On the hunt. ~ Åben tråd

Dato: 09/10
Dag: Lørdag
Tid: 23:57
Sted: Den triste skov
Vejr: Køligt. Mørkt. Himlen er overskyet.
Omgivelser: Træer, buske, og mere skov?

Den spinkle, lille skikkelse bevægede sig fremad med lydløse skridt. Det var næsten som om barnet ikke engang rørte jorden. De normalt kønne, nøddebrune øjne var sorte. Det så ud som om pupillen havde udviget sig så meget, at der ikke var plads til andet end dem. Hun trak hvæsende vejret gennem den lille mund, der var åbnet på vid gab. De små, spidse hjørnetænder kunne tydeligt ses. Eller. Små var de egentlig ikke. De var større end tænder man ville kunne finde hos et normalt barn i seks års alderen, men de små i forhold til andre vampyres. De lange, mørke krøller var tydeligvis hverken blevet vasket eller redt i lang tid. Pludselig stivnede pigen midt i en bevægelse. Hun lukkede munden, og holdt inde med den hvæsende vejrtrækning. Stod helt stille, lyttede. Lugtede. Søgte efter det hun mente at have hørt; et andet væsen. Et muligt måltid... Det var alt hvad barnet længtes efter. Endnu et måltid. Egentlig behøvede hun ikke ret meget. Hun kunne godt nøjes med en lille smule, så hun kunne kontrollere sig selv bare lidt længere. Bare indtil hun fandt et væsen der ikke ville blive savnet, et væsen ingen ville lede efter. Et væsen hun kunne slå ihjel.

Tørsten var det værste. Tørsten var det der drev hende til mord. Det der gjorde hende til et monster. Charlie så ellers ikke sig selv som et monster. Hun var jo kun et barn, ikke? Og børn var ikke monstre. Monstre var onde. Og børn var ikke onde. Børn var uskyldigheden selv, de kunne ikke gøre nogen ondt. Det var i hvert fald sådan de fleste mennesker så på det. Charlie havde altid været et barn. Ligesiden dengang i skoven udenfor landsbyen. Den venlige mand havde ønsket sig en datter. Derfor havde han taget hende. Han havde kaldt hende en smuk lille pige. Havde gjort hende til sin egen lille pige. Han havde givet hende en gave. Livets gave, Nattens Gave.
Det var en smuk gave, havde hun lært nu. I starten havde hun synes det var en forbandelse, men det var det ikke. Tørsten kunne af og til være lidt af en forbandelse, men det bar blot en mindre bivirkning. Det var prisen for evigt liv.

De store tunge hove, bankede imod jorden, imens den sorte hingst Travede afsted i fuld fart, ånden stod ud af næsen på den så en lille tågede sky kunne ses for dens mule, endeligt faldt den til ro og slog kort med halen, og vippede med ørende i det den stoppede helt op, og trak vejret tungt så der stod endnu en stor sky ud af dens smukke bløde mule.. På ryggen af dette prægtige store væsen sad en engel, og kiggede på sine omgivelser og lod så en blind hånd køre igennem hestens sorte manke, imens hun trak vejret tungt og nød duften af træerne, Roligt steg hun af hesten, og trak lidt afsted med den så den kunne blive kølet af, svedet kunne tydeligt ses på dens manke, selvom det var så mørkt som det var, både ejeren og hesten kunne blive et med mørket, selvom det ville være lidt svært for pigen, da hendes blonde hår afslørede hende på lang afstand, "Rolig"Mumlede hun med en mild lille stemme, imens hun strøg hesten over dens sorte våde manke, imens den atter hev efter vejret og lavede en lille tågede sky foran hende og dens mule, hun kunne ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet, imens hun traskende igennem skovens lettet ujævne underlag, Pigen var iført et par sorte ridebukser, og en sort trøje, det var en af grundende til hun kunne blive et med mørket om sig, hendes blonde hår havde dog allerede afsløret hende, det samme med de blå øjne hun bare, stille fik hun sadlen af hesten, og hang den på en tyk gren, så hesten kunne rulle sig i noget den fandt passende til at tørre dens futige pels med, Pigen sukkede let da den gav sig til at rulle rundt i en masse gamle blade, hvilket bare fik den til at ligne en stor plettet bamse, da bladende ikke forlod dens fugtige pels, heste, hvad kunne man gøre, Med en hurtigt bevægelse fik hun sin ridehjelm af, så hendes lange blonde hår, lagde sig ned af hendes ryg og skulder, hun lignede kun en pige på 16 år, men det havde hun gjort de seneste 1500 år.
Intet på hende ville ældes før den dag hun døde.. hendes vinger voksede dog endnu, men de kunne ikke ses da hun havde trukket dem ind, så menneskende i byen ikke ville opdage hvad hun var, og tvinge hende til at forlade dette dejlige sted, med så mange andre underlige væsner, udover hende selv.

