Lollipops and old friends \\Ellen\\

butiks ejeren Rasmus, lukkede døren til den lille bolsje forretning på gågaden, han lagde hans store hånd ned i hans fine jakkelomme, og op fiskede han en zippo lighter, og den halvtomme cigaret pakke, som han havde købt sidste søndag. Han kiggede lidt ned i den, for at se hvor mange der var tilbage, han smilte lidt skævt, og udgjore et lille suk, da der kun var 7 tilbage, han mindre ham selv om at han skulle købe nogen flere i morgen tidlig. Han tog en af de små cigaretter op af pakken, og puttede den i munden, han leget lidt med Zippo lighteren, og prøvede at gøre ligesom dem på film, det havde han gjort så mange gange efter hånden. Men han kunne bare ikke gøre det trick med at åbne, og tænde den i sammen bevægelse, han gav det endnu et forsøg, men han klemt bare hans ringfinger, og gav så op, han åbnende stille Zippoen, og tændte cigaretten. Hans øjne lukkede, da han fik den beroligende og betryggende følelse rundt i hele kroppen. Hans fingere som ellers var trætte efter en lang dag, føltes som man lagde dem ned i noget dejligt varmt vand, som fortæret alle de overarbejdet muskler, og langsomt bliv hans arme trætte. Han hoved som ellers altid, var i gang med nogen store filosofiske tanker, eller noget arbejde, begyndte at slappe helt af, han lod mørket komme ind og overtage hans tanker, og stille og roligt forsvandt de, og det føltes så dejligt, følelsen af at være alene, følelsen af glæde, uden at skulle tænke på alt andet. Han fik en god mave fornemmelse, den røg som han indåndet, gav en behagelig følelse, han glemte næsten helt han ikke havde spist aftensmad endnu. Han tog cigareten ud af munden, og lagde armene ned langs siden, han ville lige nyde de gode ting ved at ryge, inden han begyndte at gå mod hjem. Han tog endnu engang hånden ned lommen, denne gang tog han det store nøgle bund frem, og begyndte med den hånd som ikke holdt cigaretten , at lede efter nøglen til hoved døren til forretningen. Han havde 22 nøgler i det nøgle bundt, så det var ikke en nemt arbjede med den ene hånd, han sukkede, #hvorfor skulle alle de dumme nøgler se ens ud# han opgav at huske hvordan den rigtige nøgle så ud, og begyndte at prøve dem en efter en. Han glædet sig til at komme hjem, han vidste at hans lille pige på 8 havde været til fødselsdag i dag, så han vidste godt, at hans lille datter Mina, havde et forfærdeligt dejligt humør, og han glædet sig til at tage armene om hende, og lytte til hendes dag, han elskede sin familie over alt andet, og der var ikke noget bedre end at komme hjem til lille Mina, efter en lang arbejdes dag. Men han glædet sig også til at presse hans kone indtil sig, de havde lige afsluttet en lang periode af skænderier, på grund af han arbjedet så meget som han gjore, men det så enlig ud til, at de begyndte at komme til enighed. Han tænkte på alle disse ting, mens han ledte efter nøglen. Han tabte det store nøgle bund på jorden, og bukkede sig ned efter det. Han samlede det op, og skulle til at begynde igen, da noget blev lagt på hans skuldre, han fik en chok, og drejet hoved for at se hvad det var, men han så intet, der var ingen folk, og gaden var helt stille, det eneste man kunne høre, var den rolige vind, som kørte hen over gågaden. Han undrede sig lidt, han kiggede lidt mere rundt, men stoppede så, for at vende sig mod døren igen. Han tabte cigaretten og lighteren, da han hørte nogen store støvler bag sig, han hoppede til siden, og kiggede rundt, men igen var der ingen og intet. Han kunne mærke en klump samle sig i halsen, han kiggede forvirret rundt, #hvis det er en tyv, var han virkelig dygtig, det kunne vel ikke være et spøgelse?..nej det kan det ikke# tænkte han, og opdaget hvor dum han måtte se ud, han rettet ryggen op, og kig hen til hans lighter, han bukkede sig ned, og tog den i hånden, men da han rejste sig op, og kiggede frem, stod der en mand, han var iført en sort læder jakke, en sort silke skjorte, nogen hvide cowboy bukser, og en kors hængene om halsen. Han var skaldet, og havde blå-grønne øjne, hans overkrop var ret pumpet, og han havde nogen store militær støvler på. Rasmus bliv meget overrasket over at se ham, han havde slet ikke hørt ham, komme gående. Rasmus nikkede høfligt og sagde venligt, med er lidt skræmt undertone
