Gæst - Esther

Tid: Sen formiddag.
Sted:Inde på værtshuset.
Vejr:Meget diset; det er næsten umuligt at se 3 meter frem for sig. En smule koldt.
Omgivelser: De sædvanlige alkoholikere, et par nye, knap så venligt udseende, folk. En vred bartender.

En brise fik de blonde rottehaler til at flyve, og fik den tynde krop det sad på, til at ryste. De høje hæle klaprede imod fliserne. Den unge kvinde søgte instinktivt imod varmen, hun greb fat om håndtaget ind til værtshuset. En blød rosa farve sås på hendes ellers blege kinder. Hendes øjne var mørktrandede, alt for lidt søvn tydede det på. Kroppen skævlede under hende. Dem der havde vendt sig om for at se hvem der kom ind kiggede lidt længere end de havde behøvet. Den lyserosa tætsiddende kjole, passede måske ikke til sæsonen, da hendes ben var fuldt blottet. Der lød et grynt, og nervøst så hun overimod lyden. Der var helt stille derinde for en stund. Hendes kinder steg et par grader og hun fandt hen til et bord. Med rystende fingre åbnede hun sin taske op. Stille begyndte folk at tale igen, men det stoppede ikke hendes nervøsitet.

Esther så op da en ung pige trædte ind. hun så ret kold ud og hendes krop var som en varmemagnet.
da hun satte sig ned gik Esther hen til hende.
"Hej, må jeg sidde ned her?", spurgte Esther og uden at vente på svar satte sig ned på stolen over for pigen.
Esther studerede pigen og drog disse konklusioner: lyshåret, tynd og sikkert en rigtig god veninde.

//Undskyld jeg ikke skriver så meget :)//

Et øjeblik sad hun og stirrede ned i sin pung. Hendes forstyrrede tanker begyndte at slås i hendes hoved igen. Hun satte en finger ved hver tænding, og udstødte et støn. Men før hun kunne nå at få tankerne gemt væk igen, havde en pige sat sig foran hende. Hun så på hende igennem sine tykke øjenvipper, de fyldige læber let skilte. "Hej," hun glippede overrasket med øjnene. Hun fik taget sig sammen, trods tankerne. "Øh, jeg beklager hvis jeg har taget din plads eller noget," hun rejste sig forsigtigt, som bange for at en hver ville springe på hende, når som helst.

//Det er okay :)//

"Nej, jeg har lige sat mig", sagde Esther beroligende og så på pigen foran sig.
Der var noget over hende, noget Esther ikke kunne forklare. Noget forkert...
"Skal du ikke sidde ned igen.", spurgte hun og kiggede opfordrende på hende.
Pigen satte sig tungt ned og Esther gav sig til at lede efter det underlige hun før havde bemærket. det eneste var at hun så ud som om...at hun frøs! selvom her var dejlig lunt. "Fryser du?", spurgte esther og fortrød det med det samme ordene havde sluppet hendes læber.

"Oh... okay så," hun satte sig. Det forvirrede hende, hendes paranoide tanker fik hende til at ryste en smule mere. Hendes hænder kunne næsten ikke holdes i ro. Det var derfor hun normalt holdte sig fra fremmede. Det hjalp heller ikke at hun ikke havde taget sin medicin denne dag, det hjalp ellers for det meste. Pigen overraskede hende, det var ikke normalt for hende at folk begyndte at snakke så meget til hende. Alair tænkte hele tiden over om der kunne være en dobbelt betydning af tingene. Hun trak vejret tungt en enkelt gang inden hun svarede. "Nej... Jeg fryser ikke," hun så forvirret ud, inden hendes blik faldt på hendes rystende hænder. Hurtigt tog hun og foldede dem i sit skød. En rødmen kom frem på hendes kinder igen. ".. Måske fryser jeg lidt," prøvede at dække over sin nervøsitet.

"Her", Esther rakte sin uldjakke over mod pigen. "Den er rigtig varm, den vil hjælpe håber jeg".
Esther syntes mere og mere om den tynde blondine over for hende, hun ville helt klart blive en god veninde.
Esther havde også fundet ud af hvad hun før havde syntes var underligt ved pigen over for hende. Nu havde hun fundet ud af at hun nok bare ikke var så glad for at snakke med andre.
Esther mærkede en let rødmen stige op i hendes kinder, da hun syntes hun havde på enmåde bagtalet pigen for at sige der var noget forkert og underligt ved hende.

Alair tog imod jakken, stadig lidt mistroisk. Forsigtigt lagde hun den om sine bare ben og stak hænderne ind i ærmerne. "Mange tak... tror jeg nok," et forsigtigt smil lå om hende læber. Måske var det bare en venlig gestus, men hendes tanker fik det forvrænget så det kunne være hvilken som helst fælde. Hun var nødt til at tage en chance. Det ville blive rimelig anspændt hvis ikke hun snart begyndte at snakke. "Je-..." kom hun stammen igang, hun træk fejret for at kunne sige et helt ord ad gangen, "Jeg er normalt ikke særlig god til at snakke med folk, det beklager jeg meget, men jeg er taknemmelig for din venlighed,... Hvad er det dit navn er?" Der var kun et hint af noget febrilsk i hendes stemme, der var dæmpet en smule, som alle andres stemmer rundt omkring.

"Esther", svarede hun og tilføjede så:"Hvad er dit navn"
Esther kom med det samme til at tænke på hvor langt ude denne samtale faktisk var. Hun var bare kommet hen og spurgt om pigen frøs."Idiot. Du er en idiot Esther", tænkte hun og bed sig i underlæben.
Esther havde bare kommet hen og snakket til hende som en gammel veninde, virkelig dumt. Hun havde hentydet til hendes private sager OG som om det ikke var nok tænkt på at der var noget underligt ved hende.
Esther måtte virkelig styre sig til ikke at ville på en eller anden måde strafffe sig. Endnu en langt ude idé.
Det var som om alt Esther tænkte på var langt ude i dag. Endnu en langt ude tanke.
Jeps, alt var langt ude i dag.