Sitting on the rooftops~ Tristan

Sted. Oppe på et tag i Sheria
Omkring. En mandlig dæmon liggende ved siden af hende
Vejr. Koldt og regner svagt
Tid. 21.00
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Azriel sad med benene ud over kanten af et tilfældigt tag og nynnede en munter melodi, men stoppede så da hun kunne høre et svagt klynk. Hun lod sit blik gå ned ved siden af sig, hvor en dæmon lå og klynkede over nogle dybe sår i hans brystkasse og sider. Hun smilte ondskabsfuldt og betragtede ham mens han lå og vred sig. Dæmonen havde troet at han kunne dræbe hende, og havde angrebet hende, men fortrød det hurtigt, da Azriel var utrolig stærk. "Hold nu mund pattebarn" sagde hun ondskabsfuldt og hånende, og lod derefter sit blik gå ned på gaden og ignorerede dæmons hulkende ord.

Tristan kiggede forvirret rundt og kløede sig lidt i nakken imens han kiggede tilbage på billedet i sin hånd. Det var meningen at han skulle finde denne dæmon herrer der åbenbart havde sig for vane at angribe uskyldige forbi passerende, men han havde snart ledt i en time uden held.
Lige nu havde han sat på et hustag og spejdede rundt. Han var iført et par løse army grønne jeans og en sort t-shirt, det var koldt, men nemt at bevæge sig rundt i.
Imens han kiggede sig omkring blev han mere og mere irriteret over at dæmonen var ingen steder at se.

Dæmonen begyndte at hulke højere, og overdøvede til sidst Azriels nynnen "Kan du ikke tie stille!" snerrede Azriel til sidst og rejste sig langsomt op. Hun betragtede dæmonen og skubbede til ham med foden, hvilket fik ham til at klynke højere. Hun forstod godt hans smerte, men var vant til at være omkring stærke folk som kunne holde smerten ud. Hun selv var også en person som ikke lavede et eneste ansigt ved møde af sådan en slags smerte, som dæmonen var under nu. Hun kunne mærke nogen i nærheden, men holdt dog sin opmærksomhed på dæmonen. Hun ville holde ham i live i lidt længere tid, og så dræbe ham. Hun ville have at han skulle forstå at man ikke bare skulle gøre sådan nogle ting mod en vampyr som hende. Det ville nu også være en god ting at hun selv gjorde det af med ham, for hvis hun tog hjem og fortalte det til sine håndlangere, ville de finde ham igen og de ville nok ikke være så barmhjertige som Azriel...

Tristan løftede hovedet igen da en lyd kunne høres... Han spidsede opmærksomt øre og forholdt sig rolig...Havde der ikke været en lyd, lidt som en klynken? Han fik nu øje på en skikkelse på et hustag lidt væk.. Nej, der var 2, men den ene lå ned. Han rejste sig og begyndte at bevæge sig langs taget, han priste sig lykkelig for at tagende næsten hang sammen. Han skulle bare hoppe og kravle lidt for at komme derhen.
Han stoppede først da han stod og kiggede ned på de to skikkelser og sukkede... han genkendte dem begge.. Dæmonen på jorden var helt sikkert den samme mand som på fotoet i hans lomme og pigen havde han mødt for i en forlystelsespark...
"Ser man det...Ville du have noget imod bare at give ham til mig - i live - og så siger jeg tak for denne gang?" Sagde han så pludseligt hen imod pigen og var ikke sikker på at hun havde set ham før nu.

Azriel havde bemærket en person nærme sig det sted hvor hun og dæmonen befandt sig, men undlod dog at se sig omkring, da hendes opmærksomhed ikke skulle gå væk fra dæmonen. Da hun hørte en bekendt stemme, flyttede hun dog opmærksomheden væk fra dæmonen og op på et bekendt ansigt. Hun smilte ondskabsfuldt og så tilbage på dæmonen og op på fyren som stod lidt længere oppe, som hun hurtigt havde genkendt som Tristan "Hvad vil du dog med ham?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville trække tiden lidt ud, lade som om at hun overvejde at give dæmonen til ham, men aldrig nogensinde gøre det, da hun vidste at han ville blive sur. Han var en ret sjov person. Men uheldigvis, var han en kujon, eller... det var han ihvertfald ved deres sidste møde.

