Here Without You - Ned

Ned var ikke sikker på hvad fanden hun lavede herude i skoven. Heller ikke på hvordan hun var kommet derud. Eller på hvordan hun kom tilbage til byen. Det korte, lysehår sad ikke længere så godt som det havde gjordt da hun tog hjemme fra for mere end et døgn siden. Det var ved at blive til en rigtig dårlig vane, det med at blive væk så længe.
Lige nu gik hun lidt på må og få, i håb om at finde tilbage til byen, og forsøgte at huske hvad hun havde lavet umiddelbart før hun var havnet i skoven. Hun mente at kunne huske at have været sammen med nogle drenge. Ikke at der var noget nyt i det, Ned var oftest sammen med drenge. Det havde alle sammen været mere eller mindre påvirket af enten alkohol eller diverse stoffer. Ned havde bare været fuld. De var kørt ud i skoven, i et terrængående køretøj; En af drengenes fars. Hvorfor var stadig uklart. De havde vidst været ved at lede efter noget. Eller nogen. Man hørte ofte om så mange mærkelig mord herude i skoven, så de var nok taget ud for at lede efter morderen. Havde tænkt at når de var så mange, de havde været omkring 8 stykker, så kunne de nemt overmande en enkelt morder, og føre ham eller hende til politiet. De ville blive helte. Sådan gik det bare ikke.
De var stoppet et godt stykke inde i skoven, og havde delt sig for at kunne lede mere effektivt. Ned var faret vild indenlænge, og efter en rum tid havde hun hørt motoren starte, hvorefter drengene havde efterladt hende. Hun havde forsøgt at finde tilbage det meste af natten, og formiddagen med, men tilsidst var hun blevet så udmattet og træt og sur at hun var faldet i søvn op af et træ.
Hun klædt i den samme sort og rød ternede skjorte, som da hun tog hjemme fra. Den samme tynde top, samme lidt for store bukser, og samme blå og sort ternede, nedslidte converse all star sko.

Ned stoppede op, og løftede hovedet mod lyden af den flygtende ugle. Kom i tanke om at der også havde været en ugle, da drengene kørte væk. Den havde tudet vredt af dem, og var lettet for at finde et mere fredeligt sted at være. Ned kløede sig på kinden og gik videre. Hun frøs. Og hun var sulten. Hun blev som regel sulten når hun havde været væk hjemme fra så længe ad gangen. Hun var dårlig til at få noget at spise. Når hun var hjemme sørgede hendes fædre for at hun fik bare en smule ordenligt mad, selvom hun aldrig spiste ret meget. HUn blev altid sur når de påpegede det. Eller kommenterede hendes vægt. Hvad fanden kom det dem ved hvad hun spiste, og hvor meget hun vejede?!
Ned sukkede og stak hænderne i lommerne. Så sig omkring. Træerne lignede hinanden alle sammen. Hun udstødte en irriteret lyd, og sparkede til en gren. Møg gren. Dumme, lorte, pissehamrende møg gren!
Så begyndte hun at gå videre. Det kunne alligevel ikke nytte noget at stå her midt i ingenting og opføre sig som et hysterisk barn. Så var det bedre at bive ved med at gå.

Ned kneb øjnene sammen ved lyden af en kvindes stemme. Lod sig ikke skræmme af hvad den sagde. Men hvad fanden mente hun med 'Lille menneske'? "Helt sikkert.." mumlede hun lavmælt til svar, og lod mistænktsomt de blå øjne glide rundt over omgivelserne.
"Hør, i stedet for at grine din røv i laser, så kunne du måske fortælle mig hvilken vej den nærmeste by er, hm?" sagde hun højlydt ud i skoven. De irriterede hende at kvinde gemte sig for hende, lo og snakkede om hendes død. Ned skulle ikke dø nu. Det var hun fast besluttet på. Når Ned besluttede sig for noget var der meget lidt der kunne forhindre hende i det. Hun var stadig, og villig til at kæmpe med næb og klør. Desuden havde hun før været oppe og slås. Også mod folk der var både større og stærkere end hende selv Og hun var da i live endnu, ikke sandt?

Ned bandende da en pludselig smerte skar i højre overarm. Hun bandede højt og grumt. Og på russisk. Det var hendes ynglings sprog at bande på; hendes modersmål. Vent... Blod? Havde hun snakket om blod? Om at få blod? "Jeg ved ikke hvilke stoffer du har taget, og jeg er sådan set også ret ligeglad. Hvis du ikke har tænkt dig at hjælpe mig, så er det sådan set også fint. Men hvis du har tænkt dig at opføre dig som en psycho, så synes jeg du skal finde nogen andre legekammerater. - For jeg har ikke tænkt mig at lege med." svarede hun, og så rundt med et mistænksomt blik. Hun var overbevist om at det her ikke kunne være særligt menneskeligt. Men så igen; hvad kunne det ellers være? Hun var i hvert fald sikker på at ingen ville tro på hende, hvis hun fortalte om dette når hun engang kom hjem. Hun mærkede endnu engang en let vind, denne gang i venstre side, før smerten borede sig ind i hendes overarm. "Chert poberi!! Så lad da for helvede være med det?!" råbte hun højt. Ikke skræmt. Nærmere vredt. Ned blev altid vred før hun blev bange. Og der skulle meget til før hun krydsede linjen og rent faktisk blev bange.