You never too little for some fun~ Gurli xD

Sted. Baren i Petronia night club
Omkring. Mennesker og andre væsner
Vejr. Koldt og skyfri himmel
Tid. 23.00
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Azriel sad oppe ved baren sammen med et ældre menneske. Han så ud til at være i midten af 30'erne, og så faktisk ud til at være pænt bange for Azriel, selvom at hun lignede en lille pige. Hun havde sneget sig ind i klubben da det store brød af en vagt udenfor, så væk. "Hvis du ikke snart giver det de skylder mig Hr. Anderson, så ved de godt hvad der sker" sagde Azriel og havde vidst at hun kunne finde manden ved baren ved Petronia Night club, da hun vidste at manden var alkoholiker. Manden havde skyldt Azriel penge, og havde ikke givet dem tilbage. Azriel havde været nødt til at give manden en advarelse, og havde derfor ikke taget Balthazar og Damien, hendes to håndlangere med, da hun vidste at de ikke ville lade manden gå væk fra klubben i live.
Manden nikkede hurtigt, og smuttede hurtigt da Azriel havde givet ham lov. Hun smilte et ondskabsfuldt smil og bestilte en drink af bartenderen, som gav hende et skævt blik, men kom dog med et glas med cognac i. Hun var ikke særlig bange for at være rundt omkring de andre væsner og var pænt ligeglad med hvad de tænkte om hende...

Kasper så på baren udefra. Hans t-shirt var lang og krøllet. Hans bukser var hullet og beskidte og hans sko var hvide converse, ellers de havde de nok været engang. Han bed sig i læben og tog billeder af fulde folk der vandrede frem og tilbage. Kameraet sagde nogle høje klik lyde. Det var ved at spole tilbage, da filmen i det gamle kamera var færdigt. Lyden tiltrak vagten ved døren og farede hurtigt imod ham. Han begyndte bare at gå væk og håbede at vagten bare ville lade være, men blev hevet fat i skuldren og slået ned i asfalten. Det kunne mærkes, men det var ikke nu man skulle afsløre at man var vampyr. Der var rigtig mange mennesker der kiggede på, og hvis de havde en mobil, som de nok var, så ville der hurtigt så i aviserne imorgen 'Vampyr findes! Den slog ihjel ved var!' Ja han kunne lige se det for sig. Vagten råbte om at han skulle aflevere hans billeder. Men en fotograf aflevere da ikke sit kunst tilbage. Kasper forblev stille.

Azriel havde hørt nogle underlige klikke lyde henne ved indgangen, og lod sit lbik gå derover og fik hurtigt øje på en ung fyr som stod med et gammeldags kamera. Hun havde lige nået at se hans ansigt, inden han blev hevet ud af en dørmaloverbevist om at det var en vampyr. Hun rejste sig hurtigt op fra stolen, satte sin drink på bordet og skyndte sig ud for at sørge for at han ikke gør noget dumt ved dørmanden, men fandt dog fyren nede på jorden og dørmanden over ham. Hun kunne høre dørmandens befaling om fyrens kamera, og da Azriel ikke kunne høre noget blive sagt imod dette, måtte det jo ved at ende dårligt. Fyren ville jo næppe miste sit kamera..
Azriel trådte hurtigt til at løb hurtigt over, og var hurtigt i karakter. Hun løb hurtigt hen og lagde armene omkring fyren og gav ham et kram "Åååh hvor har du været henne?" peb hun ulykkeligt "Jeg har ledt overalt efter dig!" hun snøftede ulykkeligt, men kunne jo ikke græde, så hun borede blot sit ansigt ned i fyrens skulder, men så så hurtigt op på dørmanden "Du må virkelig undskylde min bror. Han er meget syg, og ved ikke hvordan man opfører sig i offentligheden. Kan du ikke bare lade ham gå? Han har været væk i flere dage, og min mor er syg af bekymring" forklarede hun, lyvende, og på dørmanden med de største hundeøjne nogensinde, og håbede bare at han ville falde for det, og lade dem gå..

