En søvnløs nat

Alec tøvede lidt; det var lang tid siden nogen havde stillet det spørgsmål. Hun begyndte med et suk "Min barndom var meget normal... du ved med godt antal penge. Men min far forlod min mor da jeg var ti. Hun blev meget ulykkelig, og det gjprde hende kold. -også over for os, hendes børn. Men hun var retfærdig og vidste hver af en os hvordan vi skulle tage vare om livet. Men hun var hele kold og følelsløs. En kom en mand... den mand udslettede min familie og gjorde mig til vampyr. Jeg formoder at han ikke kunne drikke og måtte lagde min være" hun fnøs koldt, men sank ind i sorgens folder.

Malicka nikkede stille, og blev fraværende i blikket. Hun sukkede lidt, og rodede rundt i sit hår. Det lød ikke ligefrem som om Alec havde haft det nemt, men på den anden side kendte Malicka heller ingen mennesker der havde det nemt. Det var altid scært at værer til, havde hun erfaret, men hvis man kunne acceptere det sværer ved livet, så kunne man også leve det... Det var i hvertfald Malickas mening.

Aæec så ned på sine hænder og forholdt sig tavs. Hendes hår hæng ned så man ikke kunne se hendes ansigt. Hun græd ikke. Lidt efter kiggede igen Malicka "Hvordan er dit liv?" hun kiggede nyrgrrigt på hende, men ville ikke snage.

Malicka tænkte kort før hun begyndte at skrive: 'Mit liv er en evig kamp mod tiden. Det gik meget godt indtil jeg blev fem år, hvor en dæmon dræbte min mor og forsøgte at tage min sjæl også. En dusørjæger forhindrede det, og jeg blev stum. Jeg er født med en sjællen sygdom, der gør at jeg højest bliver omkring 25 år gammel. Så alt i alt; Er det meget ok.' Hun ragte papiret mod Alec, og smilede svagt. Jo hun mente at hendes liv var meget ok.. Det var jo ikke fordi at hun led under at hun ikke ville blev særligt gammel, selvfølgelig ville den sidste tid blive svær, men det kunne hun bekymre sig om til den tid..

Alec stirrede på parpiret, det gjorde hende ked af det at en så sød og åben person, skulle dø så ung. Især når man tænker at mange fjolser bliver vampyre og lever tunsindvis af år. Hun kiggede op på Malicka og nærmest hviskede "jeg ved noget der kan redde dig" hun kiggede nærmest bedende på hende og ventede på svar.

Malicka sank og rystede på hovedet. 'Jeg vil ikke bides!' skrev hun hurtigt på papiret. MOrgan havde også forslået at forvandle hende, og havde forsøgt at få hende til at drikke noget af hans blod efter han bed hende. Men hun ville ikke. Hun havde accepteret sit liv som det var, og ville ikke forvandles. Det eneste der bekymrede hende ved at hun skulle dø ung, var det at hun ville efterlade sin far. Og hvis hun blev forvandlet blev hun jo også nødt til at forlade ham... Hun ville ikke kunne få sig selv til det. Hun ville ikke kunne leve videre, og lade ham tro at hun var død... Ikke før hun virkelig var død...

Alec rystede på hovedt "jeg behøves bare at bide dig.. der ikke mere i det!" hun smilede svagt "Og du kan være sammen med Morgan sp meget du vil" hun kiggede rundt i rummet.

Malicka rystede bestemt på hovedet. Hun var utilpas ved emnet, og rykkede sig umærkeligt en smule væk fra Alec. Hun lagde den ene hånd over arene fra to sæt vampyrtænder, der var på hendes hals. Hun ville ikke bides igen. Ikke igen... Hun fugtede læberne, og var klar til at pifte efter hjælp hvis det skulle blive nødvændigt. Hun behøvede ikke mere - end at pifte altså - så kom sygeplejerskerne farene for at se hvad der var galt.

Alec nikkede kort og smilede svagt "Det er dit valg... men prøv at overvej det" hun sendte hende et bedende blik og et lille smil.