”Godaften” - Rasmus
Manden svarede ikke med det samme, han kiggede bare på Rasmus, med et øde og ligegyldigt blik. Manden bid sig selv i læben, og sagde så med en hæs stemme
”Undskyld” – Rafael
Manden som hed Rafael, tog et fast greb om Rasmus hals, og langsomt pressede luften ud af ham. Rasmus prøvede at skrige, men mandens greb var for hårdt, og han kunne næsten ikke tænke med alt det blod der løb til hoved. Rafael kastede Rasmus gennem den usle glass dør indtil forrentningen, Rasmus ramte gulvet det hårde gulv med sådan en kraft, at hans venstre arm gav efter, og man kunne høre en knogle som brækkede. Rasmus kiggede op på Rafael igen, men det syn som han så var så uhyggeligt, at han ikke ture sige noget, han ville ikke engang lukke øjnene, Rafael stod med nogen store sorte vinger, som var meget større end voksne mennesker, han havde horn ud af panden, som var så skrækindjagende, at selv de modigste ville blive bange, men det værste var han kolde mærke øjne, de var sorte som natten. Rafael kastede Rasmus op af butiks væggen. Rasmus var ved at dø af skræk da han så, den læder pisk som Rafael tog ud af lommen. Den var lang og tynd, men den lavede stadig en lyd, som kunne høres nogen blokke væk, da Rafael for første gang svingede den på Rasmus. Rasmus skreg, det gjorer ondt, han fladt ned på jorden, men bliv rejst op igen af Rafael. Rasmus kunne mærke at Rafael rev hans overjakke, og skjorte i stykker, i et hurtigt ryk. Han bliv igen sat op mod muren, denne gang uden noget på overkroppen, han tiggede om ikke at blive ramt af pisken igen, men før han bliv færdig, bliv han igen offer for Rafael vrede. denne gang ramte pisken så hårdt, at man kunne mærke den svage varme, fra der hvor pisken havde ramt, udover det kunne man se en kæmpe blodsamling. Han begyndte at græde, da han ramte gulvet af smerten, men Rafael rejste ham bare op igen, Rasmus skulle til at sige noget, men hans mave, bliv igen ramt af pisken, denne gang bliv noget af kødet revet fra knoglerne, og man kunne se ind til han stakkels knogler, der hvor pisken havde ramt. Rafael skulle til at slå igen, men stoppede og sagde
” Min lille ven, du har intet at frygte, man skal kun frygte ting, som man kan gøre noget ved, men dette der sker med dig, har du ingen indflydelse på, du kommer til at græde som et lille barn, som får skåret sin hud af stykke fra stykke, og ingen kommer og redder dig, så din gråd, din frygt er ligegyldig, du dør alligevel smerte fuldt, og Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun blive mere tørstig, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de gode ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, indtil dagen efter, hvor de ikke giver dig en tanke"
Rafael gik hen til ham, og ville begynde at lege lidt mere, med ham, men han hørte noget eller nogen, så han kiggede i stedet på Rasmus, og sagde
”Nogen har taget din plads”
Rafael kyssede ham på munden, og langsomt sugede hans sjæl ud, man kunne se hvordan Rasmus krop træk sig sammen, og bliv mindre, Rafael kendte ikke til noget mere smerte fuldt en at få suget sjælen ud, og det vidste han, fordi han kunne høre deres liv, og sagde deres liv forlade dem, og det sidste smerte skrig, som kun kunne høre af ham, og det ar så højt, at selvom han rev underlivet af en mand med brutal magt, ville det stadig ikke give samme lyd som man kunne høre i sit hoved, når man sugede dem tørre.
Rafael gik ind i skyggerne, og ventede på hvem end der skulle komme ind.

