A song in the night //Arizona//

Lyden af vand der blidt skvulpende mod vandkanten kunne svagt høres i hendes øregang. Vejrtrækningerne der kom fra hende selv flettede sig ind i en næsten søvndyssende lille melodi i hendes hoved mens hun stod helt stille og nød hvordan den kølige efterårsvind let greb fat i hende lange platinhvide hår, og fik det til at blafre omkring hendes hoved. Et let suk kom ud mellem hendes læber, før hun slog øjne op, og kiggede op mod himlen hvor månen skinnede ned mod hende med alle sine børn. Et smukt dejligt syn som nærmest varmede hendes hjerte op. Igen lukkede hun øjne og lod månens kolde lys skinne ned mod hendes lyse ansigt. Månelys - det bedste i verden. Hun stod næsten som i trance og mærkede månelyset mod sin hud, men dog blev hun flået ud af trancen da der pludselig var en mandlig dyb stemme der krøb ind i hendes øregang sammen med lyden af bølger og vinden. Hun slog øjne op, og vendte hoved om mod lyden, og så hen mod en dæmon der kom gående i et mageligt tempo længere henne af stranden. Mon han snakkede med sig selv?
Arizona trak den sorte lange frakke hun havde på tætter omkring sig, mens hun stirrede hen mod dæmonen som virkede uhyggelig og på sin måde farlig, men også speciel. Hun sikrede sig at jakken var lukket helt ordenligt, før hun lod hænderne glide ned i lommerne på frakken, og gik ned af den sten hun havde stået og månebadet på. Da hun gik i sandet kunne man ikke høre hendes støvler mod sandet, dog var det ikke svært, hvis man da havde en god hørelse at høre lyden af spænder og kæder der let radslede mod hinanden mens hun gik ned af stranden, med kursen sat mod dæmonen. Helt præcist hvorfor vidste hun ikke, men der var noget fantastisk dragende over denne mand, som gjorde hende sindsyg nysgerrig.
Normalt ville hun aldrig gå hen mod en fremmed uden videre, og da ikke en mand der havde dét udseende, men det virkede som om han var anderledes, speciel, med en helt anden form for liv end alle de andre fyre der så lidt små gustne ud, med krigsmaling i hele fjæset og håret til at stå i kunstfærdige stillinger. Nej, denne mand var noget andet, speciel med sin alder, og sin særpræget skønhed som Arizona fandt utrolig fascinerende.

Han gik bare i hans sang mens han kiggede frem for ham selv og han opdaget person der kom i mod ham, en kvinde og efter hvad hendes duft sagde så var hun engle det var ikke så nyt for ham da selv havde en del venskaber med engle som kun lige ham så en mere betød vel ikke det store eller nu måtte han se på om det ville gå sådan, ”bonum vesperum” sagde han på latin ”eller mere godaften hvis du ikke kan latin” sagde han kort efter mens han kiggede på hende med det røde øjne og han var stille der efter da han ikke var sikker på hvad han eller skulle sige til hende for han havde ikke snakket med nogle i en del tid og derfor var det ret nyt for ham og snakke med en anden.
Han trak vejet kort mens han var stille der efter og han ventede stadig hendes svar mens han gravet hånden ned i den ene lommen da han ikke havde så meget andet han kun gør pt da han ikke var sikker på om hun ville snakke med ham eller bare være lige så kold som alle andre engle normalt var over for ham da de jo ikke lige havde verdens bedst forhold til hinanden og det havde de i bund og grund aldrig haft, han lod den anden hånd gå i gennem hans hår som og det havde en meget pæn sort blå farve i lyst fra månen..

Det overraskede Arizona at manden havde bemærket hende, men det hjalp blot til at finde ud af hvem manden var. "Godaften, nej, jeg evner mig ikke i de latine strofer som De gør." Hun havde kunne det en gang, da man skulle forstå guds ord, og kun kunne forstå det hvis man kunne Latin, men ellers var sproget gået i glemmebogen, men kunne sikkert findes frem igen, hvis hun gjorde sig umage. Det var endnu ikke gået op for hende at manden var dæmon, og hvis hun havde vidst det, ville det heller ikke gøre nogle forskel. Hendes forhold til andre var endnu ikke blevet forurenet af alle mulige fordomme som folk gik rundt med, for eksempel at vampyrer og varulve ikke kunne gå sammen, eller dæmoner og engle heller ikke gik så godt sammen. Arizona var klar på nye mennesker, med en ren og klar sjæl, der endnu ikke havde lidt så meget endnu - men måske ville det ske en dag, ingen kendte fremtiden. "Går De en aftentur, eller hvad laver de alene, her ude?" Hun smilede kort, et venligt smil, dog ikke sådan et rigtigt smil, blot for høflighedernes skyld. Man ville ikke rigtig kunne se det, hvis man ikke kiggede hende i øjne og kendte hende rimlig godt, så chancen for at dæmonen gættede det kun var et høflighedsmil var lille. Dog var det heller ikke noget hun tænkte videre over.