Jo, nu var tydeligt, hvad der havde fanget hendes opmærksomhed, hestens prysten, og tunge hovslag. Da Charlie tog den næste dybe indånding, kunne hun næsten smage den søde lugt af engel. Hun åbnede munden let igen. Lod luften forlade sine lunger med en hvæsende lyd.
I næste nu forsvandt hun. Der hvor hun før havde stået var der end ikke et fodaftryk det indikerede at hun havde været der.
Sekundet efter stod hun kun et par meter fra englen, og dennes prægtige ridedyr. Hun havde placeret sig sådan at hun stod bag et træ. Nu lyttede hun. Havde englen hørt hende? Havde musen opdaget at katten stod og lyttede med? Pludselig kom hun i tanke om en sang. En børnesang, en eller anden havde sunget for hende. En af dem der havde haft ondt af hende, havde taget hende med sig hjem.
"Se den lille kattekilling..." Selvom den blide barnestemme kun hviskede sangen, så var den tydelig at høre i den ellers så tyste skov.
Hun havde besluttet sig for at lege med maden, selvom hun var sulten. Hun forsvandt igen, og dukkede op på den anden side af englen, igen et par meter borte og skjult bag et træ. "Nej, hvor er den sød."
Endnu engang lavede hun sit lille forsvindingsnummer, men denne gang sagde hun ikke noget, denne gang lyttede hun. Lyttede efter en reaktion. Lyttere for at se om hendes leg havde nogen effekt.

En stemme en sang, ez regerede med det samme og lukkede sine øjne i imens hun lyttede efter hvor ungen var, for hun kunne tydelig høre det var et barn, så sniffede hun til luften og opfangede... lugen af... Vampyr? og varulve? en blanding sikkert, hun åbnede atter sine øjne, og gik hen til sin hest som stod og spidsede øre, hun kunne ikke lade vær med at kigge lidt rundt, hvis det var en blanding imellem vampyr og vareulve, ville hun sikkert ende i problemer nu, hun sukkede kort, hun burde snart havde lært at vampyr rendte rundt i skoven om natten for at fange deres mad, hun havde hørt at vampyr elskede engle især gamle, hun gøs hun var en gammel engel, den ældste hun selv kendte til, hun sagde dog intet lyttede bare efter hvor hendes modstander var, Hun overvejede lidt at slå sine vinger ud så hun kunne forsvare sig, men valgte det var bedst at lade vær, den sorte hingst prustede så der stod en røg sky ud af dens næsebor igen, hun kunne ikke lade vær med at smile over det,
Dog var hun stadig meget opmærksom på omkring hvor modstanderen var, hun havde aldrig brudt sig om når en vampyr forvandlede et barn, det var forkert og ikke iorden.. hun sukkede kort, og lyttede bare, og smilede da hun kendte den sang personen sang, det var sikkert en pige.. for ingen mand havde så piget og barnlig en stemme som denne selvom det kun var en hvisken. "Den har fine hvide poter, og en pels så blød"Mumlede hun så stille ved sig selv, hun havde elsket den sang, da den blev opfundet. hun smilede for sig selv og kunne ikke fatte hun var ældre end en børne sang..

Hun rynkede panden en smule da englen forsatte sangen. Kort efter blomsterede et smil på hendes læber. Hun forsvandt igen, men denne gang dukkede hun op mindre end en meter foran englen. "Du kender den." bekendtgjorde hun og lagde hovedet svagt på skrå. De sorte øjne passede ikke ind i de bløde linjer i barnets ansigt. De passede ikke ind i nogens ansigt. Hun åbnede munden en smule igen, så de hvide tænder glimtede let i mørket. Hun indåndede den søde duft af engel, blandet med den ejendommelige lugt af hest. Hun vendte hurtigt ansigtet mod dyret. Blottede sine tænder, og knurrede lavmælt. Mest for at fortælle dyret at det skulle blande sig uden om. Hun var ikke bange for den, den kunne ikke slå hende ihjel. Men den kunne give englen en perfekt mulighed for at slippe væk. Så vendte hun igen ansigtet mod englen, og lignede nu intet mindre end et fortabt, lille barn. Hun lignede et barn der var blevet overladt på egen hånd, uden nogen form for chance for at klare sig selv.
"Jeg har brug for din hjælp." Hun hviskede stadig, men stemmen lød som om hun var på grådens rand. Som om hun virkelig ikke var andet end et lille barn der var blevet efterladt af dem der skulle tage sig af hende.

Ez nikkede stille til det barnet sagde, "Jeg kender den"Svarede hun blot, og havde lystil at havde ondt af denne lille pige, men vidste udsendet kunne bedrage, så hun turde ikke slappe af og lade barnet komme for tæt på, dog satte hun sig på knæ så hun var i nogen lunde samme højde som pigen, og studerede hende med øjnende, og fik et lille hånligt smil på læberne, "Lad mig gætte tørsten er for slem for dig lige nu?, og nu vil du sætte tænderne i mig, eller min hest?"Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken, hun havde skam prøvet at blive bidt, men det var på en anden måde end dette, denne lille pige muligvis ville, men hun havde ingen planer om at lade denne pige smage hendes gamle blod der løb i hendes åre, eller hendes hest, hun havde før stukket af fra an vampyr uden at ende i klemme, da hun vidste hvad de ikke kunne lide og kunne lide, det væreste var vel, vampyr elskede vegetar.. og engle blev tit set som vegetar, bare ikke Ez hun elskede kød og fed mad, det kunne dog ikke ses på hende da hun var meget tynd, men stadig havde disse gode former, hendes 'gud' havde givet hende, hun var ikke kristen og troede ikke på gud, hun troede mere på jorden og naturen, ligesom elverne? eller måske ikke ligesom dem, Hun sukkede kort med et smil på læberne imens hun kiggede på den lille pige foran sig, hun så så lille og uskyldig ud, men som altid skindet kunne bedrage..