//Ush det var satme et langt et, du er virkelig god, håber at mit er tilfredsstillende ;) //


Ellen var som altid ude med sin elskede førerhund Jack, den store brune labrador, som så ud til at have været igennem en seriøs vokseværks periode, for han var i hvert fald noget stører end gennemsnittet fra den race. Men nu havde man efterhånden beskyldt ham for at være en blandings race, selvom han selv var overbevidst om at han var fuldblods labrador.
Ellen havde sin spinkle hånd til at hvile på ryggen af Jack og lod ham lige så stille føre sig frem. De var på vej hjem efter at have været ude ved den fred fyldte skov og gået rundt der i længere tid. Ellen elskede at være udenfor og det samme elskede Jack, men de kunne bedst lide at være ude omkring skoven eller den lykkelige eng. Hvorfor skoven var det havde noget med hendes fortid at gøre noget med de sidste minder af at se og sådan noget, hun genskabte tit den sidste gang hun var i en skov hvor hun ikke var blind. Engen var fordi hun elskede fornemmelsen af det bløde græs under sine barer fødder. Men selvfølgelig kunne hun også lide alle de andre steder som ikke var domineret af nutiden. Hun elskede den måde hvordan naturen helt af sig selv kunne udvikle sig.
Ellen strøg sit lange brune pandehår om bag øret, og afslørede det højre elverøre. Hun havde efterhånden opdaget at de fleste mennesker ikke sagde noget til hendes ører, da de jo ikke var så spidse igen. Hendes storesøster havde engang drillet hende med at hun var halv menneske, hvordan skulle hun ellers havde sådan et par ører. Hun havde dog aldrig taget sig af det, for det kunne da umuligt passe og uanset hvad, hvordan skulle hun finde ud af om det var sandt eller falsk. Hendes mor havde altid grinene sagt at hun i hvert fald ikke havde nogle menneske gener i sig.

Lyden af en glasrude der blev smadret trængte gennem den stille nat og fik Ellen og Jack til at stoppe op med det samme. Jack så sig omkring, mens han sugede luften ind i sin næse for at opfange lugte. Han rejste børster og knurrede da et skrig fra en mand afløste lyden af ruden der blev smadret. Ellen trak vejret langsomt mens hun lyttede til lydene. Hun vidste at hun var svag, kun ville ikke kunne klare sig mod et fjendtligt væsen, og hvad med Jack? Ham kunne et væsen nemt ordne. Hun ville ikke vide hvad hun skulle gøre uden sin elskede hund. Hun kunne derfor ikke afgøre om det var klogt at gå mod skriget, men måske kunne hun på en eller anden måde hjælpe. Men hvis det nu var et væsen så var offeret for længst død mens hun bare havde stået der. Jack brummede lavt og begyndte at gå i retning af skriget. "Er det nu klogt Jack?"spurgte hun ham og nussede ham på ryggen. Han bjæffede igen og hun nikkede blot svagt. Han ville undersøge det. Ellen var dog ikke vild med tanken, mange sagde at hun var svagere end et menneske på grund af hendes handicap. Hvad kunne hun stille op mod et andet væsen?

