Afklaret - Valerius

Tid: Eftermiddag
Sted: Dreins Mountain
Omgivelser: Som altid er der ikke den største aktivitet
Vejr: Blæsende og overskyet. Men ikke koldt på nogen måde

Cherie havde fået fri nu. Klokken var vel omkring halv seks, vurderede hun, som hun sad dér, og nød udsigten over Deploratus. Hun havde ikke gjort andet end lige at stikke hovedet ind i sin lejlighed, smide sine ting fra sig og snuppe den sorte kimono/badekåbe-agtige ting, som hun altid havde med sig, når hun løb.
Og det havde hun gjort. Løbet, altså. Nu sad hun på et lille klippefremspring på Dreins Mountain, stadig i sin ulveform. Så man hende sidde der, ville man straks vide, at det ikke var en ægte ulv. Aldrig har en ulv haft et så fredfyldt og afklaret blik i sine øjne. For nu havde hun fået løbet aggressionerne af sig, og kunne nu kun nyde den måde, hvorpå vinden flåede i hendes pels.
Bag et par af de nøgne træer, der voksede på Dreins Mountain, havde hun lagt kimonoen. Hun vidste af erfaring, at den var god at have med. Det var aldrig til at vide, hvornår hun skulle skifte til sin menneskeform igen, og det blev altid så forfærdeligt akavet, eftersom man er nøgen efter sin formskiftning. Så Cherie bar altid kimonoen med sig.
Cheries pupiller blev en anelse smallere, da hun opfangede en ændring i luften. Hun løftede den følsomme ulvesnude i vejret og vejrede, for at lokalisere kilden til forandringen.

P: profilbilede


En mand eller rettere en elver kom gående op langs en af de mange stier der førte op til bjerges top.
Hans ansigt var lettere neutralt, det viste hverken frygt, had eller kærlighed.
På ryggen havde elveren, en stor rygsæk, der havde han alle sine ting eftersom Valerius var blevet bortvist fra sin stamme/landsby, grunder meget simpel, han nægtede at bøje under for uretfærdighed, for Valerius var det enten at blive bortvisning eller en smertefuld død.
Udover sin rygsæk havde Valerius sine våben, et sværd, bue og pil standart elver våben.
Som Valerius kom op længere op på bjerget kiggede han tilbage over sin skulder, han kunne tydeligt se sin gamle landsby. Hvorfor skulle han også elsker retfærdighed?.
Som Valerius kom højere og højere op ville han ligge sit liv om, han ville ikke længere bo sammen med sine med-elvere, nej han skulle nu bo alene, langt væk fra forbandede elvere.
Valerius kom op på toppen af bjerget, han havde ikke ved første øjekast set eller hørt Cherie, hvilket måske var godt...... For hende..

Efter nogle sekunder med snuden i vejret, var Cherie kommet frem til, at duften kun kunne stamme fra en elver. Intet andet væsen ville kunne udsende den duft, og det var også derfor, hun kun svagt havde opfattet den. Elvere var som regel så meget i ét med naturen omkring dem, at selv deres duft mindede om naturens.
Cherie reagerede ikke synderligt på, at der var en elver på vej. Hun vendte blot tilbage til sin forrige stilling, med blikket rettet ned mod byerne. Hun så ikke nogen grund til at gøre et stort nummer ud af det; elvere plejede at være ganske fredelige væsner. Med understreg under ’plejede’. I denne verden fandtes det ikke længere; der var ikke længere noget, der var normalt. Men som udgangspunkt var der vel ingen grund til at være fjendtlig.
Da Cherie begyndte at kunne høre ham, drejede hun hovedet en anelse i retning af lyden, med visheden om, at han snart ville komme til syne i hendes synsfelt. Stadig var der intet forandret ved hende. Blikket var roligt og afventende, og hendes stilling var afslappet, trods den totale urørlighed. Ulven i hendes hvæsede og fortalte hende, at det ville være bedst bare at gå. Det var ikke alle, der var lige glade for varulve. Men mennesket i hende tvang hende til at blive. Hun var blevet nysgerrig efter at se, hvad en elver lavede på disse kanter. Som regel holdt de sig til skoven i La Sunisha, hvor de kunne leve i fred, helst uden for megen kontakt med andre væsner.