Tør du betræde området.. ¤Alias¤

Den strakte dig jo ud til enorme mængder. Og det hele var blot højt græs og blomster der svajede i den lette vind der havde sat sig ind her i aftentimerne. Så fredeligt og så afslappende at blot se på det. Som et levende maleri af en landevejs stryger der kunne bevæge en pensel over et lærred. Så yndefuldt og unik men ikke perfekt på en måde. Lige tilpas. Sådan stod det i hvert fald til i Autumn’s smukke blå øjne. Hun havde bare stået og betragtet den udsigt hendes udflugt havde bragt hende. Og tankerne kom fra den mere poetiske del af hendes hoved. En del der for det meste kom i aktion når søvnen begyndte at trænge ind over hende og hun stadig ikke havde nogen lyst til at sove. Også det der i det hele taget havde trukket hende med her ud. Havde blot fulgt stien og så havde hendes fødder taget hende på vildspor. Tænkt hun ikke havde opdaget dette sted før nu.
Hendes tøj var som altid mere eller mindre random sat sammen. Den store blå sweatshirt var uden tvivl var for stor til hende så den kunne minde om en kjole som den nåede ned til midten af hendes lår og de tynde sorte nylonstrømper lige dækkede hendes ben en smule. Skoene var blot slidte og hun brugte dem vel til næsten alle hendes outfits. Med et munter smil skuet på hendes bløde læber fik hun sat den ene fod foran den anden og lidt efter var hun i en form for dansende løb gennem landskabet af fritvoksende planter. Hendes lange mørkebrune hår flagrede lystigt og legende efter hende og når hun drejede om sig selv hvirvlede det lige så om hende. Det var en skøn følelse. At gøre hvad hun ville. At lade den barnlige person i hende komme helt frem igen. Uden at skulle tænke på at nogle kunne finde på at hive hende i ærmet og sige noget med: Helt ærligt. En latter begyndte at undslippe hendes strube som hun følte græsstråene kilde mod hendes håndflader og bare mærke den friste kulde indramme hendes tilværelse. Hun var virkelig en spøgs en og hun sagde skam heller ikke nej når folk sagde det om hende.

Mystisk hvordan det healede igen, hver gang kniven rørte huden, lød en dårbe af rødt blød gennem hånden og lanede i græsset langt nede under ham, han kunne følge den med øjnene til den forsavndt mellem græsstrående. Hver gang han havde skåret den lille flinge voksede huden sammen igen, lige meget hvor mange gange han gjorde det.. så i det hele taget? Kunne han overhovedet dø? I hvert fald ikke af kniv stik, det var umuligt, det gjorde ikke engang undt, måske havde han bare en meget høj smerte træskel.. dog var han ikke i tvivl om at et vampyr bid ville gøre .. pisse nas.. lige meget hvem det var der blev bidt, også varulve bid selvfølelig.. men de tog mere bare sådan.. en arm af eller noget når de bed, en låns kød vel.. det gjorde vampyere jo ikke, de.. bed bare, for at få føde, personerne kunne jo altid overleve. Dog ikke hvis man blev fanget af Alias, så var man dømt til døden.. han havde en meget lille selvbeherskelse. Han havde prøvet tuisende gange at drikke fra en, med aftale om at han ikke ville dærbe vedkommende, men det havde nu aldrig rigtig løkkes for ham.. godt nok havde han hverken slået Heath eller Stefan ihjel.. men der var ikke tivilv i hans hovede.. på et eller andet givet tidspunkt ville han sikkert miste alt sine beherskelse og gøre det dirakte ubevidst. Han var ikke sig selv når han jagede, det vækkede dyret i ham, og han holdte ikke igen på sig selv.. måske hvis han havde lært det den gang.. den gang han var bleven forvandlet? HVis han nu havde lært alt af sin skaber, i stedet for at lære alt af sig selv, så havde han måske kunnet det? MEn sådan havde det jo ikke lige frem været, han havde jo altid været alene. Og han havde haft det fint alene, det eneste han vidste var han skulle respketere sin egen race, og det gjorde han også, han var hundrede procent loyeal over for sin egen slaks.. aldrig ville han drømme om at slå en ihjel.
Lige nu.. ja der sad han 15 meter højt træ og kunne se ud over det meste af skoven da lagde op til den lige så ensomme eng. Han smilte eller græd hverken. Han sad blot og nød stilheden, han følte sig hverken ensom eller forladt, blot tilpas.
Alias lod kniven skære gennem sin hånd igen og lod endnu en dråbe blod falde til jorden, han fulgte den igen med øjene, til han kastede kniven ind i stamme på træet så den sad dybt fast i det tykke træ, inden han lukkede øjnene i, og lagde hovedet tilbage, nød.. nød stilheden.