Rafael vrede begyndte stille og roligt at forsvinde, hans dæmoniske side, som havde gjort dette, var stille begyndt at falde i søvn, hans sult var jo forsvundet, og hans menneskelige side ville gerne have kontrollen, men den dæmoniske side, ville ikke helt sove endnu, den var godt nok tilfreds med dens mad, men den fik ikke leget nok med manden, så den håbede at personerne derude, ville gå herind, så legen kunne begynde, den var ikke så bange for hvem end det var. Rafael tog hånden ned i lommen, og smed pisken på gulvet, henne ved den afdøde, og tog Gabriel gamle kniv op af lommen. han tog en dybindånding, og var klar på at vælte den som kom ind af døren, han lukkede øjnene, han kunne føle alle de gange han havde jaget med Gabriel, han savnte det, han bliv vred igen, og åbnede øjnene. han lagde hånden på hans eget bryst, han kunne ikke klare det, han ville ikke såre flere mennesker, han var ellers sådan en god person, han sukkede højlyt, og rettet igen blikket mod døren. han var stadig sur på verden, han var stadig sulten, han var stadig dæmonisk, så det samvittighedsproblem problem, bliv skubbet lidt væk af hans dæmoniske side. han opgav, hvem end det var, kom de ikke her ind, ellers var de meget langsomme, så den store dæmon, satte sig ned på gulvet, han var stadig dæmonisk af udseende, han kunne se Rasmus cigaret pakke, og hans lighter, så han rakte en hånd frem, og tog det han tændte en smøg, og satte lukkede øjenene, han hørte ikke efter om der kom nogen ind, han ville bare sove, han var for træt til at holde sig vågen længere, han kunne bare ikke mere fysiks iaften, han mærkede det sus han fik ud af mordet, var forsvundet, han lagde kniven ved siden, og tog en indånding.

Jack førte an mens han gik efter færten. Han stoppede op da han fandt færten hvor den ikke var blevet blandet med andet. Det stod 10 meter nede af den gade butikken lå på. Jack brummede lavt til Ellen som aede ham forsigtig på ryggen. "Rafael?"sagde hun spørgende og huskede tilbage på den gang hun havde mødt ham. Han havde virket som en fin fyr, men noget utilfreds med det han var. Hun overvejede igen hvor klogt dette nu var. Rafael havde virket som en stærk og klog person i menneske form, hvordan ville han mun være i dæmonform. Kunne han overhovedet genkende hende? Jack begyndte at gå langsomt frem ad, stadig med rejste børster. Ellen fulgte stille med og lyttede til den stille nat. Hun var helt sikker på at offeret nu var dødt og lå koldt et sted i nærheden. Måske på det lige foran hende, hun kunne jo intet se så hvordan skulle hun vide hvad der var sket. Mens hendes tanker sejlede afsted, knasdede det under hendes sko da hun trådte på noget knust glas. Jack begyndte at knurre ret så heftigt da han havde fået øje på noget inde i butikken. Han havde aldrig oplevet en dæmon i dens skrækindjagende skikkelse og blev med et til en vagthund. Ellen lagde sin spinkle hånd op på dens hoved og trådte frem så hun stod et lille stykke foran ham. Dog gik Jack bare et skridt frem så han var længere fremme end Ellen.

"Rafael?"Ellens stemme var ikke specielt høj, men hendes stemme var ikke bange, den var lige så venlig og blød som den altid var. Men hun vidste jo heller ikke endnu helt hvad der ventede hende. Var det overhovedet Rafael? Hun mærkede hendes hår der ved et vindpus dansede ind foran hendes ansigt og kildede hende på den lille næse. "Hallo?"
Jack stillede sig klar til kamp, selvom han ikke ville have en chance mod et væsen.