Tristan holdt roligt blikket på hende og flyttede sig ikke ud af stedet. Han var godt klar over at hun nok var meget ældre end hun så ud, men alligevel var hun temmelig naiv.
"Jeg er dusørjæger, læg to og to sammen" Svarede han henkastet og hoppede ned overfor hende. "Nu vel, hvis du vil være så sød bare at give mit bytte til mig så skal jeg lade dig være i fred" Fortsatte han og nikkede over imod dæmonen der stadig lå hulkende på jorden. Den synes at opfange ham et kort sekund og kiggede bedende op på Tristan... uvidende om at det nok heller ikke var den smarteste at bede om hjælp.

Azriel kunne ikke lade vær med at grine ad Tristan "Desværre min kære... det er ikke muligt" sagde hun og begyndte langsomt at bevæge sig hen imod dæmonen som prøvede at kravle væk fra hende "Dette er mit bytte, og jeg giver ham ikke væk" sagde hun og stod sådan at Tristan ikke ville komme over til ham, og sådan at dæmonen ikke ville kunne flygte så let fra hende.

Tristan sukkede tungt og gik hen imod hende med et udfodrende blik. "1. jeg er ikke din 'kære'. 2. Jeg ved ikke hvad du så havde forstillet dig jeg ville gøre, men han er mit bytte nu, now hand him over." Sagde han truende og prøvede at få øjenkontakt med vampyren. Det var altid risiko fyldt at få øjenkontakt med et væsen, nogle evner blev aktiveret når man gjorde det, men han tog chancen.

Azriel betragtede ham og rykkede sig ikke ud af flækken da han kom nærmere, og var ikke det mindste bange for ham. Hun grinte, underholdt ad hans naive tankegang om at hun bare ville give hendes bytte til Tristan, og det hele bare ville være fint bagefter. Hun så på dusørjægeren og lod sin ene pegefinger gå imod sin ene kind, i en tænkende bevægelse "Det er fristende.." sagde hun med en stærk sarkastisk tone og rystede så på hovedet "Men nej. Du får ham ikke" fortalte hun og smilte flabet og hånligt, da hun ikke ville lade sig skubbes rundt af et sølle menneske..

Tristan havde egentlig set det komme...Faktisk var der intet der havde overrasket ham mere end hvis hun bare gav ham byttet, sådan var det altid.
"Jamen så må jeg vel bare tage ham eh?" Svarede han så og trak roligt en handkannon frem fra jakken og pegede den imod vampyren. "Sidste chance..." Sagde han koldt og gav hende ikke tid til at svare før han affyrede 3 skud imod hende.
Det var ikke fordi han forventede at få hende ned så let som med tre hurtige skud, men det var en start i det mindste.

Azriel så på ham og satte hænderne i siden og trak på skuldrene "Det må du vel..." sagde hun lavmælt og var ikke overrasket over at han trak et våben. Han ville ikke engang prøve at slås imod hende? Bare prøve at dræbe hende med det samme. Typisk.
Hun hørte skudene blive sendt afsted, men rykkede sig stadigvæk ikke. Hun så koncentreret ud, og lod sin telekinese tage over kuglernes vej imod hende, og fik dem til at stoppe op midt i luften, og lod dem falde ned til jorden med metalliske klinkende lyde.
Hun så lidt ned på jorden hvor kuglerne lå for hendes fødder, og derefter op på jægeren og grinte hånligt "Var det det eneste du kunne komme med? Helt ærligt.." grinte hun og rystede på hovedet af ham, og syntes at det hele var lidt underholdene.

Tristan sukkede igen og kiggede på skudene der var faldet til jorden... Det skulle bare være telekinese ikke?
"Jeg er ikke end gang varmet op endnu, give me some credit.." Mumlede han irriterede og gik over imod hende imens han affyrede et par skud mere, hvad ville hun gøre når han kom tæt nok på og hun ikke ville kunne nå at bruge telekinese mon? Han smilede lidt bredere og bevægede sig bare tættere på imens han affyrede regelmæssige skud. Uden at tage sig af hvem der måtte høre skudene..
"Giv ham nu bare til mg inden nogen kommer til skade" Spøgte han høj røvet og grinede halvkvalt.

Azriel så ham ind i øjnene og grinte lavmælt, da dette endelig var blevet rigtig underholdene. Hun koncentrerede sig dybt, og fik hans skud til at falde hurtigt til jorden, selvom at det blev meget sværere da han kom tættere på, og begyndte at lade kuglerne flyve tilbage imod ham, da hun prøvede at få ham til at stoppe med at skyde imod hende. Hun rystede på hovedet "Neeej da! Det er jo først lige begyndt at blive spændene" sagde hun og løb hurtigt imod ham, knyttede sin ene næve og lod den flyve imod hans kind og slog ham hårdt, og da hun jo var en vampyr, var hun jo oss det mere stærkere end ham, så hun gættede sig frem til at det måtte gøre pænt ondt.