For Autumn var der ingen rigtig stilhed omkring hende. Det var som en svag melodi der hele tiden blev sendt rundt via vindens lette tag. Hendes fantasi løb allerede løs og hun havde svært ved at kalde den til sig igen. Hun forestillede sig de ældre dage. Hvor mange der havde været her. Og hvad der var sket her. Ja selv de små væsner som feer og alfer så hun i sit hoved sidde på nogle af græsstråene eller var de natsværmere der af og til fløj over hende. Hvordan mon det ikke havde været hvis dette var et sandt eventyr. Som i de historier hun altid fik fortalt eller læst højt dengang hun var mindre. Alle disse drømmende tanker fik hende blot til at smile endnu mere. Følte sig fri i dette område. Og uforstyrret af andre ting. Dette skulle være hendes nye tilflugt sted. Til når at tingene ikke gik som de skulle og hvis hun følte sig uretfærdigt behandlet der hjemme eller andre steder. Så ville hendes ben bare bære hende her hen. For igen at kunne komme på andre tanker og bedre humør.
Hun lod sig drejede flere omgang rundt om sig selv med disse elegante bevægelser hendes smidighed gav hende mulighed at gøre. Og i stedet for at bare hoppe videre knækkede hendes knæ sammen og hun landede sjovt nok på jorden. Men hun blev bare liggende på ryggen der mellem engens skønhed. Hendes ansigtsudtryk fortalte hun var mere eller mindre overrasket men samtidig blev det ændret og hun brød atter ud i hendes søde hjertevarme latter. Hvor var det komisk. Og det havde sikkert også set sjovt ud. Hun kunne i hvert fald lige se det for sig. Og hvor var hun klodset. Hendes balance skulle hun med sikkerhed lige arbejde en smule med hvis hun ikke ville vælte hver gang hun blev for svimmel. Hun lagde sine arme strakt ud til hver sin side mens hun nød at kunne slappe mere af i kroppen. Hendes latter var stoppet og hun tog bare en dyb indånding og lukkede sine øjne i et langtrukkent blink. Hun var den slags man sagtens kunne læse. Dog stadig kun ved nogle følelser. Glæde, afslapning og frygt var det nemmeste at se på hende. Igen lod hun sine blå øjne komme frem og landede med det samme mod himlen. Ingen dumme skyer der kunne skygge for den smukke ud sigt. Stjerne der blinkede tilbage til hende kunne ses over alt omkring månen der skinnede bleg for at oplyse engens frie land. Det var en dejlig aften. Hvad kunne gå galt?
Tanke strømmede stoppede brat men startede igen i en anden form idet lugten af blod ramte en af hendes sanser. Hvorfor befandt den sig her? Det kunne da ikke pludseligt have blevet dannet til en slagsmark. Nej..Ellers ville lugten være skarpere. Denne var blot svag og forsvandt igen. Men hun kunne ikke andet end at undre sig. Den var kommet så pludseligt. Og nu var den væk igen. Hun satte sig stille op og så sig en smule omkring. Det kunne selvfølgelig også bare have været vinden der havde båret lugten med sig fra et andet sted. Men stadig hvorfor var den overhoved tilstede nu? Hun brød sig ikke helt om blod. Hun kunne bedst lide at det befandt sig inde i ens krop og helst ikke skulle komme udenfor den. Nok grunden til hendes reaktion. Men hun så intet omkring sig. Kun eng.

Alias havde lagt hovedet tilbage og lukkede blot øjnen i for stadig at nyde stilheden omkring sig.. eller træerne hviskede godt nok og dyrene puslede, og det lange græs sang i vinden, men ud over naturens lyde var der ikke andet end ham og hans ikke bankende hjerte og hans ikke tilstedeværende puls. Han sukkede dybt og lukkede langsomt øjnene op igen da nogen havde trængt ind på hans territorium, lugten af dæmon trængte op i hans næse og han gav et kast med hovedet for at få den grimme lugt ud igen. Han stønnede irreteret og stilte sig op på den tynde gren og gik med en yderst god balance tilbage mod stammen og trak kniven ud af der hvor han havde bordet den ind. Så sænkede han blikket ned mod jorden og så med skarp hed omkring sig i skovbunden, han skuede lidt ud over engen, det var svært at se noget for det høje græs og træerne der stod foran hans udsyn, men med hans skarpe blik fandt han hurtig årsagen til lugten. En ung kvinde med en irreterende latter af glæde, der gennemborede hans kolde hjerte og fik hans øjne til at lyne.
I virkeligheden var det jo ikke hendes skyld at hun lige havde valgt at komme på et dårligt tidspunkt, men nu hun var her, kunne jo jo lige så godt bøde for sine gøremål, desudne måtte han havde en måde at komme af med sine lidelser på. Han blinkede kort og en blod dråbe gled ned over hans kind, han tørte det væk med ærmet og hvæsede stille som havde en tiger hvæsede af hende, da hun bevægede sig for tæt på til han brød sig om. Han ventede blot på hun ville ligge mærke til ham, og hun ville indse hvad hun havde gjordt, og begynde at løbe for livet. Alias satte sig ned på grenen på hug og blottede hutænder ned mod kvinden under sig.
Han havde måske lidt af et problem med sin vrede, men var det ikke fordi han følte sig så såret som nu, ville han måske lade kvinden leve, men det kom ikke på tale når hun ødelagde hans sørgen øjeblik.