Rafael...Rafael...Rafael..." - kvinde stemme.
Rafael slå øjnene op, han var ikke mere end 8 år gammel, og han sov i hans gamle seng, hjemme på hans families gamle gård, han tog en dybindånding og rejste sig op, og kiggede rundt i hans børne værelse, der var ikke meget legetøj, men det havde han heller ikke brug for, han var mere til at lege udenfor, med hans bror Gabriel og hans venner, Mina, Liv og Alex. Alex var mere familie end en ven, men han var fra fars side af familien, og ikke en direkte i Rafael øjne familie, men han var stadig meget betydningsfuld. Rafael satte sig op i hans seng, og gabte, han prøvede at overgå hans træthed, men hans krop føltes så svag. han hørte Gabriel udenfor døren, og han var som altid igang med at lave noget fysisk, han kunne høre hvordan træppen, som var lige over hans og Gabriel værelse knagede, og Rafael undrede sig over hvad han lavde, Rafael rejste sig op, og gik hen mod døren, han skulle til at tage i døren, men stoppede så, #hvad laver jeg?, det må være en drøm# og med det samme begyndte alt at forsvinde omkring ham… han stod nu i et tomt rum, men intet andet en mørke, han kunne fornemme det var indelukket, han vidste ikke hvorfor han fik den ide, og han nåde ikke at tænke så meget over det, før en ståle af lys ramte ham i hoved, og før han vidste af det, sad han i noget der kunne ligne et forhørs lokale, han sad foran sin bror Gabriel. Rafael smilte han vidste det var en drøm, men kunne stadig ikke lade være med at føle den trykkede stemning af at se sin brors skuffet blik, han havde haft denne drøm før, så han vidste godt hvad der skete nu. Gabriel lænede sig frem mod Rafael, og prøvede at fange hans blik.
”Hvorfor?...” – Gabriel
”fordi jeg elsker Catherine” – Rafael
“Jeg har gjort alt for dig, og jeg er lige død, og det første du gør er at finde en kvinde som du ved er alt andet end hvad jeg ønskede for dig, jeg vil dig jo bare dit bedste” – Gabriel.

Rafael skulle til at sige noget, da han hørte en velkendt stemme, han vidste ikke hvorfra han havde hørt den, men han havde hørt den før, det var han sikker på. Han slog øjenen op, og kiggede mod Ellen, han rejste sin trætte krop op, og sukkede lidt, han vidste ikke om han skulle tage hende, og gøre hende sjælle løs eller ej, Rafaels mennskelige side vandt den kamp, men han var stadig i hans dæmonikse form, og sagde så ”Jeg har haft drømmen om verdens smukkeste pige mange gange, det er første gang hun var der da jeg vågnede op” han grinde kort, og satte sig så ned igen, og sagde ”Du burde ikke være her, jeg er meget glad for at møde dig igen, men det er nok ikke det bedste tidspunkt

Ellen lyttede og ventede på at blive svaret på sine kald. Hun vidste ikke engang med sikkerhed om det var Rafael, men hun ville genkende hans stemme hvis det var ham. Jack stod og knurrede lavt og viste tænder. Ellen gjorde ikke noget for at dæmpe på ham, det var ikke det kun tænkte på lige nu.
Da en stemme svarede hende, kunne hun ikke lade være med at smile sit muntre smil, da svaret ikke lige havde været det hun havde forventet. Hun sagde dog ikke noget til det, hun havde aldrig været typen som var vild med smiger fra andre, hvorfor vidste hun ikke. Hun havde bare aldrig brudt sig om at få at vide at hun var smuk eller andet lignene, men var dog altid høflig så hun ikke fornærmede folk. det var kun hendes søster som kendte til det med at hun ikke brød sig om det, hun havde ikke sagt det til andre.
"Hvad er der sket?"spurgte hun med hovedet let på skrå, og lyttede til den dybe knurren som kom nede fra Jacks brystkasse. Han fortalte hende hvordan der så ud omkring hende med den smadrede rude og færten af noget andet inde i butiken, men det var også fortalt for en hundsverden og hun ville gerne hører det fra en som kom fra den verden hun også kom fra.
Hun trådte et lille skridt frem og lyden af det knuste glas der knasede under hendes fødder, gik hende til at stå stille igen, hun kom til at tænke på Jack poter som kunne blive flået op af det. Men han havde endnu ikke beklaget sig eller givet udtryk for at have skåret sig på noget, endnu.

