It's just beer! Geez... ~ Peyton Hayes

Dato: 24/09
Dag: Lørdag
Tid: 23:02
Sted: Zeeman
Vejr: Det er mørkt udenfor, og regner let
Omgivelser: De sædvanlige baromgivelser.

Ned sad oppe ved bardisken og hang lidt over en øl. Hun var klædt i en lilla- og blå ternet skjorte, en tætsiddende, sort top og et par busker, der helt bestemt var for store til hende. På trods af at størrelsen egentlig var beregnet til børn i tiårs alderen. Hun lod de slanke fingre lege lidt med flaskehalsen. Sukkede så, og tog en tår af øllen. Hun så sig omkring i lokalet før hun lod fingrene glide igennem det lyse hår. Hvis hendes fædre vidste hvor hun var, ville de få et føl på tværs. Hun smilede let af tanken, og rystede på hovedet. Godt nok ville de blive sure, og den ene ville råbe og skrige af hende i mindst en halv time, mens den anden bare ville se på hende med et skuffet blik, henover de blyindfattede briller. Men meget andet kunne de heller ikke gøre. De kunne give hende stuearrest, men det ville ikke hjælpe, for det ville hun alligevel ikke overholde. Og de kunne ikke inddrage hendes lommepenge, for de eneste penge hun havde var nogen hun tjente selv. De kunne tage hendes computer, men det gjorde hende ikke så meget, hun foretrak at være udenfor og lave noget andet. Og fik hun brug for at gå på nettet kunne hun altid bruge sin mobil. Den kunne de heller ikke tage fra hende. For det første fordi hun altid havde den på sig, og ikke ville give dem den frivilligt, og for det andet havde hun selv betalt den, og hun betalte selv for regningen.

Peyton sad som han plejede på sin plads i baren. Han sad og stirrede lidt ud i luften. Sneens rus havde lagt sig, og nu var han sulten. Hans venner, eller dem han engang havde haft, havde altid fortalt ham, at sne kun gav problemer. Det havde han dog aldrig oplevet. Det eneste der skete var, at han følte sig mere i live. Men når så rusen havde lagt sig, blev han sulten, og han var ganske gnaven når han var sulten. Der var bare en vis kæde i livet! MAD! SPRUT! STOFFER! og derefter Kællinger. Disse basale behov var hans liv bygget op om. Hayes med sine knap 2 meter, sad naturlig og bukkede sig en smule ind over bordet. Han var ikke typen folk kom i nærheden af. For det første pga hans højde og størrelse i det hele taget, for det andet på grund af hans evner. De fleste kendte ham af navn, eller skikkelse, men ingen var nogensinde kommet under huden på denne langhåret kæmpe. Han kiggede ned i sin øl som, for en gangs skyld, var hældt op i et ølkrus. Så lod han blikkede glide ned over baren, og rundt i lokalet...

Ned drejede rundt på stolen, så hun sad med ryggen til disken, og så ud i det dårligt oplyste lokale. Hun drak igen af den grønne flaske, og lod så blikket hvile på en langhåret fyr. Hun havde set ham sidde der før, når hun havde bevæget sig ind for at få en øl, men hun kendte ikke rigtig noget til ham. Måtte dog indrømme overfor sig selv, at han så ret godt. Selvom han også så ud til at være rimelig gammel. Men hvad så. Derfor kunne han da godt se godt ud alligevel.
Ned havde en svaghed for drenge med langt hår. Fandt dem helt utroligt tiltrækkende.
Hun smilede kort for sig selv, og hoppede så ned fra stolen. Hun var næsten den udtrykte modsætning til den langhårede mand; Hun var en lille, tynd pige med kort, lyst hår og store blå øjne. Hun var ikke specielt høj, og virkede utroligt lav mod hans næsten to meter.
Ned greb sin øl, og bevægede sig selvsikkert over og satte sig i en stol overfor ham.
Hun tog en tår af øllen, og så på ham et øjeblik. "Jeg har set dig her før." Konstaterede hun, i stedet for at hilse. Hilsner var oftest spil af ord, og Ned spildte rigeligt med ord på sit arbejde, hun havde ikke lyst til at gøre det i sin fritid også. "Hvem er du?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå, mens hun lagde armene på bordet. Sådan at hænderne var ved modatte arms albue.
Ned var ikke bange af sig. Det var tydeligt at se på denne fremmede, at han var en type som folk ikke normalt kom over og snakkede til uopfordret, med mindre de havde noget vigtigt at sige. Alligevel havde Ned sat sig som om de var gamle venner, og det var en selvfølge at han ønskede hendes selskab. Selvtillid manglede pigebarnet i hvert fald ikke noget af.
Den tykke accent kunne tydeligt høres, da hun snakkede. Den lød til at være polsk, eller noget i den stil. Egentlig var den russisk, men det var ikke noget man kunne høre, med mindre man kendte sproget, eller generalt havde et helt utroligt sprogøre.