Hvis ikke det havde været på hans pludselige snerren ville han have forbeholdt sig skjult i hendes ved komme. Hun var virkelig ikke særlig god til det med tilværelses fornemmelse. Nok en ting hun skulle lære og mestre. Ellers ville hun med sikkerhed blive fundet død en eller anden dag. Tilfældigvis i en container. Og det ville ikke ligefrem komme til nogen stor glæde hos hende. Hun kunne godt lide sit liv og kunne bedst lide at beholde det. Leve det som hun ønskede. Men lyden over hende fik hende til at stoppe op.
Autumn stivede ikke ligefrem. Var ikke bange for lyden som sådan. Det kunne jo være hvad som helst. En kat, en person og ja selv en åndssvag maskine. Og hvor tit fortalte lyden om fare? Det skete jo kun i film. Eller det var nok det hun troede på. Hun stoppede ikke brat men blot stille og roligt. Lettere undrende lænede hun sit hoved tilbage for så at rette sit blik op ad. Til hendes overraskelse var det en person. En dreng. Måske en ung mand. Han virkede i hvert fald ung. Sådan så han også ud. Dog kunne hun et kort øjeblik ikke lade være med at tænke hvad han lavede oppe i træet? Hvorfor kom han ikke ned? Hendes hoved blev lagt let på skrå mens hun hurtigt fik studeret ham med øjnene. Dog varede denne afslappede attitude så længe igen. Hans udstråling begyndte at skræmme hende og de frembragte hugtænder fortalte hende hun skulle passe på. Vel helst se at komme væk hvis det var muligt. Der poppede så mange advarsler op i hendes hoved at det kunne give hende hovedpine hvis hun ikke holdt nogenlunde styr på dem. Hendes ansigts udtryk forandrede markant. Hendes blå øjne spærrede sig lidt op og de ord der før havde været på vej ud af hendes mund var blevet blokeret. Vampyr. Og han virkede ikke så fredelig som hun før havde troet. Hun fik taget sig sammen til at træde tilbage. Som ville det hjælpe. Endnu et skridt blev taget baglæns. Hun holdt endnu sit blik mod ham. En klump satte sig fast i halsen på hende og gjorde det besværligt for hende at synke ordenligt. Hun følte sig nok en smule ynkelig ved denne tilbagetrækning men den følelse var gemt. Lod sig ikke fører mod den retning. Hun havde andet at skulle tænke på.
Hun tog flere skridt tilbage og ville have startet på en unødig løben hvis ikke det var på grund af den pludselige klodset hed at hun endnu engang endte lige på røven i det høje græs igen. Hun ømmede sig og tænkte et øjeblik ikke på den vampyr der før havde fået hendes hænder til at ryste. Hun var så naiv og let at distrahere at hendes tankegang blot gik på denne måde. Ikke at hun kunne multitaske men hun var bare ikke så god til at få det gjort. Det var nu heller ikke ved alt at man kunne gøre den slags. Dog røg opmærksomheden hurtigt mod drengen igen. Dog virkede hun knap så bange som før. Hvad havde hun før været bange for? Nok bare mere eller mindre forskrækket af deres pludselige sammenstød..?

Alias mørke øjne var klisteret mod kvinden, pigen, under sig, hans vrede var tydelig at se blot ved at kigge på hans udsende. Han havde intet til overs for andre racer mere og hvis han i det tilfælde skulle støde sammen med en forsvarsløs kvinde fra.. denne fortabte djævle race, så havde han skam heller ikke noget til oversfor hende. Han betragtede hende blot som en langsom film, og hvordan det langsomt gik op for hende hvem det var hun var i selvskab, måske ville hun genkende ham, måske ikke. Hen kendte sit navn når han hørte det, og han vidste han var eftertaktet, ikke blot hos sin egen race men også hos dusørjægerne og andre racer der ville gøre en hel del for at komme tæt på Alias.. og måske finde ud af hvad det var der egentlig gjorde ham så speciel.. dog ville de andre kunne fortælle hvad de havde oplevet vider, da de ville være døde på det tidspunkt.
Han sukkede højt og hvæsede stille for sig selv da kvinden begyndte at løbe, tåbelige pigebarn, vidste hun ikke, der ingen udvej var? Hun var gået lige ind i hans fælde, og nu var hun som en fluge fanget på et edderkops spind, det var fuldstændig umuligt at flygte og der var simpelhen intet hun kunne gøre mere. Han sukkede stille og hoppede ned fra træet og landede blot på fødderne som en kat på hug, på vej til jagt. Han fik hurtigt øje på pigen og rettede sig op i det hans blik blev møkere da hun faldt, og så ret så.. disorinteret ud. Han smilte lidt lumsk for sig selv, måske kunne han godt.. lege lidt med hende først, det ville hun sikkert sætte pris på. Han satte kniven tilbage i bæltet og strøg hen over jorden i et umenskligt tempo til han stod foran hende. Et venligt og undskyldene smil bredte sig på hans læber. "Nu skal jeg hjælpe dig op frøken" sagde han venligt og bøjede sig ind over hende og rakte hende sin hånd for at få hende på benen igen. "Slog du dig?" spurgte han bekymret.