Tristan dukkede sig da et par kugler fløj tilbage imod ham. Heldigvis fløj de ikke så hurtigt som normale skud fra hans pistol gjorde, men det var nok klogt at undvige dem alligevel.
Da vampyren pludselig nærmest fløj imod ham, var han hurtig nok til, at tage fra med en hånd imens han flyttede hovedet til siden for at undgå slaget. Hendes næve klaskede imod hans håndflade og han mærkede, at han blev nød til at koncentrere sig for ikke at blive trukket bagud af det hårde slag.
"Ha, er det alt DU har at byde på? Du undervudere mig" Sagde han så og var klar på endnu et slag hvis dte kom.

Azriel så op på ham og lod sin hånd blive oppe ved jægerens hoved "Du undervurdere oss mig, og jeg er oss bare startet" sagde hun med et ondt smil. Hun gik jo kun Tristan til maven ca. da hun jo ikke var særlig gammel, og kunne sagtens bruge denne fact imod ham. Hun sparkede hurtigt benene under på ham og havde grebet fat i hans ene arm inden at han havde faldet helt, og vred den hurtigt om på ryggen, satte sig hurtigt op på hans ryg, så hun var sikker på at han faldt og blev nede. Hun ville ikke hans små julelege og ville have det til at gå efter hendes hoved.

Tristan nåede lige at udbryde et "tsk-" Inden benene var blevet fejet væk under ham. det tog ikke ret lang tid for ham at opfange at pigen var bag ham og havde fat i hans arm, men han kunne intet gøre lige nu. Han måtte fokusere på ikke at slå ansigtet ned i jorden.
Han nåede lige at få en fri arm frem foran sig og lod den gribe ham og holde ham få centimeter over jorden. Den rystede let under vægten af dem begge to og han skyndte sig at sætte fra med benene og ved hjælp af sin smedighed, sætte alt ind på at slynge benene op for at vikle dem rundt om hendes skuldre og rykke hende af i en flydene bevægelse. Normalt var dette trick noget han brugte på højere personer så denne gang måtte han virkelig presse sine ben bagud.

Det gik ret hurtigt derfra, og Azriel skulle bruge alle sine kræfter og koncentration da hun kunne mærke jægerens ben omkring skuldrene på hende. Hun fløj hurtigt gennem luften, men fik sig drejet sådan at hun landte på jorden med fødderne i en elegant bevægelse.
Hun måtte indrømme at han var stærk, men hun måtte bare bruge alle sine kræfter imod ham. Han var jo oss en dusørjæger, så han skulle jo være stærk, og så var han oss større end hende.
Hun løb i en umenneskelig fart over mod jægeren og var hurtigt ovre ved ham. Hun havde ventet med at løbe imod ham inden han var kommet op at stå, og slog ham direkte i solar plexus med sådan en styrke, at et normalt menneske næsten ville besvime.

Tristan åndede lettet op da han mærkede at hun fløj af. Han hoppede på benene igen og skulle til at vende rundt imod hende. Normalt havde han ikke nået at reagere. Hell... Normalt ville han ikke engang nå at opfange at hun var ved at slå ham bevidstløs, men nu var det heller ikke så meget ham selv der reagerede.
Han mærkede en underlig varm fornemmelse i maven og den bredte sig lynhurtigt til hans hænder imens han automatisk snurrede rundt og hans hænder var foran ham. Knitrende blå gnister sprang fra ham idet vampyrens slag stødte imod dem og han måtte tage et skridt bagud. Han kiggede forvirret på hans hænder der stadig knitrede lidt. Han havde ikke selv gjort noget overhovedet, men det havde hans såkaldte 'evne'. Noget en dusørjæger faktisk ikke burde have.

Azriel havde først fået et smil på læberne da slaget havde ramt, men det forsvandt hurtigt da hun så hvad der var sket med jægeren. Blå gnister fløj fra ham, og hun tog et usikkert skridt væk fra ham, da hun ikke vidste hvad der skete. Det lignede ikke noget menneskeligt, så det var lidt underligt at se det ske ved en dusørjæger. Hun stod bare og gloede lidt, og vidste ikke om det ville være slemt for hende hvis hun blev ved med at slås mod ham. Hun vidste ikke hvad de der blå gnitrende ting var for noget, hvilket fik hende til at blive usikker på hendes bevægelser og det hun gjorde ved ham, selvom at hun var klar til at slå imod ham igen, hvis der ingen fare var for hende...