Peyton kiggede op. Han sult gnavede i ham, og han kiggede lidt rundt. Han vidste at hans eget køleskab var gabende tomt, så hvor fanden fik man mad klokken 23? Han kiggede op på pigen og tøvede lidt. Selvfølgelig havde hun set ham her før? Han var her jo hvor dag? Han tog en tår af sin lunkende øl. "Peyton". Han kiggede lidt op og ned af hende, som for at vurdere varen. Hvor gammel var hun? Eller rettere... Hvor ung? Han havde gået rundt med en ustyrlig lyst til kvinder i nogle dage nu, og han overvejede endnu engang om hun var for ung, eller om han bare skulle hive hende med hjem. En lille pige som hende var vel ikke svær at imponere?
"Hvor gammel er du?", ordene nåede dårligt over hans læber før øllen nåede munden, og denne blev fyldt med den halv-flade smag af lunken øl.

Peyton... Hun tyggede lidt på navnet. Det lød engelsk, eller noget i den stil. Hun betragtede ham let mens hun vendte og drejede navnet i hovedet. Han så ud til at være lige så tænksom som hende selv. Af og til ønskede Ned sig at kunne læse tænker. Det kunne være så helt utroligt nyttigt af og til. Der var så mange ulykker man kunne undgå hvis man vidste hvad andre tænkte. Man kunne, hvis man var heldig, måske endda forhindre andres selvmord. Selvmord var nemlig yderst sjældent en spontan handling, og hvis man kunne læse tanker kunne man stoppe handlingen i et så tidligt stadie at den endnu kun var en tanke, en lyst.
"18" svarede hun uden at tøve, da han spurgte om hendes alder. Det var sådan set også næsten rigtigt. Der var mindre end to måneder til hendes fødselsdag. Hun havde ikke behov for at spørge om hans alder. Hun ville skyde på at han var cirka 26 eller deromkring.
"Mit navn er Ned." fortalte hun, uden at vide om han egentlig var interesseret i at vide det. Det var vel egentlig også lige meget. Hun synes bare at det var mest fair at han kendte hendes navn, når nu hun kendte hans navn.

Peyton nikkede blot. Han havde jo egentlig ikke spurgt hende om hendes navn. Hun måtte være desperat. Han tog en tår af sin øl og kiggede kort rundt. Så kradsede han sig lidt i sine skægstubbe og kiggede atter på hende. "18?". Han så ned af hende. Hun lignede ikke en på 18. Men hvis hun sagde hun var 18, så var det vel ikke hans skyld hvis det ikke var sandheden? Han bed sig kort i underlæben. 18 år... Ja så var det jo ganske lovligt... En skam hun ikke viste sin krop mere frem...

Ned var ikke desperat. Hun var bare interesseret. Og kedede sig. Hun var træt af at kede sig. Det var derfor hun i det hele taget havde besluttet sig for at tage kontakt til Peyton. Havde valgt at satse på at han ikke var så farlig som han gerne ville virke. Ikke at hun var bange for ham, overhovedet. Hun var skam i stand til at klare sig selv. Hun kunne være forfærdeligt rapkæftet og havde ikke noget imod at provokere mænd der var både større og stærkere end hende selv. Også selvom det af og til førte til et lag tæsk. Hvis de slog på hende hånede hun dem. Hun græd sjældent. Heller ikke selvom hun blev banket synder og sammen. Hun kunne græde når hun var alene, men ikke når der var andre til stede.
Ned nikkede let, da han gentog hendes ord. "Ja, det var det jeg sagde." svarede hun, og smilede skævt. Hun lænede sig tilbage på stolen og tog endnu en tår af den efterhånden tomme ølflaske. "Hvor gammel er du selv?" spurgte hun for at holde samtalen igang. Desuden kunne det være sjovt at vide om hun havde haft ret i sin antagelse omkring hans alder.
Det regnede hun nu med at have. Hun var som regel god til at læse mennesker. I hvert fald til at gætte aldre... Og oprindelser på navne. Hun vidste en forfærdelig masse bras om navne.

Peyton rykkede sig længere ind over bordet, som for at sige en hemmelighed. Så knep han øjnene en smule sammen. "Er du sikker på at du er 18?". Han tog en tår af sin øl, imens han stadig holdte øjenkontakten med pigen. "Mig?" Han grinede en smule. Skulle han virkelig sige at han var 221 år? Hun havde vel på fornemmelsen, at intet menneske kunne se sådan ud som han. Nu var det jo ikke fordi han havde regnet med at møde nogen der inde. Han rømmede sig. "Jeg er 28". Det virkede mere realistisk at sige. Han ville jo ikke stræmme hende helt væk ;)

Ned rynkede let på næsen da han tvivlede på hendes ord. Så lænede hun sig ind over bordet på samme måde som ham, og et udfordrende blik spillede i de klare, blå øjne. "Hvad ville du da ellers foreslå?" spurgte hun i stedet for at svare på hans spørgsmål. Hun var ret sikker på at hun ikke var 18. Men det behøvede han jo ikke at vide.
Når man kiggede på Ned kunne man egentlig se flere aldre. Hun var lige så fladbrystet som et barn der først lige var begyndt at få en smule barm, alligevel havde hun en flot talje, der vidnede om at hun var ældre end som så. Så man på hendes ansigt kunne hun både gå for at være så ung som 15 og så gammel som 19.
Ned lænede sig en anelse tilbage igen, da han fortalte hende at han var 28 år. Hun var skuffet, selvom det ikke kunne ses. Hun havde sådan regnet med at få ret. Men på den anden side var der ikke langt fra 26 til 28. Han var lidt mere end 10 år ældre end hende. Sjovt.