Kasper ville stadig ikke svare dørmanden, men måtte blive nød til at sige noget snart. Han skulle lige til at åbne munden, men blev halv overfaldt af en lille pige som græd og kaldte ham for bror? Det gik meget hurtigt op for Kasper at det var et skuespil, en anden vampyr holder hånden over en anden vampyr. Hvor kært. og klamt egentlig. Han ville nemt kunne klare denne situation! nu var han udstillet som en anden mongol, som ikke fattede noget som helst. Han sukkede svagt og satte sig op og så væk og lod bare være med at gøre noget. Dørmanden fik et ansigt af skam. han undskyldte mange gange, men ville nu gerne have at de billeder, som var taget blev fjernet. Hvilket var umuligt, da kameraet ikke var i stand til at slette billeder dikitalt. Kasper skreg indvendigt, nej er et nej. Han havde ikke tænkt sig at give sit kamera, og der var andre billeder på filmen som ikke skulle gå til spilde på grund af en dørmand, der var sart over sit ejet udseende. Kasper lod sine arme omfavne pigen og gemte sit blik. Hans kamera hang om halsen om ham så dørmanden ville udmeldbart ikke lige få fat i det. "det er mit kamera" mumlede Kasper ind til pigens hals.

Azriel så op på dørmanden og vidste ikke hvad hun skulle sige til det møg kamera. Den vampyr var da lidt handikappet over at tage billeder af så meget. Hele tiden. Hun hørte vampyrens mumlen og tog blidt fat omkring hans ene arm og gav den et klem for at sige at hun forstod det som han sagde "Han kan ikke give sit kamera fra sig. Han har brug for det" sagde hun og så op på det store brød af en mand som stod foran dem. Hun vidste allerede dér at hun var nødt til at forklare lidt mere "Det kamera er det som hjælper ham igennem dagligdagen. Han ville blive sønderknust hvis han skulle af med det" forklarede hun manden "Vil du ikke bare se væk fra dette? Give min bror en advarsel?" spurgte hun og skød underlæben frem for at give mere 'pleeeease..' effekt. "Jeg lover at han ikke vil gøre det igen" sagde hun og vidste ikke hvor meget mer hun kunne lyve overfor dette menneske, da hun var ved at løbe tør for løgne.

Kasper kunne ikke lade være med at smile. Han kunne godt li' at han havde givet 'lorten' videre. Nu hvor hun så gerne ville redde ham, så kunne få den helt store chance nu. Dørmanden rystede på hovedet. Han rettede så op og sukkede og vendte bare om uden at sige noget. Han opgav bare.
Kasper slap grebet om hende og rejste sig op, efter manden var lang nok væk. "jeg kunne godt slev ha' klaret det" sagde han fornærmet. "du fik mig til at ligne en..." han stoppede sætningen og sukkede bare og vendte ryggen til hende og begyndte at gå, imens han åbnede kameraet og tog filmen ud og lagde filmen i et lille rør og tog et nyt stykke film og klikede fast og lukkede så kameraet.

Azriel så op på fyren og rejste sig hurtigt op "... En retarderet knægt?" spurgte hun for at fuldende hans sætning. Hun fulgte hurtigt efter ham og lagde armene over kors "Et tak ville da have været på sin plads. Hvis jeg ikke havde været der, ville du have mistet dit kamera" sagde hun og vidste ikke hvorfor hun fulgte efter ham. Hun sukkede lavmælt og betragtede ham "Du er ny på de her kanter, er du ikke?" spurgte hun, da hun ikke havde set ham før.

Han havde rygge til hende og alligevel forsvandt hun ikke. Tja, hun havde jo nok ret, men alligevel! Han stoppede op og vendte sig langsomt om. "Ja en retarderet.." sagde han med et flabet smil på læberne. Han sukkede dypt. "Tak.. Det fortjener du jo nok.. Det var bare.. jeg er fornærmet okay?" sagde han med et smil. Han trak på skuldrende, "ny og ny.. Er kommet mere frem end hvad jeg har været.." svarede han og så ned i asfalten. Alle var døde af alderdom. Men han fik lov til at leve videre. Det var ikke fair. "Og du er?" spurgte han. Det lød som om hun havde tjek på folk og han skulle være en af dem.

Azriel lavet et lille nik med hovedet for at sige 'det var så lidt' og betragtede ham med et svagt smil "Du er fornærmet? Stakkels dig, hva?" spurgte hun halv flabet og elskede at irritere folk lidt, hvilket passede til hende, da det var barnligt, og ja... hun var jo et barn. Hun så op på ham da han forklarede og nikkede "Javel ja" mumlede hun og smilte svagt "Mit navn er Azriel. Jeg går ikke ud fra at du har hørt om mig" sagde hun, selvom at han burde have hørt lidt om hende. Hun var jo trods alt hans leder. Tanken om at hun bestemte over vampyrene, underholdte hende stadigvæk, da hun var en lille pige..