Malicka slappede mere af, da Alec accepterede at hun ikke ville. 'Hvorfor vil du have jeg skal overveje det?' skrev hun og så undrende på Alec. Hvad var der med de vampyrer? Hvorfor ville dem hun kendte - og følte hun kunne snakke med - forvandle hende? Alec lød jo ikke ligefrem som om det var noget hun selv havde valgt, så hvorfor var det så mærkeligt at Malicka afslog? Hun kunne virkelig ikke forstå det selvom hun vel egentlig godt kendte svaret.

Alec forholdt sig tavs i lang tid, men sukkede så "Hvorfor vel du dø?" hviskede hun nærmest og kiggede tilbage på Malicka.

'Det er ikke fordi jeg har lyst til at dø, men det er en del af livet og jeg har accepteret at mit liv ikke er ret langt. Det eneste der bekymre mig ved døden, er at jeg er nødt til at efterlade min far. Han er stadig langt nede efter tabet af min mor.' skrev hun roligt, og det var tydeligt at se at hun havde overvejet dét emne mere end en gang.

Alec nikkede, det er en ædel beslutning, men på ingen måde kunne hun jo forbedre sin død; ikke ved at bilve vamoyr eller ved at dø naturligt. Alec kiggede ind i væggen og fandt den meget spændende(not).

Malicka sukkede kort, og ledte efter noget der kunne lede 'samtalen' over på et andet emne. 'Hvor længe har du været vampyr?' skrev hun så, og så lidt på Alec, der så ud til at være opslugt af at stirre ind i muren. Malicka klikkede kort med tungen for at få hendes opmærksomhed, smilede skævt da hun ragte papiret mod Alec.

Alec gengældte smilet og læste parpiret. Hun sukkede lidt "20 år..." hun smilede kort. Hun afventede en reaktion hos Malicka- men ikke hvilken.

Malicka nikkede lidt, og smilte stadig. 20 år... Det virkede som lang tid.. I hvert fald for Malicka.. Det var jo lige omkring hele hendes liv... Men det gad hun nu ikke at tænke på. Ikke når der var så meget andet man kunne gører i steddet for..

Alec smilede meget kort, hvor efter hun genoptog sin stirren ind i vægen. Hun bed sig i læben og tænkte på diverse ting.

Malicka så på uret der stod på sengebordet, og blev egentlig overrasket over tidspunktet. Hun bed sig let i læben og så på Alec. Hun kunne ikke lide at bede hende om at gå, men hvis hun ikke fik bare en smule søvn, så ville det blive en meget streng dag den næste morgen..

Alec mødte Malicka' blik da hun så på hende. Hun smilede svagt og lagde let hovedt på skrå "Er der noget der går dig på skrå?" hun smilede igen.

Malicka slap sin læbe, og trak lidt på den ene skulder. Alligevel pegede hun stille på uret, for at sige at det var sent. Hun så ned på sine hænder, men løftede så alligevel blikket så på Alec igen.

En rynke kom tilsyne mellem øjenbrynene på Alec. Hun rystede forvirret på hovedt "Hvad er der?? Er der noget galt??" hun kiggede kiggede skifte vis på Malicka og uret, med et stadig forvirret blik.

Malicka sukkede kort, og skrev så på papiret: 'Det er sent. Hvis jeg skal kunne komme igennem dagen i morgen er jeg nødt til at få noget søvn nu.' Hun gav papiret til Alec, og håbede at hun forstod at det ikke var fordi hun ikke ville have hendes selvskab, hun var bare for træt til at holde sig vågen meget længere.

Alec forvirring forsvandt med det samme og et lille "Nåårh" undslap hendes læber. Hun fatte ikke hvor hurtigt hun havde glemt disse mennesklige ting. "Nå, man så må vist heller gå nu" hun smilede ud i mørket og bevægede sig hen til et vindue, hun åbnede det og stoppede så bevægelsen. "Må jeg komme igen??" spurgte hun stille og kiggede på Malicka.

Malicka nikkede lidt, og smilede. Hun synes godt om Alec, og ville ikke havde noget imod at se hende igen. Der var dog størrere sandsynlighed for at de ville mødes uden for hospitalet, i steddet for der inde..

Alec smilede og forsvandt lydløst ud af vinduet. Ind i mørket. Natten.

//Out//