What do you want in life?... -Demeter

Fuglene sang. Solen skinner fra en skyfri himmel. Sangen var glad, fri og alligevel fuld af vemodighed. Strålerne var varme og kærtegnede englens hud. Slikkede sig om den, gjorde den varm uden at skade den det mindste. Hele kroppen var ophedet, behagelige, men sjælen...
Det røde hår lå som en et rosenblad om hendes hoved. Som en blodbøl.
Øjnene var lukket som, når hun, alle, har for vane, når de slapper af. Som en død. hendes hud var var bleg, en plejet hud. Som et lig.
Ansigttrækket skulle være fredfuldt. Måske et lille smil.
Men øjenlågene var klemt hårdt i, mens englen prøvede at holde op med ryste. Hun var grådens, opgivelsens, tvivelsens, rand. Og så kom det. Et ansigt fløj gennem hendes hoved, som en flyvsk fugl. Vampyren havde sort hår, var smuk og skulede koldt til hende.
En enkelt tåre trillede ensomt ned over den mavre kind.

Arien kunne mærke den, fulgte den på dens enlige rejse ned af kinden, ned af hagen...
Hun forbandede sig selv for at have så meget selvmedlidenhed. Det var ikke sundt. Solen skinnede stærkere... Fuglen sang højere.... Englen flyttede sig ikke. Tænke på dens problemer og, hvis ikke hun snart skulle møde nogen, ville hun nok også ligge her til verdens ende. Evigt liv... Det var en tanke som skræmte hende og forfulgte hendes tanker.
Tanken om, når verden engang gik under, ville hun være der og se det. De mennesker hun mødte på gaden, ville være døde og glemte om hundred år. En ny tid ville være kommet. Uden at hun have forandret sig det mindste. Hun ville stadig være en engel, sikkert stadig rødhåret, stadig have selvmedlidenhed.

Demeter anede ikke rigtig hvor hun havde bevæget sig hen, ud over at hun kunne se at hun var kommet ud til en eng. Men hun regnede bare ikke lige frem med at den havde et navn, det måtte hun vel spørger andre om, de viste hvad engen hed. Demeter havde altid kunnet lide at gå i knæ lange nederdel, så dagen i dag var hun jo gået ud på engen i en knælang nederdel i en baby blå farve. En top som havde en svag rosa farve, hun nynnende stille for sig selv i mens hun roligt kom gående, hun svingede lidt med sine arme for at de ikke skulle falde i søvn. Hun smilede for sig selv, ind til hun så en pige ude på engen. Hun lagde hoved let på skrå for at se hvad hun var for en type eller bare hvad hun havde på. Det lignede pigen havde en eller anden form for sandfarvet jakke på og nogle jeans. Det var jo altid glimrende tøj at have på, selv om hun nok ikke ville gå i sandfarvet tøj. Hun rømmede sig lidt for at få pigens opmærksomhed inden hun sagde, "undskyld mig men ved du hvad denne eng hedder? Det gør jeg nemlig ikke, for ved at nogle steder at man kalder nogle steder nogle ting" begyndte hun stille og roligt og ventede på pigens reaktion ved at blive talt til.

Arien havde sin gamle, knælange jakke på. Som en minde, en sidste ære til Castiel. Det var underligt. Englen havde været ond. Han havde slået ihjel. Men på den eller anden måde, når Arien så hans rare ansigt for sig, troede hun overhovedet ikke på det, som hun havde for sig så lang tid siden. Jakken var ikke virkelig pæn, hvilket bukserne heller ikke var, men englen intresserede sig ikke for tøj.
Hans smil. Det betød noget. Hendes følelser, de betød noget.
Også selvom han var død og borte.
Hun mærkede en kold hånd gribe fast om hendes lille, skrøbelige hjerte.
Arien åbnede øjnene. Solen skinnede lige så ubeklageligt, som en lygtepæl om natten. Nu sang fuglene igen. En enlig sommerfugl fløj gennem luften over hendes hoved og hun flugte den med blikket. Så forsvandt. Skyggerne opslugte den. En rynke dannede sig mellem hendes nydelige øjenbryn. *Jo stærkede lyset af, jo længere er skyggerne* tænkte hun ved sig selv. Og det var rigtigt -både i overført betydning og bogstaveligt forstand.
Solen skinnede som den kæmpe enorme stjerne den var, og skyggerne fra træerne var lange. De danede deres egen lille skjule sted, i udkanten af den lysning hun befandt sig i.
Og hvis et menneske var ød, gavmild og venlig som en engel, - haha ironisk ikke? Arien havde ikke gjort noget for andre i næsten havtreds år nu- var der også en vampyr, eller en dæmon eller et ualmindeligt menneske, som var ondskabsfuld som Djævelens selv.
En stemme lød til venstre for hende.
Englen vendte hovedet mod den talende. Og blev forundret over at se det bare et menneske. Intet tyde i hvert fald på det modsatte.
*Wow* tænkte hun ved sig selv. *Der er faktisk normale menneske på denne gudsforladte ø*. Indtil videre havde hun kun mødt væsner.
I en glidende og elegant bevægelse rejste englen sig op og kiggede nærmere på pigen. Normal. Helt igennem normal.
Arien havde aldrig tildelt menneske nogen respekt. Havde aldrig syntes virkelig om dem, hvorfor skulle hun det? Og intet menneske havde nogensinde fået hende til at ændre mening. Arien mærkede en overhængende fare for, at hun tvunget til at svare på pigens spørgsmål. Hun sukkede lavt.
"Ja, det kan jeg godt. Den hedder 'Den lykkelige eng'" Det var et idiotisk navn, virkelig. Hvad lykkeligt var over den? Havde nogen nogensinde spørg den? Niks. For det betød ingenting. Personen som havde navngivet den og sådan var det.
Punktum.

Demeter smilede et forsigtig smil, da pigen kiggede på hende. Selv om pigen hvis ikke ville forstyres, men det kunne være godt det samme. Normalt ville hun hellere ikke selv forstyre andre, undtagen når det var hendes nysgerrighed der tog fat. "Den lykkelig eng?" Hun var lige ved at grine, men hun kvalte grinet ved at vænne ryggen til med et smil. Som sagde hun nærmest ikke kunne lagde vær med at fnise en smule, 'den lykkelig eng?' hvad fanden var det for et navn. Hun betragtede engen stille, den så da ikke lige frem overlykkelig ud. Måske passede dette navn bedre til engen 'ingen som var død stille' også alligevel ikke, et helt tredje navn kunne nok bedre passe til engen. Hun tog sig sammen og vendte sig om mod pigen igen, uden at grine, selv om det nu havde været sjovt. Men det var et totalt lamt navn, til en eng. "Demeter" præsenterede hun sig som, hun overvejede kort om hun skulle sige hendes efternavn. Men hun besluttede sig mere for at vente og se hvad pigen sagde, eller om pigen havde i sinde om at sige sit navn.

//Du skriver virkelig meget oO//