Kasper trak på skuldrende. "jeg kender ingen... hvorfor skulle jeg så kende dig?" svarede han og vidste ikke hvad hun helt mente. Da han så hørte hendes tanker. "du.. er .. min leder? HAHA!" svarede han med en latter. Det kunne ikke passe. Hun var en lille pige og ... hvordan kunne hun blive leder? Og hvorfor var der overhovedet en leder? Han kløede sig i håret. "du bliver nød til at forklare noget nærmere. For der er også noget der siger mig at du ikke lyver. Har jeg ret?" spurgte han og trådte lidt tilbage og tog sine hænder i lommerne. Det var for underligt det her.

Azriel så fornærmet på fyren og lagde hænderne i siderne "Nu syntes jeg da lige at man ska tie stille" sagde hun "Jeg er 'lederen', det er mig som bestemmer om vi ska i krig med nogle af de andre racer og holder styr på jer vampyre. Hvor svært kan det være at forstå?" spurgte hun og så op på ham.

Kasper hævede øjnbrynen. What the fuck. Det kunne ikke være rigtigt. Han følte pludselig en smule frygt. "mener du at.. Der er flere af os? Altså mange nok til at... gå i krig?" svarede han. Hans blik var tomt. Selvfølgelig vidste han at der fandtes flere, men ikke så mange så man kunne starte en krig, det var jo sindsyg. Han kløede dig i nakken og så på hende. "Undskyld." sagde han roligt. Han måtte nok vise en smule respekt.

Azriel så overrasket på fyren og nikkede "Vi er mange min kære dreng" sagde hun roligt og var lidt chokeret over at han ikke vidste det "Hvor har du været henne i al denne tid? Vi er flere hundreder, bare i den her by" forklarede hun ham "Og vi kan gå i krig hvis vi ville, men selvfølgelig skal vi lige tænke lidt over denne mulighed. Det ville enten ende godt for os, men det ville også ende katastrofalt."
Hun begyndte langsomt at gå igen og hævede en hånd op da drengen ville sige undskyld "Du gør ikke noget. Du vidste det ikke" sagde hun med et venligt smil "Og jeg kunne da aldrig blive sur på min egen bror, kan jeg vel?" spurgte hun med et drillende smil på læben og grinte lavmælt.

Kasper blev bleg. Altså mere end nomalt. Det var bare så overvælende. Han satte sig på hug og kørte en hånd igennem hans hår. "Jeg har gemt mig sammen med min bedste ven. Han var der da jeg blev overfaldet. For 88 år siden. Han døde af alderdom for et par år siden og siden har jeg hold mig for mig selv, ja jeg har snakket med nye personer hist og her. Men ikke så meget at jeg ved alt om min race" sagde han og stirrede ned i asfalten. Fuck. Han så op på hende og rejste sig. Et smil bredte sig på hans læber. "Det fint.. Søs" sagde han og lod sig grine lidt.

Azriel lyttede koncentreret til hans forklaring og nikkede da han var færdig "det gør mig ondt at høre om din ven" sagde hun og så op på ham "men nu hvor du er ude, så er du jo nødt til at lære noget om din race så. Vide hvordan man overlever i denne by. Og vide hvordan man er i offentligheden" sagde hun og kunne ikke lade vær med at grine, da det sidste var halvt drillende, halvt seriøst. Han skulle jo ikke få folk til at ligge for meget mærke til ham, hvilket der skete ved klubben.

Kasper nikkede. Det var nok lidt vigtigt at vide hvordan de andre vampyre opførte sig. Han satte sig på hug igen. Han tog kameraet foran øjne og klikkede et par billeder af hende. "Hey jeg skal da kunne huske mig leder ikk?" sagde han og grinede kort. Han rettede sig op og satte et sort låg foran linsen. Den skulle nødig blive ødelagt. "Så, hvad sker der så nu? Master" sagde han og smilte. En lille pige som leder. Så måtte hun indebærer en stor magt.