Det kom som endnu en overraskelse da han pludselig stod der foran hende. Men så igen. Hun burde have set det komme. De fleste væsner der nu fandtes her i verden havde jo nogle besynderlige evner. Hun havde selv nogle. En mere dominerende og en hun knap nok kunne anvende. Det skulle være rigtig heldigt for hende hvis hun ville kunne gøre noget med den. Men hvorfor begyndte hun nu at tænke på det? Men sådan var hun vel bare. Let distraherende. Dog kom hun hurtigt tilbage til virkeligheden da hans stemme brød gennem den måske lidt ubehagelige stilhed. Og hans ord gjorde hende faktisk mere afslappet i denne situation. ”Ehm..” Hun så lidt frem og tilbage på hans udstrakte hånd og hans ansigt. Ikke fordi hun tøvede dette men hun skulle bare lige tage sig sammen. Og der gik faktisk ikke længe inden at hendes ansigt endnu engang lyste op i dette smil kun hun kunne fremstille og fik det sendt mod denne dreng. Hun rakte selv sin hånd frem og tog blidt fat i hans for at komme op at stå igen. Bare for at finde ud af hvor meget højere han var end hende.
Autumn slap igen hans hånd inden at han kunne nå at holde ordenligt fat. Førte begge sine hænder om for at børste den smule jord af sine bukser der var kommet fra hendes fald. Så så hun igen mod ham. Endnu med sit smil solidt plantet på sine bløde læber. ”Ja..” startede hun som et svar på hans spørgsmål. ”Det var blot et lille bump. Ingen skade sket.” Hendes stemme var igen munter som hendes humør. Det havde jo kun været et kort øjeblik hvor hun havde følt sig truet. Og det havde sikkert bare været indbildning. Han virkede rar. Og den vrede spænding i luften kunne næsten ikke mærkes mere. Efter hendes mening. Hun lagde let sit hoved på skrå endnu engang og fik igen åbnet munden for at forsætte sine talegaver. ”Tak. Og undskyld.” Det var nok mere for at undskyld for hendes opførelse da hun opdagede ham. Det havde måske ikke været nogen god oplevelse. ”Jeg tror bare jeg blev ret overrasket over at du pludselig var der.” En hånd blev ført op gennem hendes lange hår mens hun lod sig vente på hans reaktion. Eller nok bare på hvad han ville gøre. Vampyrer var måske ikke så hjertekolde som hun havde læst i bøgerne. Hun skulle altså til at finde svarene udenfor litteraturens verden. Det var tydeligt. Åh gud hvor var hun dog naiv. Ingen anelse om skuespillet?

Alias ventede roligt på at hun skulle bestemme sig for om hun turdte at ligge sin hånd og dermed sit liv i hans hænder eller om hun alligvel skulle lade være. Men hun var dog kun et sølle menneske og hun havde ingen andre valg end at stole blindt på ham, det var hvad mennesker gjorde.. de var de letteste væser på hele jorden at snyde, blot et blik kunne få dem ud af balance med deres egne meninger og tanker. Alias sukkede blidt og trak hende på benen igen, en ukendt strøm af billeder for forbi hans indre øje, men han skunnede hurtigt hendes tanker fra sig igen, han ville ikke se det, og desuden gav det ham sådan en hovede pine, da han kun fornylig havd eopdaget sin nyankommende evne og derfor ikke lært at kontrollere den endnu. Han smilte ærligt og lagde hovedet lidt på skrå, "Jeg er ked af hvis jeg skræmte dig frøken, det var ikke min mening" sagde han sukker sødt og så hende ind i øjnene, med et blik der var umuligt at gennemskue. "du skal ikke undskylde, det er mig der gør det" sagde han roligt og bukkede lidt som en ægte gentelman, man kunne vel lige så godt starte et sted, "mit navn er Alias, miss..?" sagde han stille og smilte til hende, imens han tanker atter gik på hvordan han skulle få denne smukke kvinde krop til at se så fordervet ud som muligt.. han belv hurtigt bevidst om kniven i bæltet, og lgede blot lidt med tanken om hvor hurtigt han skulle dræbe hende, og hvordan han mest muligt kunne påføre hende smerte.

