd i sted for et udtryk af smerte og han flyttede lynhurtige hans fod fra ham mens han gik kort bag ud, han kom med en latter ”hmm det bliver ikke så let som jeg havde ventede” sagde han kort mens han knækkede finger og de lavede en meget høj lyd i forhold til det et menneske ville kun kom op med, han blinkede en gang med øjne før han igen gik i mod ham og han var mere på vagt end han havde været før..

Tristan fnøs og tog et skridt ud fra væggen. han kiggede igen imod gaden. Skulle han løbe? Men så igen, hvis han ikke kunne klare sig så kunne han vel altid løbe derud.
"Kære ven, dette bliver slet ikke let" Svarede han cooky og havde hurtigt hevet en hånddaggert frem fra sin jakke og havde den foran sig i en forsvars position, han var klar hvis dæmonen ville angribe igen.