Azriel så op på fyren og grinte lidt da han begyndte at tage billeder af hende. Hun var ikke vant til sådan noget, men sagde intet til det. Hun betragtede ham kort inden hun tænkte lidt og begyndte at gå, og gik ud fra at han ville følge med "Først og fremmest, dit navn. Hvad hedder du?" spurgte hun og havde jo ikke fået hans navn at vide "Dernæst, lad vær med at kalde mig mester og sådan noget.." sagde hun og grinte lavmælt over kælenavnet, men var ikke den som gik så højt op i at kalde sig 'Mester', 'Mein Führer' og hvad man nu havde brugt igennem årenes løb "De fleste kalder mig frøken Rosevelt, da de ikke tør at kalde mig noget andet. Jeg har et rygte blandt vampyrene, og det rygte vil jeg gerne beholde" sagde hun med et skævt smil og så op på ham.

Kasper smilte og fulgte efter hende. Han lyttede til hendes tanker og til det hun sagde. "Kasper. Mit navn er Kasper" svarede han og smilte. Han tog sine hænder ned i lommen og så ned i asfalten imens de gik. "Jamen så vil jeg da bare kalde dig, Rosevelt" svarede han smilende. Han skulle ikke være den som ødelagde hendes rygte, da det lød som et ret barsk rygte. Og der var vel også en grund til at hun var blevet leder. Så han skulle vel også passe på hvad han sagde til hende. Han kunne mærke respekten voksede til hende. Det hele virkerede urealistisk, men han ville alligevel ikke sige det imod.

Azriel så op på ham og smilte og nikkede "Kasper. Det er et fint navn" sagde hun og kunne så ikke lade vær med at grine da hun tænkte på noget "Du ligner ikke en Kasper. Mere en Rudolph, eller sådan noget.." sagde hun og rakte op til Kaspers ansigt og prikkede ham blidt på næsen "Hmm... Eller en Gurli" sagde hun og pressede hans næsetip opad, så det lignede at han havde en tryne "Øf øf" grinte Azriel. Azriel var en meget venlig og varm person, men omkring de andre vampyre, har hun altid været hård og ondskabsfuld. Så Kasper skulle ikke blive overrasket hvis hun ændrede sig når hun var sammen med de andre vampyre..

Kasper var lidt i sin egen verden, men hørte så efter da hun snakkede noget om en Gurli? "hva.. hvad?" sagde han med et kæmpe smil på sine læber. "Jeg har altid lignet en Kasper og det vil jeg blive ved med" grinte han. Men ej nu var det da for galt. "Seriøst! Ingen Gurlig eller Gris okay?" sagde han grinende og slog hendes hånd væk og rettede sig op og sig sin hånd til ansigtet og mumlede et eller andet imens han kløede hans næse. "mmhh" noget i den retning. Han så på hende igen imens de gik. Hun var en rigtig Filur spas mager, det var underligt, men positivt. Men han kunne nu godt forstå at hun ville vise sig anderledes foran andre vampyr. Mon han skulle fortælle at han læste tanker?

Azriel tog hurtigt sin hånd til sig og så op på Kasper med et værre fornærmet og trist blik "Nå! Du da ikke sjov" sagde hun og rakte tunge ad ham. Hun rystede på hovedet af ham, og grinte lavmælt "jeg kan nu godt lide det navn" sagde hun med en matter-of-fact stemme "And I am your leader! You have to obey me! OBEEEY!!" sagde hun med en høj, dyb og ret 'mandlig' og 'truende' stemme og pustede sig helt op og prøvede at se stor ud. Man kunne godt se på hende, at hun var lidt hyper. Det var faktisk sjældent at hun var sådan, så Kasper skulle føle sig lidt heldig dér.

"tsk, jeg er da altid sjov!" sagde han med en ironisk stemme og havde et flabet smil på læberne. Han var da morsom! Når han altså ville. Han rystede på hovedet, hun var da helt skør, men det var nu ret sjovt at hun var sådan. "aargh my leader!" sagde han råbende og faldt på knæ og rakte armene i vejret og tilbød hende, og rejste sig op igen kort efter med et enorm smil på læberne, ville hun tilbedes så skulle hun da bare sige til.

// Hey jeg tænkte på at starte et nyt emne?? :D Da du har forvandlet Elodi!! -.- Kasper er sur på dig xD

// don't be mad at me broski! xD Men jov, vi kan godt lave et nyt emne.... hvis DU laver det xD //

// Jamen jeg er så dårlig til det ): JO! du forvandlede et menneske xD Skam dig xD

// Jamen, du SKAL!! xD Nooo! Jeg var nøøødt til det. Don't be maaad at me! D: //