”Det går nok. Jeg er mere eller mindre ovre den nu.” savrede hun bare stille og roligt. Man kunne allerede nu mærke hvordan hun følte sig mere afslappet i hans nærvær. Dog var det ikke fordi at hun var dum men stolede jo blot hurtigt på folk indtil andet var bevist. Så hun lod ikke sine tanker køre hen mod at han var falsk overfor hende nu. Og hvorfor skulle han også være det? Hvad der kunne køre rundt i hans hoved lige nu var heller ikke noget der decideret interesserede hende lige nu. Autumn så hvordan han bukkede. Det var ikke hver dag hun så den slags. Og det var ikke noget hun havde imod. Overhoved. Det var et syn der fik hendes smil til at vokse en smule. Hun fik sådan en lyst til at neje som en tilbagevende bekræftelse. Og sjovt nok var det noget hun fik gjorde. Den ene fod bag den anden og hænderne i hver sin side af hendes store sweatshirt. Hendes mindede vel mere som en velopdraget lille pige der dog stadig var i den barnlige alder.
”Åh nej nej. Ingen miss.” fik hun hurtigt konstateret. Ikke at hun var mrs men hun følte bare ikke for at få sat et eller anden fornemt foran sit navn. Hun var jo blot i den mere almindelige klasse. Middelklassen som man ville have kaldt den for nogle år tilbage. ”Autumn.” røg det så ud af hende da hun opdagede hun ikke selv havde præsenteret sig. ”Ehm..Jeg er Autumn.” Igen kom hendes smil frem og oplyste hendes ansigt i munterhed. Hun lod så denne gang sin hånd blive rakt mod ham. Det var vel lidt underligt sådan men det havde bare været en refleks med en efterfølgende sætning der nok var typisk for alle. ”Rart at måde dig, Alias.” Hans navn var faktisk ret interessant. Det lå godt i munden og følte derfor ingen problemer med at sige det. Hvad han ville tro om hendes navn kunne hun ikke vide. Om han ville tro hende eller ej. Det var jo heller ikke et navn man stødte på hele tiden. Eller var det bare hende? Hun var virkelig blot denne uskyldige pige der ønskede at se andre smile. Det var vel hendes skjulte mål der styrede hende? Eller noget. Det var svært at finde ud af med hende. Og normalt ville man heller ikke kunne finde ud af hendes tanker da de blot svømmede rundt sammen.

"Det var da godt" sagde han roligt og smilte venligt til hende, han gik et roligt skridt bag ud så hun lige kunne få lov til at føle sitationen efter, og få lidt pusterum, hun måtte trodsalt havde været lidt bange for ham, det var jo også klart når han tede sig på den måde, han måtte lære at styre sig noget mere, det var jo blot en uskyldig forsvarsløs pige, sikkert også jomfru, selv om hun dog var dæmon, men pigebarnet havde ikke med.. gejst.. eller hvad man kunne sige, hun var så forsigtig og tilbage holdene, han kunne nok bare bedst lide de vilde typer.. det var det han mest forbandt med denne race, hun minede ham for meget om englene, fredet lorte væsner.. som han viste alt for meget respekt for. Han hævede øjnbrynene lidt da hun sagde hun ikke var miss.. var hun gift? Det var da ellers i den tidelig alder, men ahn nøjes dog med bare at smile lidt, "Det må de undskylde fru. Autumn" sagde han roligt og smilte stadig sukker sødt til hende, måske behøvede han ikek at slå kvinden ihjel, hun havde trodsalt en familie at vende hjem til.. det ville være noget sørgelige noget.. tanken der fik det djævelske smil frem på hans læber selv om han var dygtig til at skjule det.. hun fik ikke lov til at gå sin vej.. og han kunne langsomt gøre hende mere og mere skrækslagene.. han var sikker på hun godt var klar over hvilken race han selv havde. Normalt var det ikke menigen de skulle frygte hinanden da de som regl var lige stærke.. det var bare underligt med hende her, hun var ikke nogen rigtig dæmon.. så hun brude fryge ham. "Også rart at møde dem fru" sagde han roligt og smilte lidt op mod stjernerne, "Er det ikke lidt sent for dem at være ude på dette tidspunkt, er de måske faret vild? Man skal jo passe på hvor man forvilder sig hen, ikke alle nattens væsner er lige så venlige.. desværre" sagde han roligt som en advarsel, men også roligt fordi han blot ville huske hende på.. det var dumt at komme her.

Åh shit. Han havde vidst fået misforstået hende. Men hun havde dog heller ikke gjort særlig meget for at få ham til at forstå. Så der var vel ikke så meget at gøre ved det. Udover at igen forklare at han er forkert på den. Gud hvor virkede hun egentligt krævende? Efter meget kort tid kunne hun ikke holde sin latter inden mere. Hendes ene hånd blev lagt mod sit kraveben mens at den hjertevarme latter kom svagt frem over hendes bløde læber. ”Nej undskyld.” startede hun og fik stoppet sit grin mere eller mindre. Men det sad endnu på hendes læber som et smil. ”Jeg er heller ingen frue. Jeg er skam ikke gift og derfor ikke bundet til en i fremtiden. Jeg ønsker bare ikke at tiltales på den formelle måde. Undskyld misforståelsen.” forklarede hun sig så med hendes endnu muntre stemme mens at hun fik fjernet sin hånd så den blev samlet med den anden foran hende. Det smil der nu kom frem ham lagde hun heldigvis ikke så meget mærke til. Ellers ville hun nok forstå en lille del af den situation hun stod i. Hun burde til at lære og lade være med at være så naiv. Men så igen burde hun det ikke. Når man så på det ville hun ikke være hende hvis hun ikke var som hun var. Og det var egentligt meget godt for hende at hun ikke havde evnen til at komme ind i folk hoveder. At kunne vide deres tanker. Nej. Hun ville blot gå rundt og være konstant bange for ting omkring sig hvis hun kunne det.
Autumn løftede nu hendes ene øjenbryn svagt under hans advarsels. Eller for hende bare hans underlige snak om at det nok ikke var nogen god idé for hende at vandre udenfor på denne tid. Hendes hoved blev igen lagt på skrå og hendes blå øjne sendte et spørgende blik mod Alias. ”Altså..Jeg er i hvert fald ikke faret vild. Kom her af egen lyst. Og måske forstår du mig. Her er ufattelig smukt her i måneskinet.” Hun drejede let en halv omdrejning om sig selv så hun nu stod mod ryggen til denne vampyr og fronten mod den dejlige udsigt. ”Jeg vil give dig ret i at det ikke er alle der er venlige mod en. Men jeg mener da stadig at alle skulle have en chance og et smil med på vejen.” Hun kiggede sig smilede hen over skulderen mens hun afsluttede: ”Synes du ikke?” Hendes søde æblekinder havde fået en fin rødlig glød på grund af den kølige vind og aftens kulden. Nu var det spændende hvad der ville ske. Ville han smide den sukkersøde maske og fylde hende med frygt eller måske med accept. Det var ikke til at sige.

