Aldrig mere! - Vincent Romen

Tid: Omkring klokken halv elleve
Sted: Sheria by
Vejr: Mørkt og en smule blæsende, overskyet men overhovedet ikke koldt
Omgivelser: Mørke, der er ikke så mange folk ude på denne tid

Klokken var næsten blevet elleve, inden Cherie kunne forlade den lille café, som hun havde siddet på i omkring tre timer. Aldrig mere! Aldrig, aldrig mere, blev hun ved med at tænke, da hun stak hænderne i jakkelommerne og begyndte at gå hjemad.
Her på det sidste havde hendes nabo – en ældre kvinde ved navn Macintosh med en uhyggelig hang til sladder – besluttet sig for at lege Kirsten Giftekniv. At hun så bare ikke kunne se, at Cherie ikke passede sammen med hendes nevø måtte hun selv om. Cherie skulle ikke tilbringe ét øjeblik mere i selskab med ham, så hun havde omsider taget sig sammen og havde undskyldt sig med hovedpine, så hun kunne komme hjem. Hun skulle tidligt op i morgen til træning, og hun havde allerede syndet en smule, ved at drikke et glas vin.
Cherie gik med raske skridt, og lagde hurtigt caféens muntre musik og glade stemmer bag sig; der var ro i gaderne. Mod sin vilje blev hun urolig, da hun skulle gennem parken; det tog ikke mere end et par minutter at gå igennem, men der var ingen gadelys, så der var mørkt som bare pokker. *Jeg kunne jo også bare gå udenom…* bemærkede hun i tankerne, men hankede derefter op i sig selv og gik videre. Hun plejede da ikke at være bange for mørke!

"Jeg venter lige her ved springvandet, Solomon. Husk nu at ingen må se dig, og vis du bliver set, løber du tilbage hertil. Brug buske og træer skulle du blive forfulgt".

"Det skal jeg nok, papa!"

Vincent sukkede lavmeldt til sig selv, da hans "9" år gamle søn smuttede ind imellem de nærliggende buske. Hurtigt opslugte skyggende hans ravn sorte hår, og efterlod sjæledemonen alene med statuen siddende i midten af springvandet.

Velvidene at hans søn ville tage minst 10 minutter før hans sult for blod var stillet, satte han sig på bænken kun 2 meter fra springvandet. Han rettet blikket mod jorden, men blev hurtigt blændet da vinden blæste hans hofte lange hvide hår ind over ansigtet. Ved hjælp af pegefingeren blev det strøget bag ørene, men det ville ikke holde forevigt. Kort tid efter fandt han sig selv stående foran springvandet igen, øjne låst fast på de små bølger der let slog imod ved foden af statuen. I nat ville endnu et menneskeliv blive taget, to vis nu Solomon besluttede at bringe et menneske med hjem til hans storebror. Vores to sønner vokser hurtigt, Mary. Det er dog lidt skamfuldt at vi skal ud og jagte 3 eller 4 gange om ugen. Siden Solomon blev bidt har han været meget aktiv, fra øjeblikket han vågner til solen står op.

Vincent strøg håret tilbage bag sit øre, og kastede sine blå øjne op på statuen. Det var en kvinde halvt opslugt af flammer, mens resten af hende dryppede med vand. Selvom det måske ikke var skaberens menning, så Vincent sin egen fotolking af statuen. En kvinde som lever i helevede, men elsker det for meget til at dø...det var sådan du følte i dine sidste øjeblikke, var det ikke?.

Han var brudt ud af sine tanker da han opfattede tilstedeværelsen af et menneske, en kvinde for at være mere præcis. Selvom det kunne være høfligt at sige godaften, så kunne man aldrig vide om det var en jæger eller ej. Han havde tros alt meget langt hvidt hår og mørkebrune, nærmest røde øjne. Vincent lukkede sin lange sorte frakke helt sammen, og satte sig på siden af springvandet med sænket hoved. Hun var nok kun et menneske på vej i gennem parken, men det var best at være på den sikre side.

(sorry det er kort, mit første indlæg så..)