Charlie nikkede, og snøftede let. Gned sig i det ene øjne, med en lille, bleg hånd. Gjorde sig selv så lille og sårbar som muligt. "Vil du ikke nok hjælpe mig?" spurgte hun bedende, og lød som om gråden sad som en klump i halsen på hende. "Jeg lover at jeg ikke ta'r ret meget. Kun lige nok, til jeg kan klare mig til jeg finder en anden." forsøgte hun lettere usikkert. Vendte ansigtet lidt ned, så det lignede hun så ned mod sine fødder. Egentlig så hun ikke noget overhovedet. Sådan havde det ikke altid været, men sådan var det nu. Hun huskede ikke præcist hvordan det var sket. Hun kunne huske et skarpt lys, og en eksploderende smerte i øjnene. Derefter; mørke. Siden da havde hendes verden bestået at lugte, lyde og former. Ingen farver, ingen ansigter, intet andet. Kun et komplet mørke.
Tørsten efter blod opførte sig som et dyr indeni hende, et stort, behåret dyr med lange klør, og mange, skarpe tænder. Et dyr der fik både mave og hals til at snørre sig sammen, og brænde som ild indtil den tyktflydende væske hun længtes sådan efter kunne lindre smerten.
Hun vidste allerede hvad hun ville gøre hvis englen ikke frivilligt indvilligede i at lade hende få en smule blod. - Og så ville hun ikke være så tilbageholden som hun ellers ville. Ikke at hun ville drikke sig mæt, hun mente ikke at man burde slå engle ihjel. Engle skulle ikke udgøre et helt måltid. Nærmere en snack, en dessert. Men hun brød sig heller ikke om at tænke sådan om englene. De kunne faktisk være helt utroligt behageligt selvskab, når de ikke var ved at skide i bukserne af skræk fordi hun var vampyr. Halv vampyr i hvert fald.

Ez fik næsten helt ondt af den lille pige, og sukkede kort, og rejste sig så bare helt op og sagde med et skævt smil på læberne, "Beklager mig får du ikke noget af, eller min hest, men hvis du vil, har jeg blod hjemme i køleren du kan få noget af?"Hun kiggede på den lille pige, det var enligt synd hun var ladt alene, hvor var hendes skaber? hun sukkede kort og bed sig lidt i underlæben, og var glad for hun havde skaffet blod hjem til, da Joshua havde brug for det så han slap for at jage, dog havde hun ikke helt snakket med ham om det endnu, hun rystede kort på hovedet så hendes blonde hår dansede svagt om hendes ansigt, så rettede hun atter sine blå øjne imod pigen, og fortsatte "Jeg vil ikke dele mit blod ud, beklager, men hvis du er så sulten, kan du komme med hjem" Hun sendte hende et svagt lille skævt smil hun vidste ikke andre muligheder når det kom til stykket, så hun håbede da denne lille pige ville tage imod hendes tilbud da hun ikke ville give sit blod ud,
Og hvis hun angreb havde hun intet imod at forsvare sig, med 1500 år øvelse i vampyr kamp, var hun jo ikke noget let bytte, hun kendte til de små kneb de ikke kunne lide fx meget skarpt lys, hun var dog glad for hun havde taget sin lommelygte med, som lå i hendes sadl tasker hesten stadig havde over sit bag parti..

Charlie overvejede det et øjeblik. Hvilken forunderlig engel... "Bor du langt væk?" Spurgte hun med en lille stemme.
Hun havde altid holdt af det varme, friske blods tykke konsistens. Hun kunne ikke forestille sig at det var noget nær så godt når det ikke længere var frisk. Men hun var sulten nok til at tage imod englens tilbud. Det virkede som en let måde at blive helt mæt på, og så slap hun for at skulle forsøge at overmande englen der efter al sandsynlighed var meget stærkere end hende selv.
Charlie var et helt utroligt svagt væsen. Så svagt som et menneske. Hendes fysiske svaghed blev oftest opvejet af hendes mange år på jorden, og det faktum at hun ikke kun var vampyr, men også varulv. Det var en sær blanding. Men det var også det der havde tiltrukket den venlige mand fra skoven. Han havde troet at et barn der i forvejen havde varulvegener, og menneskegener på samme tid, ville kunne blive en helt utrolig stærk vampyr. Desværre var hun blevet skuffende svag. Selvom hun med tiden lærte at det ikke nødvendigvis var skidt.