Tristan havde lidt travlt med at kigge fra den ene hånd til den anden, men kiggede op igen da de stoppede med at slå gnister. Det før forvirrede udtryk blev erstattet af et bredt smil.
"Hvad skete der? Cat got your tongue?" Drillede han og besluttede sig for at spille på den evne. Det havde ikke været med vilje at han havde brugt sin evne- den var stadig meget selvstændig, men hvis han ville kunne han stadig bruge den på kommando, omen ikke så godt som væsner kunne bruge deres.
Han sprang frem imod hende igen og sendte et hårdt slag op imod hendes mave i håb om at ramme.

Azriel betragtede jægeren med et chokeret blik, men blev så koncentreret igen da han grinte af hende og snakkede til hende. Hun ville ikke lade sig selv blive ufokuseret i et lille vejbump, og ville ikke lade ham vinde denne kamp, da det ville være en stor stor skuffelse for hende, og hun ville ikke kunne se nogen andre vampyre i øjnene hvis det skete.
Et slag blev sendt imod hendes mave, hvilket hun kun lige fik undviget. I en lynhurtig bevægelse undveg hun ved at snurre rundt og lod sin ene fod gå op og mødes med jægerens kæbe og landte hurtigt på jorden igen "Usle lille menneske!" snerrede hun vredt, og ville ikke lade ham gøre hende noget.

Tristan der uforudset slog ud i ingenting, nåede kun lige at slå hovedet tilbage for ikke at få et knæ i kæben, men det gjorde alligevel at han fik overballance og snublede bagover. Han landede på jorden bag ham og ømmede sig lidt. Så kiggede han trodsigt op på hende.
"Kalder du mig lille, dit klæbrige bæst!" Snerrede han tilbage og blev siddende på jorden lidt.
Han pegede op på hende med en udstrakt hånd og kunne ikke dy sig fra at give hende spydigt igen.
"Du kalder mig ussel, men selv bliver du nød til at dræbe for at holde dig i live, du er nok nået af det meste ussle og kujonagtige der har gået på denne jord!"

Azriel grinte hånligt da han faldt til jorden og så ned på ham. Hun mærkede hvordan vreden langsomt kom frem i hende jo mere jægeren sagde til hende, og hun hvæssede arrigt og overfaldt ham, så han nu lå helt ned på jorden "Og du dræber væsner for pengenes skyld! Du er ikke en skid bedre!" snerrede hun vredt og pressede hans hoved ned imod taget "Men ved du hvad?... Jeg er glad for det jeg er. Og du skulle seriøst tænke lidt over hvad du siger" sagde hun og lød mere rolig. Måske for rolig. Hun lod langsomt sit ansigt nærme sig hans "Godnat lille jæger.." hviskede hun og lod sine tænder gå langsomt op ad hans hals, for at være lidt ond ved ham, da hun vidste at det var set som at være svag hvis en jæger blev bidt.

Tristan sparkede lidt omkring da han pludselig blev overfaldet, men det hjalp ikke helt, hun var stærk nok til at holde ham nede.
"tror du... Virkelig at jeg gør det for pengene?" Fik han fremtvunget og det løb ham koldt ned af ryggen da han kunne mærke hendes tænder på hans hals, ikke tale om at han ville lade en lille pige bide ham. Aldrig i livet.
Han fik i panik sin hænder op til hendes skuldre og fokuserede alt sin energi på at bruge sin evne. Store blå lyn skød frem fra hans hænder der stadig vilede på hendes skuldre, imens han sendte alt det elektricitet igennem hende som han kunne udvinde. Det skulle nok for hende til at give slip hvis hun ikke ville ristes.

Azriel hørte ikke efter, da hun nu kun var koncentreret på blodet, og kunne mærke hvor tørstig hun egentlig var. Hun skulle lige til at bide ham, men stoppede så da hun kunne mærke jægerens hænder imod hendes skulder, og det næste der skete var noget utænkeligt. Hun mærkede hvordan elektrisitet gik igennem hendes krop. Hun skreg højt, da det gjorde skide ondt, og hun prøvede at holde ud så længe hun kunne, men kunne mærke hvordan hun langsomt drev hende i bevidstløshed. Hun gav til sidst slip på ham og prøvede at få hans hænder væk fra sig og kunne mærke hvor slap hun var ved at blive. Hvordan kunne dette lade sig gøre?!?...