Cherie havde gravet begge sine hænder godt ned i de forede lommer i den korte, sorte jakke, hun havde valgt. Hendes blik var rettet stift mod jorden, mens hun gik. Mest fordi det var mørkt og det aldrig var til at vide, hvad man faldt over på sådan en aftentur, men også fordi, hun var ræd for, hvad hun ville få at se, hvis hun kiggede op.
”Selvfølgelig er der ikke noget,” blev hun ved med at gentage lavt for sig selv, det var bare hendes fantasi, der spillede hende et pus. Eller fantasi og fantasi. Hun var jo udmærket klar over at det var muligt hun kunne støde på et ubehageligt væsen, her sent på aftenen. Selv var hun da heller ikke helt forsvarsløs, eftersom hun til enhver tid kunne vælge at forvandle sig til et vilddyr med stærke kæber og farlige klør. At en eventuel overfaldsmand så ikke ville vide, at hun var en yderst fredelig ulv, måtte være hans egen sag. Men Cherie valgte alligevel stadig at stirre stift ned i jorden. Og fór sammen, da hun så en skygge ud af øjenkrogen. Hun kunne ikke lade være med at kaste nervøse blikke rundt, og se sig over skulderen. Lur hende, om skyggen ikke have haft en form. Form som et lille barn, måske? *Sludder!* Cherie skændte på sig selv, og gik målbevidst videre, dog ikke uden at kaste bare et lille blik over skulderen i ny og næ.
Hun nærmede sig springvandet nu. Det betød, hun næsten var halvvejs. Cherie livede helt op ved den tanke; ude på gaden var der i det mindste gadelygter, til at oplyse vejene. Men det pludselige opløft, hun havde følt, forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet, da hun fik øje på en person ved springvandet. Hun kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, men kunne ikke konkludere andet, end at personen var klædt i en form for kutte. Eller det var da vidst bare en helt almindelig frakke, var det ikke? Cherie trak imod sin vilje på smilebåndet. Hun var vidst begyndt at se syner.

//Det er skam helt fint//

Solomon bevægede sig ud fra busken som han netop var krybet ind i. Hvem skulle vide at hans måltid ville komme så tæt på hans far? Det var godt, siden det betød at han ikke behøvede at gå så langt væk. Et bredt smil spredte sig over hans blege læber, det var endda en dame! De var altid lettest at fange. Uden at tænke meget over det, begyndte han at "hulke", og bragte sit sorte frakke ærme op foran hans øjne, for at skjule de tårer han ikke kunne frembringe. Uden videre gik han i gennem buskene igen, og endte længere op på stien. Da kvinden kom tættere på, stillede han sig ud på midten af den, og kikkede op med sine mørkeblå øjne da hun kom tæt nok på.

"H-har du set min papa? Vi var ude og gå aften tur, og pluslig...kunne jeg ikke se ham mere!".

Med øjne dækket halvt af det hvide hår, observerede Vincent den lille scene hans søn havde sat igang. Selvom han havde været vampyr i over 90 år, havde han beholdt sit barnlige sin. Dette sin havde med årene mixet sig med et nået mørkere et, og havde nu skabt en jæger i børne størrelse, som elskede at lege med sit bytte. Solomon elskede at indrage andre, og vis det kunne blive hans far eller bror, blev leget så meget sjovere.

Vincent, som besluttede at tage del i "legen", bevægede sig langsomt imod kvinden og det grædene "barn". Med en blød, dog også klar tone, henvendte han sig med et "bekymret" blik i øjne. "Undskyld jeg sådan forstyre, men er alt vel miss? Et grædene barn midt om natten er ret mærkeligt". Han rakte hånden ud for at klappe "barnet" på hoved.

"Jeg er blevet væk fra papa..", sagde Solomon og skjulte et smil ved at dække ansigtet med hænderne. Han gik om bag ved kvinden og lukkede sine fingre omkring kanten af hendes jakke, for at indikere han søgte "tryghed" hos hende.

Vincent rettede sig op i sin fulde højde og kikkede selv ned på kvinden. Selvom hun så ret normal ud, havde hun alligevel en underlig duft over sig. Enten havde hun mere en 1 hund, ellers var hun mere ind hun så ud til at være. "Når, så du er blevet væk fra din far? Sikke nået...". Han kikkede ned på kvinden i gennem sit lange hvide hår, og holdte en bekymret maske over sit ansigt.