Alias blev ved med at kigge på hende, pige, som han kaldte frøken, hun var alligvel også for ung til at være gift, man tænkte bare.. anderledes om en person der havde levet så længe. Han kaldte ikke normalt kvinder for frøken, talte til dem på den slags måder, men det kom selvfølelige an på hvem de nu var, han var dog så ond at kalde sine kvindelige slaver og offre for ord som luder, kælling. Men det han brugte mest var vel bare kvinde.. så de forstod hvem de var.. samtidig lavede han sjov med deres køn. De havde altså bare ikke så meget at skulle have sagt, sådan fungerede det altså bare ikke der hvor han kom fra, og det måtte han jo af og til forklare disse kvinder.. med så lidt tøj på det var til at bræk sig over.. og hvad kunne man bruge dem til? Sex.. de ville jo alligvel ikke andet, så han tog ville ikke meget fejl når han kaldte dem luder.. skrækkelige kvinder, skrækkelige menneskeart. "Nej selvfølelige, men miss. noget skal jeg jo kalde dig?" grinte han og tog det nye fornemme ord i besidelse, hun kunne blive ved, han kunne en masse forskellige fornemme forsætninger.
"Forstår dig udmærket men jeg giver dig ikke ret, solen er smukkere.. der er intet beder en en varm sommer dag.. med familie" sagde han langsomt og snak hovedet i sin egen tanker.. det var mange år siden han sidste havde mærket solens stråler mod sin hud.. det var mange år siden han sidst havde set sin familie.
Han grinte stille af det næste hun sagde. "Nej, det syntes jeg ikke.. hvad er det for en hæslig tanke at have.. " grinte han og smilte sukker sødt til hendes nakke imens han gik tætter på hende og lagde sine finger mod hendes nakke og skubbede hendes nakke forover. "Faktisk så mener jeg at alle andre racer end min egen skulle rodne op på bunden af havet.. " sagde han langsomt "inklusiv dæmoner" hviskede han langsomt og intenst og lagde sine læber mod hendes hals.

Igen kom det forbistrede ’miss’ men hun måtte væk indse at han ville tirre hende hvis hun blev irriteret over det. Og hvem ville da også gøre det? Hun var bare ikke vant til at folk tiltalte hende pænt og ville helst ikke have andre til det. Hun ville bare føle sig mere eller mindre for højt hævet. Og det var ingen særlig dejlig følelse efter hendes mening. Hun var ikke magt afhængig. Måske var hun mere menneskelig en dæmonisk.
”Solen? Jeg elsker i hvert fald at se den gå ned i horisonten.” sagde hun lige så muntert som altid. De havde vel hver deres smag. Eller også savnede han måske bare at kunne betragte solen og mærke dens varme? Kunne altid være en mulighed. Men så meget var det ikke hun kendte til vampyr. Havde hørt om dem der kunne gå udenfor i dagstimerne. Ordet familie have en usynlig virkning på hende. Nok havde hun vel en men det var jo bestående af pædagoger og nogle andre unge som hende. Sjovt nok. Men virkningen var skam også usynlig for hende. Var bare en ting der lige satte sig fast på hende uden at hun så ud til at opdage det. Ville nok gå i udbrud en eller anden dag sammen med alle de andre.
Autumn kunne ikke lade være med at smile lidt over hans grin men det forsvandt dog ved hans ord. Hendes øjne blev lidt undrende og spørgende. Og hvad var det han kaldte hende tanke. Hæslig? Hvorfor ville han dog det! Mere nåede hun ikke rigtig af få tænkt over og proteseret inde i sig inden hun følte hans fingre mod hendes bare nakke hud og et skub hun ikke helt forstod. Hans næste sætning fik hende nærmest til at stivne. Hvad skulle det betyde? Hendes blå øjne blev spærret let op og ordene ’inklusiv dæmoner’ gav hele tiden genlyd i hendes hoved. Men i det at hans kolde læber berørte hendes hud kom der mere liv i hende. Følelsen af is der blev hældt ned af hendes ryg fik hende, som var det en refleks, til at vende sig hurtigt om for at stå mere front til front mod Alias. Og i det hun lagde mærke til mellemrummet mellem dem trådte hun et til to skridt bag ud. Lidt fumlende. Hun så en smule skræmt ud. Overrasket og forskrækket over hvad han havde gjort. Hendes ene hånd lagde sig mod det sted mens hun stirrede mod ham. Sank en mindre klump inden at hun kunne få ord frem. ”Hvad skulle det til for?” Sandt nok. Hun forstod det ikke. ”Gør..Gør ikke det igen.” Forsvarende ord var altid til at falde over og de lød alt for nemt dumme. Hun så igen ud som om at hun var et fortvivl dådyr. En dukke. Som en lille pige der lige var blevet taget hårdt i armen af sin far efter at have skreget for meget. Forvirret måske?