Rafael kunne mærke lysten til at trække våben, hans hånd flade føltes som om nåle prikkede til ham, han kørte hånden ned over jakke lomme, men stoppede så, og tog sin læder jakke, og smed den på gulvet, foran Ellen og jack, "så kan du få lov at være mistroisk tættere på mig, min kære jack" Rafael grinte lavt og kort, Rafael prøvede at undgå hendes spørgsmål, om hvad der var sket,, hvad skulle han sige, at hun står tæt på en død person, som ikke frem fik en behagelig død, byttet fik heller ikke en forfærdelig død, Rafael jo knap nok kommet igang med at lege, men han syntes ikke at hun skulle vide det, han vidste godt hun ikke var dum, men ville ikke føle sig tilpas med at sige det. Rafael kunne ikke helt forklare hvorfor han havde det som han havde med Ellen, hun gjore ham bare tryg, og hendes stemme gjore han fik det helt dårligt med det han havde gjort, han kunne mærke selv dæmonen i ham, bliv lidt glad ved hendes seslskab, Rafael undrede sig over følesen, han havde jo både venner og kærligheds figuer i hans liv, og hun virkede ikke som en han kunne lide på den romantiske måde, men han så hende heller ikke som en ven, Rafael gabte a træthed, og fandt så ud af det, men det kunne ikke være det tænkte han, Rafeel sukkede, #er jeg begyndt at se hende som en moder figur?...naa#. Rafael sukkede igen, og svaret så på hendes spørgsmål "jeg har været på jagt, og mit bytte ligger ikka langt fra dig, der er glas udover gulvet, og jeg ser ud, som da vi mødtes sidst, men når min krop slapper lidt mere af, bliver jeg mig igen".. Rafael sad stadig ned, han kunne ikke se nogen grund til at rejse sig op.

Ellen lyttede og sagde ikke noget, hun ville lade ham tale ud inden hun sagde noget til ham. Hun kunne selvfølgelig regne ud hvad der var sket og Jacks fortællinger gjorde hende sikker i sin sag om at Rafael havde slået et menneske ihjel. Selvom hun var meget imod vold og drab, så kunne hun ikke få sig selv til at have noget imod Rafael, hun kunne lide ham, han var godt nok måske lidt fortvivlet med sin eksistens som dæmon, men det var nok det som gjorde at hun kunne lide ham, han mente ikke at det var fint at han tog de liv, at de var værdiløse.
Jack var stadig på vagt og kunne tydelig ikke helt lide Rafael, han snussede til jakken som blev smidt foran ham. Han gik lidt frem og undersøgte den kort, inden hans øjne igen var rettet mod Rafael og med blottede tænder og en lav dyb knurren. Ellen stod alene bag ved Jack og holde om sin højre albue med sin venstre spinkle hånd. "Jack lad så være, enten er du stille eller også går du"sagde hun bestemt og var træt af Jack knurren. Hun følte sig ikke utryg sammen med Rafael, han ville let kunne slå hende ihjel, men alligevel var hun ikke bange sammen med ham og hun så ham også som sin ven og Jack skulle ikke knurre af hendes venner.
"Men du er okay?"spurgte Ellen så endelig da det lod til at han var færdig med at snakke, hun ville først sikre sig at han var okay, inden hun begyndte at snakke om hans handling, hun vidste at han sikkert fortrød det og hvorfor skulle hun gøre det værre for ham. Jack havde stoppet sin knurren og så irriteret tilbage på Ellen, han kunne ikke lide hendes reaktion på hvad der var sket, men satte sig dog ikke op mod hende. Han så på Rafael og var tydelig irriteret, men han var ikke længere aggressiv og satte sig på hans jakke og holde sig blik fast på ham.