Alias betragtede den skærmte pige da hun gik væk fra ham, for langt væk til han kunne nå hende uden at flytte på sig selv, og det ville nok bare gøre hende endnu mere urolig hvis han gik frem mod hende igen, han havde ikke i sinde at bide hende, det var langt under hans klasse, han havde stadig kniven i bæltet, det resvkab han brugte for at få føde.. som i gamle dage, hvor man selc jagtede sit kød, dærbte det og skar det op, fløede indvolde ud, og kogte kødet i en gryde med ris og grøntsager. Det var nok ikke helt havd han havde tænkt med hende, men at skære hende op.. for at nå frem til blodet inden i hende, det var nu også et meget godt bud på hvad han havde i tankerne lige nu. Han smilte ondskabsfuldt og lagde hovedet på skrå imens han stadig betragtede hende, stående helt stille udne at røre på sig, bemærkede hendes valg af ord, og gjorde sig god tid.. overvejde hvor vidt han skulle svare eller bare begynde jagten. "Jeg kan vise dig det hvis du står stille" sagde han og grinte ondskabsfuldt af hende, han smilte lidt igen og nikkede så, "Det bliver jeg nok nød til" sagde han stille og trådte så et skridt frem mod hende imens han trak sin kniv op fra bæltet og holdte den frem for sig, rette mod hende, en slyngende bevægelse, han havde ikke tænkt sig at give hende en cahnce.. han havde været i for dårligt humør til det overhovede tkom på tale.. normalt var han ligegald med den åndsvage wannebe vampyr race.. de kunne fanme grave deres egne grave kunne de, men.. hun havde forstyrret ham.. og trådt ind på hans område, det fandt han sig ikke i. Han blottede sine hugtænder i et frækt smil imens han hviskede "Løb.." til hende.

Hans latter skar lige gennem hende og det var som om at tankerne kom på plads. Eller de vendte og drejede sig ind til de viste en konklusion af hvad der skete. Hans ord kunne have lydt så normale hvis ikke det var på grund af hans førhen opførsel og den der nu kom frem. Han virkede meget mere virkelig nu. Så han havde bare været falsk før? Det var jo så tydelig. Hun følte et svagt stik i brystet men det kom ikke på tale. Hun førte kun sin ene hånd op og hvile ud foran hendes kraveben. Hendes skuldre var ikke mere afslappede men havde hævet sig en smule. Autumn lagde først mærke til at han havde taget et skridt frem mod hende efter at kniven med det skinnende blad kom frem. Hendes øjne blev spærret helt op og ansigtet var atter fordrejet i et skræmt udtryk. Det som før blot havde været forvirret.
Hun nåede lige at tage sig sammen til at træde endnu et skridt bag ud i frygt over at kniven ville kunne ramme hende. Men det var som om at hendes ben var for tunge til at gøre så meget andet. Det var ikke ligefrem så godt. Men det ændrede sig faktisk hurtigt idet hun fik læst et ord på hans læber. Og hun tøvede skam ikke det mindste med at adlyde ham. Endnu et skridt blev gået bagud mens hun i en elegant bevægelse fik vendt sig om og startede op i løb. Lidt fumlende i starten men hun fik hurtigt fart på. Hun tænkte ikke over om det havde været på grund af en leg han ønskede at lege eller ej. Hun følte bare sine ben bevæge sig og sine fødder der blev skrabet under de pludselig skarpe græsstrå. Hun havde ikke lyst til at se sig om efter ham. Hun mærkede pludselig hendes afstand blev uendelig. Hun vidste vejen hun løb var mod havet der blev set i det fjerne men det nærmede sig aldrig for hende. Hun kunne mærke hvordan hun hurtigere blev udmattet end hun normalt ville. Var det hvad frygt gjorde ved en? Skulle det ikke være meningen med at frygt skulle få en til at løbe hurtigere?

Han så lidt på hende, ventede blot på hun ville løbe, men hun virkede ret skræmt så han var ikke sikker på hvorvidt hun kunne løbe lige nu.. nogen gik så meget i chok de ikke kunne rykke sig det mindste.. det var bare pisse kedeligt, hvad var der evd en godt fangst når man havde sprunget selve jagten over? Han havde hørt noget med nogen løver fra zoologisk have der havde nægtet at spise deres mad fordi det var dødt mad.. de gad sgu heller ikke have deres mad severet på sølvfad, så heller sulte! Er du en mand, en rigtigt mand! Så fanger man sgu selv sit bytte.. med en ordenligt jagt. Heldigvis vendte hende her sig endelig om.. og satte i løb. Han lod hende løbe lidt, grinte højt, og lod hende føle adrenalinene i sin krop.. hvordan et pumpede, og kvinden der løb for sit liv.. ærligtalt troede han ikke på hun var en rigtig dæmon.. nok nærmer en engel, altså.. forhelved dæmoner skulle jo være næste lige så onde og kyniske som vampyere.. næsten.. hende her var ikke noget der nærmede sig, så havde hun nok bare slået igen, i stedet for at blive bange.. hun havde sikkert bare kneppet en masse dæmoner det var derfor hun stank sådan af dem.
Han satte så endelig i spurgt efter hende.. langt hurtiger end det var noget andet væsen muligt. Han nåede hende let på ingen ting, og løb nu i hendes tæmpo bag hende.. helt lydløs, hun ville kun opdage ham hvis hun vendte sig om, og det gjorde hun ikke. Så han tillod sig at hæve knivene og kaste sig over hende så de begge to faldt ned på jorden med et bump. Han lagde kniven mod hendes hals og trak hende om på ryggen at ligge så han kunne se hendes bange øjne, samtidig holdte han hende nede med den anden hånd, og afventede lydløst hendes reaktion.

Havde han bare ladet hende løbe? Det var i hvert fald hendes konklusion da hun følte hun bare kunne løbe videre som hun ville. Ladet hende slippe væk. Grunden kendte hun ikke og ønskede heller ikke at finde ud af det. Ville bare væk og nok i håb ikke støde ind i folk som denne vampyr. Men sådan skulle det åbenbart ikke gå hende alligevel.
Sjovt nok udbrød Autumn i et forskrækket skrig idet hun kunne mærke hvordan hendes fødder mistede fodfæstnet og hun lidt efter blev hamret ned i den hårde jord. Et held hun havde noget og bruge sine hænder som støtte. Hun havde ikke set det her komme, så naiv som hun var. Hun var ikke i tvivl om hvem synderen var af den grund hun kunne mærke hans kropsvægt oven på sig. Og så kom kniven også. Det skarpe blad kunne lige fornemmes mod hendes strube og hun gjorde ikke noget forsøg på at rejse sig op igen. Men lod sig bare vende om og mødte igen hans ansigt. Stadig fortrykket i denne træng efter..blod? Hendes blå øjne blev atter spærret op som før men nu på tæt hold var det ikke svært at se hvordan frygten sivede rundt i dem. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig markant og hendes vejrtrækninger var tydelige. Hun var bestemt forpustet men mest af det chok han havde givet hende. Hun var nød til at have munden lidt åben for at få hevet luft nok ned i sine lunger. De virkede jo stadig. Det spidse tandsæt kunne også lige skimmes. Et dæmonisk gab – hvis man overhoved kunne kalde dét det. Hun lå egentligt bare stille nu. Prøvede ikke decideret at vride sig fri. Forståligt nok hvis man befandt sig inde i hendes hoved. Der var nærmest tomt. Hun havde intet at sige. Vidste ikke hvilke ord hun skulle bruge. Lå bare og stirrede ham direkte i øjnene med det typiske dådyrs blik. Der var dog ingen tåre at skimme i hendes blik endnu. Ikke engang et spor. Bare skræk. Glemte dog aldrig kniven. Det var nok den der skræmte hende mest. Og så ikke. Nok Alias. Det var jo ham der gjorde brug af den. Hvad kunne en kniv gøre hvis den bare lå på bordet?
Endelig fik hun gjort det af med den store klump i halsen og endelig kunne hun tale igen. Hun var bare stadig lidt i tvivl om hvad der ville være godt i brug her. ”Sli-Slip mig..” startede det ud en smule svagt, men sådan at han endnu kunne høre hende. Hendes stemme rystede usikkert. Og hendes krop var begyndt at sitre. Hendes fingre lod hun stryge hen over græsstråene for at berolige sig selv i denne situation. Hvis det var muligt. Nylonstrømpebukserne var selvfølgelig gået i stykke omkring knæene efter faldet men det var nok hendes mindste problemer lige nu. ”Slip mig!” Nu mere kraft i hendes stemme og hun fik taget blikket væk fra ham mens at hun uden held prøvede at komme fri og væk igen.

// Argh jeg magter det altså ikke .___. Jeg har bare ingen krea når du skriver så langt hele tiden.. jeg kan ikkkeeeøøøhhh D; Undskyld ._. //

//Krabbekage. .__.' Men det går nok. Jeg kan selvfølgelig altid skrive mindre men hvis du ikke vil forsætte er det okay. :3//

// Jeg er bare gået lidt død i det her emne.. >.> Undskyld, det ikke din skyld.. men tror det bedst vi siger Out. Desuden emner vi jo på min anden bruger.. ? //

//Ja, nemmerli! :D Og håber du får alt den der dejlige kreativitet tilbage! *hugs*//

// Håber jeg også x3 Out //

//AND SHE'S SAVE!!!! 8D lol//

// Naaah.. vi finder jo aldrig ud af hvad der skete (; tror hun blev bidt ret meget xD //

//Jamen. Q_Q Det er jo ondt! Der kom sikkert en prins på en hvid ganger og redder hende! xD Men han må bare komme og bide hende hvis det virkelig var han ønske. //